(Sofie. Odense)
Pigen, der bare ønskede sig at være alene
(for de indviede, der har læst Blink: Sofie er skåret helt ud af den endelige version. Det er jeg egentlig lidt ked af, for jeg synes også denne form for kærlighed hører med i at være ung, men mine redaktører ville gerne have en mere 'klassisk' kærlighedsfortælling, og de synes vist heller ikke, det var klart nok, at Sofie i virkeligheden elskede sin far. Sofie er veninde med Pernille og med Malene, der også er skåret ud af den endelige version).
“Vil du have Pernille med til din fødselsdag?” spurgte Sofies mor.
“Nej, det er helt fint, at det bare bliver familien,” svarede Sofie.
“Hvad så med Malene?”
“Jeg har jo lige sagt, jeg bare synes, vi skal være os selv!”
“Jo, men ... Det er jo din 16-års fødselsdag. Jeg synes jo bare, det er lidt trist, at du skal sidde der og være den eneste unge, sammen med mig og mormor og morfar og farmor og farfar ... Er du sikker på det med Pernille og Malene?”
“Ja, sagde jeg jo. Så fat det dog.” Sofie rejste sig fra bordet og tog sin syltetøjsmad med ind på værelset.
Det var hårdt nok at skulle klare sig igennem dagen med mor og alle bedsteforældrene. Hun kunne slet ikke magte, hvis hun også var nødt til at smile og lade, som om hun var glad, fordi hendes veninder sad og drak te og prøvede at muntre hende op. Sammen med familien behøvede hun i det mindste ikke at lade som om.
“Tillykke Sofie,” sagde hendes mormor og knugede Sofies kinder mellem sine iskolde hændre. Vi har en lille gave med ... “Ja vi har opgivet at finde på, hvad I unge vil have, så det er bare en lille seddel.” Hun gav Sofie en kuvert, hvor hendes navn stod skrevet uden på, og der var klistret små dannebrogsflag ud over det hele. Hun ville helst have ventet med at åbne kuverten, til de var gået, for hun frygtede, hvad der lå deri, men hun vidste godt, hun var nødt til det.
Der lå fem tusindekronesedler i kuverten sammen med et lille kort hvori mormor med sin næsten ulæselige skråskrift havde skrevet “Tillykke kære Sofie. Ja, det er jo ikke hver dag, man bliver 16. Knus fra Mormor og Morfar.”
“Tak. Det er da alt for meget.”
“Nej pjat. Vi er jo kun en lille familie, og så er der ikke så mange at få fødselsdagsgaver af.” Mormor strøg hende over håret, som om hun stadig var syv år og på sommerferie langt væk fra mor og ... Sofie skyndte sig ind til de andre i stuen.
Det gik nogenlunde, indtil de skulle synge fødselsdagssang. Mor havde lavet den sædvanlige lagkage med chokolade og banan, og der var også både hjemmebagte boller og småkager og kagemand fra bageren. Og som altid havde Farmor sin hjemmebagte kringle med de lidt klamme rosiner i med. Der var alt det, der hørte med til en fødselsdag i familiens skød. “Man bliver aldrig for voksen til kagemand,” havde mor sagt med et påtaget smil, da hun stillede den store flade kasse fra bageren på køkkenbordet.
“Hvorfor får vi så ikke også kagemand, når du har fødselsdag?” spurgte Sofie.
“Åh Sofie ... hold nu op. Jeg gør jo bare, hvad jeg kan, for at du får en god dag,” sukkede hendes mor. Men Sofie ville have ønsket, at den ikke var der. Der var alt for mange minder forbundet med en fødselsdagskagemand.
“Nu skal vi skære halsen over på kagemanden,” sagde hendes mor og smilede. De andre smilede også, men skriget var underligt halvhjertet, da Sofies mor førte den skarpe kniv hen over kagemanden og adskilte hans hoved fra kroppen. Det havde altid været Sofies far, der havde ført an i skrigeriet og det blev pludseligt ubærligt tydeligt, at han manglede.
“Og hveeeeeem skal så have hovedet?” spurgte Sofies mor af gammel vane. Her var det så meningen, at hendes far skulle være sprunget op fra sin stol og have råbt ‘mig, mig, mig’, og så ville de alle sammen have grinet, og Sofies mor ville have sagt, at det kunne der virkelig ikke blive tale om, for hovedet var til Sofie. Men i dag var der ingen, der påtog sig rollen som den, der var helt vild for at få hovedet og i stedet smilede hendes mor bare trist og lidt undskyldende og satte tallerkenen foran Sofie.
“Tillykke min skat,” sagde hun.
“Skal vi så ikke synge?” spurgte Mormor. Det plejede de også altid at gøre på dette tidspunkt. Igen havde Sofie helst været fri. Hun havde allerede tænkt denne førdelsdags igennem 30 gange og var udmærket klar over, hvor alle fælderne var ... måske skulle hun have delt sine tanker med familien. Så var de i hvert fald ikke begyndt at synge.
De begyndte ellers så glade. Lettede over, at de dermed var kommet nogenlunde gennem krisen med kagemandshovedet. Men de nåede ikke særligt langt.
“I dag er det Sofies fødselsdag.
Hurra, Hurra, Hurraaaa.
Hun sikkert sig en gave får,
for hjemme venter mor og far ...
På dette sted reagerede de lidt forskelligt. Farfar sang indædt videre og højere og højere. Mormor hold pludselig helt op med at synge. Hendes høje, lidt skingre operettesopran manglede mærkbart i lydbilledet. Og Farmor hostede lidt proforma i sit blondelommetærklæde og undskyldte sig og gik uden videre ud på toilettet.
Heldigvis var det også en del af traditionen, at Sofie gik for sig selv, når eftermiddagskaffen var overstået. I år var det ikke, fordi hun kedede sig i de voksnes selskab, at hun gik ind på sit værelse for at se tv-serier, men nærmere en kærkommen flugt. Hun kastede sig ned på sin seng og græd i fred ned i tæppet. Og hun behøvede først at komme ned igen, når det var tid til at spise til aften og sige farvel til gæsterne.
Hendes mor kom op til hende, da klokken var 20.
“De er gået.”
“Uden at sige farvel?”
“Vi regnede med, du helst ville være alene. Og du ser dem jo igen om 14 dage hos Bent og Ulla.”
“Men ... Jeg skulle da sige farvel. Det kan du da ikke være bekendt. Det var min fødselsdag.”
“Hold nu op med at brokke dig over hvad som helst bare du får chancen for det, Sofie. Jeg kan ikke holde til det mere. Jeg gør jo bare, hvad jeg kan for at du skal have det godt, og du havde jo slet ikke lyst til at de skulle komme.”
“Det ved du da ingenting om.”
“Jo, for det skreg du selv af mig for et par dage siden ...”
“Jamen ...” Sofie havde ikke flere svar. Hendes mor havde ret. Og hun var kun lettet over, at hun havde været fri for at se mere til de gamle i familien i denne omgang. Der var noget i den måde, de så på hende på, hun bare ikke kunne klare. Men hun ville ikke give sig. Hun var så vred på det hele ... og også på dem.
Hendes mor lagde stille en kuvert på det gamle fyrtræsbord, som de tidligere havde spist ved, men som var blevet Sofies nye skrivebord, efter hendes mor besluttede sig for at få nye møbler i stuen.
“Hvad er det? Er det pengene fra Mormor. Det var bare alt for meget. Som om hun kunne købe sig fra det hele.”
“Nej.” Hendes mor var allerede på vej ud af døren igen. “Det er fra din far.”
“Fra far...?”
“Ja. Jeg lovede ham at give det til dig, når du blev 16.”
“Men ... men hvad står der er i det, mor?” hun stirrede forhekset på brevet, som om det var en cobra, der var klar til at hugge ... eller en stor og hemmelig vidunderlig skat, der bare ventede på at blive åbnet. Eller begge dele på en gang.
“Det ved jeg ikke, lille skat,” sagde hende mor. “Det er jo dit brev.”
Hun havde blanke øjne, da hun stille bakkede ud ad døren og lukkede den og lod Sofie være alene med brevet fra far. Hun lod det ligge og selvlyse på skrivebordet i fem minutter, før hun havde samlet mod nok til at rejse sig og åbne det. Men i de fem minutter tog hun aldrig øjnene fra det.
“Allerkæreste Sofie-pige.
Tillykke med din store dag. Tænk, at du er blevet så stor. Jeg synes jo kun, det var i foregårs, jeg stod og knugede din lille hånd på hospitalet. Du var så lille og skrøbelig og du kunne ligge i min ene håndflade. Og senere støttede jeg dig op og ned ad trappen, som du så indædt ville lære at kravle på, før du kunne gå, og senere igen kom så cyklen. Kan du huske, hvordan jeg holdt i et langt kosteskaft, og løb efter dig, mens du cyklede og cyklede.
Jeg var også med, da du kom hjem med din første læsebog og vi sad ude i det gamle køkken og stavede SE IB SÅ EN KO. Jeg fik også lov til at være med den sommer, hvor du lærte at svømme og dykke ... og de mange gange vi senere har gjort det sammen på ferier. Kan du huske dengang vi dykkede ved Yap i Micronesien. Kan du huske de store rokker, der føj gennem vandet over os med deres fire meter breder vinger.
Det er alt sammen smukke øjeblikke, jeg nåede at opleve i mit liv, og i denne tid fylder minderne meget hos mig. Og nu er du pludselig så voksen og selvstændig og smuk og klog. Det er gået så utrolig stærkt ... det hele.
Dette brev er skrevet for otte måneder siden. Når du læser disse ord, er jeg død og begravet. Jeg ved ikke, om jeg fik den værdige og hurtige død, som vi alle håber, eller om kampen mod kræften blev lang og smertefuld. Mens jeg skriver dette brev til dig, ved jeg ikke, og om du til sidst kun så mig som en skygge af det, vi havde sammen en gang.
Selvom jeg skal dø, er det en trøst at vide, at jeg efterlod så smuk en skabning som dig i verden, og at jeg på en måde stadig ånder og lever og danser og ler gennem dig. Jeg vil altid være med dig i dit hjerte, hvis du vil have mig dér. Du skal vide, at jeg er så stolt af dig, og jeg elsker dig så utroligt højt, og det har jeg altid gjort. Også når jeg har haft for travlt med at arbejde og sætte hus i stand. Hvis du vidste, hvor jeg nu fortryder hvert eneste minut, jeg arbejdede over på kontoret i stedet for at have brugt dem på dig ... men også det er for sent nu. Det er på tide at se fremad.
Jeg er selvfølgelig ked af, at vores tid sammen ikke blev længere end den blev. Jeg havde glædet mig til at jage uvorne ungersvende væk fra dit vindue om natten – jeg er sikker på, de vil stå i kø dernede. Og jeg havde glædet mig til, at du senere var kommet hjem med en rigtig kæreste ... Og en dag ville du måske oven i købet finde din eneste ene, som jeg fandt din mor. Og jeg ville få børnebørn at forkæle glædes over og med dig år efter år.
Men jeg kan godt glædes alligevel. Jeg glædes over den tid, vi trods alt har haft sammen. Du skal vide, at du har givet mig et utroligt rigt liv på så mange måder. Du har stillet mig spørgsmål om verden, jeg var nødt til at tænke dybt og længe over, før jeg svarede dig på dem, og på den måde har du gang på gang sat mine egne værdier og beslutninger i perspektiv. Og det er jeg dig dybt taknemmelig for. Jeg håber, du på samme måde vil være i stand til at se tilbage på vores 15 år sammen med taknemmelighed og kærlighed og bruge det som ballast til at komme videre frem for at lade bitterheden og sorgen tage over. Jeg ved godt, det er svært, men der er dybest set ikke andre, der er ansvarlige for din lykke end dig selv, Sofie. Husk det.
Endnu en gang tillykke min lille pige. Du er og var mit livs solstråle. Jeg ønsker dig alt godt i et lykkeligt og langt liv.
Kærlig hilsen Far."