1. kapitel af Mette Finderups Emmy, bind 4: "Dramaqueen i Vestjylland"
Tirsdag d. 16. august
Vestjylland er jo i den anden ende af verden
“Rekordstor søgning på landets efterskoler i år. Flere og flere unge vælger at tage 8. 9. eller 10. klasse på en af landets mange efterskoler, og tendensen ser ud til at fortsætte. Flere af efterskolerne har lange ventelister og kan allerede nu melde om fuldt hus til næste år også.”
Sådan sagde de i Radioavisen. Og det kan da godt være, at efterskoler er en fantastisk opfindelse, men det er bare en rigtig trist nyhed, når ens mor først har besluttet at sende en på efterskole, EFTER alle de andre har meldt sig til. Der var nemlig ikke flere pladser tilbage på de fede efterskoler, og min mor nægtede at indse, at der sikkert var en grund til, at hun langt om længe fandt et sted, der havde plads til hendes umodne-datter-der-trænger-til-at-komme-lidt-hjemmefra. “Det bliver så fantastisk. Tænk sig, Emmy. Jeg har endelig fået plads til dig ... på Grønnelundens Dramaskole, sagde hun og viftede henrykt med en brochure. “Ser det ikke dejligt ud, Emmy. Se, hvor de hygger sig!”
Jeg var ikke imponeret, da jeg kiggede på billederne. Det kunne godt være, de unge mennesker på billederne hyggede sig. Men enten var de klædt ud i 80’er-stil, eller også var det en oldgammel brochure, som efterskolen bare havde fået lavet en ordentlig stak af for meget længe siden.
“Men mor. Se lige de lamper. Og den kunstige lædersofa.”
“Den er da meget pæn. Hold nu op, Emmy.”
“Den er ikke ‘meget pæn’. Den er turkisgrøn mor. Og pigerne på billedet har benvarmere på. Og deres cowboybukser sidder jo nærmest oppe i deres armhuler!”
Mor kiggede en ekstra gang nærsynet på billedet. Hendes nye røde designerbriller er ret smarte, men styrken passer desværre ikke helt.
“Det er da bare, fordi det er retro. Det er supersmart Emmy ...”
“ ... eller også har de bare emneuge om 80’erne,” sagde jeg, men ironien var spildt på mor, der lyste op i et stort smil. “Ja, det er da det, de har. Det er jo en dramaefterskole. Åh, der bliver så spændende, Emmy. Du bliver slet ikke til at drive derfra,” sagde hun og klappede mig på skulderen.
Jeg havde ellers håbet til det sidste, at der ville ske et eller andet, så der alligevel ikke var plads nogen steder. Jeg har ikke lyst til ’at få en masse nye venner, der alle sammen elsker teater’, som der står i brochuren. Jeg ville meget hellere bare være begyndt i min egen klasse efter sommerferien sammen med alle de andre. Jeg vil hellere følges med Kit i bussen ind til Hejresø og hænge ud sammen med hende og Sasha i frikvartererne og høre, hvad Sasha har lavet i ferien og være sammen i vores lille klub, der hader at have idræt med Marianne Olsen. Men desværre kom posten altså i lørdags med en giftiggrøn kuvert, som forseglede min skæbne: Bare fordi jeg kom til at lukke nogle af min brors og mine egne venner ind i friluftsbadet med min arbejdsnøglenøgle en dag (ok ... det var nat, vi var tretten mennesker, og det var strengt forbudt, og vi kom til at hælde opvaskemiddel i børnebassinet, så friluftsbadet måtte holde lukket for at blive gjort rent, men alligevel ...), så skal jeg nu som straf sendes helt derud hvor kragerne kun kommer, hvis de har taget bussen. Det er ikke rimeligt.
De andre elever på efterskolen begyndte i går, men jeg skal først begynde i morgen, for ellers ville vi slet ikke kunne nå at få vasket alt mit tøj og pakket taske og den slags, men mor går til opgaven med en iver som en fireårig pige med frit valg på alle hylder i en lyserøde butik. Hun er virkelig opsat på at få mig smidt ud af huset i en fart, og min storebror er også allerede begyndt at snakke om, at han måske kan bruge mit værelse som soveværelse og så bare have stue inde i sit eget. Helt ærligt. Jeg kommer da hjem i weekenden!
“Men så kan du jo bare sove i gæsteværelset,” sagde Martin, men her kom Mor mig til undsættelse. Det kunne der ikke være tale om, sagde hun ... men jeg tror nu mest, hun sagde det, fordi gæsteværelset er fyldt med hendes tusind syprojekter, og hun ikke aner, hvad hun skal gøre ved symaskinen og alle de halvfærdige strandkjoler, hvis jeg også skal være der.
Jeg er lige kommet hjem ovre fra Kit. Jeg gik derover i eftermiddags, da hun kom hjem fra skole for at få så meget sladder som muligt om de andre i klassen og for at sige rigtigt farvel, og så endte det med, at jeg blev og spiste med til aften. Mor havde ellers lavet lasagne for at hygge her den sidste aften, men pludselig ville jeg meget hellere have Kits mors halvklamme hamburgerryg med kogte ærter – og lidt mere af Kits selskab. Kit er ikke nogen høj pige, men lige nu ønsker jeg virkelig, at hun var endnu mindre, så jeg kunne gemme hende i sportstasken og hive hende frem fra skabet en gang i mellem ude på efterskolen. Jeg kommer til at savne hende helt vildt. Vi har jo bare været sammen ... altid. Lige siden vuggestuen. Og der er stensikkert ikke nogen ny Kit i Vestjylland. Faktisk har jeg en rigtig grim mavefornemmelse af, at der slet ikke er nogen derude, som jeg kommer til at passe ordentligt sammen med, og at det bliver verdens længste skoleår. Det er en mavefornemmelse, der minder overraskende meget om at skulle til tandlæge, når man ved, man har huller.
“Ork. Du får da masser af venner,” sagde Kit, da vi sad i deres store hjørnesofa om eftermiddagen og drak saftevand i de der gode timer, hvor man har hele huset for sig selv, før de voksne kommer hjem fra arbejde. Det var bare slet ikke så hyggeligt, som det plejede at være. Mit kommende farvel havde ligget som en truende matematikaflevering over stemningen, lige siden, vi havde sat os.
“Sådan er det altid med dem, der skal på efterskole. De begynder med at sige, at de kommer hjem hver weekend, men til sidst synes de, at det hele er meget mere spændende på efterskolen, og så kommer de aldrig mere hjem. Kan du ikke huske Lea ovre fra Kærvej?”
“Jamen, det er også noget andet med alle de andre,” sagde jeg og sukkede så dybt, at jeg sank endnu længere ned i de bløde hynder. ”De tager frivilligt på skole, men jeg bliver tvunget. Bare fordi min mor tror, det vil ‘modne’ mig ... og fordi hun vil have huset for sig selv, så hun kan have Matematik-Mogens på besøg hele tiden. Det er bare møgurimeligt!”
Det kunne Kit kun være enig med mig i. Men nu var det pludselig hende, der sukkede:
“Alligevel. Sådan bliver det også med dig. Præcis ligesom Lea. Du får en milliard nye og meget mere spændende venner, og du glemmer at ringe og maile og holder op med at komme hjem på weekend. Jeg ved det bare. Jeg kommer aldrig til at se dig rigtigt mere ... ikke før til sommer. Og så er du helt anderledes, og det bliver aldrig ligeså sjovt som nu.”
“Nej, sådan bliver det ikke,” sagde jeg og fik det helt skidt over, at Kit også havde det usselt. Det var jo meningen, at hun skulle trøste mig.
“Jo det gør. Det ved jeg bare,” sagde Kit.
Og så sad vi ellers stille dér i hver sin ende af sofaen og stirrede ud i luften. Da jeg endelig så over på Kit, sad hun ligefrem og blinkede manisk med øjnene, for at jeg ikke skulle se, at hun var lige ved at tude. Så begyndte jeg også selv at snøfte. Det hele var pludselig meget sørgerligt.
“Sådan må det bare ikke blive,” sagde jeg til sidst, da stemningen i den bløde sofa efterhånden var så trykket, at mine øjenbryn sad nede på hagen. “Der må da være noget, vi kan gøre. Kan vi ikke sværge en ed eller noget?”
Kit nikkede eftertænksomt.
“Hvis vi nu sværger, at vi altid vil være hinandens bedste veninde, lige meget hvad der sker ...” foreslog jeg.
Kit nikkede igen, og nu begyndte hun også endelig at smile lidt. “Vi bliver nok også nødt til at sværge på, at vi ikke fortæller til andre, at vi har sværget. Jeg tror vi ville blive ret meget til grin.”
“Hvorfor det? De har vel også nogen, de gerne vil være venner med altid?” sagde jeg, og var faktisk en lille smule skuffet over, at hun ikke kunne gå hundrede procent ind for min ide, som skulle sikre vores venskab.
“Fordi ... fordi, det er sådan noget små drenge gør. De sværger at være venner for evigt og blander blod ude i cykelskuret,” sagde Kit.
“Men vi mener det jo for alvor. Det er forskellen. Så tæller det faktisk endnu mere, at vi ikke er otte år!” Jeg fangede Kits blik og så, at hun var enig med mig.
Lidt efter stod vi ude i køkkenet. Kit havde fundet Falck-kassen frem, og jeg stod og rodede i køkkenskufferne for at finde en kniv, der så ud til at være skarp nok til at kunne klare opgaven. Vi havde oven i købet slukket for køkkenradioen, der ellers altid får lov at kværne nonstop eftermiddagspop, når vi er sammen. De seneste melodi grand prix-slagere passede bare ikke rigtigt som baggrundsmusik til at blande blod.
“Tænk, hvis vi skærer forkert og slår os selv ihjel,” mumlede Kit. “Så ville de tro, vi havde begået kollektivt selvmord, fordi du skal på efterskole, og vi slet ikke kan leve uden hinanden.”
“Ja ... så kan det da være, mor ville lære at høre efter,” svarede jeg. Men det ville selvfølgelig ikke komme mig selv til meget gavn, hvis jeg først lå død og forblødt på Kits forældres nye køkkengulv i matlakeret asketræ.
Det var en vanvittig ide at blande blod, når man egentlig er alt for gammel til den slags og pludselig tænker over, hvad det er, man har gang i Og da først vi havde udvalgt den skarpeste kniv i skuffen og slebet den ekstra på strygestålet og steriliseret den godt i flammen fra et stearinlys, så vi var nogenlunde sikre på at undgå blodforgiftning, var der jo stadig den sværeste og ret væsentlig del af planen tilbage: Vi skulle skære i os selv.
“Hvor skal vi gøre det? Her på siden af armen?” spurgte jeg Kit.
“Njaaa, jeg ved ikke,” sagde hun, der ellers burde være eksperten, for hun har været spejder i meget længere tid, end det halve år, jeg selv holdt ud at spise forkullet snobrød. “Man risikerer bare at få sådan et grimt lyst ar, hvis man skærer sig dér. Tror du ikke, vi kan nøjes med at prikke os i fingeren? Det kan altså godt bløde ret meget.”
Men selvom vi blev enige om, at vi ’bare’ skulle prikke os i fingeren var det stadig ikke nemt.
“Måske er det bare for fjollet. Det er sådan noget, vi skulle have gjort, da vi var otte,” prøvede jeg, da det var mig, der havde tabt i sten-saks-papir, og stod med kniven holdt op til tommelfingeren.
“Nej, det er tværtimod helt rigtigt. Du tør bare ikke,” sagde Kit og så på mig med alvorlige øjne, indtil jeg nikkede, og lukkede øjnene hårdt i og ... gav op en gang til.
“Hm ... der kan man bare se, hvad du giver for vores venskab,” sagde Kit og lod, som om hun var rigtig tøsefornærmet, men i det samme hørte vi hendes mor bakke sin lille grønne konebil op i indkørslen.
“Min mor! Så er det nu, Emmy!” Kit hev kniven fra mig og stak den uden varsel i sin egen tommelfinger og rakte den til mig. Jeg nåede ikke at tænke mere over, hvor hæsligt det var at skulle stå og stikke i sig selv. Jeg gjorde det bare. Det var et grimt prik, men det var hurtigt overstået.
Vi pressede lynhurtigt tommelfingrene sammen, mens Kits mor skramlede med indkøbsposer ude på fortrappen.
“Jeg lover, at du altid vil være min bedsteveninde,” sagde vi (ca) i munden på hinanden med en fart af 10.000 ord i minuttet, og da Kits mor satte nøglen i døren og kom ind fra bryggerset, stod vi en anelse forpustede og var ved at komme plaster på Kits finger, som klart var den, der blødte mest.
“Du godeste,” sagde Kits mor og satte poserne fra sig på køkkenbænken. “Er du kommet til skade?”
“Ja, kniven smuttede lige, da jeg ville skære noget brød,” sagde Kit-min-nu-også-officielt-bedste-veninde, mens jeg gemte min egen sårede tommelfinger i et stykke køkkenrulle bag ryggen.
“Jamen lad mig da se på den,” sagde Kits mor bekymret og fik øje på kniven. “Åh, det er da også fjollet at tage min bedste slagterkniv til at skære brød med. I burde da være fornuftige nok til bare at bruge brødkniven,” mumlede hun.
Jeg blev som sagt derovre og spiste til aften sammen med Kit og hendes familie, og det var rigtig hyggeligt ... Men vi kiggede godt nok begge to lige en ekstra gang, da hendes mor satte kniven i hamburgerryggen. Et øjeblik mindede kødet bare lidt for meget om en alt for stor tommelfinger.