Smagsprøve på Emmy Bind 2: Møgtur til Sverige

I dette kapitel er Emmy og hendes klasse på vej til Sverige på lejrskole sammen med dansklæreren Susanne og Matematik-Mogens, der også er kæreste med Emmys mor. Klassen har stemt om, hvor de skulle hen, og Emmy er blevet lidt uvenner med sin veninde Sasha, der hellere ville have været i København.  

Togtur med terrorister 

 Mandag d. 20. maj.

Siden afstemningen har jeg gået lidt rundt i cirkler om mig selv. Jeg ved ikke helt, om jeg er enormt glad eller trist eller bare ligeglad. På den ene side har jeg jo vundet i lotteriet. Jeg har fået min vilje og undgået turen til København med mine abe-agtige klassekammerater. Men til gengæld har jeg tabt i et helt andet lotteri. Ud over Susanne viser det sig nemlig, at vi skal have ingen ringere end Matematik-Mogens med på tur. Og det er næsten en skæbne, der er værre end at blive til grin på Strøget.
    Det går ellers ok med mig og Mogens. Han lever et form for dobbeltliv ligesom superheltene - bare uden superkræfter - hvor han er min matematiklærer oppe i skolen og er min mors kæreste, når han havde fri. Han er efterhånden blevet rigtig god til kun at snakke skole og lektier og lommeregnere, når det er mig selv, der beder om det, og det sket selvfølgelig så godt som aldrig. På den anden side ved jeg godt, at han sikkert fortæller min mor alt det, der skete oppe i skolen, når de er alene. Og jeg er helt sikker på, at det at have Mogens med til Sverige betyder, at jeg ikke kan gøre så meget som at fise en lille smule i hemmelighed under dynen, uden at min mor får det at vide. Det er bare slet ikke fedt. Men jeg har tænkt mig at lade indædt, som om jeg overhovedet ikke ved, at han går i bare tæer, når han har fri og altid spilder sovs på dugen og den slags. Det er bedst for både ham og mig ... i hvert fald mig!
    Vi mødtes på banegården mandag morgen, og der var en råben og skrigen af mødre og små søskende, der skulle sige farvel. Man skulle tro, vi skulle på jordomrejse gennem farlige kannibalørkener og måske aldrig mere kom hjem. Der var i hvert fald både små børn, der græd, og forældre der talte med babystemme til mine pinligt berørte klassekammerater og mindede dem om, at de jo bare kunne bruge deres mobiltelefon og ringe hjem, hvis det hele blev alt for slemt ... som om nogen som helst dansk teenager havde brug for at blive mindet om, at han eller hun havde en mobiltelefon, eller at den er til for at blive brugt.
    Min mor var heldigvis ikke troppet op på banegården. Hun havde formiddagsvagt i butikken, og hun mente også, det var rigeligt, at jeg havde Mogens med til at passe på mig - det kunne vi jo kun blive enige om.
Vi fik selvfølgelig et skodtog at køre i. Jeg ved ikke, hvad der er med DSB, men hver gang jeg har været på tur med skolen, og der har været et stykke af toget, der har været ‘reserveret til Hejresø Centralskole’, har vi altid siddet i noget imponerende gammelt skrammel, der var fyldt med opskårne sæder, eller på anden måde lignede noget, der havde været brugt som fangetransport under anden verdenskrig. Ligesom alle de andre gange var toiletterne ikke blevet gjort rene, før vi stod op, og der stank helt forfærdeligt derude, hvor der også allerede lå krøllet og vådt toiletpapir i krogene.
Jeg ved jo godt, at den primære grund til at vi altid skal køre i den slags vogne, er fordi drengene sviner over det hele, og at DSB sikkert bare opgiver at gøre rent på forhånd ... men kunne man så ikke have kønsopdelte vogne? Ligesom ryger og ikke-ryger kunne man have drenge- og pigeafdelinger.
    Tanken om BÅDE at have adgang til et toilet, der ikke lugtede af kostald OG en tur uden Heines lumre vittigheder var meget tiltalende, mens vi bumlede hen over Fyn og Sjælland. Især, da han fem minutter efter, vi var begyndt at køre, hev en madpakke frem på størrelse med en skotøjsæske stil størrelse 45.
    “Jaaah! Mor har givet mig en rigtig stinker med!” jublede han, og det må man sige, han havde ret i. Næst efter tog-toiletter der lugter af muggent tis, er madpakker det værste i verden. Da Heine himmelhenrykt åbnede sin version af slagsen, bredte der sig en hørm, der et kort øjeblik gav mig lyst til at flygte ud på toilettet, fordi luften i det mindste var friskere dér.
    “For helvede, Heine. Har du haft den liggende i tasken og modne i en uge?” hylede Tobias, mens lugten af kogt, lunken æg, daggammel makrelguf og ulækker morfarost bredte sig i kupeen.
    “Aaad, hvor du hørmer,” råbte folk omkring ham, men Heine grinede bare lykkeligt og sagde, at det her var ingenting. De kunne bare vente, til de hele skulle ud i den anden ende.  “Æggehørmere er bare de bedste,” storgrinede han, mens Kit stønnende åbnede vinduet og gispede efter luft.
    Heines kommentar satte gang i den diskussion, som vi aldrig rigtig var blevet færdige med hjemme i klassen. Hvem skulle dele værelse med hvem? Vi skulle sove på tremandsværelser, og der var selvfølgelig nogle, der var oplagte. For eksempel at Ditte, Lisbeth og Tine skulle sove sammen. De tre går altid med hinanden under armen i skolegården, og de er også lige begyndt at gå rigtigt i byen, selvom deres mødre sikkert ikke ved det. Jeg var en lille smule misundelig på dem. Indtil for en uge siden havde det nemlig været ligeså sikkert, at jeg skulle dele værelse med Sasha og Kit, når vi skulle af sted, men nu var det pludseligt ikke så sikkert mere. Det var i hvert fald ikke noget, vi havde snakket om, og i modsætning til, hvad jeg troede, dengang vi stemte om at tage til Sverige, var Sasha ikke bare uden videre blevet god igen. Ikke endnu i hvert fald. Og hverken Kit eller jeg havde fået spurgt hende, om vi ikke bare skulle glemme det hele og være venner igen. Sasha sad i stedet for nede i den anden ende af kupeen og fnisede over nogle ting i et dameblad sammen med Ditte. Hun var helt opslugt - så meget, at hun ikke engang kommenterede Heines ulækre madpakke. Den slags var bare aldrig sket med den Sasha, jeg plejer at være veninde med. Hun var gået lige i flæsket på Heine og have sagt til ham, at han enten måtte gå ud og æde sin stinkbombe på toilettet, hvor den hørte hjemme, eller smide den ud af vinduet. Det gjorde mig faktisk en lille smule bekymret, at hun i stedet bare sad og læste i dameblade, men jeg håbede sådan, det blev en god tur alligevel. Jeg skulle være væk hjemmefra, jeg skulle ud og vise mig frem med mit mors digitalkamera og i det nye lækre tøj, min far havde sendt til mig ovre fra København (det var helt tydeligt hans nye dame, der havde købt det, men det gjorde ikke så meget. Far har nemlig næsten lige så dårlig smag om min mor).
    Jeg blev vækket af mine dagdrømme om at gå model i mit  nye tøj af et hylende kor af drenge, der stormede gennem kupeen. Tobias svingede noget i en plastikpose, mens han løb, og lige i hælene på ham kom Heine og Leif, der hoppede og sprang efter posen.
    “Nu har jeg stinkbomben. Jeg har den. Bomben er min. Jeg er superterroristen fra Hejresø. Og hvis I ikke alle sammen gør, som jeg siger, sprænger jeg bomben,” skreg Tobias og hoppede op på et af sæderne, mens han stadig hold posen så højt hævet over sit hoved som muligt. Tobias er i forvejen over et hoved højere end Heine, og da han oven i købet stod på sædet (i sine store beskidte kondisko, selvfølgelig) havde Heine ikke en chance. Men det forhindrede ikke gnomen fra Enebærvej i at hoppe op springe som en frø på en tændt kuglegrill for at forsøge at generobre plastikposen, der indeholdt resterne af den klamme madpakke. Plastikposen var ikke gennemsigtig og det var jeg glad for. Jeg turde slet ikke tænke over, hvordan der så ud nede i den lige nu, hvor smuldrende ost, overkogt æg og makrelguft var blevet rystet sammen af ‘Superterroristen fra Hejresø’.
    Hverken Susanne eller Mogens var nogen steder at se. Det var selvfølgelig derfor, de alle sammen var helt oppe at køre. Men jeg så Julie rejse sig lige så stille for at gå ud og hente forstærkning, før Tobias for alvor lod bomben sprænge. Det var jeg hende meget taknemmelig for. Kit sad ved siden af og stirrede stift ud på Danmark, der bumlede forbi langs skinnerene.
    “Lad være med at kigge på dem,” hvæsede hun ud ad den ene mundvige. “De er ligesom de fulde tosser inde på rutebilstationen. De råber bare for at få opmærksomhed. Hvis de ser, de har publikum på, holder de aldrig op igen.”
Jeg vidste, at Kit havde ret, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at skæve til dramaet - især ikke, fordi jeg var sikker på, at Julie om kort tid ville komme tilbage med vores klasselærer, og fordi Tobias og Heine samtidigt havde kørt hinanden endnu længere op i deres interne magtkamp om madpakken fra helvede. Susanne flåede døren op og sagde med en stemme som en issyl:
    “Hvad i alverden foregår her?” men Tobias og Heine var så høje af dere terror-leg, at de slet ikke opfattede den kolde tone i Susannes ord.
    “Hvis jeg ikke får tre kasser gratis cola og frit lejde til grænsen, slår jeg jer allesammen ihjel med min kemiske brintbombe!” skrålede Tobias, mens frøen Heine henrykt gjorde endnu et spring.
    “Jeg er væk i to minutter for at aftale vores udflugter sammen med jeres matematiklærer og straks er I forvadlet til den rene børnehave,” hvæsede Susanne. “Danmark er altså ikke større, end at I kan blive sat på et tog i Ringsted og sendt direkte tilbage til Hejresø. Jeg vil ikke have sådan en sæk lopper med til Sverige!”
    “Men I er alle mine slaver. Jeg sprænger mig selv og min fjende i stumper og stykker, hvis jeg ikke får min vilje,” skreg Tobias, mens han satte madpakken i endnu vildere gear i cirkler over sit hoved. Imens knækkede hans stemme over i ren betagelse over hans egne påfund. Det lød enormt ynkeligt, at terroristen fra Hejresø vekslede mellem fistelstemme og en mørk bas midt i sine trusler, men det var kun de andre drenge, der lo. Pigerne havde ligesom Kit travlt med at lade som om, de overhovedet ikke vidste, hvad der foregik, mens de holdt øje med det hele i spejlingen i togvinduet.
    “Tobias, Rungsted Madsen. Du kommer ned fra det sæde, og det gør du ikke om tre sekunder. Det gør du NU!” Susannes tone var nu så ætsende, at selv en vaskeægte terrorist ville være blevet bange for hende. Den rigtige terrorist havde flovt slukket sin bombe og mumlet undskyld og var luset hjem til sin mor igen, og det virkede da også, som om bare en lille smule af Tobias’ lejskole-kåde hoved fattede, at hans spøg var ved at være slut for denne omgang. Inden han overgav sig helt, nåede han dog at råbe “Allahuhakbahhr”. Herefter gav han slip på Heines madpakke, der i slowmotion sejlede gennem lokalet. Der var solidt tryk på Tobias’ sving. Det er ikke for ingenting, han er klassemester i slyngboldkast, og posen havde rigtig god fart på. I sin flugt åbnede den sig en smule, og det flabrende plastik bremsede farten en lille smule, men der var stadig godt med knald på, da superterroristen fra Hejresøs bombe hamrede ind i et af kupeens vinuer, for derefter at gå fuldkommen død og brækkede sit blendede indhold af fiskesplat, kogt æg og stinkeost ud over ... det blad, som Sasha og hendes nye perleveninder sad og var vildt opslugte af. De havde slet ikke set den komme. Det havde alle vi andre. Jeg holdt vejret. Drengene jublede med én mund, som om Tobias havde scoret et vigtig mål for landsholdet, og de fleste af pigerne skævede til hinanden, mens de fnisede i et fælles lettet det-kunne-lige-så-godt-være-gået-ud-over-os-men-det-gjorde-det-heldigvis-ikke-fnis, og Susanne råbte: “Nu er det NOK, Tobias!!!” samtidigt med at Sashe, Ditte og Tine skreg det bedste, de havde lært, mens det gik op for dem, at de orange pletter på deres hvide t-shirts lugtede værre end togets toilet, og at de aldrig nogensinde ville kunne vaskes af igen.
    Resten af turen sad både Mogens og Susanne inde ved os. Mogens sad mellem Tobias og Heine, og Susanne sad ovre ved Sasha og co - sikkert for at forhindre dem i at finde på nidrige gengældelsesmissioner. Alle ofrene havde skiftet tøj. Og de havde alle sammen - også Sasha - grædt hysterisk og skreget til Tobias, at de hadede ham for evigt, og at han bare kunne vente sig. Det lignede ikke Sasha at reagere så hysterisk, selvom det var enormt ulækkert at blive smurt ind i makrelaffald, men jeg så, at hun først begyndte at hyle, efter Ditte og Tine var begyndt. Det betød åbenbart en hel del for hende at gøre indtryk på hendes nye venindeflok. Faktisk betød det så meget, at hun knap nok ænsede at vi kørte ind på Københavns hovedbanegård, selvom hun for bare en uge siden havde påstået, at denne by var hendes allerstørste drøm at besøge. I stedet støttede hun sine nye slyngveninder, mens de hankede op i deres mødres weekendtasker og skiftede spor til det tog, der skulle køre os til Ystad. Her bad de Susanne om lov til at sætte sig for sig selv i en anden kupe end vores ‘for at få bare en lille smule fred’, og vores klasselærer gav dem lov. Så meget havde den københavnertur altså heller ikke betydet for Sasha.