1. kapitel fra Dødsgudens Løgne: Spøgelsesjagt
“Kan du også mærke, der er noget i vejen?” spurgte jeg og skuttede mig. Natten var pludselig blevet kølig, men det var ikke bare det. Den var mere end kølig. Den var kold på en væmmelig måde. Kølig og klam.
“Nja, måske,” svarede Niro, der havde mere travlt med at kigge ind i folks haver for at holde øje med, hvor der var nogen hjemme, og hvor der var fri bane. “Jeg tror, Skriver-Line er på besøg ude i byen. Og hendes hus ligger helt alene for enden af Smallegade. Det ville være så nemt, Shilla.”
“Du ved godt, jeg ikke vil stjæle fra nogen, jeg kender,” svarede jeg og blev ved med at spejde rundt i gadebilledet. Der så umiddelbart ud, som der plejede. Gaden lå halvmørk og hyggelig hen; gadeblussene trak bløde skygger langs de små bindingsværkshuse og spejlede sig i vandpytter og brosten der endnu var blanke fra regnskyllet tidligere på aftenen. Men jeg fornemmede en sitren i luften, der ikke burde være der. En fornemmelse af, at det måske ville være bedre at gå hjem i stedet for at jage fremmede menneskers jordiske gods netop i nat. Ikke på grund af den sædvanlige bekymring for vægteren, men på grund af noget andet. Noget, der var herude på gaden, men som jeg ikke kunne sætte ord på.
“Kan du slet ikke mærke noget?” Somme tider fatter jeg ikke, hvordan Niro klarede sig som tyv. Han har absolut ikke skyggen af en sjette sans, der kan passe på ham og advare ham … en egenskab som ellers er ret praktisk, når man overlever ved at stjæle.
“Næh … men du har sikkert ret, Shilla. Hvis vi nu bryder ind i skriverens hus, så kan vi søge ly der, til det er overstået!”
“Nej.”
“Men der er bøger, derinde, Shilla.” Han så på mig med sine store, blå øjne med et udtryk, der mindede om en hundehvalp, der tigger pølserester ved en slagterbod. Bøger er gode at stjæle. Der er ikke mange af dem, de er lette at sælge videre, man får gode penge for nogle af dem – især dem med illustrationer i, som kirkefolk har lavet – og de er meget nemmere at komme i rygsækken end sølvstager og møbler. Men jeg holdt fast. Jeg ville ikke stjæle fra folk, jeg kendte. Og slet ikke Skriver-Line, som lærte mig at læse, da jeg var yngre, og min mor havde råd til at sende mig i skole. Jeg ville på ingen måde kunne se hende i øjnene, når jeg mødte hende på gaden, hvis jeg først havde stjålet fra hende. Den slags er et skråplan, man skal holde sig fra. Selv når der er farlige ting i luften.
“Lad os gå op mod borgerkvarteret i stedet for,” sagde jeg og begyndte at gå uden at vente på svar. Niro skulle nok følge med. Når vi en sjælden gang stjal sammen, som vi gjorde i nat, var det altid mig, der endte med at bestemme.
Alle mine sanser var i alarmberedskab. Fornemmelsen af, at noget farligt lurede på os i mørket, blev ved med at nage. Og selvom Niro ikke mærkede noget som helst, var jeg tydeligvis ikke den eneste, der havde det sådan. Gaderne var fuldstændig tomme. Og ja, det var nat, og ordentlige mennesker burde ligge i deres senge, men sådan så virkeligheden jo aldrig ud. Normalt var natten – ud over sådan nogle som Niro og jeg – fyldt med folk, der var på vej hjem fra gæstebud, med håndværkere, der havde siddet til sent i deres værksted, og med dinglende mænd på vej hjem fra kroen, eller med hemmelige elskende, der besøgte hinanden i ly af mørket. Og af fattige, der ikke havde noget hjem, og som var kommet for sent til et af de halvtag og glemte skure, deres slags måtte sove i. Men i nat var de alle sammen blevet hjemme, og selv de fattige havde søgt andre steder hen.
Vi krydsede torvet og gik op mod bakken, hvor byens rige borgere boede i deres store huse. Og det var lige før, vi rundede hjørnet ved karetmagerens værksted, at jeg så det første glimt. Nogen, eller snarere noget, gled omkring et hushjørne ovre ved det store egetræ. Det var bare et ganske kort øjeblik, hvor jeg så noget af egetræets stamme sitre i månelyset på samme måde, som når luften sitrer på en meget varm sommerdag. Så var det væk, men nu var fornemmelsen af dette ‘noget’ så stærk, at selv Niro kunne mærke det.
“Jeg tror, du har ret,” hviskede han.
Selv var jeg overhovedet ikke i tvivl om, at jeg havde ret. Hele min krop var stivnet, og mit hjerte slog lige så hurtigt i brystet som smedens hammer i dagene op til det første forårsmarked.
“Vi må hellere finde et hus nu,” sagde jeg.
Jeg gjorde tegn til Niro om, at han skulle være stille og snige sig, men det var for sent. Han reagerede i stedet ved at vende sig og løbe. Når Niro blev bange, tænkte han ikke længere klart. Så tog dyret i ham over, og det var ikke noget stort og farligt dyr. Det var et lille dyr, der kun kendte til flugt som udvej for hvilken som helst ubehagelig situation, det kom i. I den stille nat lød hans støvler alt, alt for højt mod gruset. Men jeg var nødt til at følge efter for at passe på ham.
Jeg var nær løbet ind i ham, da jeg drejede om et hjørne. Han var stoppet lige på den anden side af borgerbørnenes skole og stod og stirrede i den retning, vi kom fra.
“Så du det? Der var noget, der fik noget af huset til at blive mørkere …” sagde han.
“En skygge?”
“Ja, måske … men bare ikke alligevel. Der var ikke noget, der kunne have lavet skyggen. Det var bare, som om noget af muren pludselig blev mørkere …”
“Tror du …” Jeg nåede ikke at gøre sætningen færdig, før Niro nåede at handle. Han forlod vores ly under skolemurens stråtag og listede ud på torvet.
“Jeg skal nok være stille. Jeg skal bare lige se,” hviskede han … alt for højt.
Jeg frøs stadig, og jeg havde aldrig før ønsket mig så meget, at der ville dukke en vægter op. Han ville selvfølgelig stille os en masse irriterende hvad-laver-I-her-midt-om-natten-spørgsmål, men han ville i det mindste have en kølle at forsvare os med, og hvis jeg bildte ham ind, der var voksne, der ventede på os, ville han måske oven i købet følge os helt hjem til mit hus i Skomagerstræde. Men selv vægteren var blevet inden døre.
I det øjeblik kom Niro til at træde på nogle efterladte skår fra gårsdagens marked. Det gav bare en stille, sprød lyd, men det var nok til, at det, der var derude, for alvor måtte blive klar over, at det ikke var alene.
Niro gispede, og så holdt han vejret og stod helt stille. Måske var skåret gået igennem hans sko?
“Kom tilbage, Niro,” hviskede jeg. Men han var stivnet ude på det åbne torv. Og han stirrede over mod et lille rødt hus med have og stakit vendt ud mod os. Hele hans spinkle krop var spændt på en måde, så den lige pludselig kunne udløse en hel masse kræfter, hvis han blev nødt til at stikke af.
Og så så jeg det selv ovre ved det røde hus: Den mærkelige sitren i luften, der trak alle farverne omkring sig sammen, så de blev en lille smule mørkere. Nok til at man kunne fornemme omridset af det fremmede væsen, selvom det i sig selv var usynligt. Nu mærkede jeg også tydeligt den klamme kælderkulde, der bølgede fra væsnet; det hang i luften og var lige så stille som os. Væsnet var bare ikke stivnet i angst som Niro, men koncentreret som et rovdyr, der har færten af sin aftensmad og bare venter på det rigtige tidspunkt til at sætte af.
“Shilla. Jeg tror, det er et spøgelse,” hviskede Niro over skulderen til mig.
Jeg nikkede ikke engang. Jeg holdt bare øjnene stift rettet mod den truende skikkelse, men jeg var helt sikker på, at Niro havde ret. Jeg havde gudskelov aldrig selv set et spøgelse før. Det er en af fordelene ved at bo i en by styret af Dødskirkens præster: De har normalt deres døde under kontrol. Jeg kendte kun et eneste menneske i hele verden, der havde set et spøgelse, nemlig min far. Han havde til gengæld fortalt mig om oplevelsen i så levende vendinger, at jeg ikke var i tvivl:
Da min far var ung, så han på, mens et spøgelse slog hans bedste ven ihjel, en nat de var på vej hjem fra en sommerfest. Far stak af ‘som en hare uden tanke på andet end at redde min egen røv’, som han sagde, men de fandt hans ven dagen efter. Forblødt ihjel, med benstumper, der hang nedenud af buksetrevlerne.
“Noget havde åbenbart forstyrret spøgelset, før det nåede at æde resten af ham,” fortalte min far. Og han gik tit hen og satte sig alene i det hjørne af byen, hvor hans ven var blevet overfaldet, og tænkte på det hele.
“Det næstværste ved spøgelset var, at det var så umenneskeligt. Hvis ikke det var, fordi jeg så dets ansigt, da det kom helt tæt på, ville jeg have troet, det var spøgelset af et dyr,” fortalte far. Men han havde set ansigtet. Det var heldigvis ikke et spøgelse af en, han kendte. Men af en fremmed mand med stort skæg og knækket næse. Han fortalte mig også, hvad det værste ved mødet med spøgelset var … nemlig at han ikke selv havde gjort noget som helst for at forsvare sin ven, men bare var stukket af.
“Jeg sansede intet. Jeg vidste jo, det gjaldt mit liv … men jeg tænker stadig på det. Og jeg fortryder hver eneste dag,” fortalte han. Det var derfor, han blev soldat. For at lære at forsvare sig selv og andre, og for ikke at blive overvældet af panik og lade nogen i stikken en anden gang.
“Hvad end der sker, så skal vi blive sammen,” hviskede jeg til Niro.
Han nikkede med små, stirrende nik. Jeg havde selvfølgelig også fortalt ham min fars historie …
Spøgelset trak sig sammen og sagde den hæsligste lyd, jeg nogensinde har hørt. En hul hvislen, der på en gang virkede truende og ivrig. Som en mægtig, usynlig slange skabt af lige dele frygt og had lå det og ventede på at hugge, mens Niro langsomt krøb tilbage mod mig. Baglæns og på skælvende ben.
Så sprang spøgelset. Det kastede sig i et skrig frem fra sin mur, og jeg aner helt ærligt ikke, hvad der så skete. Jeg har måske vist heltemod og kastet mig ud efter Niro og trukket ham med mig. Eller måske fik Niro vinger og fløj hen til mig, før spøgelset var nået hen over torvet. Jeg kom i hvert fald først til mig selv nogle øjeblikke efter, hvor jeg krammede Niros hånd hårdt, og vi løb som nordenvinden væk fra torvet, væk fra spøgelset, op i Højbyen.
Der var ingen tvivl om, at det fulgte efter. Vi hørte det hyle og skrige bag os, og da jeg så mig over skulderen, fornemmede jeg det sitrende farveskifte mod en hæk, idet spøgelset passerede den.
Jeg trak Niro ind til det nærmeste hus. Jeg vidste ikke, hvem der boede derinde, men det var det første det bedste, hvor jeg kunne skimte lys bag ruderne. Jeg hamrede på døren.
“Luk op. Luk os ind … der er et spøgelse,” skreg jeg.
Men ingen lukkede op. I stedet blev lyset slukket, og jeg hørte nogle voksne tysse.
“Luk så op. Hjælp os. Hørte I ikke? Der er et spøgelse herude.” Jeg hamrede som en sindssyg på den hvidmalede dør. Så hårdt, at jeg rev en af knoerne, og en lille smule blod tværede ud over træet. Men det hjalp ikke. De lukkede ikke op. Jeg mærkede tårerne flyde i raseri og angst, og Niro rykkede mig væk fra døren:
“Det kommer, Shilla. Løb!”
Og det gjorde vi. Jeg løb stærkere, end jeg nogensinde havde gjort før, og jeg kunne blive ved og ved. Jeg blev ikke træt. Vi var hurtigere end spøgelset, men det fulgte stædigt efter os, og mens vi var nødt til at følge vejen eller hoppe over hække, kunne det svæve den lige vej gennem luften, så det blev ved med at være lige efter os. Hver gang vi havde fået et lille forspring, løb jeg op til en ny dør. Nogen måtte lukke os ind, men hver gang oplevede vi det samme: Lys blev slukket, der blev tysset på børnene, og da vi efterhånden nåede op i det lidt finere kvarter, var der også gardiner, der blev trukket for de små vinduer ud mod vejen. Det var næsten værst, at mit råb om hjælp tydeligvis løb os i forvejen. Jeg hørte skodder blive smækket for i de rige huse i Højbyen, og efterhånden som vi nåede helt derop, lå bydelen hen i mørke, som om alle var rejst. Ikke et eneste lysglimt var at se gennem de store, sorte ruder. Kun gadeblussene var tilbage.
Jeg opgav at blive lukket ind hos fremmede og ledte i stedet efter noget andet. Hvad som helst, der havde fire vægge, som kunne redde os. Jeg håbede også stadig inderligt på, at der kom en vægter. Ikke fordi jeg regnede med, en mand med en lygte og en kølle ville have nogen som helst chance mod det spøgelse, der havde færten af os, men måske ville han aflede dets opmærksomhed. Måske ville spøgelset hellere flå en voksen mand end to bange børn, der var løbet ind i den helt forkerte del af byen.
Der kom selvfølgelig ikke nogen vægter. Men jeg fik øje på et skur inde i en stor have tæt på et fint, gammelt hus.
“Niro.” Jeg pegede og trak i ham på en gang, og han forstod med det samme. Det gjorde spøgelset åbenbart også. Det skreg med sin hæslige, skærende lyd og styrede direkte efter os.
Skuret var ikke låst. Måske var vi heldige. Jeg smækkede efter os og satte det første det bedste for døren – en skammel, der stod lige indenfor. Så prøvede jeg at få et hurtigt overblik over, hvor vi var. Det var et brændeskur. Der lugtede stærkt af træ, der var lagt til tørring, og på gulvet stod en huggeblok, hvor øksen stadig var slået ned i. Det havde ikke altid været et brændeskur: Månen lyste gennem et enkelt, åbent vindue på en række hylder på væggene, hvor der stadig stod en smule syltekrukker.
“Er du sikker på, det ikke kan komme ind?” Vi hørte det allerede hvisle og klage udenfor.
“Ja, bare døren er ordentlig lukket. De kan ikke komme gennem vægge og den slags,” svarede jeg. Vi var i sikkerhed, og jeg mærkede nu, hvor hårdt mit hjerte pumpede. Jeg fik lyst til at grine. Grine højt af spøgelset, der ikke kunne komme ind og flå kødet af vores knogler. Grine over at faren var ovre, og at vi havde overlevet. Vi klarede det. Troede jeg.
“Shilla, vinduet!” hviskede Niro.
Jeg havde glemt vinduet. Man har ikke vinduer i brændeskure, men det har man i gamle fadebure. Dette sad højt oppe i gavlen, og jeg kunne ikke nå derop.
“Hjælp mig med at skubbe huggeblokken derover. Så kan du lukke det, hvis jeg holder dig,” sagde jeg, og i fællesskab fik vi væltet den store blok og trillet den over til væggen. Jeg kravlede op på blokken og gjorde klar til tage imod Niro, men han blev stående på gulvet.
“Jeg tør ikke, Shilla. Hør!”
“Du skal. Det er vores eneste chance.” Jeg kunne sagtens høre, hvad der havde skræmt Niro. Spøgelset havde også fundet frem til det åbne vindue, og det hvæsede derude med en ond undertone af triumf.
Niro adlød og kravlede op på huggeblokken til mig, og jeg bøjede mig ned for at hjælpe ham helt op på min skulder. I det samme slog kulden imod os for alvor. Den var ikke bare isnende og klam. Helt tæt på lugtede den også. Som gammelt kød, der har ligget i solen i flere uger. Som nogen der har været død meget længe.
Jeg kiggede op, og imens snoede Niro sig panisk ud af min favn og tilbage på gulvet. Spøgelset var på vej ind. Farverne i vinduet blev pludselig dystre, og månelyset skinnede mat igennem det. Niro skreg.
Det var en kvinde. Hendes øjne var smalle, onde sprækker i et forvredet ansigt. Hendes hår bølgede om hende, som det gør, når man bader i havnen. Hun smilede ondt med spidse tænder og rakte lange, benede arme ned mod mig, mens hun ormede sig gennem den lille bitte sprække i det åbne vindue, der var stor nok til, at hendes knogleløse krop kunne komme igennem.
Jeg trådte instinktivt et skridt tilbage. Jeg havde glemt alt om, hvor jeg var, og hvem jeg var. Jeg havde glemt, at jeg stod på huggeblokken i nogle fremmede menneskers brændeskur. Og derfor faldt jeg. Lige ned på ryggen oven i noget træ. Smerten var så langt væk, at jeg næsten ikke bemærkede den, for jeg havde kun øje for hende.
“Nu kommer Niro og hjælper mig op. Det skal nok gå,” tænkte jeg. Men i det samme strømmede aftenluften ind bag mig. Et øjeblik var der så meget månelys, at synet af spøgelset forsvandt, og så blev der mørkt igen. Niro var stukket af, og jeg var helt alene.
Spøgelset bøjede sig over mig i luften. Den hæslige lyd kom igen, og nu hørte jeg ord dybt inde i hendes hvæs.
“Kød. Giv mig dit kød. Det hele … sulten,” lød det i luften. En tynd, luftig stemme, der kom langt væk fra, og alligevel var lige her foran mit ansigt. Og der var lige så meget had i stemmen, som jeg så i hendes ansigt.
Hun rakte langsomt ud efter mig. Jeg krabbede væk af alle kræfter. Hen mod døren, ud hvor jeg havde en chance. Dette rum, der skulle have været min redning, fordi hun ikke kunne komme ind, var nu et fængsel, fordi jeg ikke kunne komme ud.
Hun bølgede efter mig. Jeg satte mig panisk op og strakte mig, så langt jeg kunne. Jeg kunne næsten nå håndtaget. Så greb hun fat i mit ben.
Jeg havde lange bukser og udtrådte støvler på. Jeg vil slet ikke vide, hvor ondt det ville have gjort, hvis hun havde rørt direkte ved min hud. Det her var mere end slemt nok. Først var det isnende koldt, og sekundet efter blev min hud brændende varm under hendes hånd. “Frostbid,” tænkte jeg. Jeg havde haft en lille smule frostbid en vinter, hvor jeg holdt ved en knækket istap for længe med mine bare hænder. Det her var samme følelse, bare hundred gange værre. Jeg vred mig i panik, men hun holdt fast – jeg sparkede og skreg, og da jeg så op i hendes svømmende spøgelsesansigt, så jeg glæde i hendes onde øjne. Jeg fik fat i døren med den ene hånd og greb fat i et eller andet tilfældigt med den anden, som jeg kylede efter hende. Nu lo hun ligefrem med sin hæse, uhyggelige stemme. Og jeg kunne høre, hendes skærende tænder komme nærmere.
“Jeg skal dø nu … hun river mine ben af,” tænkte jeg, mens jeg skreg, “Gå væk. Jeg vil ikke, jeg vil ikke.” Jeg trak benene op under mig. Hun holdt stadig fast. Og så sparkede jeg hårdt fra i panik. Jeg sprællede som en fisk på land, sprællede for at glemme, at det var nu, jeg skulle dø. Af alle kræfter fik jeg i panik stemt fødderne mod noget, der stod op ad væggen i skuret. Måske en gammel låge. Den faldt ned med et brag, og hun hvæsede. Det så ikke ud til at skade hende, men hun måtte bølge sig uden om den, mens hun stadig holdt fast i mit ben.
Det var min eneste chance. Jeg greb ud efter dørkarmen og trak, samtidig med at jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Hun skreg også. Det gjorde så ondt i mit ben, at jeg troede, det var nu, hun rev det af, og at jeg skulle besvime, men jeg blev ved med at trække, for jeg ville bare væk. Jeg skulle bare væk. Jeg mærkede, hvordan hendes ishånd gled på min fod, og det gav mig ekstra kræfter. Jeg sparkede og trak og skreg, og så slap hun. Jeg tumlede ud af skuret og snublede hen over stien. Hun hvæsede og fulgte efter mig med det samme, men jeg så mig ikke tilbage. Jeg stormede bare videre gennem den fremmede have. Jeg hoppede over et hegn – højere end jeg nogen sinde havde hoppet før - mens jeg skreg på Niro, men han var over alle bjerge. Jeg løb videre. Sprang over et lille vandløb og ind i den næste have. Prøvede at zigzagge, men hørte spøgelset skrige i luften over mig. Hun havde ingen problemer med at se, hvor jeg løb hen. Jeg kastede mig gennem en hæk og gennem endnu en have – de blev større og større, efterhånden som jeg arbejdede mig op ad Højbyens bagside. Nu stod jeg foran en stor, sort mur, tilgroet med klatreløg.
Spøgelset skreg igen. Jeg klatrede uden tanke op i planten, selvom det bragte mig op i hendes luftlag. Jeg måtte videre … løbe indtil solen stod op, og lyset drev spøgelset væk. Men det viste sig hurtigt at være umuligt. Jeg landede nemlig i en lille, lukket baggård, og mit ben knækkede sammen på grund af smerten, da jeg landede. Den eneste vej ud var gennem huset, for der var ingen klatreløg på denne side af muren, så jeg kunne ikke engang komme tilbage. Der var skodder for vinduet. Jeg var færdig. Spøgelset hvæsede begejstret og lod sig sive ned i gården, hvor hun cirklede rundt. Først om sig selv og bagefter om mig. Jeg tror, at hun gned sig i hænderne, men jeg er ikke sikker. Mine øjne havde svært ved at fokusere på hendes udflydende krop. Jeg var så træt. Jeg kunne næsten ikke rejse mig, og da slet ikke komme tilbage over muren. Jeg var stadig bange, selvom jeg vidste, at døden blot ville genforene mig med Mor i Dødsriget … jeg var bange for smerten, når spøgelset om lidt flåede kødet af mig med sit frostbid. Jeg var bange for, at hun ville fortsætte med at lege med mig, som katten gør med musen, før hun slog mig ihjel. Jeg var bange for øjeblikket, hvor min sjæl gav slip. Jeg var bange for, hvad der skete, i tiden mellem jeg var død, og indtil nogen kom og sendte mig til Dødsriget.
Jeg gjorde en sidste anstrengelse. Jeg vidste, den var spildt, men jeg gjorde det alligevel. Selvfølgelig ville de rige mennesker i huset ikke lukke mig ind. De sad sikkert derinde bag den låste bagdør og takkede guderne for, at det ikke var dem, der var herude i natten med et spøgelse. Men jeg humpede alligevel over til bagdøren. I stedet for at banke faldt jeg nærmest ind i døren, så træt var jeg.
Den gav efter … gled lydløst op og havde slet ikke været låst. Jeg kastede mig til side og smækkede den bag mig. Den gik i uden en lyd. Udenfor hørte jeg et skuffet skrig og en rasende kradsen på døren, der blev erstattet af en skuffet lyd, der mest af alt lød som et barn, der græd. Jeg anede ikke, hvor jeg var. Men jeg havde overlevet mødet med spøgelset, og jeg sank sammen på gulvet og faldt udmattet i søvn.