Fortsættelse af Shilla historien er medrivende fantasy

Mette Finderup kan sit kram. Hvilket hun beviser i den afsluttende historie om pigen Shillas to tilstande.

Af Steffen Larsen. Link til anmeldelsen

På et tidspunkt flakker øjnene på den gode.

»Det skal nok gå«, mumler han. Han er Dødsguden. Hos Mette Finderup er der nemlig byttet rundt på titler og forventninger, på liv og død. ’Støvets land’ er andet og afsluttende bind i historien om pigen Shilla i alvorlige vanskeligheder. Mon det går?

Tilbage til livet
I ’Dødsgudens løgne’ opruller forfatteren et edderkoppespind af intriger og falske hensigter. Shilla ernærer sig som listetyv, men da hun bliver afsløret af én af de mægtigste mænd i Dødskirken, må hun af sted til dødsriget for at ordne visse forretninger.

Det viser sig, at forholdene ’over there’ er om muligt endnu vanskeligere end hos de levende. Hér hersker umådehold og magtbegær. Shilla møder sin mor, og hun krydser klinge med Dødsguden selv. Nu viser det sig, at der er to af dem. På et hængende hår når pigen tilbage til livet.

Død på 1. klasse
I ’Støvets land’ er Shilla tilbage i dødsriget. Her bores dybere i de forviklinger, som præger præsteskabet i Dødskirken. Det viser sig, at man kan være død på enten 1. klasse eller som underklasse.

Der er en livlig kontakt med de levendes land. Og slægtens logbog er med til at slå de mange døde dage ihjel. I en smuk scene møder Shilla ved ankomsten til ’Støvets land’ hele sin familie tilbage til Frode Fredegods tid. Over en periode kan hun også fornemme i enkeltord, hvad andre mennesker – og fugle – tænker.

Det er et stærkt indslag, som doseres med rettidig omhu. Der er i det hele taget sammenhæng og overblik i fortællingen. Adskillige originale påhit. Og en intrige som et helt bundt løg. Hele tiden skrælles nye hensigter og motiver af de medvirkende.

Forfatteren kan sit kram
Mette Finderup breder sig. Tempoet er ikke så adstadigt som i etteren, men her er også meget, som skal nås. Alligevel bliver der tid til beskrivelser af magikeres værksteder og af fattigfolks boliger. Der er også gode råd vedrørende spøgelsessikring af huse. Det er ret nemt!

Forfatteren kan sit kram. Hun trækker sin læser af sted fra fare til fredelige sysler og så af sted igen. »Det skal nok gå«. Takket være magi og menneskemængde vinder det forholdsvis gode. Shillas historie er medrivende fortalt, men den river ikke i sjælen. Sådan er det vel med fantasy!

Cecilie Friis giver topkarakter til Støvets Land i Fyens Stiftstidende – 6 ud af 6 stjerner:

“ Medrivende fortælling om pigen Shillas underverdens eventyr Fortsættelsen til "Dødsgudens løgne" følger endnu en gang pigen Shilla i hendes jagt på sandheden og sin families forening.

I den første bog læste man om Shillas verden, som regeres af dødspræsterne. De bestemmer, om man kommer i Dødsriget, eller om man skal vandre rundt i den evige dødssøvn, for de er i tæt kontakt med Dødsguden, som hersker i Dødsriget. Og Shilla bliver snart rodet ind i magtkampen mellem Dødsguden og Mester Gillius.

I "Støvets land" tages læseren med på en magisk rejse til dødsriget og kastes ind i kampen mellem guder. Shilla kæmper for at få sin familie bragt sammen, og det kræver, at Dødsguden holder op med at ville være menneske og påtager sig ansvaret som gud. Kampen er blodig og ikke uden tab

Mette Finderup har med "Dødsgudens løgne" og "Støvets land" skrevet sine første fantasybøger.

"Støvets land" er en spændende og medrivende fortsættelse, som ikke nødvendigvis forudsætter, at man har læst første del, men det er klart en fordel.

Den atypiske hovedperson, Shilla, er en ung pige med mange problemer, der kan relatere til vores nutidige samfund. Det er netop derfor, hun fungerer så godt i samspil med de magiske væsner. Ikke nok med, at man bliver båret væk i et fantastisk sammensat univers, man bliver også holdt nede på jorden af de menneskelige problemer, som Shilla har.

Mette Finderup har bygget universet op om det spørgsmål, mange stiller sig selv: "hvad sker der efter døden?". Det virker stærkt. "

Janus Andersen anmelder Støvets Land på Fortaellingen.dk og skriver:

Jeg tror godt, Mette Finderup kan lide sine læsere – for det første har hun med serien om Shilla droppet det typiske trilogi-format, som plager så megen fantasy, så det har været overskueligt at vente, fra man gik i gang med historien, til man får afslutningen; og så yder hun den ganske enkle høflighed at indlede ”Støvets land” med er resume af, hvad der skete i ”Dødsgudens løgne”.

Hvordan Finderup har det med sine romanfigurer er måske lidt mere tvivlsomt – i al fald står Shilla som modtageren af alskens ubehageligheder i denne historie, som samler de løse tråde op fra første del af serien og binder en tilfredsstillende knude på dem.

Shilla er tilbage i de levendes verden. Men alt er langt fra fryd og gammen. Hun er helt alene og må klare sig blandt de andre hjemløse i byen, der hjemsøges af et kraftfuldt, hævngerrigt spøgelse, som udelukkende dræber små piger, der minder om hende – og hun ved, at Dødsguden venter på hende; han er ikke så bekymret, om det tager længe, før hun vender tilbage til efterlivet. For alle dør på et eller andet tidspunkt.

Men det viser sig snart, at der er meget, som Shilla ikke ved. Både om Dødsguden og hvem der har interesse i efterlivet. Snart bliver hun meget mod sin vilje indblandet i en plan om at afsløre Dødsgudens sande væsen. Men mange overraskelser venter.

”Støvets land” ligger i god forlængelse af ”Dødsgudens løgne”, så har man ikke læst første bind, er tiden inde til det nu. Finderups to-binds fantasy-fortælling er velskrevet og skulle nok tiltale enhver, der sætter pris på en spændende historie.

Min eneste indvending vil nok være (lidt som med første bog), at det har en tendens til at blive lidt for hyggeligt. Vi har en dødsgud løbende omkring, der bliver helt bedstefaderlig, og det tager hele det faretruende ved konceptet dødsgud ud af det for mig – men til gengæld lykkes det Finderup at dreje lige præcis dette til en fin pointe om forholdet mellem mennesker og guder og i det hele taget dreje bogen væk fra noget af den storladenhed, som ofte forekommer, så snart guder blander sig i historien.

Men først og fremmest er ”Støvet land” en historie, der satser på spænding og handling – Shilla drives frem af omstændighederne og sit eget væsen. Hun frustreres over tingenes tilstand, og hun vil gøre noget ved det på sin egen måde, hvilket naturligvis får betydning for hele den verden, hun lever og dør i. Undervejs går det måske lidt for hurtigt til tider, men forfatteren anslår også gode, stemningsfulde toner her og der, når farten sættes ned – beskrivelsen af en verden bundet sammen af slægter, opfattelsen af tid, der ikke tegnes af de store begivenheder, men tanken om den dagligdags udvikling. Alt i alt er der tale om vellykket dansk fantasy med godt gang i den. Jeg vil gerne læse mere af Finderup, men håber, at hun næste gang smider sin hovedperson ud på endnu dybere vand.

Rygterne siger, at Støvets Land kommer til at ligge hos boghandlerne fra 10 oktober. Prisen bliver 199 kr.

Så kom 'Lektøren', som er den anmeldelse, bibliotekerne køber ind efter. Shilla bliver rigtig pænt modtaget på bibliotekshylderne.

Lektørudtalelse
Fra 10 år
Fantasy om pigen Shilla der lever som tyv. En nat fanges hun af en dødspræst, som sender hende til dødsriget efter en anden tyv, der har stjålet den mystiske og værdifulde Spinel fra ham
 
Anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau
Fantasy-læsere fra 10 år, der kunne lide Lene Kaaberbølls serie begyndende med Skammerens datter, vil være godt underholdt med denne bog

Beskrivelse
Forfatteren var en af de oprindelige idemagere bag TV2's julekalender Jul i Valhal, 2005, og står også bag pige-serien om Emmy, der har et 3. bind på vej. Dette er hendes første fantasy-roman, og det gør hun godt. Det er en bog man bør læse, hvis man bare syntes en lille smule om Skammerdatteren Dina. Sproget flyder hurtigt og mundret af sted, og man oplever at man flyver igennem de godt 350 sider, meget hurtigere end man egentligt har lyst til. Der er heldigvis et andet bind på vej, som skulle afslutte serien. Det eneste minus ved bogen er, at forsiden virker en smule dyster, og den kan godt ende med at kræve noget formidling for at finde sin rette målgruppe. For læses bør den, det er en fantastisk god bog, der let kan betegnes som en af årets bedste

Sammenligning
Minder meget om både Skammerens datter og Tamora Pierce's fantasy-serier med stærke, egenrådige heltinder

Samlet konklusion
En af årets bedste bøger