Abrasax / Mette Finderup

Jeg mødte Lars, eller LG Jensen, som han kalder sig, på en sommerhøjskole for børnelitteratur på Vallekilde Højskole. Vi fandt ud af, at vi begge syntes, Clive Barkers 'Thief of Allways' er en fremragende børnebog, og Lars blev misundelig på den helt rigtige måde, da han hørte, jeg en gang har spist middag med Neil Gaimann. Lars har pt 'kun' skrevet en enkelt bog, Ulvebrigaden', men der er flere i pipelinen. Jeg har forsøgt at spørge lidt ind til pulp-genren, som jo ikke lige er den, der udkommer flest af i Danmark.

Du kan besøge Lars' egen hjemme side her: www.lgjensen.dk

1.  Hvorfor kalder du dig LG? Er der en historie bag, eller synes du bare, der er noget galt med Lars?

Der er ikke spor galt med navnet Lars. Det har virket fint for mig I over tredive år. Men da UlveBrigaden skulle udgives, var der allerede et par forfattere med navnet Lars Jensen på deres bøger. For lad os se det i øjnene; Lars Jensen er jo lisså meget en mængdebetegnelse, som  det er et navn. Desuden er det jo ikke sikkert, at forfatteren til Turen Går Til Australien vil have kredit for mine amatørkirurger og varulvesoldater. Hvad vil hans familie dog ikke sige?!
  Navnet LG kommer fra min tid i hæren. Her blev vi alle kaldt ved efternavn, og da vi var usædvanligt mange Jensener, kaldte de os ved vores initialer. Altså LG. Det hang bare ved. Men kald mig hva’ du vil. Jeg lystrer begge dele.

2.  Jeg kan genkende pulp, men jeg kender ikke rigtig andre, der skriver det. Er der nogle do’s and dont’s?

Det er vist også en genre, som forlagene er lidt bange for - og det er der jo egentlig ikke noget at sige til. For hvem er målgruppen egentlig? Er det børn og unge? Eller voksne? Og har Danmark overhovedet et publikum til biljagter, eksplosioner og væmmelige ting i mørket?
  Jeg tror at den fineste opgave man har, når man skriver i netop denne genre, er at underholde med en handling der er ligeså farvestrålende som sproget og persongalleriet. Når jeg skriver, tænker jeg lidt på at skrive til en slidt paperback, som en eller anden render rundt med i lommen. Den slags bog man lige tager frem, når man venter på bussen eller sidder på tønden. Som man lige læser et par sider i, når der er ti minutter i overskud. Hvis man kun har de ti minutter til rådighed, så skal man sgu også føle sig underholdt i samtlige ti minutter.

3.  Hvad er i dine øjne forskellen på god og dårlig pulp-litteratur?

Kedelig pulp er dårlig pulp.
  Det kan jeg sige, uden at blive udnævnt som smagsdommer først.
  Det skal være som skreven rock ’n roll, synes jeg. Fuld af energi, med store armbevægelser og masser af nærvær.
Men det handler jo om en genre, der breder sig ud over alt fra hårdkogte detektiver til rumhelte med laserpistoler. Allerede her vil de første intellægtuælle sikkert allerede begynde at råbe op om dårlig smag. Mange er stadig af den opfattelse, at denne form for litteratur er underlødig - og det er helt i orden med mig! Så er der nemlig en god chance for, at deres børn allerede har læst min bog.
  Måske har de det endda selv et eksemplar liggende under hovedpuden, så de - når resten af verden sover - kan sidde med en lommelygte under dynen og fnise over værtshusslagsmål, storbarmede femme fatales og pruttevitser, uden nogle af de andre ’Værdsættere af God og Rigtig Litteratur’ opdager det.

4. I din bog, Ulvebrigaden, lader du Churchill sige, at han er ved at skide i bukserne af skræk. Hvor går din grænse, når du bruger rigtige mennesker? Er der noget, man ikke kan tillade sig at udsætte dem for eller lade dem sige?

Jeg syntes, at jeg kunne tillade mig lidt mere, når jeg nu aldrig omtalte Den Fede ved hans rigtige navn, men det var ikke noget, jeg tog op til nærmere overvejelse, mens jeg skrev bogen. 
  Før og under arbejdet lavede jeg selvfølgelig en del research på Churchill, men Den Fede er helt og holdent min version af ham - og jeg tror ikke at der kan være nogen tvivl herom. Han var bare én af de karakterer, der skrev sig selv. Det var ellers min hensigt, at han kun skulle være en perifer karakter, der aldrig kom til orde, men han møvede sig helt ind i handlingen og fik hurtigt sin egen stemme.
  Så selvom jeg drak ham umådeholdent beruset og sendte frådende varulve efter ham, så mener jeg stadig, at jeg gjorde det med en vis respekt for den virkelige Winston Churchill. Mon ikke han ville have hygget sig ved tanken om at blive portrætteret som en actionhelt med en meget stor kanon på jagt efter nazistiske lykantroper? 

5. Hvorfor har du valgt at skrive netop denne bog ... som din debut?

Det gjorde jeg heller ikke! Jeg var faktisk begyndt at skrive en historie om en flok intergalaktiske slagtere, der rejste rundt i universet for at finde, jage og slagte eksotiske dyr til køledisken. Men efter små tres sider sad jeg med omkring ti hovedpersoner og et helt univers, der skulle skabes fra bunden.
  Det magtede jeg slet ikke. 
  Derfor lagde jeg rumslagterne i skuffen og satte mig ned for at skrive noget let. Noget jeg bare ville have det sjovt med at skrive. Noget jeg kunne glæde mig til at skrive videre på.
  Så jeg satte mig for, at der skulle ske noget på hver eneste side - grin, gys eller action. Whatever. Bare der var gang i den. Kapitlerne skulle være korte. Og hvis et kapitel blev kedeligt at skrive, så ville det sikkert også være kedeligt at læse. Og hvis dét sker, så sidder ens læser jo pludselig med dårlig pulp mellem hænderne. En blød, uformelig (og garanteret også ildelugtende) masse, som man ikke rigtig kan bruge til noget som helst.
Puh-bad!

6. Er pulp ‘din’ genre? Eller kommer vi til at se andre former for litteratur fra dig? Hvis, hvilken slags?

Jeg har det rigtig godt i denne genre. Min næste historie kan vist også godt puttes ned i dén kasse, hvis man har det godt med det - og hvis alternativet ville være, at den ville komme til at stå helt alene på bibliotekets lillebitte hylde for science fiction-horror-westerns.
  Jeg er lige nu i gang med anden gennemskrivning af en kærlighedsbog for unge, som jeg er meget spændt på hvad forlaget siger til. Når dén er sendt afsted, vil Gyldendal gerne se en fortsættelse til UlveBrigaden - og jeg leverer hellere end gerne. Det har hele tiden været min plan, at sætte Mac MacKenzie op imod alle de kendte filmmonstre. Nu er varulven klaret. Tid til næste monster!
  Så dét bliver mit næste projekt.
  Men bagefter...?
  Der er en masse andre projekter, der venter tålmodigt i min notesbog. Jeg nød at skrive den dér hverdagskomik i min ungdomsbog, så dén vender jeg nok tilbage til på et tidspunkt. Om det bliver i endnu en ungdomsbog, ved jeg nu ikke. Og så bliver jeg simpelthen NØDT til at prøve kræfter med rendyrket horror! Har før skrevet manuskripter til teater og amatørfilm. En skøn form at skrive i, synes jeg, så det vil jeg også gerne vende tilbage til på et tidspunkt. Og så har jeg en billedbog i en skuffe et sted. Dén kunne være skæg at gøre færdig.
  Og en julekalender!  
       Og stand up ...
            og ...

Men det er hvor jeg er i livet nu. Jeg vil det hele. Brænder for at fortælle mine historier på alle tænkelige måder. Måske vil jeg om få år bare gerne skrive en tragedie om ulykkelig kærlighed i et polsk bageri. Jeg følger mine instinkter og impulser, så jeg kan være sikker på ikke at begynde at kede mig eller at løbe tør for nye idéer.

7. Det, du laver, er ret ‘egent’. Hvad synes du om det, der generelt bliver produceret i den danske børnebogsbranche?

Uha. Det er lidt pinligt at indrømme, men jeg følger ikke ret meget med. Om det er fordi der ikke er nok læsestof derude, der tiltaler drengerøven i mig, skal jeg ikke kunne sige, for bortset fra en lille håndfuld danske forfattere, er der ikke mange, der tør give læserne fuld smæk for skillingen. Ungerne har sgu rigeligt socialrealisme i deres hverdag. Man har jo ikke den store trang til at læse om, hvordan det er at have en nøgle i snor om halsen og blive drillet i skolen, hvis man selv er nøglebarn med øgenavn. Vil de have virkelighed, kan de jo bare gå ind i stuen eller ud i skolegården. Så virker det da meget mere spændende at læse om zombiejagt og vampyrklaner, gør det ikke?
  Litteratur til de mindste har jeg derimod ingen bekymringer omkring. Der kommer en masse fantastiske billedbøger i øjeblikket.

8. Du blev så vidt jeg ved antaget med dit allerførste manuskript. Det er de færreste forundt. Hvad synes du har været sværest ved at komme videre derfra?

Det har egentlig slet ikke været så svært endda at komme videre. Jeg var jo allerede i fuld gang med min rumslagter-saga, da jeg sendte manuskriptet til UlveBrigaden ind.
  Derimod var det svært at finde tiden til at skrive. Jobbet som lærer slugte al min tid og energi. Jeg begyndte at stresse. Spekulerede når jeg gik i seng. Sov uroligt. Vågnede om morgenen og var gnaven. Og det værste var, at ikke fik skrevet ret meget.
  Så jeg sagde mit arbejde op.
  Jeg havde arbejdet på Borup Privatskole i godt fire år og havde de skønneste elever og kolleger, man kunne ønske sig. Det var hårdt at se mine ungerne i øjnene og fortælle dem, at jeg stoppede - men jeg syntes ikke, at jeg kunne gøre andet.
    Nu befinder jeg mig pludselig allernederst i folkeskolens fødekæde. Jeg er blevet vikar - og elsker det. Jeg har pludselig både tiden og friheden til at skrive hver dag. Til at male, tegne og følge mine kreative impulser. Det er ikke ligefrem en tilværelse i luksus, men jeg smiler, når jeg går i seng, og jeg glæder mig til resten af dagen, når jeg står op om morgenen. Så selvom jeg er godt og grundigt på røven rent økonomisk, så føler jeg stadig, at jeg nyder ufattelig stor succes.

9. Hvordan er din skriveproces? Er den lige så hektisk, som det, der til sidst kommer ned på papiret?

Ja, det er den sgu nok ...
  Jeg elsker bare at åbne for sluserne og se hvad der havner på siderne! Jeg har dog som regel et nogenlunde overblik over min historie. Ved i hvert fald mere eller mindre, hvor jeg skal hen. Men hvordan jeg kommer fra A til B, ved jeg som regel ikke. Der prøver jeg at lade karaktererne og historien leve. Jeg ved dog, at jeg kan komme videre fra B til C ved at bruge speedbåde lastet med nitroglycerin - og at slutningen skal forgå ombord på en atomdrevet U-båd ud for Costa Ricas kyst.
  Så er det bare at starte den indre film, og håbe på at fingrene kan følge med - og at man kan finde den helt rigtige formulering til at beskrive det, man ser for sit indre øje. Og så er det bare fuld skrald i retning af slutningen. Grammatik og formuleringer kan man tids nok få lov til at dvæle ved. Først og fremmest skal historien bare have lov til at flyde.
  Ved anden gennemskriving læser jeg det hele igennem, retter lidt til - og giver mig selv lov til at svælge i den helt rigtige formulering. Kan sagtens sidde med den samme sætning i timevis, før end jeg er helt tilfreds med formuleringen.
  Først herefter giver jeg slip på historien. Indtil da er det min historie - og KUN min. Men når det sidste punktum er sat, deler jeg den gerne med andre. Lytter til hvad mine (meget ærlige) nære og kære har at sige, om det jeg har skrevet - og skriver det så lige hurtigt igennem én gang til.

Men SÅ vil jeg også videre til næste projekt!

10. Til sidst spørgsmålet, alle får: Nævn tre bøger, du ville ønske, det var dig, der havde skrevet, og grunden til, det er dem, du har valgt.

Det er da svært, Mette!
Jeg har det jo egentlig fint med bare at have LÆST mine yndlingsbøger.

Jeg er stor fan af Clive Barker og Neil Gaiman. Men Barker har skrevet en af de bedste børnebøger nogensinde. The Thief of Always. Den bog emmer simpelthen af magi, på samme måde som mange af Gaimans værker gør det. At Barker selv har gennemillustreret den på smukkest tænkelig vis, får mig bare til at sukke endnu mere efter selv at have begået den ...

Den første ’store’ bog jeg læste som knægt, var Michael Endes Den Uendelige Historie. Den gjorde et dybt, dybt indtryk på mig. Tanken om at man skabte et univers med sine tanker, drømme og fantasier fortryllede mig fuldstændig. Gav mig lyst til selv at skabe universer. Og måske til selv at skrive? At kunne indgyde sådan noget i sin læsers hjerte, må være det ypperste en forfatter kan opnå. Så dén ville jeg da gerne have ført pennen på - selvom der så garanteret havde været flere eksplosioner involveret.

Og som den sidste?
Nu har jeg jo allerede nævnt to bøger fra børnebibliotekets hylder, så hvorfor stoppe der?
Douglas Adams’ Hitchhiker. Endnu en fed bog, man kan hente nede ved siden af billedbøgerne, legoklodserne og de seks sukkerhøje unger der skriger af en computer.
  Når man læser Håndbog For Vakse (hader det ord) Galakseblaffere, fornemmer man et smil mellem hver eneste linje. En lune og en fortælleglæde som jeg slet ikke kan stå for. Jeg ville elske at skrive noget, der kunne få mennesker over hele jorden til at grine deres kollektive røv i laser.
  Ja, smæk du bare mit navn på omslaget af den også!