"Selv en modekommentator i Larsbjørnsstræde har en vaskeægte bonderøv et eller to slægtled borte"
En gang for længe siden gik jeg på Hobro Gymnasium samtidig med Morten Leth Jacobsen. Han gik årgangen over mig, men var sgu meget flink alligevel, og vi var begge blandt meget andet indrullet i gymnasiets store musicalopsætning af Michael Endes Momo, hvor Morten var 'Fejemanden Beppo' (og jeg var Tidens Hersker, så jeg var rigtig ovenpå, men det er en helt anden historie).
Siden er meget sket. Fejemanden er flyttet til Sønderborg, hvor han nu er informationschef for Sønderjyllands Symfoniorkester, han har taget en master i retorik ved siden af og er nu også begyndt at skrive bøger. Det er foreløbig blevet til de to krimier Tornmark og Mindset, som de danske læsere har taget rigtig godt (og velfortjent) imod. Mindset foregår i Sønderjylland, og det var så oplagt at spørge Morten om, hvordan det er at forsøge at skabe et forfatterliv så langt væk fra stenbroen, forlagene og alle receptionerne i København.
Du kan besøge Morten Leth Jacobsens egen blog her: http://tornmark.blogspot.com/
1 Du bor i Sønderborg. Hvad er sværest ved at være forfatter fra udkantsdanmark?
Der er alle de praktiske ting, selvfølgelig: Jeg drysser ikke lige ned på den cafe, hvor jeg ved, de andre hænger ud. Det ved jeg selvfølgelig heller ikke, om forfatterne i København gør; jeg bor så langt ude, at jeg ikke engang ved, om der eksisterer et egentligt miljø, som jeg kan føle mig uden for … Mest irriterende er det vel at gå glip af de arrangementer, der holdes en tirsdag aften i Dansk Forfatterforening, og at jeg skal afsætte en hel dag til at tage diligencen til København, hver gang jeg skal mødes med mit forlag.
2 Hvordan former det dine fortællinger, at du bor, hvor du bor?
Ikke meget, synes jeg. Det er givet, at jeg i fx Mindset bruger en del krudt på at ironisere over hvad man kan kalde provinsialisme, men det er en rent mental provinsialisme, som jeg tror, vi kan finde alle vegne. I Mindset kommer den ene hovedperson jo fra Næstved og den anden fra København, og det er der faktisk en pointe i. Jeg valgte, at Anders Egholt skulle komme fra Næstved, fordi det er den eneste større danske provinsby, hvor jeg aldrig selv har været; og jeg overvejede ikke engang at køre omkring Næstved for at tjekke. Det var mere et statement over for mig selv (idet jeg ikke anede om den nogensinde ville blive udgivet) – jeg bedriver ikke research på denne bog. Og jeg vil pinedød skrive en hel bog uden at slå op i Wikipedia så meget som én gang; jeg sidder i min kælder i Sønderborg og tænker og digter og forestiller mig. Jeg havde – har - en ide om, at moderne krimier er alt for researchtunge. Hvis man er forfatter, må det primære talent for pokker være, at man kan finde på noget, der er lige så troværdigt – eller mere – end den rene, rå virkelighed. Stephen King optrådte engang ved en litteraturfestival i en t-shirt, hvorpå der stod: I MAKE STUFF UP. Bedre kan det ikke siges.
3 Er det egentlig ikke ligemeget, hvor man bor og skriver? Danmark er et lille land, og vi har jo emails og internet?
Absolut. Med den elektroniske revolution ævlede alle om, at nu kunne man bo på Indlandsisen og arbejde hos Microsoft, bare man havde en ordentlig opkobling. Alligevel fortsætter strukturforandringerne i Danmark for fuld skrue, så det må handle om noget andet end adgangen til information og hastigheden på kommunikation. Jeg kan nu ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at jeg ville blive en bedre forfatter af at bo på Østerbro, men det er da muligt, at jeg lidt oftere ville droppe forbi til en kop kaffe hos mit forlag og mødes med nogle af de andre, der også sidder for sig selv og skriver.
4 Burde staten gøre mere for forfattere i udkants-danmark. KAN staten gøre noget?
Skulle man gøre noget, kunne det være mere fokus på talentplejen; det er i hvert fald sådan, vi i musikbranchen sikrer os et vedvarende musikmiljø på regionalt og nationalt plan. I Viborg har de oprettet en forfatterskole for helt unge forfattere, hvilket jeg synes er genialt; man kunne godt oprette et forfatter-grundkursus for unge i flere provinsbyer og på den måde fremme dels et lokalt skrivemiljø, dels fremelske endnu flere forfattertalenter. Men ellers … Jeg kan ikke se, at der skulle oprettes særlige puljer til provinsforfattere; selvom jeg ærgrer mig gul og grøn over at blive forbigået i forårsuddelingen, er jeg vel et eller andet sted også enig i, at det primære kriterium må og skal være kvalitet. Hvad kvalitetsbegrebet så dækker over, er en anden snak; jeg kan ikke klare den her snobbede skelnen mellem litteratur og genrelitteratur. Som Leonora Christina Skov så fuldkommen rigtigt har påpeget, så er al litteratur genrelitteratur, også minimalistisk litteratur om stillestående kvinder fra Varde og midaldrende mænds mødrekomplekser i romanform – det hele er genrelitteratur, så lad os slette ordet genre og bare snakke om litteratur. Derfor skal vi for guds skyld heller ikke have en støtteordning for romaner, der foregår i provinsen. Det gør de jo alle sammen. Det kan jeg slet ikke overskue.
5 Hvad gør du i praksis for at føle et fællesskab med andre forfattere?
Det kan være svært at opretholde et egentligt interkollegialt forhold, men det er derfor, Gud har sendt Mark Zuckerberg til jorden. Og så har vi selvfølgelig genoplivet Seebergs gamle ide om en forfattersammenslutning i Jylland, Jyllands Forfattere. Vi mødes et par gange om året og læser op for hinanden, giver gode råd, får lidt fagligt input. Og så er det bare med at komme af huse, når man kan. En af grundene til, at jeg skriver krimier, er, at forfatterfesten ved Krimimessen er så skideskæg. Krimiforfattere fester som de skriver. Der er ikke så mange blødende hjerter, der lider i krogene; bare op på bordene og smadre et eller andet. Man får sådan en varm fornemmelse indeni.
6 Har du fået en særlig rolle lokalt, efter du er begyndt at få udgivet bøger? Er du blivet Big i Sønderjylland?
Jo, en smule. Der sker hele tiden ting, jeg ikke havde forudset, da jeg begyndte at skrive. Jeg bliver inviteret til ting og sager. Lige nu optræder jeg på en plakat med lokale kendisser, der forklarer, hvad de gør for at reducere deres CO2-udledning. Det synes jeg er skægt, fordi jeg 1. ikke vidste, jeg var en kendis og 2. er lige så miljøbevidst som en belgisk panserdivision. Dog ikke i ånd, kun i gerning – jeg har faktisk været medlem af Greenpeace, da jeg var ganske ung. Det var nemlig der, de mest interessante piger var. Af samme grund tog jeg en gang til møde i Nepenthes. Gik, da de diskuterede de moralske implikationer af at spike regnskovens træer, dvs. hamre jernspigre ind i veddet, så skovarbejderen får skåret knoppen af, når motorsaven slår tilbage. Så interessante er der ingen piger, der er. Hvad var det, du spurgte om?
7 Hvad siger de lokale til, at der bor en forfatter, der skriver om deres nærmiljø - i Nørup fx? Og hvor bange skal de lokale være for at blive brugt i din næste bog, hvis de springer over dig i Brugs-køen?
Nørup er et lidt sjovt fænomen, for det er faktisk en fiktiv by, og jeg antyder ikke andet, end at den ligger og roder et sted i Midtjylland. Men der findes noget, der hedder Ny Nørup oppe ved Bredsten (Brææsten, som de lokale siger), og da jeg blev interviewet i anledning af udgivelsen havde journalisten lidt bøvl med at forstå, at det ikke var den Nørup, men et fiktivt Nørup, et ideal-Nørup, et Nørup an sich, et platonisk Nørup; en arketypisk dansk stationsby uden egentlig forbindelse til landkortet, jeg skrev om. Journalisten kunne ikke rigtig mindes, at der var en gågade i Nørup. Nej, svarede jeg, for det er en fiktiv by. Og hvad med jernbanen? Den går heller ikke til Ny Nørup, vel? Nej, måtte jeg gentage, for mit Nørup er en fiktiv, finde-på-agtig fantasiby. Hjernespind, som jeg på fiktiv vis har digtet og som ikke findes og som er fiktiv, for f ...
Og hvad med Loeffler Industries A/S? Er det så Danfoss? Eller Grundfos? Eller Lego? Heller ikke. Det kom til at stå i artiklen: Loeffler er ikke Danfoss. Med det resultat, at alle tror, at Loeffler er Danfoss. Med figurerne er det lidt anderledes; for selvfølgelig skriver man sine figurer frem, men de kommer ikke af ingenting. De kommer af de erfaringer, man har gjort sig som menneske. Jeg tror, at man som forfatter føler sig lidt som en, der står i udkanten af livet, kigger ind og skriver om det, man ser. Derfor bruger jeg bramfrit personer, jeg oplever, på gaden, på jobbet og så videre. Men aldrig bevidst og med det samme – det er først efter en vis inkubationstid, at en eller anden person eller en persons karakteristika bryder igennem i en figur. Og ofte bliver jeg først selv klar over, hvem figuren er inspireret af, efter noget tid. Jeg skriver meget umiddelbart, meget intuitivt.
8 Nu har du udgivet en bog med omdrejningspunkt i Rom og en, der foregår i Sønderjylland. Hvad er de største forskelle for dig ved at skrive om noget, der er fjernt og nært? Og hvor langt fra dig selv skriver du i din næste bog (kan du løfte sløret en smule for den?)
Jeg skrev min første bog ud fra ideen om, at jeg gerne ville berette en historie om Rom og i Rom. Jeg har været meget i byen og har læst en trillebørfuld af bøger om den og dens historie og kunst og arkitektur, så det føltes ikke så fjernt. Resten er rent digt. Mindset er et bevidst forsøg på at gå tættere på noget, der også er mig bekendt, men ikke nær så rart, nemlig moderne managementkultur i dens mest religiøse, mest paranoide form. Anders Egholt er ikke mig, men han kunne have været det. Det svære ved at skrive i 1. person er at forsøge at holde sin egen stemme ude af figuren.
Min næste bog kommer til at foregå i Århus – igen et miljø, jeg kender rigtig godt. Jeg tænker på den som min Århus-elegi; jeg føler mig mest af alt som århusianer og savner byen enormt. Så jeg tænkte, ligesom med Rom, at nu vil jeg skrive en roman, der foregår i Århus. Personerne, derimod, som de er lige nu, ligger meget langt fra mig. Den ene er en pensioneret læge, der ved, at han er dødeligt syg af kræft. Den anden er en vanekriminel bartender; de fortæller den samme historie på skift i 1. person og observerer altså hinanden. Og de har selvfølgelig en fælles fortid, og den kommer tilbage for at hoppe op og bide dem i ballerne … Jeg ved ikke så meget mere endnu; jeg skriver lidt på lykke og fromme og ser, hvad der sker. Når man ikke er professionel, skal det først og fremmest være skægt at skrive, og i starten af et projekt skriver jeg ikke efter en synopsis. Jeg høvler bare ord af, og en handling og personer dukker frem på det, der sidder spændt op i høvlebænken. Først langt henne i processen stopper jeg op og tænker: Nu har jeg virkelig smidt dem ned i noget værre snavs, her. Hvad så nu? Og så sætter jeg mig ned og prøver at danne mig et overblik over hvad jeg egentlig har gang i. Jeg skriver dog altid med noget på hjerte, begge mine romaner har haft en tematisk toneart, og det kommer den nye også til at have. Her vil jeg skrive om kærlighed og håb og glæde. Det starter allerede i første kapitel, hvor jeg afliver en gangster med en kokkekniv gennem øjet.
9 Du er ikke den første, der skriver om råddenskab i Sydvestjylland. Erling Jepsen er et andet eksempel, og Hans Schmidt Petersen. Hvad er det lige, folk har gang i nede ved jer, der gør miljøet så egnet til den slags fortællinger?
Jeg tror, vi skal kigge ind i os selv; selv en modekommentator i Larsbjørnsstræde har en vaskeægte bonderøv et eller to slægtled borte. Vi er danskere, vi har gylle i blodet, hvad enten vi vil eller ej. De historier, som Jepsen skriver, er jo arketypiske historier om de vilde fra vildmarken, og her i Danmark ligger den eneste rigtige vildmark altså nede omkring Bylderup-Bov og op i retning af Toftlund. Her er fladt og forblæst, folk har skilte med HER VOGTER JEG-køtere og biler på flade dæk i den tilgroede forhave, der er to kilometer til nærmeste nabo – og hvad gemmer de på, der inde bag de gule gardiner? Ja, hvad mon? Havde vi boet i Tyrkiet, havde vi skrevet om bindegale bjergbønder, der smugler dynamit; havde vi boet i USA, havde vi skrevet om perverse massemordere i ækle kældre og dystre storbylejligheder, der stjæler unge piger og laver dem til tærtefyld. Det handler ikke om, at vildmanden i os selv skal være langt væk. Det handler om, at han er så skræmmende tæt på. At man så opdager, at der også ligger kunstgallerier og økologiske gårdbutikker i Bylderup-Bov, er selvfølgelig en ganske anden historie. Det er derfor, man skal holde sig fra research. Virkeligheden er noget billigt skidt.
10 Og til sidst spørgsmålet alle får: Hvilke tre romaner ville du ønske, du selv havde skrevet, og hvorfor?
Blæsten, sandet og stjernerne af Antoine de Saint-Exupery for poesiens skyld.
Kafka på Stranden af Haruki Murakami, fordi man godt kan skrive en moppedreng af en vidunderlig bog på ren intuition.
Da Vinci Mysteriet for pengenes skyld! Jeg synes, den er stereotyp og fortænkt og er et klasseeksempel på, hvordan man kan begå litterære misfostre ved at skrive efter plot. Men altså: Jeg havde gerne skrevet den alligevel. Så kunne jeg ligge i min dækstol på agterdækket og drikke Margaritas og se smerten over de dårlige anmeldelser og den litterære fornedrelse blandt fattigrøvene i miljøet fortone sig i kimingen over det indiske ocean. Det kunne jeg godt leve med.