(Nina, Lærke, Jakob. Møn)
Den perfekte middag
(For de indviede, der har læst Blink: Nina er en af Katrines veninder, hende den kedelige, der helst vil ind til byen i stedet for bare at holde fest med veninderne. Det er Katrine fra Blink, der ringer i denne scene og ikke må komme med, fordi hun ikke har nogen kæreste. Lærke optræder også begge steder. Dette er mit personlige yndlingskapitel, fordi det viser den her grimme side af unge piger, der for alt i verden vil have den aften (og det liv og den kæreste) de lige præcis har forestillet sig, og går i stykker, hvis virkleigheden er en anden. De er derude ... og de skal for fanden da bare lære at slappe af).
“Jeg har købt en gave til dig,” Nina rakte stolt og forventningsfuldt Jakob en pakke i stribet papir med en stor guldsløjfe om. Han tog glad imod den. Han havde altid elsket at få pakker – også selvom han af gammel vane blev lidt skuffet, da han fik den i hænderne og blev klar over, at det var en blød pakke, hans søde kæreste havde givet ham.
“Tak ... må jeg åbne den nu?”
“Ja. Det skal du da.” Hun blev stående i døråbningen ud til sine forældres køkken, mens han flåede båndet af.
“Æijj vær nu lidt forsigtig med papiret. Det kan gemmes og bruges igen,” sagde hun ærgerligt, og Jakob prøvede så forsigtigt, han kunne at få bugt med tapen uden at ødelægges striberne, men det var svært med nedbidte negle.
“Nu skal jeg,” grinede hun. Nina havde til modsætning af ham rigtig flotte og stærke negle, og det var ingen sag for hende at gøre pakken klar, så han kun behøvede at skubbe papiret til side.
“Åben den nu,” sagde hun.
Indeni lå en sort skjorte med brede lyserøde striber, der lidt mindede om papiret. Jakob vidste ikke, hvad han skulle sige. Han havde ikke ejet en skjorte, siden han blev konfirmeret, og den havde været hvid. Skjorter ... var lidt for meget sådan noget, hans far gik med.
“Er du glad for den? Er den ikke bare fed?”
“Jo ... Jo, den er rigtig pæn. Tak.”
“Jeg tænkte, du kunne have den på i aften. Jeg kom lige forbi butikken, og så hang den ude i vinduet, og så tænkte jeg, at den der lyserøde stribe passer fuldstændig til den bluse, jeg skal have på til parmiddagen. Vi bliver SÅ seje.”
“Jamen, det lyder fint,” sagde Jakob, og følte en vis taknemmelighed, for han havde endu ikke skænket aftenens påklædning en tanke.
Han gik ind og smed sig på sofaen i stuen. Ninas forældre var ikke hjemme, og hun havde fået lov til at holde et rigtigt middagsselskab. Hun havde inviteret tre af sine veninder og deres kærester. Jakob kendte kun en af drengene og ikke særligt godt. Han hed Olav. En af de andre gik vist på handelskole, og den sidste var i lære nede i Sportsmaster. Til gengæld havde han selvfølgelig hilst på pigerne før. De var søde nok.
“Vil du hjælpe mig med at dække bord?” råbte Nina ude fra køkkenet.
“Allerede?” Han strakte hals og så på uret på dvd’en. Klokken var kun to, og de var først inviteret til klokken syv.
“Ja, vi kan ligeså godt få det gjort nu, så vi ikke bliver stressede senere på dagen.” Nina stod ellers allerede med stressrøde kinder i døren ud til køkkenet. Bag hende bugnede et kaos af madvarer, som hun havde tænkt sig at trylle om til en lækker, treretters menu. Det måtte have kostet en formue, men hun havde overtalt forældrene til at betale.
“Dugen ligger ovre i den andenøverste skuffe.”
Jakob åbnede skuffen. Der var flere duge i, men han valgte den blå, fordi den var pænest, og det var ikke til at se, hvis der kom lidt pletter på den.
“Hvad for nogle tallerkener skal jeg bruge?” spurgte han.
“Vi skal da bruge de fine, synes du ikke? De står henne i glasskabet.”
Jakob fandt tallerkener og bestik og glas frem. Han sørgede for, at tallerkenerne kom til at stå lige over for hinanden og at lægge kniven til højre for tallerkenen. Til sidst lagde han en lille serviet oven på tallerkenen, som hans mor plejede at gøre, når de havde gæster derhjemme.
Nina var tilbage i døråbningen. “Nej Jakob, den der dug den går bare ikke.”
“Den er da meget pæn?”
“Nej, den er gammel, og den passer overhovedet ikke til de roser, jeg har købt, der skal stå midt på bordet. Kan du ikke se det? Tag den hvide i stedet for.”
Jakob sukkede og begyndte at sætte alle tallerkener, glas og bestik over op sofabordet, så han kunne lægge den anden dug på og flytte alle tallerkenerne tilbage igen.
Nina kom ind og holdt om ham. Hun gav ham et langt knus og et godt kys.
“Det var i det mindste godt, vi begyndte at dække bord i god tid,” sagde hun og forsvandt tilbage til sine gryder.
Han ville helst ikke blande sig. Han anede ikke selv, hvordan man lavede mad, og Nina var både ved at lave laksemadder, flødekartofler og en eller anden steg og bage kage til dessert. På en gang. Det var bedre for dem begge, at han holdt sig væk. Han satte sig i stedet med en jumbobog, hendes lillebror havde ladet ligge.
Ninas mobiltelefon ringede ude i køkkenet.
“Kan du ikke lige tage den, jeg er lige midt i noget,” råbte hun. Men da han kom ud i køkkenet, var telefonen selvfølgelig for længst holdt op med at ringe.
“Hvem var det?”
Han så på displayet. “Lærke,” sagde han.
“Gad vide, hvad hun vil ...”
“Ja ...”
“Jamen så ring hende da op og hør. Det kan være, hun vil høre, om de skal have øl eller vin med til maden?”
Jakob nikkede og ringede op.
“Hvad vil hun?” råbte Nina igen, mens han sagde hej. Nina havde sved på panden nu. Måske, fordi hun var ved at smørre otte skiver franskbrød, men samtidigt var ved at lave noget med æg i en skål. Hele køkkenbordet var så fyldt med madvarer, at der nærmest ikke var en bar plat tilbage, hun kunne lægge de citroner på, hun nu var i gang med at skære over.
“Hun spørger om, Katrine ikke må komme med.”
Nina rejste sig fra sin foroverbøjede stilling ved køkkenbordet og så undrende på ham.
“Katrine?”
“Ja. Lærke siger, Katrine har hørt om festen, og at hun er helt vildt ked af, at hun ikke er inviteret med.”
Nina sukkede og himlede med øjnene. “Men det er jo fordi, hun ikke har forstået, at det ikke er en fest. Det er en middag,” sagde hun.
“Lærke siger, hun gerne vil dele sin mad med Katrine, hvis det er det, der er problemet,” gengav Jakob fra Lærke i telefonen.
“Nej. Det kan hun altså ikke. Jeg har slet ikke laks nok. Og det her er ikke bare en middag. Det er jo en PAR-middag. Og Katrine har ingen kæreste. Det går bare ikke. Hun vil også bare kede sig, hvis hun kommer alene.”
“Men Lærke siger, Katrine er ligeglad. Hun vil bare gerne med.”
“Nå, men så kan Katrine jo bare overtage Lærkes plads,” snerrede Nina.
“Hun siger, at det ikke var sådan ment,” sagde Jakob og sagde farvel og på gensyn til Lærke.
Nina stod igen foroverbøjet over køkkenbordet. Hun så ned og hendes bare arme, der var smøget op, for at hun ikke skulle få alt muligt mad på dem, rystede. Jakob gik hen og holdt om hende.
“Så, så Nina. Det går jo nok.”
“Men det er bare så ledt af Lærke. Hun VIDSTE jo godt, at det var en parmiddag, men så ringer hun alligevel og plager om, om Katrine må komme med, og så får hun MIG til at være den lede heks, der siger nej,” snøftede Nina. “Og jeg står her og bruger hele min dag på at lave alt muligt lækkert, og det er mine forældre der betaler det hele, og så er de sådan. Det er bare ikke fair. Og jeg kan slet ikke overskue det hele, og det er så svært at lave kage ... ”
“Nej, det er rigtigt. Nina. Men det tænker de jo ikke på,” sagde Jakob og gned hende på ryggen. “Nu skal du ikke lade det gå ud over din fine middag.”
“Det er ikke bare MIN middag. Det er VORES middag,” sagde Nina.
“Selvfølgelig,” svarede Jakob og smilede til hende. “Skal jeg hente en øl til dig?”
“Nej tak. Men jeg vil gerne have en cola. Hvis du gider at gå i kiosken.”
Jakob trak i jakken og var allerede i tre spring på vej væk ned ad havegangen, da Nina åbnede vinduet og råbte efter ham:
“Køb også en pakke tændstikker. Til lysene.”
“Det skal jeg nok.”
Klokken fem minutter i syv stod Jakob og blomstrede akavet med en øl i hånden og ventede på de andre gæster. Det havde været en barsk eftermiddag. Mest, fordi der var så meget, Nina skulle nu. Lige nu var hun på badeværelset for at tage lækkert tøj og sminke på, og havde ladet ham om at tage imod gæsterne. Køkkenet lignede stadig noget, der havde været til fest rigtig længe og trængte til at sove, men Nina var først lige blevet færdig med at snitte kartofler, så hun havde været nødt til bare at lukke døren derud.
“Du skal sørge for, at de ikke ser køkkenet. Jeg kan slet ikke have det. Jeg burde jo have vasket op,” peb Nina, før hun forsvandt ud på toilettet. “Jeg har bare aldrig lavet tre retter mad før ... det tog så lang tid. Og jeg skulle skrælle så mange kartofler, og jeg er simpelt hen så langsom til at skrælle kartofler.”
“Jamen, jeg kunne da godt have skrællet de kartofler,” sagde Jakob.
“Ja, det kunne du faktisk godt. Men du lå jo bare inde og så fodbold. Og så var det nemmere bare at gøre det selv,” bed hun. “Du kunne godt have spurgt, om der var noget, du kunne hjælpe med.”
Så nu stod han i sin nye sorte skjorte, der var lidt for lang på ærmerne, men som matchede med Ninas bluse og ventede på gæsterne. De dukkede op lidt efter lidt. Pigerne duftede fantastisk og så rigtig godt ud. De kvidrede og gav kindkys til hinanden og selvfølgelig også til Nina, der kom ud fra badeværelset med en sky af varmt damp efter sig. Drengene holdt sig lidt mere tilbage. De kendte jo ikke hinanden så godt. Men de smilede og gav hånd.
“Jeg har en lille ... værtindegave ... med,” sagde Vanessa og rakte Nina en buket blomster.
“Neeej, hvor var det betænktsomt af dig,” sagde Nina. Og kiggede sig rundt efter et sted at stille blomsterne.
“Sætter du dem ikke lige i vand, Jakob? Der er en vase ude i køkkenskabet. Og husk at lukke døren.
“Det var min mor, der købte dem,” sagde Vanessa. “Jeg vidste ikke, hvad det var passende at have med.
“De er helt rigtige,” sagde Nina. “De passer jo til lysene”. Og mens Jakob kantede sig ud i køkkenet og begyndte at lede efter en vase, kunne han høre, at Nina var begyndt at fortælle historien om, at han havde lagt en helt forkert dug på, som blomsterne fra Vanessa slet ikke ville have passet til, men at det heldigvis var blevet opdaget i tide.
Nina fortalte folk, hvor de skulle sidde. De sad dreng-pige-dreng-pige, og alle pigerne havde deres kæreste på højre side. Jakob hjalp hende med at bære laksemadderne ind på bordet.
“Næh, hvor ser det lækkert ud,” sagde Lærke.
“Tak,” sagde Nina.
“De smager også rigtig godt,” sagde Olav.
“Det er laks nede fra Føtex,” sagde Nina.
Og så var der ikke rigtig nogen, der sagde mere.
Jakob syntes, det var mærkeligt. Der plejede ellers altid at være nok at snakke om, og han var ikke sådan en, der havde svært ved at snakke med andre mennesker. Og når Nina var sammen med sine veninder, plejede munden normalt ikke at stå stille på dem, men der var et eller andet med denne aften, der var anderledes. Det var, som om den nye sorte skjorte med de lyserøde striber strammede så meget i halsen, at han ikke rigtig kunne finde ud af at sige noget.
“Vi fik stil for i dag. Vi skal skrive om vilkår for fremmede i Danmark,” sagde Nina ud over hele bordet. “Det er bare så snævert et emne. Jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive,”
“Nej, og så skal vi allerede aflevere på næste onsdag. Og vi har også en prøve i historie,” sagde Monica og stak til resterne af sin laks.
“Nå, men måske er stegen klar.” Nina rejste sig og gik ud mod køkkenet. “Kommer du ikke lige med, Jakob. Der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om.”
Hun lukkede døren bag dem.
“Du bliver altså nødt til at snakke lidt med drengene,” sagde hun til ham.
“Ja ... men ... jeg kender dem jo ikke rigtigt,” sagde Jakob.
“Nej, men de kender heller ikke hinanden,” sagde Nina. “Spørg dem om ... hvad som helst. Det er jo os, der er værterne.”
“Skal jeg tage stegen med ind?”
“Ja, men gå ind og hent laksetallerkenerne først.”
Mens han gjorde, som hun sagde, tænkte han på, hvad han skulle spørge om. Det var meget nemmere, når man ikke sad omkring et bord og det hele var så fint.
Der var ikke nogen, der havde prøvet at skære en steg ud før, men Jakob gjorde det, så godt han kunne. Stegen havde fået lidt for meget efter hans smag. Den var næsten helt gennemstegt, men alle roste Nina i høje toner. Og hun strålede som en smuk sol ved siden af ham, mens hun holdt hans hånd under bordet. Og flødekartoflerne var også rigtig gode.
“Øhm, så i kampen mellem Brøndby og FCK i eftermiddag,” spurgte han Olav, der sad modsat for ham. Han var nødt til at bøje sig lidt til højre for at se ham mellem de to buketter blomster. Den, Nina havde fået af Vanessa, og den hun selv havde købt.”
“Ja, det var den vildeste brænder med det straffespark,” sagde Olav.
“Nu tror jeg altså også, de har fået nok i Brøndby. De sælger ham inden sæsonen er gået. Det er det femte straffespark, han brænder i år,” blandede Vanessas kæreste, Peter, sig. “Jeg har læst, at Ajax skulle være interesseret i at købe ham.”
“Nej, hvor har du læst det? Jeg troede kun, de ville lease ham for en periode, svarede Jakob.
“De er i hvert fald nødt til at finde en anden til den højre wing-plads. Ellers så taber de bare hele det forspring, de fik tidligere på sæsonen. De har jo ikke scoret et eneste mål i hvad er det ... fem kampe?”
“Seks,” rettede olav, og de andre drenge nikkede alvorligt.
“Nej, kan vi ikke for en gangs skyld snakke om noget andet end fodbold,” brød Nina ind. “Vi kan da snakke om noget, vi alle sammen kan være med til.”
“Ja selvfølgelig,” sagde Jakob. Og knappede en knap i skjorten op.
“Guuud, kagen,” sagde hun og sprang op.
“Er den brændt på? Jeg kan da ikke lugte noget,” sagde Lærke.
“Nej, jeg har glemt at sætte den i ovnen,” sagde Nina. Hun lød, som om hendes Bedstemor lige var død.
“Det gør da ikke noget,” sagde Olav.
“Ja det er da meget bedre, end hvis den var brændt på,” sagde Lærke.
“Nej, for nu skal I bare sidde og vente ... og jeg havde lige timet det hele,” sagde Nina. Hun var ved at være godt presset. Selvom hun havde bruncreme på, kunne Jakob alligevel sagtens se, at de hektiske røde kinder lurede nedenunder.
“Nej, det skal du altså ikke tænke på,” sagde Vanessa.
“Så hjælper vi bare med opvasken imens.” Hun havde allerede rejst sig med sin tallerken.
“Nej. Nej, det vil jeg ikke have. I er gæster,” sagde Nina. “Nej, jeg synes, I skal gå ud og få lidt frisk luft, og så ordner Jakob og jeg køkkenet imens.”
“Nej, hold nu op Nina. Lad drengene gå ud og ordne deres fodboldsnak, så tager vi lige opvasken imens,” sagde Vanessa. Jakob kunne mærke Ninas øjne brænde mod ham, men han så ned. Han trængte til frisk luft. Eller måske trængte han tværtimod til dårlig luft. Et sug fra en festsmøg ville slet ikke være af vejen lige nu. Og det var langt at foretrække frem for at slås med kaoset ude i køkkenet – især når Ninas veninder nu havde sagt, at de gerne ville gøre det og syntes, det var hyggeligt.
De sad og småfrøs derude på trappen. Der var ingen af de andre drenge, der røg, men da Jakob sagde, han ville gå ned på tanken efter en pakke, fulgte de andre med. Og de snakkede om fodbold, og om tv-serier, mens de gik og frøs med hænderne dybt begravede i bukselommerne side om side. Der faldt også en enkelt bemærkning til Jakob.
“Har du kendt Nina længe?” spurgte Olav.
“Jaeh ... fire måneder,” svarede Jakob. “Hvorfor?”
“Hun er ... sød,” sagde Olav.
“Og hun laver rigtig gode flødekartofler,” grinede Peter.
På vej tilbage fra kiosken begyndt Lærkes kæreste, Mikkel, at virke rastløs. Han viftede rastløs med hænderne i lommerne. Og pludselig stoppede han og tog sin mobil op ad lommen og trykkede på den.
“Hov, jeg har fået en sms,” sagde han. “Øhm ... det er jeg sgu’ ked af, men jeg er nødt til at gå,” sagde han og slog beklagende ud med mobiltelefonen. Det er min mor. Hun skal på arbejde ... og min lillesøster er blevet syg. Så jeg må desværre smutte,” sagde han og tilføjede hurtigt. “Det er noget med maven ... ja, det skrev min mor.”
“Hvad med pigerne. Skal vi sige noget til Lærke ... og til Nina?” spurgte Jakob.
“Øh, nej, det er ikke nødvendigt. Jeg sender hende en SMS,” sagde Mikkel. “Hov, der er min bus,” og så spænede han ned ad bakken og flygtede væk fra det øvrige middagsselskab i linje 28.
Pigerne blev selvfølgeligt lidt lange i ansigterne, da drengene kom hjem uden Mikkel.
“Men hans lillesøster er 13. Hun kan da sagtens være alene,” var Lærkes eneste kommentar, før hun gik ud i gangen med sin mobiltelefon og blev der temmeligt længe.
De gik tidligt. Nina foreslog ellers, at de fjernede møblerne og dansede i stuen, men Olav og Monica var nødt til at gå, fordi Olav skulle tidligt op og ud med aviser, og da de rejste sig kort efter kagen og sagde farvel og begyndte at tage overtøj på, gjorde Vanessa og Peter sig også parate til at tage af sted.
“Går I også?” sagde Nina.
“Ja. Jeg er bare pludselig blevet så træt. Men det var en rigtig dejlig middag, Nina. Superhyggeligt,” sagde Vanessa.
“Jeg går også,” sagde Lærke og kindkyssede Nina på begge kinder. Jeg skal hjem og slå Mikkel ihjel. Men jeg kan godt blive og hjælpe med det sidste af opvasken og tage et enkelt glas først, hvis du synes.”
“Nej, det er ok. Jeg er vist også selv lidt træt,” sagde Nina og fulgte Lærke ud. Hun blev stående i døråbningen og strøg sine overarme. Jakob gik ud og holdt om hende.
“Det gik jo fint,” sagde han.
“Hvad mener du?”
“Ja, de sagde alle sammen, det var så hyggeligt,” sagde han. “Og der var flere af gutterne, der sagde, det var vildt gode flødekartofler. Det sagde de, da vi var nede på tanken.”
Hun kiggede på ham med små, sammenknebne øjne.
“Er der noget galt, søde?” spurgte Jakob.
“Sig mig fatter du slet ikke, at jeg er skidesur på dig?” spurgte hun.
“Øh. På mig?”
“Ja, på dig.” Hendes stemme var rolig og velovervejet. Det forvirrede Jakob endnu mere.
“Jeg synes virkelig, du svigtede mig gang på gang den her aften. Og du vidste, hvor træt jeg var, efter jeg bare havde slidt ude i det køkken hele dagen. Men du opførte dig bare, som om du var en gæst. Du tog slet ikke noget ansvar. Så er det da klart, det bliver en lorteaften,” hvæsede hun.
“Jamen, det blev jo ikke en lorteaften, søde. Alle gæsterne har jo hygget sig.”
“Så var de nok ikke gået inden klokken 10,” bed hun ham af. “Og du stak også bare af ned på tanken, selvom jeg direkte havde bedt dig, om at du hjalp mig med at holde folk fra køkkenet. Du stod bare ude og morede dig, mens jeg stod der med snavs og gryder og lortekøkkenet. Det kunne du simpelthen ikke være bekendt.”
“Jamen, jeg troede.”
“Du er simpelt hen så umoden. Jeg troede, jeg kunne regne med dig.” Hendes øjne lynede. Et kort øjeblik troede han, hun ville stikke ham et par på skrinet.
“Jamen, det kan du da også.”
“Nej, det kan jeg helt tydeligt ikke. Du lod bare mig stå med det hele. Det var jo vores middag. Men du tænkte bare på dig selv. Og sådan gør man bare ikke Jakob. Kan du ikke forstå det? Det er bare ikke sådan, at man er en ordentlig kæreste. Du er en virkelig rådden kæreste, og jeg er simpelt hen så skuffet.”
Han sagde ikke noget. Det nyttede alligevel ikke noget.
“Har du slet ikke noget at sige til dit forsvar? Skal du bare stå der og glo med åben mund? Hvorfor gjorde du det? Det var jo VORES middag,” gentog hun og havde efterhånden fået sig talt pænt op i lydniveau.
“Nej, det var altså mest din middag,” forsvarede han sig.
“Hvad?”
“Ja, jeg synes jo, det var hyggeligt, men det var altså dit projekt.”
Det var som at trykke på en knap. Nina lod døråbningen stå åben ud til villavejen og stormede ind i stuen, hvor hun kastede sig på sofaen og begyndte at græde. Det var ikke nogen høflig, diskret gråd. Den var hjerteskærende og skinger, og hendes små, smalle skuldre rystede i den lyserøde top. Jakob stod lidt rådvild. Så lukkede han yderdøren og gik hen til hende.
“Såså, søde,” hviskede han. “Det var jo ikke min mening at gøre dig ked af det.”
“Men det GJORDE du,” græd hun og vendte sig væk fra ham. “Jeg havde glædet mig så meget, og jeg havde forberedt det hele, og vi skulle have danset til langt ud på natten og siddet og snakket hyggeligt alle sammen over bordet, og det hele blev bare helt forkert.” Hun trak vejret ind for at få plads til flere tårer. Han strøg hende over det flotte krøllede hår. “Og jeg havde en flaske Baileys liggende ude i køleskabet, men den fik vi slet ikke taget hul på.”
“Så så, søde,” gentog han, mens han blev ved med at stryge hende over håret. “Det var en fin aften. Det var det virkelig. Såså. Undskyld. Undskyld. Det var virkelig ikke min mening at gøre dig ked af det. Jeg skulle selvfølgelig have hjulpet lidt mere. Det kan jeg godt se.”
“Mener du det?” snøftede hun ned i puden.
“Ja, selvfølgelig mener jeg det.
Endelig vendte hun sig mod ham og græd ned i hans bryst i stedet for.
“Nu kan du bare gå i seng. Så tager jeg det sidste af opvasken,” sagde Jakob. Hans sorte skjorte med de lyserøde striber var allerede helt våd og sortsnasket fra hendes mascara, der var blevet tværet ud over striberne.
“Bare den nu kan tåle, at blive vasket. Du skal sige til din mor, den kun kan tåle 30 grader,” sagde hun. Så tog hun sine høje sko af og gik ud på badeværelset.