(Tobias. Middelfart)
Dengang Tobias holdt op med at lyve
(For de indviede, der har læst Blink: Hverken Sofie eller Tobias optræder i den endelige udgave. Det er egentlig lidt mærkeligt ... en kreativ form for abort? Sofie har i denne version lyttet til veninderne og sin afdøde far og er taget i byen igen. Og her møder hun Tobias, som er kapitlets egentlige hovedperson. Hvis du har læst det afklippede kapitel med snydeseancen, kan du se, at Sofies far gennem Kira faktisk fortæller Sofie, at Tobias er en af den slags fyre, det er værd at samle på).
“Hvad laver du så?” spurgte pigen i den grønne bluse Tobias.
“Nåhr. Jeg går jo bare sådan i skole helt almindeligt,” sagde han. “Og så spiller jeg selvfølgelig en del tennis. Det går det meste af min fritid med.”
“Hvorfor er det en selvfølge? Jeg spiller da ikke tennis.”
“Nåhr,” han prøvede at få det til at lyde henkastet. “Jeg har været årets juniorspiller tre år i træk, og Team Danmark kræver, at jeg holder det ved lige. Og det vil jeg jo også gerne, for det er nødvendigt at træne meget, hvis jeg skal op i seniorernes top 50 indenfor tre år ... ja, det er min træners mål. Men prisen er desværre, at jeg ikke kommer til så mange fester og ikke kender så mange af dem på min egen alder ... altså ud over dem på Team Danmark-skolen selvfølgelig. Og hvad var det, du hed?”
“Sofie,” sagde hun og gav hånd. “Waurw. Hvad var det lige, du sagde, at du hed?”
“Jeg hedder Martin Larsen,” sagde Tobias.
Tobias hed i virkeligheden Tobias Møller Svendsen, men det var han træt af. Han var også træt af at gå i en helt almindelig skole og have helt almindelige venner, og han var mest af alt træt af, at være Tobias Møller Svendsen – drengen med de nørdede interesser. Man kom ikke langt blandt pigerne ved at sige, at man syntes, computere fra 80’erne var fede, og at man byggede modelbiler med sin far nede i kælderen hver lørdag ... og nød det. Derfor var det en stor tilfredshed for ham at blive inviteret til fest på sin kusine Malenes gymnasium, hvor der ikke var andre end Malene, der kendte ham. Denne ene aften var han ikke længere kedelige Tobias fra Middelfart, men seje, sportslige Martin, der om få år ville være hele Danmarks tennisdarling, og som kunne lade, som om den dyre festbluse i virkeligheden var hverdagstøj, sponseret af Adidas.
Hans nummer virkede åbenlyst på den her Sofie-pige. Hun blev i hvert fald ved med at spørge om alt muligt med tennis, og spurgte desværre også ind til nogle detaljer omkring opstrengning af ketsjere, han slet ikke havde styr på, så han skyndte sig at spørge, om hun ikke havde lyst til at danse i stedet for. “Du er skidesød, men jeg gider ikke rigtig snakke tennis, når jeg endelig har fri.” Selvfølgelig ville hun det.
Den eneste svaghed ved Tobias’ plan med at være mystisk scorekarl for en aften, var selvfølgelig kusine-Malene, der oven i købet havde et eller andet beskytterflip kørende overfor Sofie. Han havde glemt at tage sin kusine i ed, og Malene dukkede op, netop, som det var ved at blive rigtig hyggeligt med Sofie, som faktisk VAR en meget sød pige.
“Nå, får du nye venner, Tobias?” spurgte hun og satte sig sammen med dem.
“Øh ... Han hedder altså Martin,” sagde Sofie, og Tobias rødmede dybt, da Malene insisterede på, at han hed Tobias og var hendes fætter.
“Kan vi ikke gå op og snakke lidt om det alene?” hviskede Tobias og nikkede op mod det område, eleverne havde deres bokse i. Men Malene rystede på hovedet med et stort grin.
“Nej, den må du sgu selv rode dig ud af,” sagde hun og slog sin fætter på skulderen. Så lænede hun sig over mod Sofie: “Jeg ved ikke, hvad han har forsøgt at bilde dig ind, men han hedder Tobias Møller Svendsen. Han er min fætter, og han går på matematisk linje i Middelfart. Og han laver pinlige ting med sin far hver lørdag i kælderen.” Så gik hun.
Tobias var sikker på, at Sofie ville give ham et møgfald og skride. Måske ligefrem stikke ham en lussing, og det havde han måske på en måde også fortjent, men hun gjorde ingen af delene.
“Hvorfor løj du?” spurgte hun bare. “Det er da noget mærkeligt noget at gøre.”
“Det er bare fordi, mit eget liv ikke rigtig er noget, der er værd at fortælle om,” indrømmede Tobias. “Og jeg ville gerne gøre indtryk på dig. Jeg synes, du er rigtig sød. Den del var ikke løgn.”
Hun smilede. “Men hvad er det så, du laver med din far om lørdagen nede i kælderen, der er så kedeligt og pinligt?” spurgte hun.
“Jeg pudser seletøj,” røg det ud af ham. “Ja. Vi rider i min familie. Det er jo sådan lidt bøsseagtigt, så det er ikke noget, jeg normalt fortæller,” løj han videre. Han kunne simpelt hen ikke lade være.
I ugen, der fulgte efter festen, kunne Tobias ikke gå Sofie ud af hovedet igen. Der var noget godt og varmt og oprigtigt over hende og den måde, hun interesseret spurgte ind til hans liv på, selvom han selv løj så vandet drev. Og så havde hun en eller anden melankolsk grundtone, han ikke kunne stå for. Det var, som om hun havde set sit i verden og havde tænkt rigtig længe over det bagefter. Mandag og tirsdag skød han tankerne om hende væk, men onsdag gik den ikke længere. Han troede, han så hende i bussen om morgenen, og hans hjerte begyndte at slå i dobbelttempo, mens hans hals var ved at vride sig af led. Det var selvfølgelig ikke hende. Hvad skulle hun lave her i en helt anden by klokken halv otte om morgenen? Men billedet af pigen i bussen, der lignede Sofie lidt, blev ved med at plage ham gennem både kemi og biologi og historie. Og efter skole krøb han til korset og ringede til kusine-Malene. Det Malene fortalte, kom noget bag på Tobias, men forklarede måske også, hun virkede lidt trist, selv mens hun smilede.
“Hun går i min klasse. Og jeg kan sagtens skaffe hendes nummer, men så må du love mig, at det er slut med dine løgne. Jeg gider ikke at høre, at du narrer hende eller lover hende noget, du alligevel ikke holder. Hun har været gennem nok.”
“Øh ... jeg skal nok opføre mig ordentligt,” sagde Tobias.
“Jamen jeg mener det,” sagde Malene. “Sofie er min gode veninde, og hun er skidesød, og hun er lige begyndt at blive sig selv igen, og jeg gider bare ikke have hængende på mig, at min fætter gør hende ked af det.”
“Nej, nej. Det har jeg fattet. Hvad er det, der er sket med hende? Har hun haft kræft eller sådan noget?”
“Nej. Men det havde hendes far. Han døde tre måneder efter, de opdagede det. Og hun holdt fuldstændig op med at gå til fest og se andre mennesker, da han døde. Det er først her i sidste uge, jeg overhovedet har set hende smile igen.”
“Nå. Hun virkede ellers så fornuftig,” sagde Tobias.
“Ja, nemlig. Så opfør dig ordentligt.” Han hørte Malene klikke lidt rundt på sin telefon. “Har du noget at skrive med? Så kommer nummeret her:”
Tobias brugte nogle dage på at samle mod nok til at ringe til Sofie. Fredag eftermiddag klokken kvart over to havde han stadig ikke fået det gjort, men da ringede hans telefon, og der stod ‘ukendt’ på displayet. Da han tog den, var det hende.
“Hej, det er mig, Sofie. Du ved ... hende som du snakkede med til festen i lørdags og som faktisk hedder Sofie,” begyndte hun.
“Jamen, hej,” svarede Tobias og holdt vejret.
“Ja ... jeg har tænkt på, at jeg altså ikke synes, at det er spor bøsset at ride. Det har jeg faktisk altid gerne villet prøve selv. Og de har åbent hus ude på Odense Rideskole i morgen, så vi kunne måske mødes?”
“Øh, ja. Selvfølgelig,” stammede Tobias og stirrede angst direkte ind i den hvide væg foran sig.
“Ja, jeg ved jo godt, det er lørdag ... men din far må godt komme med,” sagde hun.
“Øh. Neeej. Nej, han er sikkert helt tilfreds med at få seletøjspudsningen i kælderen for sig selv for en gangs skyld. Vores kælder er nemlig ikke så stor,” sagde Tobias og prøvede at jage billedet af sin store tykke far på toppen af en hest væk.
“Jamen skal vi så ikke bare sige, at vi ses derude. Hvad med klokken 11?”
“Det er en aftale.” Han var allerede begyndt at svede ved tanken.
Det var heldigvis godt vejr om lørdagen. Det var vindstille, og solen skinnede fra en skyfri himmel, da Tobias fortalte sin far, at han måtte bryde deres faste lørdagsaftale med modelbilerne. Desværre betød det gode vejr også, at der var mødt en del mennesker op ude på rideskolen, og Tobias måtte stå i kø for at skaffe en ridehjelm.
“Jeg troede, du havde taget din egen med?” sagde Sofie, der havde lånt både hjelm og støvler af en veninde og så ret sej ud med opsat hår og hvide cowboybukser og stram mørk sweater.
“Ja ... men den var ikke rigtig til at have med i bussen. Så jeg tænkte, det var nemmere bare at låne en herude,” vævede Tobias og skævede ud bag hegnet, hvor nogle helt utroligt store heste travede rundt. Nogle af dem havde en voksen til at løbe ved siden af for at holde styr på dem, men det var desværre kun dem, der havde små børn på ryggen. Sofie havde åbenbart de samme tanker.
“Hold kæft. De er jo på størrelse med elefanter,” sagde hun. “Det ved jeg altså ikke helt, om jeg tør. Hvad skal jeg gøre for ikke at falde af, Tobias?”
Han tænkte på de få gange, han havde set noget med heste i fjernsynet og svarede: “Du skal bare holde ryggen helt lige og slappe af i hænderne. Så skal det nok gå.” Men han anede ikke, om det var rigtigt.
“Okay,” sagde hun. “Men jeg synes altså stadig, de er store. Tror du ikke, jeg kan få lov at nøjes med en pony?”
“Jo. Vi kan da godt prøve at spørge ...”
“Nej. Nu er vi kommet helt herud. Så skal jeg ikke være sådan en kylling,” sagde hun. “Men hvad skal jeg gøre, hvis den pludselig stikker af?”
“Det gør den ikke,” sagde Tobias, så sikkert han nu kunne. “Og så skal du bare sige ‘Prrr’. Så stopper den. Det er jo en rideskolehest. De har lært den slags ting.”
“Tror du?”
“Mmm,” håbede han.
Det blev deres tur. Sofie var først i køen. Hun vendte sig:
“Nej, vil du ikke gå først. Så kan jeg se, hvordan du kommer op og holde øje med dig, mens du rider?”
“Nej, damerne først,” prøvede Tobias.
“Åhr jo. Vil du ikke nok?” Hun så så bedende ud. “Jeg ville være meget mere tryg, hvis jeg havde dig foran mig. Kom nu Tobias. Så skal jeg nok love helt at lade være med at være sur over det med tennisspilleren.”
Det var rigtig ufint af hende at presse ham op i en krog på den måde, men han kunne ikke stille noget op, hvis han ikke ville afsløres endnu en gang.
“Selvfølgelig,” sagde han og rankede ryggen. Men det var kun udvendigt, den var rank. Indeni føltes den som kogt spaghetti.
Pigen, der skulle sende ham af sted på hesten, viste ham hurtigt, hvor han skulle holde, og Tobias bed tænderne sammen, satte foden i stigbøjlen og satte fra af alle kræfter. Der var slet ikke så langt op til hestens ryg, som han havde forestillet sig, da han stod på jorden og så op på den. Faktisk var han lige ved at ryge hele vejen hen over ryggen på den, og han mærkede hesten steppe uroligt under sig.
“Shhhh Cæsar. Shhh,” sagde pigen. Så smilede hun til ham.
“Er du ok?”
“Ja,” pippede han.
“Så god tur. Du rider bare efter de andre ind på stien i skoven. Hesten kender turen. Den skal nok få dig tilbage igen. Men lad være med at rive den for meget i munden.”
Han nikkede, men allerede, da hun slap, havde alle hans instinkter alligevel mest af alt lyst til at rive hesten i munden for at bremse de mange kræfter, han pludseligt mærkede buldre af sted under sig.
Tobias ville gerne have kigget sig tilbage og set, om Sofie var kommet godt op, men han havde alt for meget andet at holde øje med. Han holdt hårdt fast i både tømmen og den lille rem foran på sadlen og pressede sig med alle sine benmuskler ind til hesten. Heroppe fra virkede den endnu større, end da han stod på jorden og så op på den. Den var mørkebrun. Nogen havde flettet dens manke, og den trak hårdt i tømmen og rystede med hovedet.
Nogen gav hesten et klask bagi, og den begyndte at trave. Tobias følte det, som om hans hud var en sæk, og at alle hans knogler langsomt blev rystet fra hinanden og snart ville ligge i en rodet bunke på bunden af sækken helt nede ved hans fødder.
Hesten Cæsar fulgte efter en lidt mindre hvid hest ud af folden og langs en sti ind i en skov, hvor grenene hang faretruende lavt. Det blev ikke bedre af, at Cæsar var så stor, at Tobias sad tættere på grenene, end pigen, der red foran. Han holdt skarpt øje med hende, og når han mente, hun bøjede hovedet en smule for en gren, lagde han sig nærmest fladt hen over hestens hals og klamrede sig til den friserede manke. Det ville bare være alt, alt for pinligt at falde af, mens Sofie så på ... så hellere se latterlig ud, men i det mindste blive i sadlen. Heldigvis holdt Cæsar op med at trave igen, så snart de var ude af syne fra rideskolen, og luntede i stedet dovent af sted, mens den virrede distræt med ørerne.
Tobias skævede til sit ur mange gange i løbet af turen. Officielt tog den kun tyve minutter, men uret tikkede i slow motion, mens Tobias for hundredsyttende gang den dag (og for gud ved hvilken gang i sit liv) fortrød, at han havde så forbistret svært ved bare at sige sandheden. Da rideskolen endelig kom til syne igen, var han så lettet, at han havde lyst til at råbe hurra. Han trak vejret dybt og slappede en lille smule af i skuldrene, men kun en lille smule. Og da Cæsar også indså, de var ved at hjemme, og den lille hvide hest foran dem begyndte at spæne, satte den store brune hest også farten op, og så røg Tobias’ skuldre tilbage helt oppe på hver sin side af ørerne, hvor de hjalp hovedet med ikke at falde af.
“Jeg gør det aldrig, aldrig mere,” stønnede han for sig selv. “Det er slut med at lyve. Det er jo bare et spørgsmål om tid, før jeg kommer alvorligt til skade.” Han var godt klar over, at dette nye løfte betød, at han var nødt til at også at indrømme sin løgn overfor Sofie med den døde far. Det var bestemt ikke noget, han havde lyst til, men hvis han ikke gjorde det, var han jo på en eller anden måde allerede i gang med at lyve videre. Han kunne godt forstå, hvis hun ville blive ked af det eller sur og skride og aldrig snakke med ham igen, når hun fandt ud af, at han (igen) havde snydt hende, men han håbede sådan, hun kunne tilgive ham endnu engang ... for dybest set var det ikke på grund af ridningen, men på grund af hende, at Tobias denne lørdag lovede sig selv at holde op med at lyve.
“Sofie,” stønnede han, da han endelig kom ned på jorden igen, og Sofie stod frisk og grinende ved siden af og sagde, at det da var vildt fedt at ride, og at hun var helt misundelig over, at Tobias havde redet i så mange år, men nu ville hun alligevel gerne op i klubhuset og købe en kop varm kakao.
Han rømmede sig. Og hun vendte sig mod ham med sine blå øjne, der smilede, som om hun slet ikke havde en far, der var død af kræft.
“Sofie ...” begyndte han. “Jeg er nødt til at indrømme, at jeg kom til at lyve for dig endnu en gang. Jeg løj, fordi jeg synes, at du er så sød, og jeg ville gerne gøre indtryk, men jeg aner slet ingenting om heste. Jeg sidder og nørder med bilmodeller med min far nede i kælderen hver lørdag. Du må virkelig tro mig denne gang. Det passer.”
Tobias holdt vejret, mens han ventede på hendes reaktion. Han var klar til at aflevere ridehjelm og traske slukøret hele vejen til bussen og hjem til Middelfart. Men miraklet skete, for hun holdt ikke op med at smile. Tværtimod slog hun en skraldlatter op, og så sagde hun.
“Det ved jeg godt. Det har Malene da fortalt mig for længe siden. Du tror da ikke, jeg var så dum ikke at spørge hende om, hvad du egentlig var for én, før jeg ringede til dig?”
Tobias rødmede. Både af skam over at have løjet, men også af forlegenhed over pludselig selv at være blevet narret og hånet. Og det værste var, at han om lidt skulle hjem, og Sofie ville for altid forsvinde hjem til kusine Malene og de andre veninder inde Odense. Det kunne godt være, han havde fortjent det, men det var alligevel forfærdeligt.
Miraklet med den smilende Sofie var imidlertid ikke forbi, for mens han stod og faldt hen i sine aller dystreste tanker, sagde hun:
“Hvis du synes, kan jeg godt komme forbi om en uge og hjælpe med de der biler. Jeg har noget helt vildt godt klister.”
Tobias rødmede endnu en gang, men det var fordi, hun smilede på sådan en helt særlig måde, mens hun sagde det. Som om hun mente det.