"Monsterjægerne er mit frikvarter"

Jacob Weinreich laver klamme gys, der skræmmer små piger og drenge, og det gør han effektivt og med humor oveni. Hans serie om 'Monsterjægerne' er på vej op på det store lærred, og den er interessant for sådan en som mig, fordi den ikke er fortløbende, som de serie, jeg selv har skrevet, men består af bøger, der kan læses uafhængige af hinanden. Det prøvede jeg at finde lidt mere ind til kernen af. Se Jacob svar.

Og besøg Jacobs egen hjemmeside her.

 

-----------


1 Hvad er den primære forskel på at skrive serier og enkeltbøger?
Monsterjægerne er ikke en føljeton. Men det er en serie i den forstand, at alle bøgerne udspiller sig i samme univers. Det er ligesom en spilleplade, hvor jeg kan bruge netop de karakterer og de lokationer, jeg har brug for i den historie, jeg nu skriver. Så kan jeg måske skrive to bind, hvor jeg ikke bruger disse karakterer. Og pludselig kan de dukke op igen. Det giver mange muligheder, synes jeg.


2 Hvordan gik du i gang med din serie om monsterjægerne? Hvor meget planlagde du i forvejen, hvordan planlægger man en serie som denne?
Jeg planlagde meget lidt. Alt for lidt. Jeg begyndte bare at skrive. Det er også derfor, at der i bind 1, ’Skyggen i vandet’ optræder en rigtig ’menneske-morder’. Det synes jeg er forkert – det er forkert i en Monsterjægernebog – og det gør der ikke i de andre. Dette skyldes udelukkende, at jeg ikke tænkte mig godt nok om fra starten. Så til alle jer der påtænker at påbegynde en sådan serie: Tænk jer om. Bordet fanger. Og har du først beskrevet en karakter eller en lokation på én bestemt måde, er det hulens svært at ændre det.


3 Hvad er det ved det at skrive serier, der særligt tiltrækker dig ... er der noget, man bør frygte, før man kaster sig ud i det?
Som sagt: Jeg kan godt lide, at man kan åbne op for et stort univers, som man kan ’komme og gå’ i. Der er ikke noget at frygte ved at skrive en serie. Men det kan være en fordel at være tålmodig og tænke sig godt om, før man begynder at skrive. Og så skal man selvfølgelig være indstillet på, at få nogle bind fra hånden. Det ville være lidt kikset, hvis der kun udkom to bind i en serie som Monsterjægerne. Endelig synes jeg, man skylder læserne, at opretholde en nogenlunde fast udgivelsesfrekvens. Det er ikke fedt, hvis der går fire år mellem bind 1 og 2 i en serie som Monsterjægerne. Man må ud over stepperne!


4 Har du nogen litterære ambitioner med serien? Hvilke?
Jeg har masser af ambitioner med Monsterjægerne. Først og fremmest at skrive nogle bøger, som læserne synes er sjove og uhyggelige og underholdende. Det er en afgørende ambition, synes jeg; en ambition som jeg forfølger intenst (om det så er lykkes, må andre afgøre). Om det er en ’rigtig litterær’ ambition, er svært at sige. Jeg har læst nordisk sprog og litteratur på universitetet, og mødt et hav af forfattere med meget store litterære ambitioner, der dødkedede mig. Hvis man endelig skal tage – selvom jeg ikke er meget for det – klogeÅge-brillerne på i forbindelse med Monsterjægerne, kan man vel sige, at det er fantastisk børnelitteratur i den forstand, at de udspiller sig i et fantastisk univers, der blander realisme og horror. Men den store ambition er helt klart at skrive bøger, som børnene ikke kan lægge fra sig igen.


5 Nogle serier har personer, der udvikler sig hen over bøgerne og en fortsat handling. Andre kan læses enkeltvis og behøver ikke nødvendigvis at være i rækkefølge. Hvad var dine overvejelser, og hvorfor valgte du det sidste?
Karaktererne i Monsterjægerne udvikler sig ikke nævneværdigt. De lever i høj grad af deres genkendelighed. Ambitionen med Monsterjægerne har fra starten været at lave en serie i familie med de serier, jeg selv læste – og elskede - som barn: De fem, Jan, Kim, De tre detektiver m.fl. Jeg kan godt lide, at der er et fundament i alle historierne, som ligger fast på forhånd: Oliver er en intelligent gyserfreak. Markus er gruppens tykke klovn. Hakan er den modige. Monstrene lurer lige om hjørnet. Osv. Skulle jeg have arbejdet med karakterer, der udviklede sig, tror jeg, det i høj grad ville kræve, at jeg fortalte mere føljeton-agtigt og havde en klar idé om hvor serien og karaktererne skulle ende. Og det har jeg ikke.



6 Hvad er dine tanker omkring ingredienserne i Monsterjægerne? Hvad betyder vægtningen mellem horror, pigefnidder og humor for en serie som denne?
Fra starten har meningen været at lave en serie, som vægtede gys og humor lige højt. I de første par bind, udviklede min bror og jeg (han er med til at udvikle historierne) et system, hvor hvert kapitel fik prædikatet ’sjovt’ eller ’uhyggeligt’ – og så skulle der død og pine være lige mange af hver, når bogen var færdig. Sådan er det ikke længere. Men jeg synes, at humor og uhygge er to størrelser, der klæder hinanden. En lang række af mine yndlings-horrorfilm er jo også sjove: Evil Dead-serien for eksempel. Eller Nightmare on Elm Street. Man gyser og griner.
Det var også fra starten meningen, at Monsterjægerne skulle anvende ’Stephen King-tricket’ (uden sammenligning i øvrigt) med at opbygge en realistisk, genkendelig virkelighed – der selvfølgelig er gjort lidt sjovere end virkeligheden normalt er, men alligevel – som gyset kunne spilles op ad. Jeg kan godt lide tanken om, at der midt i det her idylliske, småkedsommelige villakvarter, som jeg selv er vokset op i, stavrer en blodtørstig zombie rundt! Eller at den sure og irriterende Natur- og tekniklærer i en helt almindelig røvsyg kommuneskole pludselig besættes af en dødsensfarlig jungledæmon!


7 Hvad gør du for at bibeholde gejsten, når du skriver et nyt bind over 'samme læst'?
Jeg har masser af gejst omkring Monsterjægerne. At skrive et nyt bind er som at besøge en gammel ven. Først og fremmest tror jeg, det handler om, at jeg elsker gyser-genren. Monsterjægerne er mere end noget andet, jeg nogensinde har skrevet (jeg har også skrevet ’rigtige’ romaner for voksne) båret oppe af lyst. Det er som et frikvarter, hvor jeg kan fyre den af ligeså vanvittigt jeg vil.


8 Er der en særlig tradition, du gerne vil skrive dig ind i med Monsterjægerne?
Som jeg nævnte er serien nok en moderne horror-udgave af Jan-, Kim- og De fem-bøgerne. Serier der har betydet meget for mig og som jeg nævner med største respekt – også selvom de sikkert ikke holder en meter i dag. Hvis man endelig skal nævne en moderne forfatter, er Monsterjægerne jo nok i familie med Dennis Jürgensen. Serien om Freddy ikke mindst.


9 Hvor mange bind bliver serien på?
Det ligger ikke fast endnu. Jeg har haft tallet ti i hovedet – et godt, rundt tal – men der er jo også noget djævelsk over tallet tretten. Jeg er i øvrigt ikke for fin til at indrømme, at det også handler om salgstallene. Monsterjægerne kommer som film til april 09, og det vil med stor sandsynlighed gøre serien meget mere kendt. Og hvis jeg begynder at slå Harry Potter af bestsellerlisterne, kan jeg nok godt overtales til at udgive nogle flere.
I øvrigt er det planen, at der – parallelt med den ’almindelige’ serie – skal udgives nogle Monsterjægerne-specials, der er noget længere end de andre. Vi må se hvad der sker – men jeg fortsætter lidt endnu. Der findes vist nok langt over 100 bind i serien Gåsehud, så ...


10 Og til sidst: Hvilke tre bøger, ville du ønske, du selv havde skrevet, og hvorfor?
’I støvet’ af John Fante. Fordi det er verdens bedste roman.
’Kald det søvn’ af Henry Roth. Fordi den er afsindigt gribende.
’Doktor Glas’ af Hjalmar Söderberg. Fordi den er så klog og smuk og grum og ...
Jeg kunne have nævnt så mange andre.