(Pelle og Laura. Viborg)
På nettet kan du ikke høre hanhundene hyle
(For de indviede, der har læst Blink: Pelle er i den færdige Blink ven med Mads og bekendt med Martin, men vi hører ikke meget til ham. Laura, som han er så forelsket i, er veninde med Martins kæreste Helen, og får en vigtig rolle, fordi det er hende, der fortæller Helen om Martins forsøg på at finde Julie.)
Der var aldrig langt fra tanke til handling i Pelle Larsens liv. Sådan havde det altid været – lige siden han som to-årig åd hele æsken med bouillonterninger, fordi han troede, det var flødekarameller. Nogle ville mene, at den korte afstand mellem tanken og handlingen skyldtes, at der slet ikke VAR ret mange tanker inde i Pelle Larsens hoved. Og at de få, der var, havde svært ved at komme til orde, fordi de først skulle skubbe sig forbi alle de hormoner, der spænede rundt i hele kroppen på ham, samt alle de billeder af mere eller mindre nøgne, men altid storbarmede piger, han havde tapetseret indersiden af sin hjerne med.
Men det var ikke rigtigt. Pelle tænkte meget. Godt nok mest på FCKs seneste sejr og på festen hos Rasmus og på pigerne i parallelklassen, men de tre ting kværnede til gengæld også på højtryk. Og når han tænkte på pigerne i parallelklassen, så tænkte han især på Laura.
Somme tider kunne han ikke nøjes med at tænke på hende. Så var han nødt til også at sige noget om hende. Det kunne bare være en lille hurtig kommentar til hans bedste ven Mads, mens de gik ned ad gågaden:
“Nøj, så du hende der. Hun havde faneme en lækker røv. Syntes du ikke, den mindede lidt om Lauras? På sådan en lækker negertøseagtig måde?”
Eller når de mødtes mandag morgen: “Jeg var på Chaplin i lørdags. Det var skidesjovt. Der var helt vildt mange fra skolen. Rasmus og Matthias og Esben og Julie ... og Laura var der også. Du skulle BARE have set hendes bluse. Jeg siger dig, de var lige ved at falde ud ... hø, hø.”
Det samme kunne som end også ske hjemme ved aftensmaden: “Der går en pige oppe på min skole, der har en t-shirt næsten ligesom din,” kunne han pludselig buse ud med til sin storesøster. “Hun hedder Laura.”
Folk svarede ham sjældent, men det gjorde heller ikke noget. Det var egentlig ikke, fordi han sagde det specielt til dem. Han var bare nødt til at få det sagt. Fordi der ikke var mere plads, derinde.
Han havde aldrig snakket med hende. De havde ingen timer sammen, og når han var i byen, holdt han sig mest til gutterne. Der var noget meget mere naturligt over at sidde og snakke og drikke øl, end der var ved at skulle gå over til pigerne og spørge, om de skulle danse. Han var alt for bevidst om, at han ikke kunne danse. Og da slet ikke sådan noget latin-agtigt noget, som pigerne elskede. Pelle var skrækslagen ved tanken om, at han skulle danse rigtigt sammen med nogen og holde om dem og føre. For det skulle man jo, når man var manden. Hans søster havde prøvet at lære ham at danse rigtigt hjemme på stuegulvet, men selvom han gjorde, som hun sagde, dansede han altid ind i hende eller kom ud af takt, eller han kunne ikke finde ud af selv at dreje rundt under hendes arme, når hun løftede dem. Så han holdt sig til gutterne. Men han kunne til gengæld rigtig godt lide at se på tøserne, når de vrikkede rundt på dansegulvet i deres små festtoppe.
Han havde ikke engang hilst på Laura, når han mødte hende på gaden. Men han ville ønske, han havde gjort det. Hvor svært kan det være bare at sige ‘Hej’?
På den anden side var det sikkert fordi, han aldrig havde gjort opmærksom på sig selv, at Laura og hendes slyngveninde Helen ikke lagde mærke til ham, da han sad bag dem og læste tegneserier på biblioteket. Derfor snakkede de bare løs, og Pelle kunne høre, de snakkede om en fyr der hed Martin. Pelle holdt vejret, men det var heldigvis Helen og ikke Laura, der var vild med Martin. Han åndede lettet op. Så begyndte de at snakke om dating.dk, mens Pelle lod, som om han var helt opslugt af sin Lucky Luke.
Men Daltonbrødrene kunne have skudt Lucky ned, uden Pelle havde opdaget det. Han var et hundrede procent opslugt af deres samtale.
“Hvad hedder du så på nettet?” spurgte Helen.
“Hvad jeg hedder?”
“Ja, dit brugernavn.”
Laura grinede. “Det skal du da ikke vide.”
“Hold nu op, jeg kan da bare finde dig alligegel. Du har vel foto på?”
“Nej, det har jeg ikke. Det havde jeg i starten, men jeg fik simpelt hen så mange slimede kommentarer, så nu får de først et foto, når jeg har skrevet lidt med dem,” sagde Laura.
“Men hvad er det så?”
“Nåhr okay så. Det er Laurette91.”
“Hehe ... jeg går ind og skriver til dig, og så tror du bare jeg er en anden.”
De to piger grinede, mens ideen omgående slog rod i Pelle.
“Men er det ikke bare sådan et sted for gamle mennesker og sådan nogle, der vil købe sex af mindreårige?” spurgte Helen.
“Nej, man kan da også skrive, hvis man bare vil være venner.”
“Hm. Hvad vil du. Vil du ikke gerne have en kæreste?”
“Det ved jeg ikke ... Jeg bare møde nogle nye. Drengene på skolen er så åndssvage,” sagde Laura.
Pelle ventede, til pigerne var gået, men heller ikke et sekund længere. Så styrtede han ud af biblioteket, hæsblæsede ned gennem gågaden og hen over pladsen med domkirken, før han væltede ind ad døren, smed skoletasken i hjørnet og loggede ind på dating.dk.
Han havde en profil i forvejen. Selvfølgelig havde han det. Han havde mange aftener siddet og surfet rundt derinde og søgt på piger i området. Og i alle mulige andre områder for den sags skyld, men ligesom Laura havde han ikke noget billede på sin profil. Det var ikke fordi, han blev overfaldet af klamme tilbud ... bare han var. Men han var for genert til at skrive til nogen, når det kom til stykket. Han ville hellere bare kigge. Og han var også bange for, hvad hans venner ville sige, hvis de fandt ham derinde. Det virkede lidt desperat.
Han loggede ind, men sit eget navn og tastede Laurette91 ind. Og han skulle lige til klikke på return i al sin ivrighed, da hans fingre gudskelov stoppede to centimeter . Han ville ikke risikere at kunne spores. Det ville være for pinligt.
I stedet gik han i gang med at lave en helt ny profil. Og fortrød så igen, for den kunne sikkert også spores. Han måtte begynde fra bunden og lave en helt ny mailadresse, som han så kunne melde sig ind på datingsiden med. Målbevidst loggede han sig 12 minutter efter ind med sit nye brugernavn. Nu var han ikke længere Pelle fra Domkirkestræde. Nu var han truelovesearcher21. Og han fandt hurtigt hendes profil.
I begyndelsen var det ikke hans mening, han ville have skrevet hende. Han ville bare se, hvad hun skrev. Man da han først havde set, at hun ledte efter ‘sjove, søde venner og måske en kæreste’ og lovede ‘fotosvar efter lidt tid, for det er jo ikke det ydre, der tæller ;-)’ kunne han ikke lade være. Tanken om at han måske kunne få et billede af Laura – måske oven i købet et, hvor hun så ekstra godt ud, holdt ham lænket til tasterne.
“Hej. Jeg hedder Mads,” skrev han (fordi Mads altid havde så mange pigevenner), “og jeg så din profil og tænkte, jeg lige ville skrive et par ord. Jeg bor i Kalundborg” (der boede Pelles bedsteforældre, så selvom han ikke boede i byen, kendte han den alligevel godt nok til at kunne lade som om). “Jeg kan godt lide at hygge mig med vennerne og se lidt film, og så går jeg til svømning og går lange ture i naturen”. Det sidste lød lidt for langt ude, og han havde aldrig gået til svømning, men han havde hørt pigerne snakke om, at drenge fik en meget bedre krop af at gå til svømning end fodbold, og når han nu var i gang med at lyve, kunne han ligeså godt smøre tykt på. Det var også derfor, han havde skrevet det med naturen. “Jeg går selvfølgelig også i byen, men der sker nu ikke det vilde her i Kalundborg. Men jeg kan godt lide at møde nye mennesker og danse,” sluttede han. Så skrev han, at han håbede, hun ville skrive til ham snart igen, og så trykkede han ‘send’ - og holdt vejret.
Laura svarede ham næste dag. Han sad med tør mund og bankende hjerte og læste, at hun syntes, han lød som en rigtig sød fyr, og at hun selv gik på Katedralskolen og var rigtig glad for dansk og hadede svinekoteletter. Han svarede, han heller ikke kunn elide svinekoteletter, men elskede lasagne. Hun svarede, lasagnde var hendes yndlingsret, og ved det tredje brev sendte hun et foto med af sig selv:
“Det er fra en fest på skolen. Jeg er vist en lille smule fuld, men sådan ser jeg altså ud.”
Pelle stirrede. Han havde også været med til den fest. Det var den fest, hvor hun havde den nedringede røde t-shirt på. Han stirrede lige ned i hendes udskæring. Han hentede billedet over på sin computer, forstørrede det, beskar det og rykkede lidt rundt på fotoet og stirrede igen. Lauras store, runde, solariebrune, blomsterduftende, bløde bryster fyldte nu samtlige 20 tommer på hans skærm. Han var nødt til at lukke øjnene, for det her var bare langt, langt over forventningen.
Han var selvfølgelig nødt til at skrive igen. Og hun skrev tilbage. Og han skrev. Og hun skrev. Flere gange om dagen udvekslede han tanker med Laura i et virvar af løgnagtige ting fra hans fiktive virkelighed, hvor han hed Mads, som somme tider fiskede med sin far, og som drømte om at selv at bo langt ude på landet i et hyggeligt bondehus, og som havde mange venner og to små søstre og en sort labrador, der hed Bølle. Men blandet med alle løgne kom der også rigtige ting frem. Ting, han ikke havde sagt til hverken Mads eller Rasmus eller nogle af de andre. Om at han somme tider følte sig dum, fordi matematikken blev sværere og sværere. Han havde haft så let ved det i de mindre klasser, men nu var han nødt til at lade, som om han havde styr på det. Og om, han somme tider blev en lille smule bekymret, fordi han ikke rigtig orkede at følge med i politik eller tænke på, hvad hun skulle være, når han var færdig med skolen. Og Laura svarede tilbage. Hun fortalte ham om sine bekymringer om, at det var svært at få en kæreste, man rigtig kunne stole på, fordi alle drengene på skolen af en eller anden grund var så overfladiske og kun gik op i at tale med hendes bryster. Og at hun ind i mellem bare havde lyst til at tage en rullekravesweater på i byen og have lov til at tale med drengene i stedet for at blive lagt an på hele tiden. Pelle rødmede, da han læste det. Men han kiggede alligevel endnu en gang på fotoudsnittet af de bryster, Laura skrev så fortvivlet om og skyndte sig at skrive, at han da ikke syntes, hun havde noget at skjule, og at hun bare skulle gå i det tøj, hun havde lyst til i stedet for at lade dem tryne hende. “Det er jo det indre, der tæller,” skrev han. Og følte sig enormt hyklerisk.
“Ja,” svarede hun. “Men det går mig enormt på. Jeg har ikke været sammen med nogen i et halvt år, fordi jeg synes, de behandler mig så råddent. Jeg gider heller ikke være sammen med nogen, før jeg møder en, der har lidt mere at byde på ;-)”
Han havde stirret sig blind på den smiley. Hvad betød den? Han kunne selvfølgelig ikke bare spørge hende. Betød den, at hun ville have en kæreste med hjerne ... eller en med et kæmpejern på? ... Eller var det en smiley direkte til ham? Betød den måske, at han var den, der kunne få hende på andre tanker og var kærestemateriale ... eller rettere, at Mads i Kalundborg var?
Det var mærkeligt at lære Laura at kende på den her måde. For det var jo det, der skete. Han lærte hende virkeligt at kende. På en helt anden måde, end hvis han bare havde givet sig til at snakke med hende nede på Chaplin en almindelig fredag aften. Han blev bestemt ikke mindre optaget af hende af den grund. Han havde instinktivt styr på, hvor hun sad i frikvartererne, og en dag, hvor han fulgtes med Mads på vej til matematik, og Mads snakkede stolpe op og ned om kalkspat og Møns Klint, som han havde gjort lige siden skoleturen til Sjælland, mødte de Laura, der kom gående med to Helen den anden vej. Pelle tænkte sig slet ikke om, men fik som altid tør mund af at se hende og sagde “Hej Laura,” og smilede stort, da de gik forbi. Først da de var kommet forbi, gik det op for ham, hvad han havde gjort og han mærkede, at han krummede tæer med hele kroppen.
“Hvornår har du lært hende at kende?” spurgte Mads, da de rundede hjørnet ned til matematikgangen.
“Åh øh .. vi snakkede bare lidt sammen i byen i fredags ... der hvor du ikke var med ... IGEN,” sagde Pelle.
“Nå, nej ... jamen jeg skriver jo på min opgave,” sagde Mads lavt.
“Ja, imens jeg scorer alle sildene,” svarede Peller med et grin og stak en sigende albue i siden på Mads. Han prøvede at lyde, som han plejede, når han snakkede om Laura, men han syntes selv, det lød hult. Og hvad der var værre, så han hørte pludselig alt for tydeligt, at han lød præcis som alle de drenge, Laura havde det så svært med. Det var næsten som at forråde hende at tale med hende på den måde. Og det føltes ikke længere rigtigt at fantasere højt om, hvad han gerne ville gøre ved hendes gode bryster. Men han sagde det alligevel. Han var for bange for at blive afsløret.
Det viste sig, at det slet ikke var nogen dum ide at hilse på Laura. Da da mødtes senere samme dag, hilste hun tilbage. Da han to dage efter mødte hende nede i kiosken (heeeeelt tilfældigt. På ære!) snakkede de lidt om, om man fik mest for pengene ved at købe sin lakrids løst eller i pose, og da de mødtes om fredagen på Chaplin, snakkede de i lang tid oppe ved baren, og Pelle koncentrerede sig om at se hende i øjnene og ikke ned i mellem brysterne, og de snakkede om en film, han vidste, hun lige havde set og syntes var megadårlig. Det var bare lige ti minutter oppe ved baren, men det virkede helt naturligt, og Pelle havde en rigtig god fornemmelse i maven bagefter. Især, da der søndag lå en besked fra Laurette91 om, at hun var rigtig glad og havde haft en virkelig god aften i byen ... og måske havde mødt en, der var lidt anderledes end alle de andre. Pelle hyggede sig vældigt med at bruge resten af aftenen på at kombinere en mail, der var en lille smule fornærmet på den flirtende måde på Mads’ vegne, men på den anden side at være helt vildt lykkeligt på sine egne. Hvis det her bare blev ved i samme tempo, kunne han måske en dag tage livet af net-Mads og slutte sit dobbeltli. Han småsnakkede med hende i kantinen både tirsdag og onsdag, og torsdag vinkede hun på tværs af skolegården og smilede som en tandpastareklame efter ham.
“Jeg er simpelt hen så glad for, at du er min ven,” skrev Laura fredag til Mads. “Du aner ikke, hvor meget, det betyder for mig. Jeg håber, du kan leve med, at der er en anden, der sniger sig ind i mit liv lige så stille. Jeg tror, altså, jeg for alvor er ved at blive forelsket.
Pelles puls sitrede i hele kroppen på ham, da han svarede, at det jo var noget, han måtte leve med, men at han håbede, fyren var det værd, for ellers skulle han nok personligt komme hele vejen fra Kalundborg og vise ham, hvordan man behandler en dame ordentligt.
Og da han stod foran spejlet og gned gele i håret inden turen i byen lørdag eften, var han for en gangs skyld nervøs. Han havde købt en ny t-shirt og havde ofret penge på en rigtig barbersprit, der sved af helvede til. Der var ikke nogen af gutterne, der skulle med i byen. Mads blev mere og mere indelukket og småsær med sine søpindsvin, og Rasmus skulle til noget familietamtam, og Matthias havde en aftale med en pige om at gå i biffen. Men Pelle var ligeglad. Han var nødt til at gå i byen alligevel, selvom det var lidt trist at sidde og drikke en kvart ramme opvarmningsøl alene. Det sitrede ikke bare i kroppen men i hele luften omkring ham. Det var i aften det skulle ske. Og han vidste, at hun kom. Det havde hun skrevet til Mads.
Han havde siddet helt alene på Chaplin en times tid, før hun dukkede op. Der var faktisk ingen andre, han rigtig kendte, og bortset fra et par hyggehej til bekendte fra skolen, sad han alene i baren. Han prøvede at nyde en stille Budweiser, da hun endelig dukkede op. Hun havde en stram hvid bluse på, der var en lille smule gennemsigtig, så man kunne ane blondebh’en nedenunder. Håret var sat op i en løs knude, og hun havde store guldøreringe på og en hel masse grøn øjenskygge. I den ene hånd havde hun en lille guldbelagt selskabtaske, som der højest kunne være en læbestift og et dankort i, og i den anden havde hun ... Pede fra x-klassen. Pede, der var surferdude og dum og solariebrun og var model i sin fritid. Pede var på ingen måde den skarpeste kniv i skuffen, men han havde et stort, hvidt smil. Han havde en gang reklameret for undertøj i et Bilkakatalog, og alle havde fniset. Drengene over, at det var så dødpinligt og bøsseagtigt ... og så i et Bilkakatalog. Men pigerne havde fniset på en helt anden måde over hans muskuløse lår og det ‘supersexede glimt i øjet.’
Pelle mærkede skuffelsen ramme ham som en forhammer. Laura smilede om kap med Pede. Dumme Pede, som ikke kunne andet end at se godt ud. Som var alt det,Pelle ikke var, og som Laura påstod, hun ikke ville have. Han vendte sig væk og begyndte febrilsk at skrabe etiketten af ølflasken. Men han var fuld af både vrede og øl, og da Pede og Laura kom hen til baren, kunne han ikke lade være.
“Hej Pelle,” sagde Laura og smilede: “Det her er min nye kæreste, Pede.”
“Nå, der kan man bare se,” sagde Pelle. “Ja, men det er da fedt for dig. Han har jo tydeligvis noget mere at byde på.” Han så hende hånligt ind i øjnene, og hun så forvirret tilbage.
“Hvad mener du?”
“Nå ikke noget.” Han kiggede overdrevent ned i hendes udskæring. “Ellers en pæn bluse, du har på der,” sagde han. “Men det får dig altså ikke til at virke supersnedig. Måske skulle du tænke en estra gang over det med rullekraven. Men det vil din nye kæreste måske ikke lade dig gå i.”
Han kunne have bidt tungen af sig selv, men han var alligevel nødt til at sige det. Og til at kigge på hende, mens han gjorde det. Han ville ikke gøre hende ondt. Det var ikke fair af ham at sige det, bare fordi han vidste, hvor det gjorde ondt.
“Han er sgu da kun sammen med dig for patternes skyld, Laura. Han er ikke en skid interesseret i at bo i et bondehus med gammeldags stokroser i Kalundborg.”
Hun stirrede på ham. Længe. Så så han til sin rædsel, at han var gået for vidt. Hun forstod. Ikke bare, hvad han sagde, men også, hvem han var.”
“Jeg vil gerne hjem nu,” sagde hun med stive ord til Pede. Det var alt. Hun blev ikke vred eller ked af det eller sagde noget til Pelle. Hun vendte bare om og gik hjem med klamme Pede på slæb.
Og hun sagde ikke hej længere.
Hun skrev heller ikke længere, selvom Pelle skrev en kæmpemail, hvor han sagde undskyld og prøvede at forklare. Hun loggede faktisk ikke engang ind på dating.dk længere.
... Pelle så ellers efter.
......... Hver eneste dag.
...............I måneder.