Fenrisulven lænkes

Vogt dig for ulven, der lurer i natten
Lyt, som den trækker og prøver sin lænke
Stille, men rasende hævngerrig er den
ønsker så inderligt tænder at sænke
i Guder som mennesker, hør, hvor han tude
Vogt jer for Fenris, han venter derude

Tyr er den modigste af guderne, og han er gud for krig og kamp. Tyr var frygtet af jætterne, og den eneste, der turde gå nær Fenrisulven, da den var blevet voksen. De gamle myter er uenige om, om han er en af Odins sønner, eller om han selv var søn af en jætte.
Tirsdag er opkaldt efter Tyr


[Tegning: Loke står med hvalpen]
Loke fik tre meget mærkelige børn med en jættekvinde. Det ene af børnene, var den sødeste ulvehvalp af alle verdener, og den tog han med hjem til Valhal. Her fik den lov til at vokse op, og den blev hurtigt alle gudernes yndling, for den VAR virkelig helt utroligt nuttet. Den lille hvalp hed Fenris.

[Tegning: Fenris sidder for bordenden]
Problemet med Fenris var bare, at den ikke blev ved med at være lille og nuttet. Ulven voksede og var snart på størrelse med  en kalv, en uge senere var den på størrelse med en ko, og snart efter var den større end Odin hest - og dén var ellers stor.
“Vi må gøre noget,” sagde guderne til hinanden. “Det gør ikke så meget, at Fenris spiser os ud af huset med sin ulvehunger, men han har også nogle meget store og spidse tænder efterhånden. Vi må lænke ham, før der sker en ulykke.”

[Tegning: Thor med den store lænke]
Guderne fik smedet en lænke, der var så stor og tung, at det kun var Thor, der kunne bære den. Men Fenris var bestemt ikke glad for tanken om at skulle være lænkehund.  “Det er bare for at se, hvor stærk du er,” lokkede Thor. “Hvis du kan sprænge denne lænke, bliver du berømt i hele verden som verdens stærkeste ulv.”
“Hm, jamen så lad mig prøve,” sagde Fenris til sidst. For han var et forfængeligt dyr, der gerne ville være berømt.

[Tegning: Fenris sprænger kæden]
Fenris fik kæden om halsen. Han behøvede kun at spænde musklerne en lille smule. Så fløj stumperne fra lænken gennem luften, så Guderne måtte dukke sig for ikke et blive ramt. Guderne prøvede endnu en gang at binde Fenris, og denne gang brugte de en endnu større lænke, men også den flåede ulven fra hinanden uden problemer. Bagefter hoppede Fenris rundt glad rundt: “Bli’r jeg berømt nu? Bli’r jeg berømt nu,” spurgte han ... Guderne sukkede.

[Tegning: Odin viser den magiske kæde frem]
“Der er kun et at gøre,” sagde Odin til sidst. “Der må magi til at holde ham.” Og så fik Odin dværgene til at smede en magisk lænke, der var umulig at rive over. “Hvad er den lavet af?” spurgte Guderne. “Den er lavet af støjen fra kattepoter, kvindeskæg, bjerges rødder, bjørnesener, fuglespyt og fiskeånde,” sagde Odin. “Og dværgene måtte bruge alt det, der er af den slags i hele verden for at lave kæden.”

[Tegning: Tyr taler med Fenris]
Den eneste af guderne, der var modig nok til at lokke Fenris til at prøve den magiske kæde, var Tyr. “Det her er den sidste prøve på din styrke, Fenris,” sagde han. Men ulven lod sig ikke sådan lokke: “Tror du jeg er dum eller hvad?” knurrede den. “Jeg bliver da til grin, hvis jeg bruger kræfter på den sølle sytråd. Jeg tror, der er lusk med i spillet.” Til sidst gik Fenris med til at få lænken på, men kun hvis Tyr stak sin hånd i dens mund imens. “Jeg snapper, hvis du narrer mig,” snerrede den med tænderne om Tyrs arm.

[Tegning: Fenris snapper Tyrs hånd]
Tyr lirkede den magiske lænke over ulvens hals, og Fenris rev og sled alt, hvad den kunne. Den brugte alle sine kræfter, men den kunne ikke komme fri, for dværgene kunne deres kram, når de lavede magiske ting. “Du narrede mig,” snerrede Fenris, og så smækkede den kæberne i om Tyrs arm og klippede den af, som var den lavet af papir. Nu var Fenris forsvarligt bundet, men Tyr mistede sin arm for altid. Selvom man er en Gud, gror den slags nemlig ikke bare ud af sig selv.