(Kasper. Hirtshals)
Kapitel 1 Helten fra Hirtshals
Da Kasper en aften i september gik ud i Hirtshals for at være en helt, havde han ikke været uden for en dør i fjorten dage. Han havde knap nok været uden for sit værelse. Han havde brugt de første ti dage på at tæve fremmede computerspillere online og derefter to på at stirre tomt ind i væggen, efter hans dværgepræst var død ved et uopretteligt software-crash. De seneste to dage havde han forgæves forsøgt at komme til at holde af sin nye karakter. Den fimsede elver kunne imidlertid på ingen måde leve op til dværgens rå styrke, og det havde på alle måder været en desillusionerende oplevelse. Da han for tyvende gang i træk var nødt til at gå tilbage til et safe for at klare en kamp, kylede han frustreret musen ind i væggen.
“Måske skulle du gå lidt ud, Kasper,” sagde hans mor henne fra døråbningen uden på nogen måde at skjule sin holdning til dén sag.
Da han så op på hende fra computeren, havde han en vag fornemmelse af, at det ikke var første gang de seneste par uger, at hun havde stået dér med dybe rynker i panden og et krus kaffe, der dampede som tågen over den sorte sump i hans spil. Han havde bare ikke rigtig lagt mærke til hende før.
“Jeg hørte godt, du hamrede noget ind i væggen,” tilføjede hun.
“Det var bare musen.” Den var skrammet og raslede en smule, hvis man rystede den, og det var en ynkelig vane at kyle musen ind i væggen, men det fik noget af aggressionen ud af kroppen, når hans nye karakter ikke engang kunne finde ud af at kaste en helt basal fireball.
“Det er lørdag aften, Kasper. Du burde slet ikke sidde her. Du burde være ude at feste med dine venner og møde nogle piger,” sagde hun.
“Der sker ikke en skid i Hirtshals.”
“Ja undskyld, men det ved du fand’me ikke en skid om, før du har været ude at se efter.” Selvom Kaspers mor arbejdede i fisken, var det ikke hver dag, hun brugte den slags ord, og et kvarters tid senere stod han med hætten trukket godt op om ørerne og skulede op ad vejen mod rundkørslen og Nørregade. Der var mørkt i byen, for havgusen hang så tungt, at den slørede gadelygterne. Der var også helt stille. Kun en enkelt knallert drønede af sted nede på havnen. Den var enten boret eller i stykker. Kasper satsede på det sidste, for det var mest de gamle fiskere, der kørte på knallert – i beskidte blå overalls og med en stjålen mælkekasse fra Brugsen på bagagebæreren.
Kasper havde boet i Hirtshals det meste af sit liv, og han havde hadet det, lige siden han blev teenager. Der var ikke noget at lave – i hvert fald ikke for en som ham, der hverken gad spille fodbold eller kunne blære sig med, hvor mange piger han havde scoret. Men i stedet for at gøre noget for at komme væk fra Hirtshals havde han søgt fred inden i sig selv. Han havde valgt computeren frem for gymnasiet, og han havde overhørt både bønner og trusler fra sin mor om, at han snart skulle finde sig et arbejde eller begynde på en uddannelse. Online havde han masser af venner, som han havde meget mere til fælles med end sine gamle klassekammerater fra folkeskolen. Og online var kroerne hyggeligere end den, der lige nu lå og ventede på ham nede ved kanten af Vesterhavet.
Allerede da han tog det første skridt hen mod havelågen, blev han ramt direkte i ansigtet af nordenvinden. Det kolde sus bredte en hinde af havgus ud over hans ansigt, og han tørrede sig hurtigt i ærmet og skuttede sig endnu mere. Lortevind. Han fortrød, at han ikke havde taget handsker på, men havde alligevel overskud til at stoppe et øjeblik og grine for sig selv. På computeren rejste hans fimsede elver over tundraer og endeløse sletter i dagevis uden at kny, og nu stod han selv her og var ved at give op efter få skridt af den 300 meter lange gåtur ned til kroen. Han var en køn helt.
Kasper gik ud på fortovet med hænderne dybt begravede i sine træningsbukser. Vinden var endnu vildere, end han først havde troet. Når den var i nord som i aften, skærmede de lave huse i det mindste en smule for den, man da han skulle krydse rundkørslen, havde hans fleecetrøje ikke en chance. Vinden borede sig direkte ind i huden, og kraften bragte ham så meget ud af balance, at han måtte støtte sig til et gadeskilt.
Der lød et hult brøl. En mægtig og vild og kraftfuld tuden, som om selveste Hirtshals’ sjæl klagede sig over kulden. Hans mor havde muligvis ret. Han havde spillet computerspil så længe, at han var begyndt at tænke i floskler som ‘Hirtshals’ sjæl’, selvom det i virkeligheden bare var fyret oppe på bakken, der tudede. Han måtte hellere skynde sig at tænke i mere normale baner, hvis han skulle overleve resten af aftenen. Hvis han først begyndte at sige fjollede ting som ‘Vær hilset’ nede på kroen, var chancen for, at han fik bank af en fisker, højere, end chancen havde været for, at hans dværg havde overlevet computerens nedbrud.
Han havde ikke regnet med, at der var mange på kroen, men allerede da han traskede forbi den lukkede møbelforretning, så han, at der var stuvende fuldt dernede. Det duggede ligefrem på ruden, og de levende lys i vinduet fik det til at se direkte hyggeligt ud. Næsten som en ‘rigtig’ kro fra hans spil. Sådan en, man havde lyst til at gå ind på efter en lang dag i terrænet.
I det samme blev illusionen brudt, da døren til Hirtshals Kro blev hamret op indefra, så man skulle tro, det var nordenvinden selv, der havde været inde at få en fadøl, men i stedet kom en stor fisker ravende ud. Man kunne kende dem på de forvaskede cowboybukser og træskoene. Fiskeren var omsluttet af en fabrikstung røgsky, for i Hirtshals var man ligeglad med rygeforbud. Det kunne godt være, at myndighederne og ejeren ikke var ligeglade, men alle kroens gæster var, og de fleste af dem var så hærdebrede og så fulde, at der ikke var nogen, der havde lyst til at sige dem imod, så de røg, som det passede dem. Kasper tænkte, at det sgu egentlig var for dårligt, og at Hirtshals mere og mere mindede om en by i det vilde vesten. Der manglede bare en ordentlig sherif.
Fiskerne kunne godt lide Johnny Madsen, så det var ham, Kasper hørte i højtalerne, så snart han åbnede døren. Hirtshals Kro var sikkert det eneste sted i Danmark, hvor unge under tyve gik i byen, hvor de spillede den slags, og Kasper savnede inderligt sin kontorstol, sit røgfri værelse og sine hørebøffer, der troligt spillede lige præcis den slags musik, han bedst selv kunne lide, og oven i købet på repeat.
Kasper kæmpede sig frem mellem de mange mennesker op i baren og bestilte en stor fadøl. Han måtte beskytte den med begge hænder mod bølgegang i kruset, fordi folk stod som sild i en tønde herinde, og så fik han øje på Søren, der havde gået i hans klasse i folkeskolen. Han var umiddelbart det eneste kendte ansigt, Kasper kunne få øje på, så han kantede sig over til ham, selvom de aldrig for alvor havde haft noget at sige hinanden.
De nikkede til hinanden. Det var ikke Johnny Madsens skyld, men stemmerne fra de mange gæster, der gjorde det svært at tale sammen. Og røgen sved.
“Hvorfor er her så mange i aften?” råbte Kasper, mens han spejdede ud over menneskehavet i håb om bedre selskab. Søren var flink, men også ret kedelig, og det var ikke lige ham, Kasper havde håbet mest på at bruge sin første aften i det virkelige liv på at snakke med.
“De kan ikke komme på havet,” sagde Søren. “Har du slet ikke fulgt med i lokalen?”
Det måtte Kasper desværre ryste på hovedet af. Lokalradioen havde aldrig været hans sted at høre nyheder, og selv når Kasper ikke lod sig gå til bunds i computerspil, hørte han kun musikkanaler.
“De har ikke kunnet komme ud med kutterne i en uge nu. På grund af vejret,” sagde Søren og så ud, som om det var mere alvorligt, end hvis alle fiskerne var blevet slugt af et søuhyre. “Det gør stemningen lidt ... jeg ved ikke ... usikker ... Jeg var faktisk lige ved at smutte, men så kom du jo,” sagde han og klinkede sit glaskrus hårdt ind i Kaspers.
“Hey, det er da Amanda derovre, er det ikke?” svarede Kasper. Han havde ikke behøvet at spørge, for han var allerede sikker. Amandas lange lyse hår, de tunge øjenlåg med den sorte øjenskygge og den lyseblå sweater var ikke til at tage fejl af. Sådan så hun også ud, da de stadig gik i skole og havde matematik og engelsktimer sammen.
“Hvad laver hun nu?” spurgte han, selvom han godt vidste det. Hun gik på gymnasium i Hjørring, og han så hende tit komme hjem med lokalbanen om eftermiddagen.
“Det ved jeg ikke,” sagde Søren og trak på skuldrene. Han havde åbenbart ikke været helt så fascineret af Amanda, som Kasper havde.
“Jeg går lige over og siger hej.” Kasper havde siddet bag hende i matematik, og Amanda havde altid været sød og nem at snakke med. Hun så godt ud, og hun havde nok mellem ørerne til at gå på gymnasiet. Hun var med andre ord på alle måder et bedre bud på aftenunderholdningen, end Søren var.
Kasper undskyldte sig vej gennem lokalet. Det bord, hun sad ved, var fyldt med fiskertyper, og der stod ølkrus overalt. Både tomme og halvfyldte krus med skodder i, og alle stolene var optaget, så i stedet for at sætte sig måtte han læne sig hen over en eller anden fyr i hvid sweater og prikke hende på skulderen. Hun smilede genkendende, men han kunne også med det samme se, at hun havde grædt. Det ville hvem som helst have kunnet se, for hun havde striber af mascara løbende ned ad kinderne, men de andre, der sad ved bordet, så ikke ud til at reagere.
“Hvad er der galt?” røg det ud af ham, selvom han egentlig bare ville have sagt hej.
Hun kiggede straks ned i sin øl, og i stedet så fyren i den hvide sweater ondt på Kasper.
“Lad hende være,” sagde han.
“Vel vil jeg da ej. Jeg kender hende. Og man kan da se, at hun har det pisse dårligt,” sagde Kasper til sin egen overraskelse. I gamle dage ville han aldrig have blandet sig i noget som helst, men der kom åbenbart et eller andet godt ud af at lade, som om man er en stor helt i et computerspil et par uger i streg. Nu faldt det ham helt naturligt.
“Kasper, lad være,” prøvede Amanda at bryde ind, men fiskeren kastede et enkelt blik på hende, og det var nok til at få hende til endnu en gang at holde mund og kigge ned i det hvide skum i bunden af glasset. Kasper undrede sig. Det var ikke den Amanda, han kendte. Og hvem var idioten, der bare ignorerede, at hun var ked af det?
“Du holder bare din kæft, splejs.” Det var ikke Amanda, men Kasper, fiskeren talte til. Han stank af øl og røg. Og selvom det åbenbart var lang tid siden, han havde været på havet, syntes Kasper alligevel, at han også lugtede af fisk. Hans hud var rødsprængt, og øjnene var lidt udstående og blanke. En død fisk.
“Kom Amanda, lad os få lidt frisk luft,” sagde Kasper og rakte en arm forbi fiskerens og trak i pigen.
I det samme kom fiskerens højre hånd flyvende. Kasper følte det, som om hans kæbe blev presset sammen, så der slet ikke var plads til tungen inde i munden, men han klamrede sig til det tunge træbord og blev stående. Han ventede på slag nummer to, men det kom ikke. I stedet blev benene fejet væk under ham, så han knaldede hovedet ned i det bjerg af glas, der stod på bordet. Smerten kom sekunder efter, at han hørte braget, og han hørte piger, der skreg. Så var der nogen, der sparkede ham hårdt i siden, før der var andre, der løftede ham op og smed ham udenfor i kulden, hvor han lå og krummede sig sammen om det sted, støvlen havde ramt, og forsøgte at få vejret.
Han lå på fortovet i flere minutter og prøvede først at komme op at sidde, da han mærkede, at der sad nogen ved siden af ham. Han åbnede forsigtigt øjet på klem og frygtede at se fiskerens kæmpenæve, men det var i stedet Amanda, der nu begyndte at hive i ham, mens hun småklynkede:
“Kom nu op, Kasper. Du kan ikke ligge der. Nicklas slår dig ihjel ... kom nu.”
Han satte sig op og fokuserede på hende med rynker i panden. Det gjorde både ondt i kroppen og i hovedet, og hun stod en lille smule sløret for hans blik.
“Jeg har jo ikke gjort ham noget.”
“Det er lige meget. Han har ikke kunnet fiske i en uge. Han er fuldstændig vild. Kom nu, Kasper. Vi må væk herfra. De kan ikke holde ham ret meget længere derinde. Han kommer ud og slår dig ihjel.” Hun skævede angst mod døren.
“Jeg skal nok. Det gør bare så skideondt.” Han rejste sig på usikre ben og måtte læne sig til hendes spinkle skikkelse for ikke at gå omkuld igen.
“Vi må have en taxa!” Hun stirrede panisk rundt, men der var ikke mange løsgående taxaer i Hirtshals en sen lørdag aften med gus gående mod isslag.
“Nej, Amanda, det er ikke nødvendigt. Jeg bor lige dernede. På den anden side af Runddelen.”
“Nej, du forstår ikke! Han slår dig ihjel. For alvor! Du må væk, Kasper. Mindst til Hjørring.”
Han så fortumlet på hende. På hendes alt for store øjne, der blev endnu større af al makeuppen, der var tværet rundt i hovedet på hende. Så farlig kunne fiskeren da vel heller ikke være?
Hendes stemme gled op i en hysterisk falset, og hun begyndte at hulke. “Kom nu, Kasper. Det er ikke for sjov! Du må væk.”
På det tidspunkt begyndte det at dæmre for Kasper, at dette ikke handlede om ham, men derimod om hende. Det var Amanda, der hele tiden så angst over mod døren på kroen, og det var hende, der ‘måtte væk’. Han var bare undskyldningen for, at det kunne lade sig gøre.
“Så må du støtte mig ...” Hendes arm lå om skulderen på ham med det samme, og hun slæbte ham stønnende og desperat op mod krydset ved tæppehandleren i håb om at finde en taxa.
Det var så uvirkeligt alt sammen. Fyret, der brølede, kulden og tågen, der klæbede sig til dem, mørket, og Amanda, som han altid havde haft en svaghed for, men aldrig havde lært at kende for alvor. Og bag dem på kroen stod den sejrende fisker, der med et enkelt slag havde sendt ham i dørken.
Han fik Amandas lange lyse hår i øjnene. Amanda, som han nu var i gang med at drage i landflygtighed med ‘mindst til Hjørring’. Han tænkte, at det var mærkeligt, at man kunne være en helt og redde nogen, selvom man var den, der havde fået slag og blev hjulpet væk fra slagpladsen af den, man havde reddet. Men selvom det gjorde ondt i kæben, i knæene, i siden og i albuen, som han havde brugt til at tage fra i glasbjerget med, var han alligevel sikker på, at han ikke ville have trykket på restart-knappen, hvis dette havde været et spil. I stedet humpede han ud i mørket med sammenkneben mund og Amanda ved sin side.
“Der er en!” skreg hun og viftede i gadelampens slør efter en Mercedes med Hariboreklamer på siden. “Den kan køre os til Hjørring. Vi kan overnatte hos min veninde Signe.”
“Jeg har et hævekort i lommen,” stønnede han, da hun væltede ham ind på bagsædet og selv fulgte efter. “Sig, han skal stoppe ved Jyske Bank.”