Mønsterbrydernes forkvinde
For Vibeke Bækkelund Lassen gik den drøm i virkelighed, som så mange med forfatterambitioner drømmer: Hun sendte sin debutroman anonymt ind til en konkurrence på Gyldendal og vandt. Efterfølgende har hendes ungdomsroman høstet masser af opmærksomhed og rigtig gode anmeldelser.
Da jeg læste hendes bog "Mit Lorteliv" om mønsterbryderen Clara, tænkte jeg, at det var en rigtig, rigtig fin bog ... og også en bog, jeg aldrig nogensinde kunne have skrevet selv. Jeg stillede hende 10 spørgsmål om sine tanker om den realistiske børne/ungdomsgenre og blev ret meget klogere på, hvorfor.
1 Hvorfor var det lige præcis historien ’Mit lorteliv’, der pressede sig på til at være din debut? Hvad er der i den, du blev nødt til at udforske?
Det er en lidt pudsig måde bogen blev til på. Jeg startede med at skrive en novelle om en tretten årig pige, der hed Clara, som havde et par imaginære skabsnisser der flyttede ud og ind af hendes skab.
Jeg lagde den væk, men kunne alligevel ikke lade historien ligge. Hvorfor havde hun de nisser boende i skabet? Der var også noget skingert over Clara’s mor, som jeg gerne ville undersøge nærmere. Derfor besluttede jeg mig til at skrive videre på historien, men Clara skulle bare være lidt ældre. Clara er en stærk pige, der trods en opvækst præget af sorg og tab, formår at komme igennem som et helt menneske. Den slags børn har altid fascineret mig; de såkaldte mønsterbrydere eller mælkebøttebørn.
2 Hvordan udvikler du dine personer? Sker det intuitivt eller bruger du en form for kreative værktøjer?
Clara-figuren er en sammenblanding af alle de mælkebøttebørn, jeg har mødt i mit liv. Hun stod lysende klart for mig, mens jeg skrev; jeg var aldrig i tvivl om, hvad hun ville sige eller gøre. De andre personer i bogen udviklede sig hen ad vejen. Sådan er det som regel når jeg skriver. Jeg er ikke typen der laver en synopsis, når jeg skriver. Jeg skriver historien frem og ligeledes med personerne. Nogle gange opfører de sig endda anderledes end jeg oprindeligt havde tænkt, de skulle; eksempelvis var det meningen at Clara og hendes far skulle komme meget tættere på hinanden og at hun til slut skulle flytte ind hos ham. Men sådan gik det ikke. Det er mærkeligt når personerne får deres eget liv og nægter at gøre, som det er tiltænkt dem. Det kan også være ret besværligt. Omvendt giver det også en god spænding, når man skriver.
3 Hvad karakteriserer genren (som jeg ser som realistisk nutids ungdomsroman/kærlighedsroman) med dine ord?
Generelt for genren, som jo er nutidsrealismen, er at det er skrevet i et nutidssprog, der er råt og nøgernt. Det er en slags ny socialrealistisme, som modsat 70-ernes litteratur om klassekamp og sammenhold, tager udgangspunkt i det netop manglende fællesskab og konsekvensen af den egoistiske tid, vi lever i.
4 Hvad er faldgruberne, når man skriver den slags?
Faldgruben må være at det bliver for meget; at sprogtonen bliver proppet til med ’fuck’, ’nederen’, ’nice’ osv. for at behage de unge. Jeg har dog hørt unge udtale sig om, at de ikke gider læse bøger, hvor forfatteren forsøger at ’være unge med de unge’, da de føler at det bliver falsk. En anden faldgrube kan være hvis det bliver skrevet for råt; at der sker noget fuldstændig uetisk, som der ikke bliver taget afstand fra det på nogen som helst måde. At forfatteren glemmer hvor meget bogens holdning kan præge den unge læser. Omvendt synes jeg heller ikke at man skal prædike. Jeg gider ikke selv læse bøger, der indeholder løftede pegefingre, og det gad jeg da slet ikke som teenager.
5 Hvor går grænsen, når man gerne vil skrive en seriøs bog for unge om kærlighed ... og sex? Hvad var dine overvejelser?
Jeg synes godt at der må være erotiske scener i en ungdomsbog, uden at de skal blive pornografiske. Men det er jo netop i ungdomsårene, sexualiteten blomstrer, så jeg synes sagtens at emnet kan berøres, især i en kærlighedsroman. I ’Mit lorteliv’ blev Clara jo voldtaget og derfor syntes jeg at det faktisk var vigtigt at Clara senere opdagede det dejlige ved sex.
6 Har du selv læst samme genre, da du var yngre? Og kan du eventuelt sige lidt om, hvordan den har udviklet sig … virkeligheden, disse typer bøger foregår i har jo i hvert fald ændret sig en del på 15-20 år.
Jeg læste en del ungdomsbøger, da jeg var teenager, bla. ’Min ven Thomas’ (som gjorde et stort indtryk på mig), ’Martin og Viktoria’- bøgerne, samt en del af Hanne Vibeke Holst’s ungdomsbøger. De gav mig alle en speciel følelse af at snakke fortroligt med en god veninde og der opstod ofte et tomrum, et savn når jeg havde vendt den sidste side. Jeg synes ikke tonen i de bøger var så rå, som den er i de realistiske ungdomsbøger i dag. Og så handlede de som sagt mere om fællesskab end om egoisme.
7 Kommer der flere bøger om Clara? Eller har du andet på tegnebrættet, du kan fortælle lidt om?
Umiddelbart tror jeg ikke at der kommer flere bøger om Clara. I lang tid havde jeg det sådan, at Clara bare skulle have fred, at hun skulle leve lykkeligt til sine dages ende. Men da jeg begyndte at skrive på et nyt manuskript fandt jeg ud af, at jeg alligevel havde svært ved at slippe hende, så måske opstår lysten til at skrive videre på Clara. Jeg har bare selv lidt svært med 2-ere, der ikke var meningen fra starten af.
Men ligenu skriver jeg om en anden pige, Pi, som er atten år. Hun har det vældig svært med sig selv, sin bedste veninde og det sted hun står i sit liv.
8 Der er en tendens til at børn og unge sjældent både er fans af realistisk litteratur og af fantasy. Har du et bud på, hvad dette skel kan skyldes?
De to genrer er som jeg ser det så forskellige som dag og nat. For selvom der er genkendelige følelser og til en hvis grad også genkendelige situationer i fantasy-genren, er det jo mere en rejse ind i fantasien, en spændende rejse ind i et ukendt land, hvor alt kan ske. Personerne indenfor denne genre er ofte enten helte eller skurke. Der er i hvert fald ofte en skurk eller en gruppe skurke, der skal overvindes.
De realistiske bøger bygger jo på hverdagen og de episoder der beskrives, er noget man kan opleve i det virkelige liv. Personerne kan derfor ikke opdeles i helte og skurke, men mennesker, der kan indeholde begge sider. Jeg tror simpelthen det er et spørgsmål om temperament, hvilken genre man bedst kan lide. Men måske appellerer fantasy-genren mere til drenge; da der er mere handling og mindre snak.
9 Du vandt 100.000 fantastiske kroner + royalties i en Gyldendal-konkurrence med Mit Lorteliv. Har du brugt pengene på noget godt?
De 50.000 kr.(som det blev til efter skat) har jeg valgt at betragte som et arbejdslegat, så jeg kunne skrive full-time indtil de var brugt op. Det er de så ved at være nu, hvor mit næste manuskript snart er færdigredigeret. Så håber jeg bare på at forlaget vælger at udgive det.
10 Og til sidst det spørgsmål alle får: Hvilke tre bøger ville du ønske, du selv havde skrevet, og hvorfor?
Der er mange bøger jeg ville ønske, jeg havde skrevet. Men øverst er nok disse tre:
’Hundehoved’ af Morten Ramsland.
Det er simpelthen så fed en bog! Plottet sidder lige i skabet, sproget er sprudlende, præcist og formidabelt. Handlingen og personerne smyr sig ind og ud af hinanden. Jeg kunne ikke lægge den fra mig, før den var slut.
Derudover er det den eneste slægtsroman, der har fanget min interesse.
’Parfumen’ af Patrick Süskind.
En grufuld bog om en morder. Jeg fik den af min bror og var meget skeptisk inden jeg gik igang med at læse den, da jeg ellers ikke er til den genre. Men den er faktisk ret poetisk og lige så smuk, som den er grum. Sproget deri er så malerisk og stemningsfuldt, at det er fuldstændig som om man selv befinder sig i Paris i det 18. århundrede.
Jeg har læst den mange gange siden og bliver altid overvældet af det faktum at selvom hovedpersonen absolut ikke er sympatisk, er han så fascinerende, at jeg ikke kan slippe ham før bogen er slut.
Dette er et mesterværk i mine øjne.
’En dag skinner solen også på en hunds røv’ af Sanne Munk Jensen.
Dette er den bedste ungdomsbog, jeg har læst. Sproget sparker til alle sider, som en anmelder så rigtigt skrev og Alma, hovedpersonen er den sejeste unge kvinde, jeg kan mindes at have læst om. Selvom historien på mange måder er ret tragisk, gør Alma’s ironiske, humoristiske og til tider sarkatiske fortællerstil, at man aldrig føler den bliver for tung at læse. Tværtimod er det en bog man først lægger fra sig, når den sidste side er vendt. Den bog burde alle teenagere – og deres forældre – læse.