Uddrag fra Mille. Venner Forever. Udgivet 1. juni 2009 på DR. Af Mette Finderup.
Kapitel 1
En ny pige i klassen
Den dag, Marie begyndte i Milles klasse var det første dag efter vinterferien. Der lå sjap og bortskrabet sne i store snuskede dynger på den tomme plads udenfor kaffebarens vinduer, og det var det første, Mille fik øje på, da hun trak gardinerne fra. Hun sukkede. Det var præcis på samme måde, hun også havde det indvendigt. Sjappet og tom. Hun havde overhovedet ikke lyst til at skulle i skole.
“Jeg har været i Østrig. Se, hvor brun, jeg er blevet,” vrængede hun, mens hun satte sig ved bordet henne ved vinduet. Det trak en lille smule ind under den grønne dør, men det var alligevel altid der, hun satte sig af gammel vane.
“Så, Mille. De skal bare have lov at prale lidt, så går det over,” råbte hendes mor og skramlede ude i køkkenet. Hun var i fuld gang med at brygge kaffe til de få forfrosne stamkunder, der plejede at dukke op klokken halv otte – på præcis samme tidspunkt, som Mille skulle i skole.
“Men hvorfor har vi ikke været i Østrig? Vi kommer aldrig nogen steder hen!” sagde hun og så mismodigt på sin arm, der var ved at slå sin egen rekord i at være vinterbleg. Hun fortrød med det samme, at hun havde sagt det, for hun hørte sin mor sukke og slå en tallerken lidt for hårdt i bordet ude i køkkenet.
“Mille … Hvem skulle så passe det her?”
Hun vidste det godt. Det blev det bare ikke mere retfærdigt af.
“Far lovede, at vi skulle have været på ferie. Han lovede, vi skulle til Grand Canaria, eller et eller andet fedt sted hen … og så tog han bare til Silkeborg med Karin.”
“Men det må du så hellere snakke med ham om.” Hendes mors stemme blev spids som en blyant. Det skete helt automatisk, når de kom til at snakke om hendes far.
“Han kunne i det mindste godt have spurgt, om jeg ville med …” mumlede Mille og sparkede i gulvet med sine tennissko.
“Og ville du det, hvis han havde spurgt? Ville du være taget med til Silkeborg og have besøgt Karins dødssyge familie i en hel uge?”
“… nej … men alligevel … Han kunne da godt have spurgt.” Mille greb saltbøssen og begyndte uden at tænke over det at hælde det ud på bordet i et lille fint mønster. Der kom ikke så meget ud, for saltet var klumpet sammen nede i den lille glasbeholder. “… Det er bare så hårdt at skulle høre på, at alle de andre har været på ferie. Denise bliver slet ikke til at holde ud i dag. Hun har allerede sendt mig tre sms’er om, hvor klamt og koldt, der er i Danmark i forhold til Østrig. Hun er SÅ anstrengende,” mukkede Mille.
“Du brokker dig altid over Denise. Hvorfor i alverden er du overhovedet venner med hende, når du synes, hun er så anstrengende?” Hendes mor satte en duftende omelet med bacon på bordet foran hende. Og te med sukker og mælk. Mille stak næsen helt ned i teen og snusede dybt ind. Det var den gode slags. Den fra den røde bøtte med guldbogstaverne, som kunderne skulle spørge efter for at få.
“Det er jo ikke elevator-te!” udbrød hun.
“Når man har en dårlig start på dagen, må man godt blive nusset lidt ekstra om.” Hendes mor strøg hende over håret og gik tilbage til køkkenet.
Mille kom i nogenlunde godt humør af den te. Den virkede hele vejen hen til skolen, og hun tog sig ligefrem i at nynne en sang, mens hun cyklede. Men så nåede hun skoleporten, og allerede dér var det slut med sangen. Mille var ellers ikke ked af at gå i skole. Hun klarede sig godt i de fleste fag, og der var ingen, der mobbede hende, for hun hang ud med Alex og Denise, der var de populæreste piger i klassen. Problemet var bare, at hun heller aldrig var for alvor glad for at komme i skole, og allerede nu kunne hun se kredsen af piger, der stod i en rundkreds og sladrede henne under det store halvtag ved drikkeautomaten. Hun lod være med at låse sin cykel i bare arrigskab og luskede modløst derhen.
“Hej Mille? Hvad har du lavet i ferien?” råbte Denise hen over gården, så snart, hun fik øje på hende.
Mille trak på skuldrene og lod være med at sige noget. Det plejede at virke. Når der ikke var nogen, der sagde noget, skulle Denise nok sørge for at udfylde tomrummet.
“Ja, jeg var jo lige ved at brække benet,” sagde hun ganske rigtigt to sekunder efter. “Det var fordi, min far troede, at det var en blå løjpe, vi kørte ned af, men så viste det sig, at det var en af de sorte … det er dem, der er virkelig svære …” Mille lukkede af og kiggede i stedet over på drengene, der var ved at give tumpe-Toby en megavasker med den sidste klamme sne.
“Men har du slet ikke været nogen steder hende? Har du bare hjulpet din mor i kaffebaren hele vinterferien?” spurgte Denise med en klistret medfølende stemme, der fik Mille til at tænke på skurken i en Disney-film. Drengene havde nu væltet Tobias om på jorden og var ved at fylde sjap ned i hans bukser. I det samme ringede klokken ind til første time og reddede dem begge to.
De skulle have Martin. De havde ham til alle mulige fag, og han var også deres klasselærer, men han var heldigvis ret flink.
“Hold da op. Der er godt nok nogen, der har fået noget farve i hovedet. Har det været en god skiferie, Denise?” spurgte han, mens han satte sig til rette ved katederet og kiggede ud over sin klasse.
“Åh nej,” tænkte Mille. “Kunne han da ikke lade være med ligefrem at opfordre hende til at fortælle. Som om hun ikke kunne finde ud af at snakke om det helt af sig selv.”
Og Denise lagde ganske rigtigt an til den helt store beretning. Hun nåede både at fortælle om flyveturen, og den ulækre kylling i pasta, hendes far ellers havde betalt ekstra penge, for at de skulle have på flyveren, og om, hvordan hun blev testet af skiinstruktøren, der sagde, hun var alt for god til at være på begynderholdet i skiskolen, og om swimmingpoolen og det gratis solarium, der var på hotellet, før Martin bremsede hende med en afværgende hånd i luften.
“Du må lige gemme noget af alt det der til frikvarteret, Denise.” Denise klappede i som en fornærmet østers. Mille pillede fraværende ved sit penalhus og mærkede en nervøs kilden i maven. Det var først nu, hun kom i tanker om, at hun egentlig skulle have lavet dansk stil i vinterferien. Det havde hun fuldstændig glemt, selvom hun egentlig havde haft tid nok.
“Nu skal I høre,” sagde Martin. Mille så op. Der var en særlig klang i hans stemme ... Det her handlede ikke om dansk stil.
“Vi er så heldige, at vi får en ny pige i klassen,” sagde Martin så. Hans ord udløste spontan uro. Folk skramlede med stolene og hviskede forventningsfuldt med hinanden.
“Hvornår starter hun?”, “Hvad hedder hun?” “Ser hun godt ud?” blev der råbt rundt om fra hjørnerne.
“Faktisk begynder hun om fem minutter,” brød Martin af. “Hun er lige ovre på inspektørens kontor og ordne nogle papirer med sin mor. Så hun starter i dag.” Han lagde benene op på bordet og foldede hænderne bag nakken. “Hun hedder Marie, og hun har gået på Kildevældsskolen indtil nu. Jeg har tænkt mig, hun kan begynde med at sidde nede ved Mille, og hvis det ikke fungerer, bytter vi bare helt om på pladserne … det kunne vi måske godt trænge til …” Han så over på Denise og Alex med et hævet øjenbryn. De to havde siddet sammen, som om nogen havde limet dem, siden anden klasse.
“Og nu har I altså bare at være søde ved Marie … hører I? Også jer nede på bagerste række! Jeg vil simpelthen ikke finde mig i at skulle høre ovre på lærerværelset, at min klasse ikke kan finde ud af at behandle de nye ordentligt.” Hans blik skød som en scanner hen over klassen, hvor flere spontant fik travlt med at kigge ned i bordet. Det gjaldt både Mikkel og Lukas, der havde været rigtig hårde ved Tobias, siden han begyndte i klassen efter sommerferien, og også Tobias selv.
“Har vi en aftale?” spurgte Martin. Og så bankede det på døren.
“Kom ind,” var der en masse, der råbte. Og så blev der helt stille.
Den nye pige bed sig i læben, da hun stod i døren. Hun havde helt almindelige cowboybukser på og en rød dynejakke … og lyst hår, der så ud til at være lige så vildt og rodet og svært at holde styr på som Milles. Hendes mor stod bag hende med hånden på hendes skulder og smilede. Hun så meget mere nervøs ud, end Marie gjorde.
Martin viste Marie ned til den tomme plads ved siden af Mille. Hun smilede og lagde jakken fra sig, mens hendes mor blev ved med at stå usikkert oppe ved døren.
“Nå, men så må du have det godt, skat … øh jeg mener Marie,” sagde hun og vred sine hænder. “Jeg henter dig klokken 2.”
“Det behøver du ikke, Mor. Jeg vil hellere gå selv.”
“Jamen så …” Maries mor vinkede akavet og bakkede ud af klasselokalet.
Mille nikkede til Marie, mens hun ud af øjenkrogen kunne se Denise hviske et eller andet til Alex. De var allerede i fuld gang med at mene noget om den nye pige.
“Vi var lige i gang med at fortælle om, hvad vi har lavet i vinterferien,” sagde Martin. “Måske har du lyst til at fortælle, Marie? Hvad har du lavet?”
Hun trak genert på skuldrene. “Ikke rigtig noget. Jeg skulle jo begynde her, så vi har bare været derhjemme og hygget … og besøgt min mormor og morfar.” “Jamen, det er da også hyggeligt,” skyndte Martin sig at afbryde. “Der er jo ingen, der siger, man absolut skal ud at rejse. Det vigtigste er vel, at man er sammen med dem, man holder af … er der andre, der har noget at fortælle?” Denise havde hånden i vejret med det samme. ”Jeg var altså ikke færdig med at fortælle, da Marie kom,” sagde hun.
“Jo, det tror jeg nu nok, du var. Og der er jo mange andre, der har hånden oppe Denise. Hvad siger du, Jesper?”
Når Mille senere tænkte tilbage på den dag, tænkte hun på, hvor meget, det betød, at Marie dukkede op lige præcis på det tidspunkt. Denise fik aldrig fortalt færdig om sin skitur, og på en eller anden måde, blev det inde i Denises hoved Maries skyld, og hun havde altid virkelig svært ved at tilgive. Men det var altså først noget, der gik op for Mille langt senere.
“Hvor er du bare heldig, at du får lov til at sidde ved siden af hende den nye,” sagde de alle sammen til hende i frikvarteret. Mille trak lidt på skuldrene. Sådan var det jo bare. Hun var den eneste i klassen, der ikke havde en bedsteveninde at sidde ved siden af, så det var jo ligesom bare dér den tomme stol havde været.
“Er hun sød? Hun ser sød ud!” sagde Linea.
“Det ved jeg ikke. Jeg har ikke rigtig snakket med hende,” mumlede Mille og tænkte på Martin, der netop havde hevet hende til side og sagt: “Nu sørger du for at få snakket med Marie, så hun går glad hjem efter den første skoledag. Det er ikke nemt at starte – og slet ikke midt på året.”
Marie SÅ faktisk ret sød ud, men Mille var bare på alle måder kommet forkert ud af sengen den dag. Det var, som om hun havde taget alt sit tøj omvendt på, og som om hun også selv vendte forkert. Hun var slet ikke forberedt på at vende udad og være flink og imødekommende og sørge for at Marie havde det godt. Faktisk var der en lille del af hende, der syntes, det var uretfærdigt, at det var hende, der skulle have maset med den nye pige, bare fordi der var en tom plads ved hendes bord. Hun tog sig først sammen, da det ringede ud fra sidste time.
“Hvor bor du egentlig henne?” spurgte hun. Marie fortalte, hun boede ovre på Skovtoften.
“Det er i retning af min mors kaffebar, bare lidt længere væk,” sagde Mille. “Skal vi følges?”
“Jeg har ikke nogen cykel med. Min mor kørte mig herhen i morges.” Marie begyndte at passe sin taske.
“Men det gør ikke noget. Jeg trækker bare.”
De fulgtes op over bakken forbi Brugsen. Mille tog Maries taske bag på cyklen. Den var megatung, fordi hun havde fået alle de nye bøger, hun skulle bruge i alle fag.
“Er I så flyttet ind i et nyt hus?” spurgte Mille, mens de krydsede motorvejsbroen, hvor bilerne susede under dem. De fleste kørte alt for hurtigt, for på denne tid af dagen var der plads til at køre stærkt. Der var først myldretid om et par timer.
“Næh. Vi har boet i huset længe …” sagde Marie. “Min mor og far syntes bare, jeg trængte til at komme i en ny skole.” Der var noget i den måde, hun sagde det på, der gjorde, at Mille ikke spurgte mere. Det var slet ikke nødvendigt, for hun kendte det godt. Der var også mange dage, hun selv syntes, hun trængte til bare at komme i en ny skole.
“Min far bor faktisk lige ved siden af Skovtoften,” sagde hun i stedet. Men jeg er der ikke så tit. Kun hver anden weekend. Han har så travlt med sin nye kæreste.”
“Du må gerne komme og besøge mig, når du skal over til ham næste gang. Hvis du altså har lyst,” sagde Marie. “Jeg bor i nummer 28.”
“Det tror jeg gerne, jeg vil,” sagde Mille. “Jeg kan også følge dig helt hjem nu. Din taske er altså virkelig tung!”