Læs en smagsprøve fra Emmy 1 - Et nyt liv truer

Det første kapitel af den første bog om Emmy  

Fredag d. 4. februar.

At gå på cafe er da også en hobby ...?

I dag var jeg til min første ridetime. Og ja, det er rigtigt. Det er en ret sen alder at springe ud som hestepige. Men min mor har den her mærkelige ide om, at det ikke er sundt for mig ‘bare’ at gå rundt og hænge og læse lidt bøger og se lidt tv og gå på cafe med Kit. Siden jeg var otte år har hun kæmpet for, at jeg skal have en hobby. Nu er der så bare det, at vi bor i den her meget lille by, og jeg er efterhånden ved at have prøvet det hele. Jeg gik et halvt år til spejder (indtil vi på en lejrtur kom til at sætte ild til teltet), jeg har gået til håndbold (men lærte aldrig reglerne), jeg har gået til klaverundervisning (men jeg spillede så ringe, at far tiggede min mor om, at jeg skulle holde op igen), og jeg har gået til jiu jitsu (men min træner hadede mig, fordi jeg kom til at forstuve hans tommelfinger, da jeg faldt forkert på den).
    Sådan kunne jeg blive ved. Lad os bare slå fast, at jeg ikke er særlig egnet til at have en hobby, men at min mor ikke vil høre. Derfor sad jeg tidligere i dag ude på Hanneagers Rideskole overskrævs på en lille, møgfed pony, der hed Dark Devil. Der var nu ikke meget djævelskab over ham. Han vandrede sanseløs af sted i rundkredsen, og jeg sværger, jeg på et tidspunkt hørte ham snorke, mens han traskede rundt med mig.
    Der var ni andre på begynderholdet. Det var alle sammen små piger med mor på sidelinjen bortset fra en enkelt lille dreng, men ham var der nu heller ikke meget cowboy over. Han lignede allerede i en alder af 10 en lille ride-nazist med kort lyst hår, egen ridehjelm og blankpudsede støvler.
    Nå, men vi traskede altså rundt i den der rundkreds. Dark Devil var blevet noget svajrygget af et langt liv på rideskolen, og han bøjede dybt og træt ned i knæene, når han gik (eller ‘koderne’, som hestelæreren sagde, at det hed), så jeg bumpede op og ned og klamrede mig til tøjlen, mens jeg prøvede at se ud, som om jeg havde styr på det hele - og med at sikre mig, at mine fødder sad solidt fast i stigbøjlerne, for ellers ville mine fødder bare slæbe hen langs jorden efter krikken, så lille var den.
    Jeg følte mig som en kæmpe i lilleputland, og det hjalp hverken på min selvtillid eller min glæde ved ridning, at den lille nazist-prins fik en hest, der var dobbelt så stor som min, fordi “De jo havde heste derhjemme, så Alexander var vant til at ride,” som hans mor sagde med lidt slæbende s’er.
    Så var det, læreren satte hestene til at løbe. Dark Devil løb selvfølgelig overhovedet ingen steder i begyndelsen, men da nazistprinsens hest skulle til at overhale ham, tog han sig alligevel en smule sammen og satte farten op til andet gear. Det var en overrumplende oplevelse. Min røv blev klasket ned mod hesten gang på gang, og jeg sværger, at jeg kunne mærke, hvordan min mine baller gradvist blev større og større, mens Dark Devil luntede af sted - ligesom en pizzadej, der bliver større når den bliver rullet ud med kagerullen. “Hold fast med knæene, Emmy,” råbte hestelæreren, “ellers ender du med at falde af,” så jeg pressede med knæene det bedste jeg havde lært, og nu er jeg helt øm i en masse muskler, jeg slet ikke vidste, at jeg havde.
    Da vi var færdige med at ride, skulle vi lære at passe hesten. Den skulle strigles, og læreren viste os, hvordan man gjorde. Jeg har jo allerede fortalt, at Dark Devil er en hest i føl-størrelse, og derfor blev jeg færdig med at frisere lang tid før de andre, der børstede og børstede og striglede med store glade øjne, mens de hele tiden måtte holde pauser og klappe hesten af ren og skær lykke.
    Her bagefter kan jeg godt se, at det måske var en dum ide at skynde sig, for da hestelæreren så, at jeg var færdig, sagde hun: “Nej hvor var det fint Emmy. Men du er jo også lidt ældre end de andre, så vi kan sikkert godt give dig lidt ekstra ansvar allerede nu.” Og så ...  SATTE HUN MIG TIL AT MUGE UD hos nogle heste, der stod inde i en anden stald.
Jeg synes faktisk, dyr er helt vildt søde. Der er ikke noget bedre, end at sidde og hygge med et dyr og klappe det og kæle for det, og jeg vil rigtig gerne have en hund eller en kat eller bare et lille marsvin.
    Min mor har altid sagt nej. Hun siger, at jeg ikke må få hverken et marsvin eller en kat eller en hund, fordi dyr sviner og lugter, og hun tror ikke på, at jeg gider gøre rent efter dem. Og lige nu kan det godt være, at jeg vil give hende bare en lille bitte smule ret. Jeg tror dog, det er væsentligt mere overskueligt at gøre rent efter et marsvin, der er på størrelse med en liter mælk, end at gøre det efter en hest, der fylder lige så meget som en hel køledisk i Brugsen. Er du gal, der kan være meget lort inden i sådan en hest!
    Jeg tror allerede, jeg på det tidspunkt var klar over, at jeg ikke ville blive gammel på rideskolen, men jeg gjorde alligevel mit bedste og smilede, da hestelæreren gav mig en stor skovl. Når der kom en ordentlig portion hestemøg op på den, var den så tung, at jeg måtte bruge begge hænder, når jeg vaklede hen til min trillebør og læssede på.
    “Du skal passe på, du ikke dynger for meget på. Det kan nemt tippe for dig, hvis du ikke er vant til at køre med trillebør,” sagde en pige, der så ud til at bo fast i stalden og være mindst to år yngre end mig. “Ork, jeg har kørt med masser af trillebør hjemme i haven. Det skal du slet ikke bekymre dig om,” løj jeg og blev ved med at stable lort, mens jeg håbede, hun snart ville gå sin vej. Da hun gjorde det, holdt jeg straks op med at spille smart og prøvede at køre min last ud af stalden. Og hun havde selvfølgelig ret. Trillebøren var for det første helt urimelig tung, og for det andet var den fuldstændig umulig at styre, da den først kom i fart. Der var med andre ord 1000 gange mere liv i lorte-trillebøren, end der havde været i Dark Devil.
    Jeg tordnede hen mod lyset i enden af stalden med min ildelugtende last og håbede det bedste. “Af banen!” måtte jeg råbe en enkelt gang, og en voksen mand i blåternet skjorte sprang for livet, mens jeg slingrede forbi.
    Jeg klarede det ... næsten. Jeg klarede i hvert fald at styre forbi den blåternede mand, der vist også var ham, der ejer rideskolen. Jeg klarede også at styre uden om den lille blonde nazist med de blankpolerede ridestøvler, der var ved at kravle ind i familiens lige så blankpolerede bil. Jeg klarede også at styre trillebøren hele vejen hen over gårdspladsen til mødingen, men så var det, at jeg opdagede, at der var en stor mur rundt om mødingen, så jeg slet ikke kunne komme til den denne vej. Hestelæreren kom løbende hen mod mig og råbte: “Emmy, Emmy, hvor skal du hen med den trillebør?” Jeg pegede træt på møddingen, mens jeg overvejede, hvordan jeg nemmest fik møget op fra trillebøren og op i luften og hen over muren uden at vække for meget opsigt. “Åhr, det må du undskylde, Emmy. Jeg skulle have vist dig bagdøren inde i stalden,” sagde hun og holdt mig kammeratligt om skulderen. Jeg smilede STADIG, men nu noget mere anstrengt, for ja, det skulle hun have fortalt mig noget før. Så kunne jeg for eksempel have været fri for at øve mig i 500 meter trillebørsløb med hestelort, mens alle de små børns fine mødre kiggede efter mig med rynkede næser.
    “Nå, men så vender jeg da bare rundt og kører tilbage til stalden,” sagde jeg træt og ønskede mig SÅ meget tilbage på cafeen med Kit og en kop varm kakao.
    Nu havde jeg lært, at nybegyndere som mig godt kan bringe en hårdt læsset trillebør i mål, så længe det går ligeud, men når der kommer et skarpt sving til højre med planen, skal der åbenbart eksperter til. Det er jeg ikke. Jeg gled selvfølgelig i noget vådt græs og mistede balancen. Jeg prøvede virkelig at genvinde magten over køretøjet, og jeg fik også på et kort tidspunkt nok fart på til, at jeg troede, at vi ville klare det - mig og børen. Men selvfølgelig endte det hele med, at trillebøren væltede og der lå et ordentlig bjerg af lort midt på de meget hvide fliser - få meter fra den blonde knægt og hans mor med den plisserede nederdel og de andre småpigers mødre og læreren.
    Drengen fnisede. Hans mor fik meget travlt med at stoppe ham ind i den store bil og køre ham væk, før han begyndte at lugte alt for meget af rideskole, og hestelæreren slog hænderne sammen og sagde: “Åh nej da, Emmy. Nu skal jeg hjælpe dig.” Hun hentede to skovle, og så stod vi ellers der og skovlede og skovlede. Og til sidst hentede hun også en slange og spulede fliserne. Undervejs kom manden i den blåternede skjorte ud og spurgte, hvad der var sket: “Det var bare Emmy her, der havde ... et lille uheld,” sagde læreren. Jeg kunne være sunket i jorden. Jeg mener, hun kunne da i det mindste have sagt det på en anden måde. Hun fik det til at lyde, som om det var mig personligt, der havde skidt på fliserne ... i meget store mængder. Hun lød faktisk præcist som min faster, når min lille nevø har lavet i bukserne.
“Nå da. Sikke noget Emmy,” sagde han, og jeg kunne se, at han grinede, da han gik væk.
    Jeg skal aldrig derud igen. Ridning må nøjes med at blive endnu en hobby på listen over ‘hobbyer, Emmy ikke er skabt til’. Selvom jeg elsker dyr og selvom jeg egentlig syntes at Dark Devil var ret sød, skal jeg ikke have mere med nogen hest at gøre. I hvert fald ikke før, der er nogen, der lærer dem nogle bedre toiletvaner. Men jeg vil stadig gerne have en hund.