Drop drømmen og skriv, skriv, skriv!

merlin.jpgMerlin er i mine øjne noget af det mest stædige, når det kommer til kreativitet. Han VIL leve af det, og hvor jeg selv laver en del journalistiske ting, mens jeg tjener til husleje og livsgoder, skraber Merlin alle mulige småjobs indenfor selve forfatteriet sammen. Samtidig bliver han kompromisløst ved og trækker på sin friværdi, når der er lavvande i jobbene, eller de er for dårligt betalt (som bogjob jo bare oftest er). Det ville jeg slet ikke have nerver til ... hvis jeg altså havde en friværdi. Men jeg har altid beundret Merlins fokus på at skrive fiktion trods modgang og tilbageslag. Derfor bad jeg Merlin om at besvare 10 spørgsmål om at ville det at skrive - SÅ stædigt.

Besøg også Merlins egen hjemmeside: www.fictionaut.dk

 
Hvor længe har du drømt om at kunne leve af at skrive?
Det kostede mange knubs i skolegården, men i de første klasser elskede jeg at fortælle historier i frikvartererne. Jeg skrev ikke på det tidspunkt, men lavede i stedet mange tegneserier. Min første drøm var dog skuespilleriet, og jeg skulle først gennem en brast teaterskole-drøm, før jeg så småt begyndte at overveje skriveriet. Sjovt nok, for jeg har skrevet rollespil siden jeg var 13. Den konkrete forfatterdrøm opstod tidligst, da jeg var oppe i tyverne.

Hvornår kommer du til at kunne leve ordentligt af at skrive?
Jeg synes, jeg lever helt fint nu, men det er selvfølgelig også med en kassekredit, der suser op og ned fra nul til minus 150.000. Det kan jeg kun tillade mig, fordi jeg har en lejlighed i København :) Jeg vil selvfølgelig gerne have en mere stabil økonomi - men jeg forventer, det kommer til at se fint ud i løbet af de næste 3-4 år.

Hvordan kom du fra at snakke om at drømme om at skrive og til rent faktisk at gøre det?
Jeg nåede hverken at snakke eller drømme så meget om det, for primært var jeg ved at dø over at køre min fars restaurant (som det var meningen, jeg skulle overtage). Jeg brugte en masse tid og penge på at hjælpe med venners
gale, kreative projekter - og det var bare meget sjovere. En dag besluttede jeg så at stoppe som restauratør, men jeg havde ikke lyst til at slippe livet som selvstændigt. Jeg har ikke færdiggjort nogen uddannelse, så det eneste jeg kunne tilbyde var noget med spil og noget med at skrive.

Hvordan holder du fast i den drøm, når der er lavvande i kassen?
Det giver næsten sig selv. Jeg har i meget korte perioder forsøgt mig med tilfældige, ufaglærte jobs (som er de eneste, jeg kvalificerer til), og de er for energikrævende til at jeg kan skrive ved siden af, og ganske enkelt for dårligt betalte til at jeg nogensinde ville kunne slippe af med min gæld. Min bedste chance for at få økonomien på ret køl ER faktisk skriveriet. Det er her, jeg kan tjene bedst penge.

Hvordan siger du ‘nej’ til lønnede jobs for at lave det, du lever for  i stedet?
Det sker så sjældent, at jeg får tilbudt jobs, så jeg kan næsten altid 'ja tak' - men det er så også enten skrive- eller oversættelsesjobs, så det ødelægger ikke mine egne projekter. Jeg er "heldigvis" uegnet til mere omfangsrigt og velbetalt arbejde.

Hvad skal der til, for at du kommer til at kunne leve ordentligt af dine bøger?
Det væsentlige er sådan set bare at få flere bøger ud som giver royalties og bibliotekspenge. Jeg har skrevet mere end 25 bøger, men langt de fleste er på bestilling og for et fast salær. Det har været indgang til faget, men
fremtiden er nødt til at basere sig på bøger, jeg kan blive ved med at tjene på.

Er der nogen vej tilbage?
Nej. Da jeg startede som selvstændig i 2001, lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville give op de første fire år. Det viste sig dog hurtigt, at skrivningen var dér, jeg havde størst sandsynlighed for rent faktisk at få en rigtig årsløn - og så har jeg ved adskillige lejlighed vist mig ganske uegnet til et almindeligt job.

Hvad er den vigtigste lektie, forfatteriet har givet dig om dig selv?
Noget af det, der holdt mig fra at begynde at skrive tidligere, var angsten for, at jeg ikke rigtig havde noget på hjerte. At jeg ikke kunne se en hel historie for mig. Nu har jeg lært, at så længe jeg arbejder, kommer historierne af sig selv.

Hvad har du lært af rollespilsmiljøet, som du kan bruge i dit skriveri?
Jeg skriver historier ved at improvisere indenfor mere eller mindre faste rammer - og på den måde minder det meget om en blanding af min måde at skrive scenarier og være spilmester på. Min generelle fornemmelse for
dramaturgi stammer fra alenlange samtaler med andre scenarieforfattere - og min sans for at historien skal nydes og forstås af andre er også direkte afledt af rollespillet. Jeg tror min store omtanke og respekt for modtageren
giver mig en "edge" i forhold til traditionelle, litterære skribenter.

Hvad er det vigtigste råd til fellow-rollespillere, som drømmer om at leve af at skrive?
Man skal først og fremmest gøre op med sig selv, om man vælger det som erhverv eller man bare vil have udgivet den dér "21st century's greatest fantasy novel", som man har liggende i skrivebordsskuffen. Hvis det sidste er ambitionen, kan man godt berede sig på at blive skuffet. Det er en stor sjældenhed at forlag antager romaner af den art ud af det blå. Og selv hvis det sker, er der meget langt fra en romandebut til et fuldtidsarbejde som forfatter.
    En bedre strategi er efter min mening at arbejde sig ind på det. Find nogle skriveopgaver og få afprøvet det i en professionel sammenhæng. Her må man starte med at være meget lidt kræsen, men efterhånden skulle man gerne
opdage sine styrker (og dér hvor man føler sig bedst tilpas) - og så gælder det om at styre i den retning, mens man hele tiden øger niveauet af udfordring. Det kræver mere end skrivetalent, for man skal også formå at skabe kontakt til folk indenfor branchen - og blive ved at fortælle, hvad man gerne vil. Hvad man brænder for.
    Alternativt kan man selvfølgelig også bare være en gudsbenådet forfatter, men så er det ikke mig man skal spørge til råds :).