Abrasax / Mette Finderup

Udefra ser det ud, som om Kenneth Bøgh Andersen gjorde det, alle vi andre drømmer om: Dukkede op ud af ingenting og blev en kæmpe succes - en af de få forfattere, ungerne, jeg møder ude i verden, faktisk kan huske navnet på. Han bliver altid pænt anmeldt, og det ser ikke ud til, han har problemer med at slås med det blanke papir, for han er også gustent produktiv. Er der noget at lure af? Hvad er det der gør 'den lille forskel'? Jeg spurgte primært Kenneth om nogle af processerne bag kulisserne til hans bøger.

Du kan besøge Kenneths egen hjemmeside på http://www.kennethboeghandersen.dk/

1 Hvad tror du selv er grunden til din kometagtige karriere?

Jeg tænker nu ikke på min karriere som kometagtig. Faktisk langtfra. Jeg startede med at skrive, da jeg gik i 10. klasse, og de næste 6 år skrev og skrev og skrev jeg. Mellem 15 og 20 bøger blev det til, der alle blev afvist. Men det lykkedes i 2000, da Høst og Søn udgav min fantasy-trilogi ”Slaget i Caïssa” og efterfølgende er det da gået rigtig godt. Men jeg bryder mig ikke om at sidde og skulderklappe mig selv, og jeg tror, det er bedre at spørge mine læsere. En af de ting, jeg dog var meget bevidst om fra starten, er at sørge for at brede mig ud over flere forskellige genrer – og flere af disse genrer (fantasygenren især) begrænser sig ikke kun til at være enten en børnebog eller voksenbog. Disse historier kan læses af begge grupper på deres eget niveau. Jeg har også skrevet meget - med et par udgivelser om året i gennemsnit. På den måde har jeg undgået at ryge i glemmebogen. Og så har jeg været heldig.


2 Hvad gør du selv for at markedsføre dine bøger?

Den væsentligste faktor er nok mine foredrag. Jeg holder rigtig mange foredrag på skoler og biblioteker, og der får jeg præsenteret (og reklameret for) mange af mine bøger for mange potentielle læsere. Derudover har jeg min hjemmeside og mit nyhedsbrev. Sammen med forlaget udvikler jeg også ideer til måder en kommende titel kan markedsføres på – med de meget begrænsede midler, der nu engang er.


3 I hvor høj grad synes du, den slags bør ligge hos forfatteren/forlæggeren?

Det er nødt til at være en kombination. Både forfatteren og forlaget er jo interesseret i at sælge så mange bøger som muligt. Men det er klart – med så mange bøger, der udkommer – at forlaget ikke kan markedsføre alle sammen lige meget. Derfor må forfatteren også sætte sig ned og tænke kreativt – og gøre sit bedste for at overtale forlaget til at spille med. Men markedsføring kan nu også være overvurderet, og forfatteren er også nødt til at være bevidst om, hvorvidt den bog han/hun har skrevet nu også er velegnet til markedsføring. Af og til er man også nødt til at sætte sin lid til mund-til-mund-metoden. Den er ganske vist langsom, men kan i længden vise sig at være den mest holdbare.


4 Hvad består den ultimative bog af – den du en dag kommer til at skrive?

Et ret umuligt spørgsmål at svare på. Hvis jeg vidste det, ville jeg allerede have skrevet den. Måske har jeg allerede skrevet den. Altså ikke den ultimative bog, men den mest ultimative, jeg kan skrive. De to ting hænger jo ikke nødvendigvis sammen. Jeg ved, at jeg med Den Store Djævlekrig-serien har ramt noget, som er lige mig. Det har været fantastisk at skabe min egen version af Helvede, at vende bibel-historier på vrangen, at filosofere over liv, død, skæbne, ondskab, fri vilje på denne meget konkrete måde – temaer som mange af mine andre bøger også kredser om. Og så samtidig putte det ind i en handlingsmættet ramme, der på en gang er grufuld og humoristisk. Jeg er nu ved at være færdig med serien – der bliver fire bind i alt – og de har været fantastiske at skrive. Jeg er ikke sikker på, at min kone vil bryde sig om sammenligningen, men at tage til Helvede har været som at komme hjem.
Men hvis du spørger om min definition på den gode bog: En original historie, der både vrider læserens måde at tænke på og præsenterer nye ideer. En historie, der har rytme både sprogligt og handlingsmæssigt – den er hverken for lang eller for kort, og den er skrevet på den måde, som egner sig til netop dén historie. Og så er det en historie, der ikke er færdig efter endt læsning, men som bliver ved med at spøge i læserens bevidsthed længe efter den sidste side er vendt, og som åbner sig mere og mere for hver gang, den læses.


5 Jeg har hørt, du bruger filosoffer til at ideudvikle på dine bøger. Hvordan gør du det i praksis? Og hvad synes du, det giver dig og din bøger?

Jeg bruger ikke filosoffer til at ideudvikle, men mange af de fantasy-historier, jeg har skrevet, involverer en lang række filosofiske tanker, og hvis der er filosoffer, der har været inde på de samme tanker, så sender jeg dem gerne en hilsen. Eksempelvis bruger jeg en lettere omformuleret udgave af Kants kategoriske imperativ i ’Djævelens lærling’, hvor Lucifer – i et forsøg på at få den gode Filip Engell til at gøre mørkets gerninger – prøver at overbevise hovedpersonen om, at det nogle gange faktisk kan være godt at lyve. Epikur får i øvrigt også en hilsen i efterfølgeren ”Dødens terning.” Her er han dog helt konkret med i bogen – han befinder sig nemlig i Skærsilden - et mægtigt bjerg af ild - hvor han går den smertefulde gang mod Paradis på grund af sin lystfilosofi.


6 Hvor bevidst er du om din ideudvikling? Hvilke metoder bruger du?

Jeg har et ret grundigt forarbejde, inden jeg går i gang med selve manuskriptskrivningen. For mig starter det altid med en ide – som f.eks. ideen om et samfund, der henretter de elever, der ikke klarer sig godt nok i skolen (som blev til ungdomsromanen De Hvide Mænd). Derefter begynder jeg at udvikle på ideen. Jeg opbygger samfundet og finder ud af, hvilke temaer og tanker den pågældende ide involverer, og hvad jeg gerne vil ind på. Jeg laver synopsis (en bog består jo ikke bare af én idé, men rigtig mange, som man også skal finde på). Derefter lærer jeg mine hovedpersoner bedre at kende ved at udfylde en masse ark med spørgsmål til deres person. Dernæst skriver jeg kapiteloversigt over de første 3-4 kapitler, hvor jeg ret præcist finder ud af, hvad der skal ske i dem. Så skriver jeg de kapitler og finder dernæst ud af, hvad der skal ske i de næste fire. På den måde sætter jeg mig aldrig blank til skærmen, men ved hvilken scene jeg nu skal skrive.


7 Hvad er du blevet bedre til rent håndværksmæssigt, mens du har udgivet?

Jeg er blevet bedre til at strukturere mit stof og sortere i mine ideer. Tidligere tændte jeg bare for computeren og tænkte: hvad kan jeg nu finde på? Og så skrev jeg løs. Det blev til mange sider, men det blev også til historier, som var fulde af huller og uden den dybere mening. Nu går jeg meget mere struktureret til værks (se svaret på forrige spørgsmål). Samtidig er jeg også blevet bedre til at luge ud i sproget og handlingen. Når jeg har skrevet første udkast færdig, læser jeg det igennem umiddelbart bagefter og retter til. Så lægger jeg historien helt væk et par måneder, hvor jeg arbejder på noget andet. Så tager jeg manuskriptet frem igen og kan se på det med friske øjne – og bedre se, hvor meget der skal rettes – og slettes. For mit vedkommende handler korrektur mest om at slette.


8 Har du stadig noget at lære? (Hvis ... har du en achilleshæl, du slås med?)

At researche. Det har jeg aldrig været god til. Jeg tror, det lidt skyldes en følelse af at ’spilde tiden.’ Jeg vil hellere producere noget, få nogle ord og nogle historier ned på papir. Måske er det derfor, jeg skriver i de genrer, jeg skriver ☺


9 Har du læserpanel på dine manus? Hvis, hvordan bruger du dem?

Nej, jeg hader at lade nogen læse noget, som jeg ved ikke er helt færdigt – og det er først helt færdigt, når bogen udkommer. Min redaktør er den første og eneste læser, jeg har på. Jeg kan sagtens se ideen i at have et læserpanel, men jeg kan bare godt lide at holde mine kort tæt til hånden


10 Og til sidst spørgsmålet alle får: Nævn tre bøger, du ville ønske, det var dig selv, der havde skrevet. Og grunden til, det er de tre, du nævner.

Jeg kunne nævne mange, men igen – det betyder ikke, at jeg nogen sinde kunne have skrevet dem. Men hvis jeg skal sige tre, tja …
1) Sandman-serien af Neil Gaiman. Det er godt nok en tegneserie, men den er så litterær, at den synes jeg godt, jeg kan tillade mig at nævne den her. Egentlig bryder jeg mig ikke meget om tegningerne, men historien … sproget … replikkerne. Det er fantastisk. (Good Omens, som Gaiman skrev sammen med Terry Pratchet, ville jeg i øvrigt også godt have skrevet.)
2) Det gyldne kompas-trilogien af Philip Pullman (især bind 1, som er den bedste). En opfindsom mytologi, der ikke bare forbliver en god ide i sig selv, men som kombineres med handlingen og bliver uadskilligt fra bogens store bibelske tema om arvesynden. Den slags er lige mig.
3) Bibelen – den største fantasybog, der nogen sinde er skrevet. Det ville da være for blæret at have den stående på sit cv.
Det var måske nok mere end tre bøger, men til gengæld har jeg også udeladt flere end tre.