Dødsgudens Løgne / Støvets Land
Udgivet henholdsvis november 2007 og oktober 2008. 356 sider/392 sider. Forlaget Phabel. Redaktør Thomas Munkholt/ Elisabeth Kiertzner
Dødsgudens Løgne og Støvets Land er en afsluttet serie af den slags, man skal huske at læse 1'eren af først. Det er fortællingen om pigen Shilla, der mod sin vilje sendes på mission i Dødsriget, da hun bliver taget i at stjæle hos en af kirkens vigtigste præster. I Dødsriget er alt imidlertid meget langt fra, hvad det burde være, og Shilla står pludselig med hele sin bys efterliv i sine hænder.
Dødsgudens Løgne er det, man kan kalde Low Fantasy, altså en genre, hvor der sker fantastiske ting, men der hverken er drager, elverfolk eller kulørte troldmænd. Det er en middelalderlig verden med meget lidt magi, men med en kirke, der holder sin befolkning i et jerngreb.
Lige meget, hvor mange bøger, jeg kommer til at skrive, vil netop disse bøger altid stå mig særligt nær. Det var den første roman jeg skrev med et kompliceret plot, og der er blevet plads til alle de store armbevægelser, svære valg og skæbnetråde, som jeg selv elsker at læse om i andre bøger, og jeg synes, mit projekt med bøgerne lykkedes: At skabe et fantasyværk, der ikke er entydigt sort-hvid, men hvor skurkene selv mener, deres skumle plan gør noget godt for verden, hvor heltene kan have lidt flosser, og det i det hele taget ikke er så entydigt fra side 1, hvem alle helte og skurke er.
Bøgerne har fået fremragende anmeldelser, men flere bibliotekarer har nævnt, at forsiderne er for dystre. De er tegnet af den fænomenale argentiner Poly Bernatene, og det er selvfølgelig Mester Gilius og hans dødsfugl Argos, der er på forsiden af bind 1, mens det er Shillas bedstefar i Dødsriget (ja, han døde ret ung, og der sker noget helt særligt med ham, som jeg ikke vil røbe her), der pynter på bind 2. Der er naturligvis en masse symbolik i, at de to står vendt til hver side, at den ene har sort og den anden en lys kappe på, og at der er en form for vinger bag bedstefaren, der spejler Argos' vingefang. Men det må man læse sig til. Jeg ELSKER selv de forsider.
Ideen til Dødsgudens Løgne kom efter et spil Warhammer Fantasy, jeg lavede til min gode ven, Lars Andresen. Han havde skabt en tyv, der egentlig ikke brød sig om at stjæle, og også han blev taget på fersk gerning af kirkens folk og sendt i Dødsriget. Jeg tænkte, det var en fremragende start på en historie, men kunne godt tænke mig at se, hvad der skete, hvis jeg brugte en helt anden hovedperson. Der skete selvfølgelig det, at Shilla bragte historien et helt, helt andet sted hen meget hurtigt. Men Warhammer-fans vil kunne genkende lidt af Mohr-kirken i præsteskabet i disse to bøger.
Dødsgudens løgne blev nomineret til en Orla, og bibliotekarerne kaldte den i deres lektørudtalelse (der er en slags anmeldelse) 'en af årets bedste bøger'.
Klik her, hvis du har lyst til at læse første kapitel af Dødsgudens Løgne