Interview med Mette Finderup
"Historien har ændret sig hundrede gange"
- Journalist Lars Juul forsøger at gætte, hvad læserne ville have spurgt om ...
Hvor fik du ideen fra til Dødsgudens Løgne?
Historien dukkede op i et solo-rollespilsscenarie, jeg lavede til en ven. Han spillede en samvittighedsfuld tyv, og udgangspunktet var det samme, som det senere blev i Shillas historie: Jeg lod ham blive taget på fersk gerning af en af Dødsgudens Præster, der sender ham til Dødsriget for at gøre ham en tjeneste som bod på forbrydelsen. Men derfra er historien helt forskellig. Shilla er helt anderledes end min vens rollespilskarakter, opgaven er en helt anden, Dødsriget ser helt anderledes ud, og historierne ligner slet ikke hinanden. Men hvis man er bordrollespiller, vil man måske alligevel kunne se glimt af warhammersystemets stemning i Dødsgudens Løgne, og det er altså slet ikke tilfældigt.
Havde du hele historien klar, før du begyndte?
Overhovedet ikke. Jeg havde en løs ide, som havde virket godt i rollespil, og så havde jeg Shilla. Og historien har ændret sig hundrede gange, mens jeg skrev. Der dukker hele tiden spørgsmål op i sådan en proces, der skal løses. Og det kan godt være, at løsningen ikke kan læses i bogen, men jeg skal som forfatter have besluttet mig for, hvad svaret kan være. Ellers kan usikkerheden fornemmes af læseren, og så bliver det en mudret bog med en masse løse ender. Sådan et spørgsmål kan for eksempel være: Er Mester Gilius en skurk eller en hjælper? Og hvad skal han bruge Shillas hus til?
Et andet eksempel på, at plottet er organisk og hele tiden ændrer sig i arbejdsprocessen, er den kæde, Shilla forærer væk for at få information om sin mor. I min oprindelig idé, havde den en meget mere central rolle. Det var en magisk kæde, som hendes mor havde givet sin sidste blodsdråbe til, og som derfor kunne beskytte Shilla. Det var relevant, at kæden var sådan i min planlægningsfase, men mens jeg skrev, blev det bare så corny og kunstigt. Kæden blev en slags magi, jeg slet ikke syntes passede ind i mit univers, og så gjorde jeg det mere simpelt. Halskæden er stadig med, men nu har den en anden funktion.
Hvor lang tid tog det at skrive bogen?
Det tog dælme lang tid. Jeg begyndte i november 2005, hvor jeg skrev på den om aftenen og passede mit arbejde om dagen. Men jeg måtte give op, fordi jeg var for træt og hele tiden kastede op, fordi jeg var gravid. Bogen fik lov at ligge stille i godt et år, uden at jeg så på den. Så fandt jeg den frem igen og nåede at skrive en uge på den, før jeg fik et vikariat, der ikke levnede tid til at skrive skønlitterært. Fire måneder efter besluttede jeg, at NU skulle den have en chance for alvor, og så lavede jeg plads i kalenderen. Og efter endnu fire en halv måneds ret intenst arbejde, kunne jeg aflevere. Set i bakspejlet var jeg meget tæt på at smide Dødgudens Løgne i skraldespanden, da jeg gik rundt med graviditetskvalme. Men det er på den anden side sundt at lade et manuskript ligge og modnes. Man kan se på det med friske øjne og se nogle nye muligheder i det, som man er blind for, hvis man bare skriver på det i én køre.
Kan du sige lidt mere om den verden, Dødsgudens Løgne forgår i?
Vi ser jo kun den by, Shilla lever i, og det er et ret civiliseret sted med en social skævhed, som vi også kender fra virkeligheden. Det er en klassisk halvmiddelalderlig fantasyverden i den genre, man kan kalde ‘low’ eller ‘dark’ fantasy, fordi der ikke er ret meget magi i den (ud over præsterne og Dødsriget selvfølgelig). Men her er hverken alfer eller elvere eller troldmænd med spidse hatte. Det er heller ikke en tuttenuttet verden, men et sted, hvor du er nødt til at arbejde for føden, og hvor man hænger tyve på torvet, hvis de bliver fanget.
Dødsgudens Løgne er mildest talt anderledes end de andre bøger, du har lavet. Har den også været anderledes at skrive?
Jeg har sideløbende med Dødsgudens Løgne arbejdet på min serie om Emmy, og det er to vidt forskellige måder at arbejde på. Emmy er båret af oneliners og af hovedpersonens ironiske kommentarer til verden. Når jeg arbejder med Emmy, er jeg nødt til at vente på, at hendes stemme dukker op inde i mit hoved, og så skal jeg i store træk ‘bare’ skrive hendes talestrøm ned. Dødsgudens Løgne har et større persongalleri og et ret kompliceret plot, der skal rulles ud for læseren på en nogenlunde elegant måde, og det kræver mange flere omskrivninger og tilrettelser undervejs. Der skal tænkes lidt mere for at tumle med en bog som Dødsgudens Løgne, mens jeg til gengæld er nødt til at slappe af og give lods, når jeg skriver om Emmy.
Det er ret fint at kunne veksle mellem disse to måder at skrive på.
Hvilken af dine bøger kan du selv bedst lide?
De er så forskellige. De har hver deres målgruppe og jeg synes det svarer til at sammenligne en gummistøvle med et egern. Lige nu fylder bogen om Shilla meget i min bevidsthed, og jeg er rigtig glad for resultatet, men det kan lide så vel være fordi, jeg har arbejdet så meget på den i flere måneder. Shilla har jo ‘været med mig på arbejde’ hver eneste dag. Om 14 dage skal jeg i gang med fjerde bind om Emmy, og så vil hun begynde at fylde min opmærksomhed i stedet for.
Hvornår udkommer Bind 2, Støvets Land?
Nu skal jeg jo lige skrive det først! Og man ved altså aldrig, om jeg midt i processen pludselig snubler, fordi en af personerne tager plottet og løbet væk i horisonten med det. Men jeg håber, den kan udkomme i slutningen af 2008, for jeg ved jo godt selv, hvor irriterende det er at have læst en bog og så sidde og vente på fortsættelsen.
Ved du så, hvad den skal handle om?
Ja. Både og. Jeg har de helt store linjer klar, men erfaring har lært mig, at der også skal være plads til kovendinger og nye indfald undervejs, hvis resultatet skal blive ordentlig. Det er vigtigere, at jeg ender med en bog, som er helstøbt og god at læse, end at jeg pinedød får presset mit planlagte plot ned i den. Derfor har jeg stadig nogle åbne spørgsmål, jeg ikke kender svaret på endnu: Jeg ved f.eks. ikke helt, hvad der er sket med Shillas Bedstefar, eller hvilken rolle han skal have i bind 2.
Har du tænkt dig at skrive mere fantasy - efter Støvets Land?
Ja. Fantasy er ‘min’ genre. Jeg læste alt, der bare mindede om fantasy, da jeg var barn (bortset fra Ringenes Herre, som jeg begyndte på 100 gange, men aldrig nåede helt igennem), og jeg spiller stadig rollespil, så det tror jeg slet ikke, jeg kan lade være med. Jeg har et projekt på tegnebrættet sammen med Thomas (som jeg er gift med), og hvis det bliver til noget, bliver det fantasy i noget, der minder om vores egen verden, men med meget mere magi.
Hvilke bøger læser du selv?
En gang læste jeg alt. Men nu er jeg blevet kræsen ... Det er lige meget, om det er krimi, horror, fantasy eller en mere ‘normal’ bog, men den skal fange mig fra side 1, ellers lægger jeg den fra mig. Og jeg orker ikke alt for store og seriøse bøger for tiden: Jeg vil underholdes! Jeg har for nyligt læst ‘A heart shaped box’ af Joe Hill (Stephen Kings søn), og det var en rigtig positiv oplevelse: Gode personer, en sjov bagvedliggende ide, og en velfungerende horrorhistorie, der næsten gav mig mareridt. Jeg kan også varmt anbefale Melissa Marrs "Wicked Lovely" - en fin fantasyhistorie, der burde udkomme på dansk meget snart.
Hvad er det fedeste ved at være forfatter?
At jeg går glad på arbejde og selv bestemmer, hvad jeg skal lave og hvornår. Og at jeg, når det kører rigtig godt, kommer ind i en slags zone, hvor jeg mister tid og sted og bare skriver. Så kan jeg pludselig opleve, at jeg kigger på klokken og tror, at det er ved at være frokosttid, og så er klokken måske i virkeligheden 2 om eftermiddagen. Det betyder også utrolig meget for min livskvalitet, at jeg ikke skal op klokken 6 hvad dag for at hæsblæse sønnike i vuggestuen og nå toget til Ballerup for at sidde på et kontor inden klokken 8. I stedet kan vi starte dagen i det tempo, der nu passer os. Jeg er ikke god til faste arbejdstider.
Hvorfor bor du i Irland?
Det gør jeg ikke. Jeg bor i Danmark. Men jeg er i Irland i en periode for at researche til en bog, jeg går og tumler med. Jeg vil ikke røbe mere her, men bogen har en katolsk grundsten i plottet, og derfor er jeg ude at skrive stemningsberetninger og se, hvordan der egentlig ser ud i Irland, før jeg begynder at skrive om det.
Hvad er dit bedste råd til andre, der gerne vil skrive en bog?
Overvej, om du gerne vil skrive bøger, eller om du gerne vil være forfatter. Hvis du har en drøm om at være en sej forfatter og mest har målet - den færdige bog og berømmelse - for øje, så drop det. Det er en barsk branche, og man tjener slet ikke nok på at skrive bøger til at kunne leve af det (med mindre man er Bjarne Reuter selvfølgelig).
Hvis du derimod elsker processen med at skrive og gå på opdagelse i plot og personer - så er det bare at klø på. Selvom du måske ikke bliver udgivet, så har du alligevel skrevet en bog, og det er der ingen, der kan tage fra dig.