Fredag d. 28. juni
Fastelavn i utide
Sommerferie! ... Wuhuuu sommerferie! Jeg har S-O-M-M-E-R-F-E-R-I-E!! Syv uger uden umodne drenge, der kaster med bananskralder og fniser, når nogen siger ‘prut’ (for slet ikke at tale om, hvordan de hulker af grin, når en af dem ligefrem kan slå en prut!).
Syv uger uden Camillas ligeså tanketomme undskyldninger om, at hun altså ikke kunne nå at lave dansk stil, fordi hendes hårtørrer brød sammen. Syv uger, hvor jeg kan nøjes med at se på Matematik-Mogens’ fjæs noget af dagen (når han er på kærestebesøg hos min mor). Syv lange rare frie uger, hvor jeg skal lave absolut ingenting. Bare drive den af med Kit, se fjernsyn, til jeg segner, og læse blade ude i solen, der naturligvis vil skinne uafbrudt, indtil vi skal i skole igen. AAAAAHHH.
Vi havde sidste skoledag i går. På vores skole er der ikke nogen rigtig tradition for, hvordan sådan en bliver holdt, men der er alligevel tre klare regler, der altid bliver fulgt:
1) Det er 10. klasse, der bestemmer, hvad der skal ske.
2) Det er altid noget med på en eller anden måde at være klædt ud.
3) Der er altid karameller med.
Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan med de karameller, men det er altid de samme. Det er sådan nogle ret gnattede små billige nogen, som er firkantede og tynde og pakket ind i forskellige farver kulørt papir med guldtryk på. De smager egentlig ikke specielt godt, måske med undtagelse af den, der har lilla papir på, og som smager en lille smule af lakrids. Men der er alligevel noget særligt ved dem. Måske, fordi de efterhånden minder mig SÅ meget om sidste skoledag og at få sommerferie, at jeg ligefrem kan lugte en hyggelig grillaften i min mormors have, når jeg ser dem. Der er noget hyggeligt ved de karameller. Ligesom det er hyggeligt at gå rundt om juletræet, selvom det er ret fjollet, så er det også hyggeligt at kaste sig efter små stykker kulørt papir, når 10.-klasserne kaster dem ind i vores klasselokale. Det er ikke rigtig sommerferie, før dét er sket.
I år vidste vi godt, det ville blive noget ganske særligt. Der havde nemlig lydt rygter om, at Andreas’ far havde taget karameller med hjem fra Tyskland i den helt store stil. Andreas er en af dem fra 10., og hans far har for det første rigtig mange penge. Han har sit eget vognmandsfirma, og når alle hans lastbiler er hjemme på én gang, fylder de hele pladsen oppe ved forsamlingshuset. Han har over 20 af dem med anhænger og alt muligt. For det andet ved alle, at Andreas far godt kan lide at vise, at han har alle de der rigtig mange penge, og for det tredje, så kan der altså være pænt mange tysker-karameller i sådan en monstertruck med anhænger, så forventningerne var temmelig høje.
Normalt er det kun 10.-klasserne og så lærerne, der er klædt ud, men i år kom der besked 14 dage før sidste skoledag om, at 10.-klasserne havde besluttet, at der skulle være fastalavnsfest i år. Det betød, at vi alle sammen skulle klædes ud, og at vi skulle slå katten af tønden ude i skolegården.
“Åh nej. Jeg kan aldrig finde på at klæde mig ud som noget ordentligt,” sukkede Kit, da vi fik beskeden, mens Camilla og Lisbeth allerede havde gang i at kvidre om, at de ville være mavedansere eller et eller andet andet eksotisk, hvor de kunne få lov til at vise bar mave og have en masse sminke på.
Jeg kan godt forstå Kits kvaler, for jeg har kendt hende lige siden vuggestuen, og hverken hun eller jeg har haft nogle særlig heldige fastelavnsudklædninger gennem tiden. Mens de andre fik lov til bare at være prinsesser i købeudklædning fra lejetøjsforretningen insisterede Kits og min mor nemlig på at lave udklædningerne selv – og de prøvede oven i købet på at overgå hinanden i hittepåsomhed. Jeg har både været klædt ud som bruseforhæng og som blyant, og Kit har været ærtebælg, en pizza med ost og en cd (det sidste gjorde, at hun måtte gå sidelæns gennem døren og stå i læ under halvtaget i frikvarteret for ikke at blæse væk).
Kit og jeg blev hurtigt enige om, at vi ville lade være med at sige noget derhjemme om dette års sidste skoledag. Hellere en ussel udklædning ved hjælp af sit eget tøj, end være ofre for vores mødres indbyrdes konkurrence. Det gik faktisk også rigtig godt for Kit. Hun mødte op på sidste skoledag i shorts og rødhvid t-shirt og havde malet dannebrogsflag på kinderne med en læbestift og havde en rød kasket på nede fra farvehandelen og et hvidt tørklæde. Hun var en rigtig fin ‘tilskuer til landskamp’. Men planen lykkedes bare ikke nær så godt for mig. For hvor hemmelig kan man holde den slags, når ens matematiklærer er kæreste med ens mor? Der skulle kun et enkelt lille “Hvad skal du så klædes ud som til sidste skoledag, Emmy,” fra Mogens side, før min mor fløj op fra sofaen og begyndte at hvæsse sine synåle.
Enden på det hele blev, at jeg kunne stå ved siden af Kits rødhvide sommerudstyr klædt ud som ... bamse. Sådan en bamse, små børn har. Med ører og fluffy pels og det hele. Min mor havde heldigvis lavet hul til mit ansigt, men ellers bestod jeg 100 procent af loddent kunststof. Hun havde brugt dage og nætter på at gøre dragten færdig, og det nyttede absolut intet, at jeg undervejs prøvede at protestere:
“Nu skal du ikke være så beskeden, Emmy,” sagde hun, da jeg foreslog jeg bare kunne tage fars aflagte politijakke på, der stadig hænger ude i skuret.
“Husk, at det her måske er sidste chance for at blive klædt rigtig ud, før du bliver for stor til den slags. Og jeg har aldrig fået syet det bamsekostume til dig, selvom du har bedt mig om det, siden du var en lille pige.” Og hun slog det fuldstændigt hen, da jeg prøvede at forklare, at Emmy, 13 år, ikke nødvendigvis ville være en bamse, bare fordi jeg havde syntes, det var en fed ide, da jeg var fem.
Så dér stod jeg og langtidskogte i polyester-akryl med lynlås, for det var strålende sol, og for en gangs skyld var jeg dødmisundelig på Ditte, Camilla og Tina, der var klædt ud som en eller anden R’n’B’-gruppe og havde lårkorte nederdele på.
“Kan du ikke bare tage den af?” spurgte Kit og så på Bamse-Emmy med rynket næse. Men det kunne jeg jo ikke. Matematik-Mogens ville bare sladre til min mor, og mor ville blive vildt ked af det.
I stedet måtte jeg få det bedste ud af det ... og det mener jeg også, jeg gjorde, Selvom Mogens vist ikke var helt enig ...
Der skete nemlig det, at det blev tid til tøndeslagning. 10.-klasserne hang tre store tønder op ude i skolegården, og imens blev vi andre bevæbnet med fastelavnsboller og saftevand. Det var meget gennemført. Da alt var klart, delte en pige, der hed Cecilie os op i tre grupper, og så stod vi ellers i kilometerlange køer og ventede på at få lov til at slå på tønden.
Solen stod lige på, og det blev varmere og varmere at være Bamse-Emmy. Jeg stod bag en hel hær af 4.-klasser, hvor alle drengene havde rollespilstøj på. Der var HELE tiden nogen, der så på mig og pegede og fnisede ... og som lige skulle tættere på, for at se, hvem det lige var, der var så åndssvag: “Nå Emmy, du har nok fået en ordentlig bjørn på,” grinede min engelsklærer, og der var også en eller anden, der skulle sige noget sjovt om, at man ikke skulle sælge skindet, før bjørnen var skudt.
Jeg slog til tønden uden held. Den gav bare den sædvanlige hule lyd, som fastelavnstønder har sagt i hele mit liv. Jeg er aldrig nogensinde blevet kattekonge. Og jeg følte mig faktisk en lille smule trist, mens jeg stod der bagest i køen efter at have slået, for tønden ville uden tvivl blive slået ned, før det blev min tur igen, og når sandheden skulle frem, havde mor jo ret: Det var nok den sidste fastelavn, jeg sådan rigtig kom med til (selvom det i virkeligheden var sidste skoledag), og inderst inde ville jeg altså rigtig gerne have prøvet at være kattekonge. Det må være det vildeste trip at se tønden falde sammen og slik og andet guf vælte ud og vide, man bare er den sejeste, mens de andre sukker og må vente på chancen igen til næste år.
Jeg stod i køen og drømte. Jeg så mig selv stå i en regn af karameller med en guldkrone på hovedet ovenpå bamsekostumet. Og så var det, at det skete. Jeg ved ikke helt hvorfor, men måske havde jeg bare drømt mig så langt væk, at al værdighed var gemt væk.
En af de små drenge foran mig i køen svingede køllen med fuld kraft, mens han råbte: “For Mordor,” eller et eller andet andet rollespilsfjol, tønden gav sig, og som i slowmotion så jeg, hvordan karamellerne væltede ud. Jeg mener VÆLTEDE ud. Tønden må have været proppet til randen, for det lignede et nytårsfyrværkeri af kulørt papir. Og SÅ var det, at jeg spænede. Jeg havde kun det ene fokus: Karamellerne. Jeg var fuldstændig ligeglad med små drenge og med fnisende piger fra parallelklassen. Jeg var helt fremme i første linje på tre sekunder og skovlede karameller op med mine klodsede bjørnelapper.
“Synes du ikke lige, du også skal lade nogen af de små komme til, Emmy?” Det var selvfølgelig Matematik-Mogens, der mente, det var nødvendigt at stoppe mig i mit sukkerorgie. Hans stemme var flink nok, men hans hånd borede sig ned i pelsen på min bjørnedragt, og han ledte mig væk med et solidt greb i nakkeskindet. For ligesom at understrege alvoren og hans egen rolle som ansvarlig papfar, sagde han højt: “Og du har altså allerede så rigeligt taget din del,” og holdt hånden frem, så jeg pænt måtte aflevere min ene håndfuld karameller. Ikke fordi Mogens selv ville have dem. Næh, dem kastede han ned i den anden ende af skolegården, hvor nogle smådrenge straks kastede sig over de stakkels karameller og flåede dem fra hinanden.
Om det var pinligt? Selvfølgelig var det pinligt. Jeg var i forvejen hende med det sære kostume, og nu følte jeg det nærmest, som om jeg var blevet taget i at rapse i Brugsen. Heldigvis var Kit som sædvanlig parat til at komme med opmuntrende ord.
“Sikke en idiot. Han skal da ikke komme her og spille din far. Det havde han ALDRIG gjort, hvis det var Ditte,” hvæsede hun.
Og selvom jeg har meget svært ved at forestille mig sminkedukke-Ditte stå på hovedet i en halvmast fastelavnstønde, var det alligevel enormt rart at høre. Vi sjoskede væk fra mit gerningssted og satte os i stedet ved et af bordene i skolegården og nøjedes med at være tilskuere til resten af fastelavnsfesten.
Her så vi en lille dreng, der var klædt ud som vores skoleinspektør med briller og skæg og det hele løbe med præmien som bedste udklædning, og vi nåede også at få et glas saftevand, før Andreas’ far kom buldrende i en af sine lastbiler. Den var pyntet på siderne med balloner og grønne grene, og der var et skilt på, hvor der stod: ‘Endelig ferie 10. klasse.’ og ‘Tillykke’ og ‘Schools Out’. Og mens 10.-klasserne råbte og hujede og kravlede op på ladet af lastbilen og Andreas’ far sad som en lille storgrinende dreng i en legetøjsbutik og trykkede hornet helt i bund, forsøgte vores inspektør at råbe igennem larmen med sit: “God sommerferie til alle!”, og før man kunne nå at rejse sig op i sit bjørnekostume var skolegården lige så blæst som gågaden under en håndboldlandskamp. Kun lærerne var tilbage og gik og samlede stumperne sammen i sorte affaldsække, mens de ind i mellem gumlede på en glemt karamel.
Jeg havde et stort, fedtet smil på. Ikke helt så stort som Andreas’ far, for jeg ville nødigt vække opsigt, mens Bamse-Emmy luntede væk fra skolen, men Kit havde selvfølgelig luret mig. Hun ventede dog med at spørge, til vi var nået om hjørnet ved bageren, og man ikke længere kunne se os oppe fra skolen.
“Okay Emmy. Kom så frem med det. Hvad er det lige, der er så morsomt?” spurgte hun så. Hun var standset op og stod med armene over kors lænet op af Bager Hansens gule mur.
“Nu skal du bare se, Håndbold-Kitty,” sagde jeg og trak hende med over bag bagerens havemur, så vi ikke havde publikum på. Jeg havde nemlig kun undertøj og et par short på under min varme pels.
Kit måbede imponeret, mens jeg lynede op for pelsen. For det kan godt være, at min mors dumme kæreste fik vristet ca 30 velfortjente karameller ud af min hånd og kastede dem for pøbelen. Men han havde ikke set alle de håndfulde, jeg inden da havde nået at skovle ind i min bjørnedragt med mine kæmpelabber. Nogen af dem var godt nok lidt fladmaste, fordi de var dumpet ned i fødderne, hvor jeg havde gået ovenpå dem, men de var da heldigvis i papir, så de smagte ikke ret meget af fodsved.
Og da vi fik talt hele mit bytte havde vi 596 karameller. 61 af dem var de gode med lakridssmag. Hvad skal man så med små lette sommerkostumer eller en fjollet guldkrone af blik og pap? Hey, jeg er dronningen af De Evige Karamelmarker!
Det lover allerede rigtig godt. Det kan KUN blive en fed sommer fyldt med alle mulige sjove oplevelser!