Smagsprøve, Petrea 1
Kapitel 1 Indbrud
Da Petrea kom hjem fra skole, opdagede hun, at nogen var ved at begå indbrud i den lejlighed, hun delte med sin far. Hun kom trampende op ad trappen i sine lidt for store genbrugsstøvler, og så en skummel skikkelse, der var i fuld gang med at fumle med den postkasserøde hoveddør.
Petreas første tanke var, at det var mere end almindeligt heldigt, at det var hende, der var gået sidst den morgen, for så var døren i det mindste låst. Hendes far glemte altid at låse, når han tog hen på skolen, men i dag skulle han undervise allerede klokken otte, så Petrea var den sidste, der var gået. Og hun havde låst. Det skal man, når man bor på Nørrebro.
Petrea nåede dog kun at glæde sig over, at døren var låst, i cirka fem sekunder. Så gik det nemlig op for hende, at hun var nødt til at gøre noget for at stoppe tyven. Hun burde selvfølgelig ringe til politiet, men hun turde ikke gøre det, så længe hun stadig stod i opgangen. Hvis tyven hørte hende og besluttede sig for at flygte, ville der nemlig kun være én vej ud, og det var ned ad trappen, lige forbi hende.
Derfor listede Petrea langsomt baglæns ned ad trappen. Hun håbede at komme ubemærket helt ind i gården, for på denne tid af dagen larmede Nørrebrogade så meget, at politiet ikke ville kunne høre hende, hvis hun ringede nede ved gadedøren.
Men desværre for Petrea gik alt ikke efter planen. Faktisk var der slet ingenting, der gik efter planen. Allerede halvvejs nede mod næste afsats kom hun nemlig til at træde i sit snørebånd. Hun opdagede det først, da hun tog det næste skridt, kom voldsomt ud af balance og måtte kæmpe for ikke at hamre ryggen direkte ned i gulvet. I et glimt huskede hun sin ulideligt fornuftige mor sige “Det kan godt være, de der støvler var billige og rockstjerneagtige, men hvad ER der nu galt med velcrobånd? Du snubler jo i dem en eller anden dag, sådan som du altid går rundt og drømmer.”
Petrea hev panisk fat i en af gelænderets stolper og prøvede samtidig at dukke sig, så tyven ikke fik øje på hende. Men desværre var opgangen noget gammelt lort, og stolpen kunne ikke klare hendes vægt. Den poppede ud af sit hul, hele gelænderet rystede, og Petrea tumlede ned på den næste afsats med et gigantisk rabalder. Tyven holdt op med at bakse med døren, og der blev helt stille deroppe. Petrea lå halvsmadret og stiv af skræk nede på afsatsen, mens et gammeldags bornholmerur slog i en af lejlighederne over hende. Så hørte hun tyven bevæge sig. Tøvende trin var på vej hen til trappen. Petrea bed tænderne sammen og ignorerede den smerte, der skar nederst i hendes ryg. Det gjorde ondt, som havde hun fået en piercing i halebenet. Hun havde kun en enkelt piercing – i øjenbrynet – men det gav hende dog en idé om, hvor ondt den slags ville gøre.
Hun krabbede hen mod trappen, mens hun famlede efter mobilen i sin lomme. Det skulle gå stærkt med at få fat på politiet, for nogle af narkomanerne i området var desperate. Og desperat var vel netop, hvad man måtte være, hvis man brød ind i en tilfældig lejlighed midt på en helt almindelig torsdag.
“Petrea? Er det dig? Slog du dig?”
Petrea kiggede fortumlet op. Det lød ikke som en af narkomanerne henne fra parken. Derimod lød det meget som … “Mor??”
Hendes mor, Lis, lænede sig ud over gelænderet oppe fra tredje og kiggede ned på hende. Hun fjernede en rødblond tot, der var faldet ned i panden. Hun havde stadig sit værktøj i hånden. En skruetrækker.
“Hvad laver du her?” spurgte Petrea forvirret. I betragtning af at hendes mor boede i Farum og var blevet skilt fra Petreas far for seks måneder siden, var det et ganske rimeligt spørgsmål.
“Slog du dig?” gentog hendes mor og stirrede et øjeblik febrilsk på skruetrækkeren, før hun gemte den bag ryggen.
“Nej, det er okay,” mumlede Petrea og kom langsomt på højkant. Det gjorde stadig forfærdeligt ondt, men det var for pinligt at begynde at tude.
“Jeg HAR jo sagt det med de støvler tusind gange,” sagde hendes mor og rystede på hovedet. “Hvorfor må jeg ikke give dig en vandtæt model med velcro og skridsikker bund fra Bundgaard?”
“Fordi det ville gøre mig cirka lige så cool som en toårig i brun flyverdragt,” mumlede Petrea. “Men hvorfor er det lige, du bryder ind hos din egen datter og eksmand? Du kunne da bare have ventet, til jeg kom hjem.”
“Jeg brød ikke ind,” sagde Petreas mor og fægtede hjælpeløst med skruetrækkeren.
Petrea var nået op ad trappen og så hen på døren. Navneskiltet i messing hang stadig præcis, hvor det plejede, men kærven i skruen var helt smadret. ‘Lis, Preben & Petrea Markussen’ stod der på skiltet.
“Jeg kunne ikke holde ud, at det stadig hang der. Og jeg har bedt din far om at pille det ned tusind gange, men hver gang jeg kommer forbi, er det her stadig.” Hun smilede undskyldende.
“Det fatter jeg ikke. Det er da lige meget. Det er jo bare et skilt,” sagde Petrea,.
“Det betyder meget for mig. Jeg føler ikke, jeg er flyttet for alvor, før det skilt er væk. Men jeg ville skåne dig. Jeg ved jo godt, du er ked af, at din far og jeg ikke er sammen længere.”
“For pokker, hvor er du tosset,” mumlede Petrea og satte nøglen i låsen. “Jeg er da ligeglad med det skilt. Og jeg har det også helt fint med, at I er skilt. Men kom ind, når du er færdig med at fumle. Så laver jeg noget kaffe til dig.