Smagsprøve. En af novellerne fra "Marsmanden og andre fortællinger fra Sogneager"

Runes historie:
Den forkerte lillebror

Det var en helt almindelig onsdag, da Runes lillebror forsvandt. Det var meget mystisk, for Silas var kun fem måneder gammel og kunne ikke være gået nogen steder selv. Han var forsvundet nede fra haven, hvor han lå under det store æbletræ og sov i sin barnevogn, og barnevognen var også væk. Nogen havde taget ham.
Rune opdagede tyveriet, da han skulle ud at flytte vognen. Der, hvor han en halv time før havde stillet Silas, var der nu kun svage spor efter barnevognen i græsset, og synet af den tomme plet under træet fik det til at føles ligeså tomt indeni Rune. Han stod i haven med knugede hænder, mens han huskede, hvordan far og mor næsten var kommet op at skændes om, om det nu også var en god ide at lade ham passe på både lillebror og lillesøster Signe, mens mor var ved frisøren. Det havde faktisk gjort Rune en lille smule sur. For han havde jo allerede lovet dem én gang, at han nok skulle passe godt på Silas. Det var nemlig Rune, der havde holdt den nye lillebror i kirken i søndags, da han blev døbt, og det havde været en stor oplevelse.
“Hvad skal barnet hedde,” havde præsten spurgt.
“Silas Kjær Johansen,” svarede Rune og holdt deres nye, adopterede afrikanske bror ind over døbefonten. Han var lidt tung, men Rune holdt ham lige så forsigtig og snakkede beroligende med ham. Og det virkede. Silas græd slet ikke, men smilede over hele hovedet, mens præsten hældte vand på panden af ham og døbte ham i faderens, sønnens og helligåndens navn.
Rune var pærestolt, da han havde svaret ja på præstens spørgsmål og gik ud af kirken med Silas på armen. “Vil du prøve at holde din nye lillebror?” spurgte han Signe, da de stod i våbenhuset. Men Signe rakte bare tunge. “Nej. Han ligner slet ikke nogen lillebror. Han har jo kjole på,” sagde hun og hev i dåbskjolen.
Hele barnedåben i kirken stod stadig så tydelig for Rune, men hans forældre troede åbenbart, han bare ville spæne væk og spille fodbold, så snart de vendte ryggen til.
“Helt ærligt. Der er kun gået tre dage siden, jeg stod oppe i kirken og lovede at passe godt på Silas. Det tror I da ikke, at jeg allerede har glemt,” sagde Rune, og mor og far havde begge to grinet og sagt, at det selvfølgelig var rigtig nok. Så var de taget af sted - og nu var Silas væk.
Rune stod et øjeblik og stirrede på den bare plet i haven. Silas var enormt sød med sit sorte, krøllede hår, sine mørke øjne og den mørkebrune hud, men derfor var det alligevel underligt, at nogen ligefrem ville stjæle ham. Og så i Sogneager.
“Og hvem kan i det hele taget finde på at stjæle et barn?” tænkte Rune og løb ud til vejen og spejdede op og ned langs fortovene. Der var ingenting at se. Hverken tyv eller barnevogn. Rune mærkede tomheden i maven forvandle sig til en hård knude. Han løb tilbage til huset og tog trappen til første sal i fire spring for at spørge Signe, om hun måske havde set nogen mistænkeligt. Men da han åbnede døren til lillesøsters værelse, lå der kun nogle dukker, noget klæd-ud-tøj og en bamse på gulvet. Signe på fire år var pist forsvundet. Ligesom Silas.
I løbet af de næste fem minutter nåede alle mulige tanker at løbe gennem Runes hoved. Måske var en gal kvinde kørt gennem Sogneager, havde set de to børn og stjålet dem, fordi hun ikke selv kunne få børn? Måske var det en rig mand i en stor sort bil, der havde stjålet Julie og Silas for at sælge dem videre til nogle fremmede mennesker ovre i København? Måske havde Silas’ biologiske forældre fortrudt, at de havde adopteret deres lille dreng væk og var taget hele vejen fra Afrika til Danmark for at hente ham tilbage ... og så havde de bare taget Julie med i købet for at sige en slags ‘tak for sidst’? Eller måske var der sluppet en løve løs fra Zoo, der havde ædt Silas med barnevogn og det hele? ... Nej. Det var nok alligevel for langt ude. Rune faldt til ro, for måske var årsagen meget mere simpel: Måske var det bare Signe, der var kørt en tur med Silas i barnevognen. Signe var ganske vist langt fra begejstret for den nye lillebror. Hun var vred over, han fik så mange gaver til sin barnedåb, og hun var i det hele taget vred over, at alle mulige gæster og især bedstefar og bedstemor havde sagt, at han var det sødeste barn i hele Sogneager. Det plejede jo at være hende. Men måske var Signe begyndt at bløde op? Måske kunne hun i virkeligheden bedre og bedre lide Silas, og måske var hun i smug gået en tur med ham i det gode vejr for at vise ham frem for de andre børn i byen?
Rune løb ned mod Brugsen. Den lå i midten af Sogneager, og det ville være et godt sted at begynde, hvis man skulle finde to små søskende på udflugt.
Allerede da han drejede om hjørnet ved Olsens hus og kom op over Skolebakken, der gav fri udsigt over Brugsen og resten af Sogneager, fik han øje på Signe. Hun kom ganske rigtigt gående i sin rødblomstrede kjole nede ved Brugsen. Hun havde en is i den ene hånd og samtidigt forsøgte hun at skubbe barnevognen op ad bakken. Det var tydeligvis ikke nemt, når man var så lille, som Signe, og det blev endnu sværere af, at hun på en gang skulle styre både barnevognen og spise af isen. Men hun så glad ud, og hun var på vej i den rigtige retning - hjem. Rune begyndte at grine. Han grinede både, fordi Signe så utrolig sjov ud, som hun stavrede af sted bag vognen, men han grinede også af lettelse over, at Silas var i god behold. Han råbte til sin lillesøster, at hun skulle stoppe og vente på, at han kom ned og hjalp hende.
“Hvor har du fået penge fra til is?” spurgte han, mens han havde lyst til at give hende et knus af bare glæde. “Har du stjålet fra sparegrisen?”
Signe svarede ikke i første omgang på det med isen, men det var også pludselig ret ligegyldigt - da Rune nåede ned til hende, var det første, han gjorde, nemlig at se, om Silas havde det godt. Man da han kiggede ned i barnevognen, var det slet ikke Silas, der lå dernede, og den hårde knude i maven vendte tilbage på et splitsekund.
“Er du kommet til at tage en forkert vogn, da du købte is i Brugsen?” spurgte han, mens han holdt vejret.
 “Nej. Det er vores,” svarede Signe og smilede så stort, at man kunne se, hun manglede tre tænder i overmunden.
Rune var helt sikker på, at det IKKE var deres barnevogn. Deres barnevogn var mørkeblå, og den her var grøn.
“Det passer jo ikke,” sagde han, men Signe pressede munden helt sammen, mens hun bestemt rystede på hovedet.
“Det ER vores!” sagde hun.
“Hvem er det, der ligger i vogn? Hvis er det barn? Hvor er Silas?” Han satte sig på hug ved siden af Signe, der holdt ekstra godt fast om isen:
“Det her er meget bedre end Silas. Det her er vores rigtige lillebror,” sagde hun så.
“Men Signe. Det kan du da godt selv se, at det ikke er. Hvor er Silas henne?”
Rune kunne ikke klare mere. Han greb fat i kraven på Signes vindjakke og ruskede hende. Selvfølgelig begyndte hun at stortude. Han kunne slet ikke få noget ud af hende, før han havde trukket vejret helt ned i maven tre gange og trøstet hende. Ovre på det modsatte fortov gik en gammel dame med en fed gravhund i snor. Hun stirrede vredt på ham. Det gjorde det ikke spor bedre, at det fremmede barn i vognen græd.
“Signe, for det første har barnevognen en helt forkert farve, og for det andet, så har barnet også en helt forkert farve. Det er et hvid barn, der ligger dér. Kan du ikke se det?”
“Det ER vores lillebror!”
“Men Silas er fra Afrika. Silas er sort,” sagde Rune. “Og se, det her barn har en lyserød kjole på. Det er ikke en gang en dreng. Det er en pige, der ligger der og skriger,” sagde Rune.
“Drenge kan da sagtens have lyserøde kjoler på,” surmulede Signe, men hendes stemme var begyndt at ryste en smule.
“Signe, det her er en fremmed pige. Det er ikke Silas. Mor bliver stiktosset, når hun finder ud af det. Hvor er vores rigtige lillebror henne?”
Nu begyndte Signe underlæbe at bæve. Hun knugede stadig isen hårdt, og hun stampede hårdt i fortovet, mens hun råbte:
“Det er den anden Silas, der er den forkerte lillebror. Det her er den rigtige. Det kan du da selv se. Det kan godt være, ham her er en pige, men han ligner os meget mere, end den forkerte Silas gør. Han har lyst hår og blå øjne og er hvid.” Hun rakte isen truende op mod Rune og sagde:
“Og det kan ikke laves om, for jeg har selv solgt ham. Og nu er det ham her, der er Silas. Vi giver ham bare noget blåt tøj på, når vi kommer hjem, og så opdager mor slet ikke, at det er en pige!”
“Du er jo fuldstændig vanvittig, Signe. Selvfølgelig opdager mor det. Hun opdager det lige med det samme. Og så bliver det ikke sjovt at være hverken dig eller mig!”
“Jamen jeg vil ikke have ham,” snøftede hun.
“Det kan man ikke bare vælge,” snerrede Rune. “Silas er familie. Han hører til os nu. Det har vi selv lovet ham.”
“Han er dum og forkert. Jeg har ikke lovet noget,” sagde Signe.
“Jo det har du. Du var med oppe i kirken i søndags, og du hørte, at vi døbte lillebror og lovede at passe på ham. Han er fuldstændig ligeså meget mors og fars barn, som vi er. Hvad ville du sige til, at jeg byttede dig væk, bare fordi du havde taget min fodbold?”
“Det er ikke det samme!” Hun måtte råbe for at overdøve pigen i barnevognen. Det var en værre larm, de lavede, dér midt på gaden.
“Jo det er. Det er præcis det samme. Man sælger ikke sin familie, Signe. Man passer på dem!”
Nu sagde Signe ikke mere. Hun stod og så på sin is, som om hun pludselig ikke længere turde spise af den. Rune tog endnu en dyb indånding og talte til 10 inde i sit hoved.
“Hør Signe. Nu begynder vi helt forfra. Hvis er det barn, der ligger i barnevognen?”
Man kunne næsten ikke høre Signe svar, da hun hviskede:
“Det er Tereses ovre fra børnehavens lillesøster.”
“Og byttede I lige over, eller hvad gjorde I?”
“Nej,” hiksede Signe. “Jeg fik en is oven i. Fordi Terese så gerne ville have en lillebror, der lignede hendes negerdukke.”
Rune tog den dryppende is fra Signe, smed den i en busk og skubbede beslutsomt den fremmede barnevogn hjem mod Tereses hus med en storskrigende Signe på slæb. Samtidigt blev det fremmede barn også ved og ved og ved med at græde. Nu kunne det være nok!
 
I Tereses have var situationen ikke meget bedre. Terese sad med hænderne for ørerne og stirrede ned i et havebord, mens en dame, der sikkert var hendes mor, skiftevis sagde nogle ting til hende meget højt og pegede på en mørkeblå barnevogn. Så snart Rune gjorde holdt ude på vejen kiggede hun op og udbrød et meget højt “Åh gudskelov,” mens hun løb hen mod den lille skrigetøs i den grønne vogn, tog hende op og knugede hende tæt ind til sig.
“Hvad var det så, vi blev enige om på vej herhen, at du skulle sige?” spurgte Rune sin lillesøster.
Signe bed sig i læben, som om ordene ikke rigtig ville det samme som hende, men hun fik alligevel hvisket:
“Undskyld. Vi vil gerne have vores rigtige lillebror igen.”
“Er det JERES lillebror? Jamen, det skal I da rigtignok også få. Jeg anede jo ikke, hvor han hørte til. Og Terese ville ikke sige noget,” sagde Tereses mor, mens hun på en gang smilede og græd.
“Han har ellers ligget så pænt stille og sovet hele tiden ... det kan man vist ikke sige om vores lille pige,” sagde hun.
Rune gik hen til Terese og gav hende 10 kroner. Det var hans egne lommmepenge, men en handel var en handel: “Det er for den is, du gav til Signe,” sagde han. Terese sagde stadig ikke noget.
Rune sagde pænt farvel til Tereses mor, tog sin lillesøster i den ene hånd og begyndte at skubbe Silas hjemad med den anden.
“Det var nok meget godt, du gav Terese den tier,” sagde Signe, da de var på vej op ad skolebakken. “Ellers kunne hun bare været kommet og havde sagt, hun ville have begge de to babyer.”
“Er vi så enige om, at det er den rigtige lillebror, vi har med hjem til mor og far?” spurgte han. Signe nikkede alvorligt:
“Det er faktsk meget heldigt, at vi både har fået den lillebror, der er en dreng og også er ham, der ikke skriger så meget,” sagde hun.