(Sofie, Malene, Pernille, Kira. Odense)
Åndernes Magt
(For de indviede, der har læst Blink: Kira er taget over til sin kusine Pernille for at lave en pseudoseance, hvor de skal få Sofies afdøde far til at sige til hende, at det er på tide, hun begynder at leve livet igen. Da det røg ud, havde jeg pludselig et problem med at få forbundet Kira til Pernille, og jeg var nødt til at skrive et erstatningskapitel, længe efter resten af bogen var skrevet, og det var ikke let at få til at passe ind i den store sammenhæng. Resultatet blev det kapitel, hvor Kira og Pernille drikker sig monsterstive til en gymnasiefest i Odense, og jeg synes faktisk ikke, man i den endelige bog kan se, at det ikke var den oprindelige mening med de to kusiners forbindelse)
De sad fire piger omkring bordet fra Ikea i en villa et sted i Odense, der bar det hyggelige navn, Kanefarten. Sofies mor var ikke hjemme, og Kira havde givet mystikken hele armen, da hun pakkede sin kuffert ud. Hun lagde et stykke sort velour hen over bordet, rullede gardinerne helt for og skiftet de hvide lys i messingstagerne ud med de medbragte sorte. Hun havde røgelse med til at pirre næserne, og mens hun dækkede op, spillede hun en sær irsk cd med en kvinde, der lød som en banshee på dope. Hun havde fået den af Aske en gang, han havde været på ferie.
“Det er for at lade rummet med de rigtige energier,” havde hun sagt til Sofie, der fulgte spændt med fra dørkarmen sammen med Kiras kusine, Pernille. “Røgelsen tænder lugtesansen, musikken høresansen, lysene tænder synssansen, og det bløde stof stimulerer følesansen. Det sikrer den rigtige balance.”
Det var løgn, men hun havde lovet sin kusine at være rigtig hekset, og derfor havde hun opfundet et ritual til lejligheden. I virkeligheden havde det været nok bare at tage tarotkortene frem og lade Sofie tale sig frem til løsningen, men ifølge kusinen skulle der hårdere midler til for at rive Sofie ud af sorgen og tilbage til livet.
Kira lagde en sort plade oven på dugen, og spredte sine håndmalede bogstaver og tal ud over den sammen med et stykke papir med ordet ‘ja’, et med ‘nej’ og et med ‘Farvel’ på. Hun havde sin lille plakette med, der havde hjul under, der kunne dreje i alle retninger, og som pigerne hver skulle sætte en finger på, når de om lidt skulle i gang med at påkalde Sofies afdøde fars ånd.
“Jeg synes altså, det er lidt uhyggeligt. Er I sikre på, der ikke kan ske noget slemt?” spurgte veninden Malene. Hun var klædt lige så hvidt, som rummet var mørkt.
“Jeg ved, hvad jeg gør. Det er ikke farligt.”
Kira smilede indvendigt. Det var vigtigt, at Sofie troede på det, der skulle ske, og det var kun godt, hvis Malene og Pernille blev en smule utrygge, selvom de godte vidste, ritualet var fup. Det fik det hele til at virke mere overbevisende.
“Er I klar?”
Pigerne satte sig med hinanden i hænderne og kiggede ned på brættet, mens Kira sagde, at de var her for at etablere kontakt med Sofies far, Bjarne, og at deres fælles energier skulle bølge og danne bro mellem de levendes og de dødes verden, som de nu dannede bro mellem pigerne om bordet. Så talte hun til tre, mens hun langsomt og højtideligt fik dem alle til at løfte og sænke deres rundkreds i takt. På ‘tre’ brød hun cirklen ved at give slip med sine hænder og gjorde tegn til, at de alle skulle sætte en finger på plaketten.
Kira havde brugt ouijabræt mange gange. Både for alvor og for sjov. Allerede da hun gik på efterskole, fandt hun fornemmelsen for, hvordan hun kunne lægge presset på fingeren, så hun kunne styre plaketten i en særlig retning, uden de andre mærkede, at de blev manipuleret med. De evner brugte hun nu, og hun kunne se, at det virkede. Malene og Pernille sendte hinanden nervøse øjekast, da plaketten langsomt gled hen over bogstaverne: d-e-t--e-r--m-i-g--b-j-a-r-n-e, mens Sofie sad sammenbidt og koncentreret på den anden side af bordet.
“Hvad har du at sige Bjarne?” spurgte Kira.
“j-e-g--e-r--k-o-m-m-e-t--f-o-r--s-o-f-i-e-s--s-k-y-l-d,” stavede plaketten i en langsom, vedvarende bevægelse.
“Og er der noget særligt, du vil sige til Sofie?” spurgte Kira.
Stemningen var så tyk, at man kunne skære i den, mens den lille plakette tøvede og så begyndte at danse hen over bogstaverne:
“j-e-g--e-ls-k-e-r--d-i-g--s-å--h-ø-j-t--m-i-n--p-i-g-e---m-e-n--d-e-t--e-r--p-å--t-i-d-e---“
Det havde kun været tænkt som et opvarmningssvar, der skulle gøre Sofie glad, men de kom aldrig længere. Sofie slap plaketten og rykkede stolen voldsomt tilbage, som om hun havde brændt sig. Stolen skurrede højt på trægulvet, og de tre andre for sammen og stirrede forskrækkede på hende. Hendes ansigt var blegt, og hun så ud, som om hun var på nippet til at græde. Kira gjorde sig klar til at trøste og fortælle, at det hele var fup i bedste mening, hvis pigen brød sammen for alvor.
“Sig til ham, at han skal holde op,” skreg Sofie og holdt sig for ørerne. “Jeg vil ikke høre på hans pis, om at han elsker mig, længere.”
De stirrede på hende med åben mund, for det var ikke lige det, nogen af dem havde regnet med at høre.
“Sig det så!” sagde hun vredt til Kira.
“Men, Sofie ... er det ikke rart at vide, at han stadig er her på en måde og tænker på dig?” spurgte Pernille.
“Jeg er ligeglad. Det er for sent. Og han er en stor idiot.”
Hun var virkelig rasende. Kira så undrende på Pernille. Hun og Sofie var bedste veninder, men hvorfor vidste Pernille så ikke, hvad der foregik inde i Sofies hoved? Pernille havde sagt, at Sofie var meget opsat på at få en chance for en åndelig snak med sin far, men nu virkede det mest af alt, som om faren havde slået eller på anden måde måske misbrugt datteren, da han var i live, siden hun eksploderede på denne måde.
“Sig det,” gentog Sofie.
Kira nikkede og stillede et sort lys på bordet, som hun gav sig til at stirre ind i for at samle noget, der bare mindede om autentisk koncentration igen.
“Hvad skal jeg sige?”
“Du skal sige, at jeg ikke gider at høre på, at han elsker mig.”
Kira gjorde, som Sofie sagde.
“Han spørger, hvorfor du ikke gider at høre det. Det er da mærkeligt, og det gør ham ked af det,” sagde hun. Heldigvis lod det ikke til, nogle af de andre lagde mærke til, at hun glemte at bruge plaketten.
“Sig til ham at ...” begyndte Sofie.
“Jeg tror, det er bedre, du siger det til ham selv,” sagde Kira. Hun var klar over, at hun var ved at bevæge sig ind på et felt, hvor hun skulle holde tungen lige i munden. Terapi forklædt som åndemaning kunne sætte nogle grimme spor, hvis man ikke passede på.
“Du skal bare sige det højt og tydeligt, mens du kigger ind i lyset og holder os andre i hænderne.”
Sofie nikkede, og de andre greb hendes hænder, så de atter formede en cirkel.
“Jeg er så træt af, at få at vide, hvor højt, du elsker mig,” sagde hun med en lille stædig stemme. “Efter du døde, fortæller folk mig det hele tiden. De siger, hvor højt, du elskede mig, og hvor stolt, du var af mig, og du skrev det også i dit brev til mig, og nu er det det første, du siger her i aften. Jeg gider ikke at høre på det mere,” sagde hun.
Der var helt stille om bordet. Kira anede ikke, hvad hun skulle lade ‘Bjarne’ svare, men var tom for tanker, mens ordene forplantede sig i rummet og indeni hende. Så hørte hun en stemme. Hvis nogen havde spurgt, ville hun hverken have kunnet svare, om det var en mande- eller en kvindestemme, eller hvor den kom fra. Hun lod øjnene flakke fra Malene til Pernille, men de havde tydeligvis ikke hørt noget. Det havde Sofie heller ikke, for hun sad stadig og så sammenbidt ind i lyst, så stemmen måtte være kommet inde fra Kira selv. Det rislede ned langs hendes ryg på samme måde, som hun havde hørt, at det kunne risle ned ad ryggen på professionelle medier, når de fik kontakt med nogen på den anden side. Var det virkelig nu, det skete? Var det her, midt i en fup-sitting med nogle helt almindelige piger i Odense, at det for første gang skulle lykkes at få rigtig kontakt?
“Hvorfor vil hun ikke høre det?” sagde stemmen, og Kira førte spørgsmålet videre ud i rummet: “Han spørger, hvorfor du ikke vil høre det?”
“Fordi han,”
“Sig det direkte til ham. Jeg er kun et mellemled. Lad, som om jeg ikke er her,” sagde Kira.
“Fordi du aldrig sagde det, mens du levede. Jeg gik rundt og troede, du ikke kunne lide os, fordi du bare arbejdede hele tiden, og jeg troede, at du flygtede ind på kontoret for at få fred. Og når du endelig var hjemme, så gemte du dig med din computer og havde overarbejde eller lod, som om du læste avis.” sagde Sofie.
“Og jeg turde ikke sige, jeg ville være mere sammen med dig, for jeg var bange for, at du bare ville sige, at du ikke havde tid, og at du i virkeligheden ikke havde lyst.”
“Det er jeg ked af,” lød det et sted i rummet, som kun Sofie kunne høre.
“Det er han ked af,” sagde hun.
“Men det er bare skide for sent at være ked af det,” sagde Sofie. “Og det er for sent at komme her og sige, at du elsker mig. For du er død. Og jeg hader, at du er død og så pludselig skal til at spille den gode far.”
“Undskyld”
“Jeg ved godt, at man ikke må snakke ondt om de døde, og ... og jeg elsker dig jo far. Ligesom jeg altid har gjort. Men jeg hader dig også. Forstår du det? Jeg hader at du var nødt til at dø, før du kunne finde ud af at være en ordentlig far. Det er bare så usselt.”
“Han spørger, hvad han skal gøre for at gøre det godt igen,” sagde Kira.
“Det må han da bedst selv vide. Det er ham, der er ånden,” sagde Sofie.
“Sofie, jeg tror, du kommer til at fortryde senere, hvis ikke du på en eller anden måde får sluttet fred med dig selv og din far omkring det her,” sagde Kira og ignorerede stemmen inde i hendes hoved, der sagde: “Sig at jeg altid vil være der for hende. Også selvom hun lige nu er vred på mig. Det forstår jeg godt.”
“Jeg har ikke mere at sige til ham lige nu. Han kan godt gå igen,” svarede Sofie med en stædig hvisken.
Nu rømmede Malene sig og bragte med en lidt stammende stemme seancen tilbage til det, hun og Pernille oprindeligt havde tænkt, den skulle bruges til: At få Sofie til at gå ud og holde fest igen: “Men kan han ikke sige noget om, hvad der venter af spændende ting om hjørnet. Om nogen af os møder en eller anden særligt eller sådan noget?” sprgte hun. Hun lavede øjne til Kira, der nikkede, men hverken kunne gøre fra eller til. Lige nu var hun bare kanal for noget andet, og hun var en lille smule nervøs ved det hele.
“Sig, at hun snart vil møde en fyr, der ikke er, hvad han giver sig ud for at være, men at hun bare skal følge sine instinkter, for han er god nok,” sagde stemmen indeni. Kira sagde det højt.
“Jeg gider ikke høre det. Han skal ikke blive ved med at styre mit liv. Det kan jeg godt selv. Få ham til at gå sin vej!” Sofie slap teatralsk Malenes og Pernilles hænder.
Kontakten var der stadig, og Kira var nødt til at lave en lukning uden Sofie, der nu sad med hænderne foldet trodsigt over maven. Hun begyndte at svede, for hun var ikke bare nødt til at finde på noget, der virkede overbevisende på Malene og Pernille, men også noget, der virkede effektivt i forhold til ånden indeni. Hun prøvede at huske alle de bøger om afdøde og magi, hun havde pløjet igennem de seneste fire år, og lavede så godt hun kunne et nødritual, der bestod af nogenlunde fællesnævnere fra det, hun havde læst. Når hun kunne fremmane en ånd med et hjemmebrygget ritual, kunne hun vel også få ham til at gå væk igen ... håbede hun.
Hun sagde højt. “Tak fordi du kom, da vi bad dig om det, Bjarne. Vi ved, du ikke fik den modtagelse, du havde drømt om, men Sofie fik sagt, hvad hun havde brug for at sige. Gå bort med fred til åndernes verden, når jeg slukker det sidste lys. Og vær i åndernes verden i fred med vores og lysets velsignelse.” Hun rejste sig og tændte for båndoptageren. Askes gæliske korsang lød pludselig kommerciel og forkert, men nu ville det være endnu værre at slukke for den igen, så hun lod den køre, mens hun gik fra lys til lys og slukkede dem ved først at puste på dem og derefter væde fingrene med spyt og stoppe røgen. Samtidigt digtede hun, så godt hun kunne: “Med dette lys ønsker vi dig kærlighed. Fra alle, der elskede dig, og dem, der elsker dem”... “Med dette lys ønsker vi dig fred i ånden, der lyser for evigt, som en del af noget større vi mennesker endnu ikke forstår”... “Med dette lys ønsker vi dig glæde i sjælen, der nu endelig er fri fra tyngden af den jordiske krop.”
Da hun slukkede det sidste lys, var der næsten helt mørkt i stuen. En lille bitte smule gadelys trængte ind under gardinet og fik gradvis mere og mere magt, mens deres øjne vænnede sig til lyset. Kira satte sig tilbage på sin stol.
“Er du der stadig” prøvede hun at spørge uden ord inde i sig selv.
“Nej,” svarede han med en besynderlig fnisende ironi i stemmen.
“Åh nej. Hvad skal jeg gøre? Jeg ved ikke, hvordan jeg lukker porten.”
“Jeg kan godt selv finde hjem. Det skal du ikke bekymre dig om. Tak, Kira,” sagde han. Og hun følte igen den helt særlige rislen ned langs ryggen, da alle de små hår rejste sig. Al hendes energi forsvandt ud af de rejste hår. Det føltes, som om hun havde løbet en 3000 meter i 100-meter-fart, og først nu kunne slappe af.
Hun så på de andre. Pernille og Malene sad stadig med hinanden i hånden, da hun rejste sig og tændte loftslyset. Sofie missede mod pæren og tørrede øjnene. Da hun opdagede, hun havde fået sminke på hænderne, forsvandt hun ud på toilettet.
“Det var meget mærkeligt.” sagde Malene.
“Ja. Det var ikke det, vi havde regnet med, der ville ske,” sagde Pernille.
“Havde du rigtig kontakt, eller lod du bare, som om du havde?”
“Jeg lod da bare som om,” sagde Kira med et træt grin. “Jeg gjorde, hvad jeg mente var bedst for Sofie ... Men sig til, hvis hun begynder at bilde sig ind, vi ikke har fået manet hendes far ordentlig væk igen. For så må jeg jo komme tilbage.”
De lo befriet begge to. “Nøj, hvor var du bare god,” sagde Malene. “Et kort øjeblik troede jeg næsten, det var rigtigt.”
“Sch, jeg hørte badeværelsesdøren,” sagde Pernille.
Sofie stod i døråbningen med opfrisket makeup. Hun gnubbede armene lidt, som om Kira ikke var den eneste, der havde mærket åndens tilstedeværelse fysisk.
“Hvad skal vi nu lave. Der er jo ikke gået ret lang tid?” spurgte Malene.
“Jeg ved godt, det lyder mærkeligt, men jeg har faktisk lyst til at gå i byen,” sagde Sofie. “Ikke sådan noget vildt noget, men måske bare ind på en cafe og se lidt andre mennesker.”
Den var de helt med på, og de tre veninder snakkede og grinede, mens Kira holdt sig i baggrunden. Hun kendte egentlig kun Pernille, og hun havde fået en masse at tænke på. Både på, om det virkelig var lykkedes hende at få kontakt til den anden side, eller om det bare var noget, der var sket inde i hendes hoved. Men også på Sofies vrede over, at faderen aldrig havde vist sin kærlighed, mens han levede. “Det er for sent,” havde Sofie skreget. Og hun havde jo ret. Det var for sent, og i morgen kunne de alle være døde. Det var med at leve i nuet og elske lige nu. Det var med at fortælle dem, man elsker, at man elsker dem.
Hun gik udenfor og ringede til Aske. Hun fortalte ham ikke, at hun elskede ham. Men hun fortalte ham alt muligt andet.