Fraklip
- Shilla hjælper Vendor ud og når at sige farvel til sin mor
“Når du er så snedig, har du og din ven Dødsguden vel noget tøj liggende til mig i buskene,” sagde han.
“Nej. Desværre Jeg ved ikke lige, hvad vi gør. Der er mange mennesker på pladsen lige nu. Måske bliver vi nødt til at vente på, at det bliver mørkt.”
“Fandeme nej.”
Han handlede, før jeg nåede at finde på en trusel, der kunne holde ham tilbage. Han var ude af buskene som en slange, og mens jeg stod tilbage og så på med en blanding af beundring og rædsel, havde han overfaldet en tempeltjener, der gik forbi på stien med en bakke med tre flasker med mørke væsker i. I én bevægelse fejede han benene væk på den intetanende unge mand, greb samtidig en af flaskerne på bakken og slog ham så hårdt i baghovedet, at han mistede bevidstheden. Vendor dykkede i læ med sit bytte bag en stor rødblomstret busk og hvæsede: “Bind ham,” mens han allerede havde fået kjortelen af tjeneren og var i færd med at tage den på.
Jeg sank og kom til at tænke på Mester Gilius, der i sin tid havde advaret mig om, at Vendor var både hurtig, farlig og skruppelløs. Nu stod jeg her midt i fjendeland sammen med ham, og hvor havde Mester Gilius dog ret.
Jeg bandt ikke tempeltjeneren. I stedet smed jeg rebet over i busken til Vendor.
“Gør det selv,” sagde jeg. Og stillede mig til at vente med armene over kors, så han ikke skulle få øje på mit bankende hjerte og se, at jeg ikke havde helt så meget styr på situationene, som jeg lod som om.
Han fnyste og bandt så tempeltjeneren med hænderne på ryggen og lod ham ligge godt inde under busken.
“Hvad så nu?” Han spejdede rundt. Sugede alle forhold ind. Jeg var glad for, vi var på templets jord. Der var så mange præster ude på pladsen, at jeg stadig havde nogenlunde styr på ham. I hvert fald så længe, han blev ved med at tro på, at jeg havde sluppet ham løs efter Dødsgudens vilje.
“Jeg skal lige ordne en sidste ting, før du fører mig til Spinellen,” sagde jeg. “Vi går over foran.”
Jeg var ikke meget for at præsentere Mor og Vendor for hinanden, men jeg havde ikke noget valg. Jeg turde ikke lade Vendor ude af syne, og jeg kunne på den anden side ikke drømme om at gå nogen som helst steder hen med ham, uden at have sagt farvel til Mor. Gad vide, om hun stadig sad og ventede tålmodigt på mig nede i den store hal med køen af mennesker, der ville i audiens hos Dødsguden?
Jeg trak ham med ud i menneskemylderet og holdt en diskret hånd fast i hans kjortel. Det var langt over middag nu, og der var rigtig mange mennesker både på grudpladsen og i parken.
Mor stod der stadig. Ret op og ned med ansigtet vendt mod den dør, jeg var gået ind af. Jeg havde lyst til at løbe hen og kramme og knuse hende, men jeg måtte ikke vække for megen opsigt. Jeg nøjedes med at tage blidt fat i hendes arm.
“Mor, kom med udenfor.”
Hun vendte sig med det samme.
“Åh Gudskelov!” Og det kan godt være, jeg var forsigtig, men Mor var som altid ligeglad med formerne. Hun slog armene om mig og knugede mig ind til sig. Det blev for meget. Jeg begyndte at ryste. Bare en lille smule. Men jeg var slet ikke forberedt på, at det føltes SÅ godt at have trygge, beskyttende arme om mig efter alle mine oplevelser inde i Paladset.
“Hvorfor ryster du, lille skat. Skete det noget slemt?” Hun talte alt for højt, mens hun førte mig ud i solen. Folk omkring kiggede. Vendor kiggede. Jeg ville så gerne fortælle det hele, men jeg var bundet på både hænder og fødder og tunge. Jeg kunne ikke fortælle om den forfærdelige ofring af Sirobion, for det havde jeg svoret for Dødsguden. Jeg kunne ikke fortælle, at der måske var en større gud end Dødsguden, for der stod alt for mange tempeltjenere og lokale og holdt mere eller mindre åbenlyst øje med os. Jeg kunne ikke bruge en masse tid på at forklare hende, hvad der var sket, og hvor jeg var på vej hen, for det var et spørgsmål om tid, før Mester Jæger opdagede, at Vendor var væk, og så ville jorden for alvor brænde under mig.
Jeg tog en dyb indånding og sagde noget, der forhåbentlig gav mening for hende, men ikke for alt for mange andre:
“Mor. Jeg tror, jeg næsten har fundet den ting, jeg søgte efter. Ham her ” jeg trak Vendor hen foran mig “er i hvert fald den person, der kan fortælle, hvor den er.” Min Mor hilste spørgende, og Vendor hilste undrende igen.
“Du skal sige til Bedstefar, at han havde ret. Der er noget helt galt. Og du har også ret. Jeg er nødt til at rejse hjem.” Det gjorde så ondt, fordi min beslutning blev ligesom mere virkelig af at blive sagt. “Men jeg er nødt til det. Jeg kommer tilbage. Sig til Bedstefar, at jeg er nødt til at lede efter Oldemor og Oldefar.” Jeg håbede, det var nok til, at bringe Bedstefar så meget på sporet, at han kunne forklare lidt mere for min mor, når de var alene og væk fra alle disse alt for mange fremmede ører.
“Shilla. Kan du ikke fortælle mig, hvad der er sket?”
Jeg rystede på hovedet.
“Men jeg har fundet ud af en masse, som har sat det hele på hovedet. Og du skal ikke være bange for de der to præster. De gør ikke noget mere.”
Hun så mere og mere forvirret ud. Jeg så mig om, men jeg kunne ikke se Rondo nogen steder. Det var på den anden side altid sværere at se en skygge, der stod stille i en menneskemængde, end en, der var i bevægelse.
Jeg håbede, at Dødsguden stadig ville være vred nok på ham til at uskadeliggøre ham, selvom det blev opdaget, at jeg havde narret dem og var flygtet med Vendor.
Vendor! Jeg havde ikke længere tag i hans kåbe, og da jeg vendte mig mod det sted, jeg havde set ham sidst. Var han væk.
Jeg kiggede panisk til alle sider.
“Vendor. Han stak af. Så du, hvor han løb hen Mor?”
“Nej. Åh gud, var det ham, Shilla. Men hvordan ?”
Nogen prikkede mig på ryggen. Der var trods alt fordele ved at stå blandt så mange mennesker, at man ikke kunne have sine hemmeligheder i fred:
“Han løb den vej,” sagde en dreng, jeg ikke på nogen måde havde lagt mærke til før. Og pegede. Og nu kunne jeg se ham. En skikkelse, der hurtigt skubbede folk til side og prøvede at komme igennem den folkemængde, der var ved at samle sig på forpladsen til eftermiddagsmesse.
“Tak Mor, jeg må farvel!” Og så løb jeg. Jeg anede ikke, hvornår jeg fik hende at se igen, eller om jeg nogensinde fik hende at se igen. Jeg nåede ikke engang at sige, at hun skulle hilse Bedstemor og Bedstefar. Jeg var bare nødt til at sætte efter Vendor med det samme. Heldigvis behøvede jeg ikke at være lige så diskret, som han gjorde, og det vandt jeg tid på. Jeg masede bare på og havde kun øje for den lasede mand i tempeltjenerkjortel, der skilte menneskehavet en snes meter foran mig. Det gik godt. Jeg mistede ham aldrig af syne. Men det havde så til gengæld den pris, at jeg ikke selv havde øje for, hvad der foregik bag mig. Derfor så jeg ikke, at jeg også selv havde en skygge efter mig. Mester Rondo var stadig på sporet af mig.
Jeg havde yderligere den fordel i forhold til Vendor, at jeg vidste, hvor jeg var. Selvom jeg kun havde været i Dødsriget en god uges tid, havde jeg en fornemmelse af afstande, og af hvor Paladset lå i forhold til bygrænsen. Det havde Vendor ikke, og det var tydeligt at se på den måde, han bevægede sig på. Lidt foroverbøjet for at skjule sig, og agressivt for at komme frem i mylderet: En gang i mellem stoppede han helt og strakte sig i et forsøg på at orientere sig i forhold til folkemængden, men du kunne ikke være nemt, når man ikke var højere, end han var.
“Undskyld, må jeg lige komme forbi,” “Undskyld, jeg skal bare lige ned til min onkel,”, “Undskyld, jeg har lidt travlt.” Jeg vekslede mellem høflighederne, mens jeg brød mod strømmen gennem menneskehavet. Jeg vandt stadig ind på ham og var nu så få meter fra ham, at jeg kunne fornemme folks vrede reaktioner, når han skubbede for at mase sig forbi dem.
“Ja, vi skal jo alle sammen være her,” var der en, der råbte efter ham, og jeg hørte to mænd, der så rige ud i røde og grønne kjortler smile til hinanden og sige: “Sikke en fart den tempeltjener havde på. Man skulle ikke tro, han havde hele evigheden til at nå frem på.”
Så strandede jeg desværre selv foran en ualmindelig tyk dame, der stod med siden til og snakkede med en anden.
“Undskyld, må jeg komme forbi?” Hun hørte ingenting.
“UNDSKYLD?” Stadig ingen svar, jeg så Vendor vinde flere meters forsping tilbage. Jeg havde ikke tid til det her. Jeg opgav alle høfligheder og gjorde som Vendor og skubbede hårdt til damen med begge hænder.
Selvom det var en pæn varm dag, og de mange mennesker også satte temperaturen lidt i vejret, var det alligevel som et forsøge at flytte et isbjerg. Omvendt mærkede hun også mine varme hænder på sin døde hud. Hun skreg op og sprang tilside og startede en kædereaktion af skubben og masen og brokken ned mod kanten af pladsen:
“Du er jo helt varm barn!” udbrød hun. Men jeg lod mig ikke stoppe. Jeg udnyttede i stedet, at hun endelig var trådt det ene skridt til siden, der gjorde, at jeg kunne komme forbi, og så fortsatte jeg jagten på Vendor og lod damebjerget om uden tvivl at starte endnu flere rygter om ‘den levende pige i Dødsriget’.
Da jeg nåede kanten af pladsen, var det som at nå overfladen og den friske luft efter at have dykket efter skidtrejer hjemme i havnen i Høvedhøj. Jeg så Vendor stå længere nede af gaden og kigge panisk til begge sider. Han anede stadig hverken, hvor han var, eller hvor han var på vej hen.
“Nå, du løb nok lidt i forvejen?” sagde jeg, da jeg nåede op på siden af ham uden yderligere problemer.
“Skrid pige. Jeg gider ikke have dig på slæb mere,” sagde han. Ikke at det på nogen måde kom bag på mig. Jeg havde ventet en replik i den stil, og jeg var edderrasende.
“Vi havde ellers en aftale. Men det har du måske glemt?”
Han sagde ikke noget.