10 spørgsmål til Lotte Garbers
tirsdag, marts 18, 2008 at 01:06 1 Dine skønlitterære bøger har en form for fælles tema med balancen mellem indre og ydre lykke. Kan du ridse dilemmaet kort op? Hvorfor tror du, det er så aktuelt lige nu?
Dilemmaet i mine bøger er som du fint definerer det her med den indre og ydre lykke. Det optager mig, fordi det er det liv, jeg selv lever, mine venner lever, medierne siger, at vi lever, og reklamerne dikterer, at vi lever ("Alle har ret til et fedt køkken"-tiden). Det optager mig, fordi jeg gerne vil forstå, hvorfor der er så mange polske håndarbejdere her i min forstad - hvorfor er det så vigtigt med carport og hudpleje og en ny coach uddannelse? Hvorfor er der sådan et behov for i en rig tid at rage til sig materielt og immaterielt? Jeg er selv offeret, og jeg vil gerne forstå. Det er os, der sidder på flæsket, men det er, som om vi ikke kan andet end at sidde der og guffe og udveksle viden om nye druer i grønne flasker. Der MÅ være noget indeni, som er meget, meget sultent.
2 Er det et tema du vil blive ved med at udforske, eller har du andet på beding?
Jeg bliver ved emnet, har lige skrevet en roman om 4 mænd, "Bange mænd", og de er godt nok sultne. Næste projekt bliver lidt mere globalt og blodigt. Men måske bliver det det samme, for som Jens Christian Grøndahl sagde til mig engang, han havde skrevet en ny bog: "Det er en bog om det samme, men på en lidt anden måde".
3 Bliver du ikke efterhånden lidt træt af at blive sammenlignet med Hanne Vibeke Holst (i lektørudtalelser og anmeldelser og den slags)?
Jeg bliver ikke træt af at læse hendes salgstal. Hvis det på nogen måde smitter, så er jeg ydmygt taknemmelig.
4 I hvor høj grad bruger du dig selv i dine skønlitterære bøger?
Hvad mener du mon med at bruge? Jeg bruger jo det hele, når jeg skriver, min sansninger, fornemmelser, idiosynkrasier, stemninger, oplevelser, erfaringer. Og så alt det jeg lyver mig til. Det er jo mig, der skriver. Men hvis man håber på at kunne genkende et hændelsesforløb, som er sket i VIRKELIGHEDEN, så må de godt nok lede længe. Jeg har fået en over nalderne tidligt i mit forfatterskab, så der er ALDRIG noget, der OGSÅ er sket for mig eller dem, der er i min nærhed. (jo, toiletbesøg og.lign.)
5 Hvad er det vigtigste, dine bøger/det at skrive har lært dig?
At man ikke altid kan det, man vil. For jeg tror, man bliver ved med at skrive, fordi det netop ikke lykkedes at få det hele med. Det er en lang proces. Og jeg har lært, at der hvor jeg kan være tilfreds med mig selv, er et af de sværeste steder at stille sig. At skrive en god bog. Det kan jeg så tænke lidt over, hvorfor jeg har brug for at spænde så meget ben for mig selv.
6 Hvad skal vi andre lære af dine bøger?
Det må I selv om. Tænke lidt over det, jeg skriver om. Tit hører jeg helt andre tolkninger, end jeg selv har fantasi til at lægge ind i mine personer og historier. Jeg kunne godt tænke mig at kunne skrive så præcist, at vi alle sammen kom til at tænke over de samme ting på den samme måde med udgangspunkt i den samme historie. Men igen: ville det ikke være lidt trist? Så hvis I tænker bare lidt, er jeg glad. Tænke er godt, meget tænkeri er bedre.
7 Og hvad er det næste, du skal lære dig selv som forfatter?
At være hurtigere til at blive færdig. Dygtigere til at skrue mine løse ender sammen.
8 Har du et par gode tip til andre skrivende om at beskrive smertelige følelser?
Kan jeg det? Jeg kan i hvert fald tude over noget, jeg selv har skrevet. Måske turde bruge mere dialog. Ikke så fandens mange adjektiver. De er meget nemme at gemme sig bag. Også selvom de er flotte.
9 Du har både lavet skønlitterære bøger og interviewbøger. Hvordan tror du vægtningen mellem disse slags bøger kommer til at være i dit forfatterskab fremover.
Skønlitteratur kommer til at fylde mest, for det er sådan det er indeni. Jeg får nogle skønne tilbud en gang imellem, og jeg vil helt sikkert skrive mere på bestilling, fordi jeg tror, det er sundt at skifte mellem genrerne og for ikke at blive helt sær her helt alene.
10. Hvilke tre bøger ville du ønske, du havde skrevet - og hvorfor?
10. Lykke-Peer, fordi det er den dannelsesroman, man kan lære mest af som menneske. Det er helt Kierkegaardsk, det han går igennem. Mrs. Dalloway, fordi det er en bog, der ikke handler om andet end et middagsselskab, der snart skal indfinde sig, og man fornemmer så meget ulykkelighed hele vejen igennem i et helt klart sprog, der er meget dialogbåret. Det er bare stor, stor kunst. Drageløberen, fordi her er der virkelig en, der kan skrive om følelser, og alle, virkelig alle, må lægge sig fladt ned og tude med.
