At skrive det, der får hjertet til at synge
Leonora Christine Skov har en skarp tunge. Hun er ikke bange for at dele sin mening, når hun anmelder i Weekendavisen eller på tv. Hun er heller ikke bange for at revse 'de fine' i dansk litteratur, når hun forfatter lange, velformulerede klummer om fordelingen af den danske stats kulturpenge.
Men Leonora er også forfatter med stort F. Forfatter til store fortællinger i den vildeste farveskala og med de helt store armbevægelser. Hendes pt. seneste roman, Silhuet af en synder, er sådan en roman. En vidunderlig gotisk roman. Jeg ville meget hellere stille 10 spørgsmål til hende om den end om alle de andre vigtige ting, hun går og laver, og hun svarede lige så klogt og belæst, som jeg havde forventet.
(foto Steen. Evald/In)
Du kan læse meget mere om Leonora Christine Skov på hendes hjemmeside:
http://www.leonorachristinaskov.com/
Eller hendes blog, som hun dog ikke opdaterer supertit:
http://leonorachristinaskov.blogspot.com/
1 Du har skrevet speciale på universitetet om gotisk litteratur. Hvad præcis, og hvorfor valgte du netop det emne?
Jeg kan næsten få mit Suzanne Brøgger-moment nu. Engang udtalte hun, at jazzmusikken havde valgt hende (og der valgte den ved gud forkert), og nu kan jeg så udtale, at gotikken valgte mig, da jeg skulle skrive magisterkonferens. Faktisk valgte den mig mange år tidligere, for da jeg nåede til konferensen og så tilbage, havde jeg allerede skrevet opgaver om gotiske forfattere som Daphne du Maurier, Edgar Allan Poe og E.T.A. Hoffmann, dobbeltgængertemaet hos Dostojevskij og gale kvinder på loftet hos Charlotte Brontë. Uden, vel at mærke, at se det ellers ret åbenlyse mønster, der var, at al den litteratur, jeg brændte for, handler om fortrængninger, spejlinger, perversioner og halv-dekadente miljøer fjernt fra dansk provinsprosa og ditto minimalisme.
Det var Annette, min kæreste, der gjorde mig opmærksom mønstret og foreslog mig at skrive konferens om Mary Shelleys Frankenstein. En roman, jeg ikke kendte særlig godt, men den viste sig at være tilpas tvetydig til at fungere, og så handler den grundlæggende om onde mødre – et af mine yndlingstemaer. Jeg har nu på fornemmelsen, at Annette mest foreslog Frankenstein, fordi hun er vild med Elsa Lanchester, der spiller Frankensteins gakkede brud i Bride of Frankenstein.
Mine egne tanker, i forhold til konferensen, gik egentlig mere i retning af at forfatte en introduktion til dekonstruktion, postfeminisme og queer theory som litteraturteorier, fordi jeg selv havde savnet en hands on-vejledning i, hvordan man kan åbne teksterne med de hér teorier. Samtidig gik jeg kold ved tanken om at skrive 160 siders teoretisk konferens, så enden på det hele blev at introducere teorierne og applicere dem på først Frankenstein og dernæst den overvejede freudianske litteraturkritik af Frankenstein og gotisk litteratur generelt. Det blev lidt af en bastard-konferens, og på den måde spejler den glimrende gotikken, der om noget er en bastardgenre. Det vender jeg tilbage til om lidt.
2 Hvad er det i det hele taget ved den gotiske litteratur, der fascinerer dig? Hvad er det, den genre kan?
Gotisk litteratur er cirka alt det, som ny, såkaldt smal dansk litteratur ikke er: Too much uden at rødme, plyssofaer og guldspejle, store følelser, mange sider, glamourkvinder og gamle slotte. Alt sammen noget, der taler til mig, mit meget lidt adelige efternavn til trods.
Gotiske romaner er også tit opbygget som æskesystemer med plots og subplots, der går mere eller mindre op, og det er også det, der fascinerer mig ved genren. Både som læser og som forfatter. Jeg er vild med et godt plot, der går overraskende op, men uden at hver eneste sløjfe er bundet. Og så kan jeg vældig godt lide, at genrens hovedtematik par excellence er det fortrængte, der alligevel trænger op i historierne. At genren krænger vrangen ud på det pæne og almindelige. Gotisk litteratur er fyldt med familiehemmeligheder, sindssyge, incest, perversion, angst, dobbeltgængeri, fanatisme, jalousi, seksualitet, genfærd, onde mødre og ondskab i det hele taget, og den taler højt om sine temaer. Hvor rigtig meget anden litteratur hvisker. For mig at se er det gotikkens allerstørste adelsmærke; at den kaster det fortrængte lige i synet på læseren, så hun eller han må forholde sig til det.
3 Hvor bevidst synes du, man bør være om at pleje genrens klassiske præmisser, når man skriver den slags litteratur? Og I hvor høj grad bør man bryde grænserne for at udvikle genren?
Da jeg fik det treårige arbejdslegat sidste år, skrev udvalget i deres indstilling, at de håbede, jeg ville udforske dét, der måske ikke er genre, frem for at arbejde videre med gotikken. Underforstået: Det er langt finere og mere litterære at bryde genrer end at skrive sig ind i dem. Blot vil jeg mene, at alle - også dem, der bevidst forsøger sig med genrebrud - skriver i genrer, ofte aner de bare ikke, hvad de selv laver, fordi de er 22 år, har gået to år på Forfatterskolen og har læst to en halv roman. Så for at svare på dine spørgsmål: Jeg er ret sikker på, at alle forfattere skriver langt bedre litteratur, hvis de er bevidste om den genre, de skriver sig ind i, og det bliver man jo af at læse en masse bøger. På den måde bliver det langt lettere at skrive noget reelt nyskabende. For det synes jeg selvfølgelig, at man skal bestræbe sig på. Selv sidder jeg lige nu og arbejder på en gotisk roman uden slotte og guldspejle og med masser af psykiatrihistorie, fordi jeg synes, at gotik alt for ofte bliver reduceret til noget med slotte. Så denne gang ligger det gotiske i tematikkerne og den, forhåbentlig, twistede grundstemning på et sindssygehospital i 50ernes Danmark.
4 Hvor i ‘En silhuet af en synder’ synes du selv, at du skriver dig ind i kernen af gotikken, og hvor bryder du den?
Som sagt har jeg ikke haft nogen ambition om at bryde med den gotiske genre, tværtimod var min ambition at skrive en helt igennem gotisk roman i traditionen fra Rebecca, Jane Eyre, Gengældelsens Veje og Hitchcocks film. Jeg har længe tænkt, det var for mærkeligt, at genren er kæmpestor i England og USA, hvor de f.eks. svælger i vilde romaner fra- og om Victoriatiden, mens den er så godt som ukendt i Danmark. Karen Blixen, dronningen af gotik, er trods alt en af vores landsmænd (eller kvinder). Og så har jeg bare haft lyst til at omplante gotikken til den danske muld igen, fordi jeg synes, at det mørke Skandinavien og de gotiske tematikker passer så godt sammen. Nordic Noir, kunne man kalde det. Det forekommer mig i den forbindelse, at Stieg Larssons bøger er enormt gotiske og noir, især den første. Her er både et faldefærdigt gods, afskåret fra omverdenen, familiehemmeligheder og sindssyge. I Silhuet af en synder er der så også et transvestittema, der relativt sjældent finder vej til gotisk litteratur. Min ene hovedperson er en kvinde, der klæder sig ud i herretøj. Jeg ser en stor pointe i det, fordi langt de fleste mennesker aldrig oplever at se verden med så marginaliseret et blik. Et genrebrud er der ikke tale om, men jeg forsøger da helt klart at tilføre genren noget nyt.
5 Jeg ved, det er svært, men kan du sætte procenter på, i hvor høj grad ‘En silhuet af en synder’ er skrevet med hjernen kontra hjertet?
Jeg vil tro, at vi taler fifty-fifty. Selve den snirklede konstruktion er meget en hjerne- og skemating (som jeg vender tilbage til om lidt), men man får ikke personer til at leve og situationer til at opstå ved at putte dem ind i et skema. Fortællerstemmen er dér, hvor det virkelig bliver en hjertesag for mig. Både når jeg skriver, og når jeg læser, håber jeg at møde et rigtigt menneske derinde mellem siderne. Én, der lyder helt som sig selv, og én, man synes, man kender godt, når man har læst bogen til ende. Det tager mig som regel lang tid at finde ind til stemmen, og det gjorde det også denne gang. Men en af de første klare forårsdage, da jeg sad i Berlin og skrev, var hun der pludselig; min nysgerrige sekretær, Agnes Kruse, med sin blakkede fortid og sin store kærlighed til kvinder, herretøj og litteratur. De næste måneder foldede hun sig mere og mere ud, og til sidst lød jeg i mistænkelig grad som hende, når jeg ikke skrev mails og diskuterede. Det var en pine for Annette, men ret sjovt for mig.
6 Hvad er det egentlig lige, der er med den genre og dens moderne forkærlighed for at blande forfattere og bøger ind i fortællingen som et meta-lag? (fx Den 13. fortælling og Vindens Skygge og Silhuet af en Synder).
7 Dit plot er meget kompliceret (og endnu mere kompliceret fortalt rent tidslinjemæssigt), i ‘Silhuet af en synder’. Hvad gør du helt praktisk? Laver du først hele dit tusindbenede plot, skriver det ned og klipper det i små papirstykker, du sætter sammen på forskellige måder, til du er tilfreds eller hvad? Finder du på undervejs?
Jeg spoler lige lidt tilbage i mit svar: Da jeg var 19 år og lige flyttet til København, fik jeg arbejde som sekretær for en senildement mand, der ville skrive sine erindringer. Indimellem havde han klare øjeblikkelig, men det meste af tiden fornemmede jeg bare, at der var noget, han brændte for at fortælle mig. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det var, men i mit hoved blev hans synderegister alenlangt og hans familiehemmeligheder lige så store som hans kones øre mod døren.
Dengang lovede jeg mig selv, at jeg ville nedskrive historien om ham en dag. Silhuet af en synder er blevet en meget anden historie, end den, jeg oprindeligt havde i tankerne, men de første scener, jeg skrev, var scenerne med den senildemente mand og den nysgerrige sekretær. Siden faldt det mig ind, at sekretæren måske havde en kæreste, og at denne kæreste måske var opvokset på et hjemsøgt gods sammen med sin frygtindgydende mor, forfatterinden, og at denne mor måske afslørede både det ene og det andet på sit dødsleje. Den store opgave blev så at få de to historier til at mødes på en uforudset måde. Som du også bemærker, er plottet blevet tusindbenet; det strækker sig over hundrede år, springer frem og tilbage i tid og udfolder sig i æskesystemer og dagbogsoptegnelser.
Da den senildemente mand og hans kone, sekretæren og kæresten på godset havde udkrystalliseret sig efter et par måneder, brugte jeg fire måneder på at nedskrive plottet i alle detaljer, få styr på tidslinjerne, researche og lystlæse. Tidligere fandt jeg det vældig pinligt at være sådan én, der er topsystematisk og begriber verden bedst i skemaer og punktopstillinger, men med så forgrenet et plot blev det pludselig en kæmpe fordel at kunne sætte verden i system. Jeg fandt på en masse undervejs, men konstruktionen har jeg ikke pillet ved. Det er en fed måde at skrive roman på, synes jeg.
8 Du er jo et menneske med dine meningers mod. Du er både ret offentlig omkring at være lesbisk, feminist generelt og din modstand mod ‘det gode selskab’ i dansk litteratur. Det er jo oplagt at spørge, om ‘Silhuet af en Synder’ er en silhuet af dig selv, men det er sgu’ også så dansklæreragtigt, og jeg vil egentlig hellere vide, om bogen på nogle niveauer er protestroman?
Da jeg begyndte at anmelde bøger, fik jeg det råd fra en kendt, dansk forfatterinde, at jeg øjeblikkeligt skulle holde op med det, for ellers ville jeg aldrig blive anerkendt som forfatter. Præcis samme råd fik jeg, da jeg sprang ud som feminist og siden som lesbisk. ”Alt, hvad du skriver fra nu af, vil blive tolket ind i den kontekst, og ingen vil nogensinde tage dine romaner alvorligt” sagde både den ene og den anden til mig. Jeg har tænkt, at det skulle være løgn. Det har jeg sådan set tænkt om mange ting i mit liv, og så må jeg simpelthen se bort fra konsekvenserne, der ellers ofte er til at få øje på.
For mig er det vigtigste ikke, at mine romaner bliver taget alvorligt, selv om det selvfølgelig er skønt, når de gør. Det vigtigste er, at jeg har min frihed. At jeg kan udtrykke præcis, hvad jeg har på hjerte, på den klarest mulige måde. Når jeg ser på det gode selskab i dansk litteratur, så synes jeg ikke, det er, hvad forfatterne gør. De er pæne, de tager hensyn, de er optaget af, hvad de andre forfattere mener, og de holder kæft, når det gælder, for ellers får de nok ikke flere kunstfondlegater og prisindstillinger. Da jeg skrev Silhuet af en synder, var jeg dog ikke opfyldt af den slags tanker. Jeg sad alle mulige fede steder i verden, fra Berlin til Skt. Petersborg til Damaskus til Indien, og havde en fest, der ikke inkluderede dem. Så man kan ikke sige, at min roman er skrevet i protest. Den er snarere født ud af ønsket om at tilføre dansk litteratur noget af den over-the-topness, jeg selv allerbedst kan relatere til.
9 Hvorfor tror du, den gotiske roman ikke har fået ordentlig fat i det danske publikum? Hvad skal der til? Det burde jo ligge lige til højrebenet, når vi ser, hvor mange, der elsker krimier, der også er plotdrevne.
Ja, det var også præcis, hvad jeg tænkte. Før Silhuet af en synder udkom, havde jeg flere møder med presse- og brandpersonerne på mit forlag, og de var meget lidt begejstrede for min idé om at lancere bogen som en gotisk roman. ”Folk gider ikke at købe noget, de ikke ved, hvad er,” sagde de. ”Du kommer til at forklare, hvad gotik er, tusind gang, for folk tror, at det er noget med arkitektur. Eller Twilight. Eller gothpiger.”
Presseafdelingen fik ret, men jeg har nu ikke fortrudt, selv om jeg vitterlig har måttet definere gotik for folket et utal af gange. For mig at se ville det have været falsk varebetegnelse at kalde min roman noget som helst andet end lige præcis det, den er, nemlig en gotisk roman. Forlaget foreslog thriller eller krimi, men helt ærligt; hvis nogen køber min roman og læser efter et mord, så bliver de skuffede. Jeg håber til gengæld, at man stræklæser min roman, som man stræklæser en krimi. For selv om man ikke læser efter, hvem morderen er, men efter hvem, der er i familie med hvem, så kan det sagtens være en pageturner. Synes jeg.
Man kan også kalde min roman en slægtsroman. Det er ikke for ingenting, at én af de helt store, nye slægtsromanforfattere, Kate Morton, indlejrer sine historier i et gotisk univers med slotte og store kjoler. Hun udtalte engang det vældig træffende om sin forfattergerning, at hun skriver de bøger, hun gør, fordi de får hendes hjerte til at synge. Og det er jo sådan, det er. Jeg aner ikke, hvad der skal til, før flere danskere opdager gotikken. Selv har jeg egentlig bare tænkt mig at blive ved at skrive de bøger, der får mit hjerte til at synge, og så håber jeg, at flere får det på samme måde med at læse dem.
10 Og til sidst det spørgsmål alle får: Hvilke tre bøger, ville du ønske, du selv havde skrevet og hvorfor?
Lewis Carrolls Alice i Eventyrland. Jeg er sådan set vild med det hele; den gakkede historie om den spørgelystne Alice, der falder ned i et kaninhul og ender i en eventyrverden; hele bogens univers. Det er så stærkt, at man nærmest kan tale om en Alice i Eventyrland-æstetik. Både Alice og alle de karakterer, hun møder, står jo lyslevende for én. Det må være fantastisk at have skrevet en bog i 1865, der har lige så stor effekt i dag.
Nummer to må blive Charlotte Brontës Jane Eyre fra 1847 som jeg læste første gang, da jeg lige var flyttet til København som 19-årig. Jeg følte mig så genkendt, da jeg læste den; som var det mit univers, hun skrev om. Siden har elementer som den unge, fattige frøken, familiehemmelighederne, godset og den gale kvinde på loftet fundet vej til alle mine bøger, og jeg er ikke alene. Charlotte Brontë har inspireret generationer af gotiske forfattere. Det er vel den største cadeau, man kan få – at inspirere andre til at gøre deres bedste.
Den sidste roman må blive Diane Setterfields gotiske roman Den trettende fortælling. Da jeg læste den, opholdt jeg mig i Berlin og var midt i at skrive Silhuet af en synder, og jeg var egentlig dødtræt. Men jeg endte med at læse som en besat hele natten. Det er et fantastisk puslespil af en historie om den unge boghandlerdatter Margaret Lea. Hun bliver kontaktet af den verdenskendte forfatterinde Vida Winter, der vil fortælle hende sin livshistorie. Eller vil hun? Og i givet fald hvorfor? Der er al mulig grund til, at bogen har ligget nummer 1 på New York Times’ bestsellerliste og er solgt til udgivelse i 31 lande, og når jeg gerne ville have skrevet den, hænger det da også sammen med, at jeg vildt gerne vil se mine bøger oversat til lige så mange sprog. Foreløbig er Silhuet af en synder købt til udgivelse i Norge, Tyskland, Spanien og Sydamerika, så det går da den rigtige vej. Det skriver jeg med taknemmelighed.