“Børn er bange for det samme, som jeg selv er. For eksempel at blive spist af monstre ..."


Da jeg lærte Erik Barfoed at kende, var han direktør for Egmont. Jeg husker ikke, hvilken afdeling han var direktør i, for han steg og steg i graderne hele tiden. Men så lige pludselig fik han nok, sagde sit job op og vendte tilbage til rakkerlivet som oversætter og børnebogsforfatter. Og HURRA FOR DET! Erik har nemlig skrevet et par fremragende oplæsningsbøger for de ca. 6-årige, og dem er der ellers ikke mange af (altså de gode oplæsningsbøger). Jeg stillede Erik en håndfuld spørgsmål om at skrive til lige præcis den målgruppe, som mange ellers synes er så svær.

Du kan læse mere om Erik og hans bøger ved at klikke her.

 

1 Hvad er i dine øjne vigtigst, hvis man vil lave en god oplæsningsbog for de 5-6-årige?


At man har noget til fælles med dem. Ligesom al anden skønlitteratur handler børnebøger jo om livet, døden og kærligheden. Bøger der vil banke en bestemt morale ind i børn, og bøger der grundlæggende synes at børn er tættere på naturen eller mere ‘rene’ og uspolerede end voksne, er problematiske, synes jeg. Det er ligesom 70‘ernes socialrealisme og problemlitteratur.

Bøger til børn skal turde fortælle om ting der optager fortælleren lige så meget som børnene - eller hvor fortælleren er på lige så dybt vand som børnene. Hvis den der fortæller kender alle løsningerne, bliver historien ikke til andet end en krydsogtværs.


2 Er der forskel på at skrive til drenge og piger i den aldersgruppe?

Dem bestemmer man vel selv? Aldersgrupper er lidt ligesom andre målgrupper - man kommer hurtigt til at fortælle historier man tror vil modtageren vil kunne lide, i stedet for at fortælle om noget man selv er optaget af.

Man risikerer også at gøre sit publikum meget lille: Der er 60.000 børn på en årgang. Går man kun efter pigerne er man nede på et maksimalt publikum på 30.000.

Selvom de to bøger jeg har skrevet, er højtlæsningsbøger, håber jeg at de rammer bredere end 5-6-årige. Jeg ved heldigvis fra tilbagemeldinger at store søskende også har lyttet med.


3 Hvor meget blod og action kan så små drenge tåle?

Mere end mig! Blod og action bekymrer mig ikke spor. Det er børn der er vokset op med Cartoon Network. Har du nogensinde set Samurai Jack? Der er godt nok meget blod i den.

Moderne børn har et fantastisk genrekendskab. De kender masser af arketyper og fortællerstemmer gennem fx Cartoon Network - ‘the mad professor’, de græske guder, den løgnagtige fortæller. De kender til splatter og horror og kærlighedshistorier osv. osv.

Det giver mulighed for at fortælle avancerede historier. Det publikum kan sine klassikere. Til gengæld betyder det også at man skal oppe sig lidt. En gal videnskabsmand gør ikke indtryk. Heller ikke selvom han har fanget en kæmpeabe på en øde ø.


4 Hvad er uhyggeligt, når man er en seks år gammel August?

Det samme som jeg synes er uhyggeligt: At blive forladt. At blive væk. At være alene. At sige farvel. Og at blive spist af monstre.

Når man er voksen, tror man at børn er bange for sengetæppet der ligger henne på stolen i mørket fordi det ligner et monster. Men de kan ikke huske hvordan det var. Sengetæppet er et monster. I den første bog - ‘August går i glemmebogen’ - er Augusts ven Omar bange for en kommode. Ikke fordi han tror at den er et monster. Han er bange for selve kommoden. Den er besjælet.

Det kan jeg godt huske.


5 Du har oversat bøger til alle mulige målgrupper. Hvorfor blev det netop denne målgruppe, du kastede dig over, da du skulle skrive dine egne bøger?

Som Stephen King siger i ‘On Writing’: Hvad får dig til at tro at jeg har noget valg?

Og det er jo ikke målgruppen jeg har kastet mig over. Det er historierne. Af en eller anden grund har jeg relativt nem adgang til hvordan det var at være seks år.

Det fortæller jeg om.


6 Hvorfor tror du, der kommer så relativt få oplæsningsbøger til de 5-6-årige? Der er ligesom et spring mellem billedbøger og op til læse-selv-fantasy.

Jeg ved det ikke. Det er et svært marked, fordi det jo ikke er børnene der vælger bøgerne, men forældrene og måske skolebibliotekaren. Forældrene vil gerne give deres egen barndom videre til deres børn og dele deres minder med dem. Altså: “Dengang jeg fik læst ‘Alle vi børn i Bulderbby’ højt, havde jeg det godt. Så nu skal du også høre den.” Bagefter kommer de slæbende med ‘Det lille hus på prærien’ og ‘Brødrene løvehjerte’. Det synes jeg faktisk er fantastisk: Forældrene giver børn adgang til klassikerne. Og det er grundlaget for at vi får nogle gode læsere i fremtiden.

Men det gør det sværere at trænge igennem med noget nyt. Det er en lidt sjov situation - børnene sidder jo ikke og ser ‘Ingrid og Lillebror’ på Cartoon Network.


7 Jeg er personligt skidebange for madkassemonstrene fra ’August går i glemmebogen’. Hvor kommer de fra i din hjerne?

Hukommelsen! And I’ve got the scars to prove it!

Nej - jeg aner ikke hvor de kommer fra. Jeg tror at jeg tegnede dem først. På et plankeværk i min søns børnehave.


8 Jeg ved, du er meget omhygelig med din dialog. Har du nogle tricks til at ramme den kombinerede tone, der både er hyggelig og spændende? Hvad gør du i praksis, når du skriver dialog?

Jeg elsker at skrive dialog. Det er sjovt fordi folk jo næsten altid taler om noget andet end det de vil sige. Folk taler uden om hinanden, og det er ‘hullerne’ der er sjove eller spændende.

Da jeg var lille prøvede jeg altid at forklare min mor hvad der skete i de bøger jeg var ved at læse - eller i min fantasi. Hun så meget opmærksom ud. Og når jeg så var færdig og stod og ventede på hendes svar, sagde hun: “Har du lyst til en kop kakao?”

I praksis gør jeg to ting. Jeg gør mig umage for at lytte meget nøjagtigt efter når folk taler. Hvad er det egentlig de siger. Det en ret sjov øvelse. Folk taler i øst og i vest, kan jeg godt afsløre! Og så skriver jeg meget dialog - og skærer i den bagefter. God dialog bliver skrevet med en kniv.

 

9 Du har tidligere lavet tegninger – bl.a. karikaturer af kendte bogmennesker til bladet Bogmarkedet. Hvorfor illustrerer du ikke dine egne bøger?

Når en anden illustrerer ens historier er det en fortolkning af historien. Den norske tegner Thore Hansen fortolkede især Augusts ven Omar på en helt fantastisk måde. Han forstod ham næsten bedre end jeg. Det var fedt!


10 Og til sidst det spørgsmål alle får: Hvilke tre bøger ville du ønske, du selv havde skrevet, og hvorfor?

Der er altså mere end tre bøger jeg ville ønske jeg havde skrevet! Men her er i hvert fald tre fra min øde ø-liste:

Ole Lund Kierkegaard: ‘Lille Vergil’. Den største klassiker! Selvom det er en ret episodisk historie og selvom den måske ser børn som lidt ‘renere’ end os andre, er det meget tydeligt for mig at forfatteren har noget på spil i den bog. Han har ikke alle svarene. Og så er den så sjov at jeg den dag i dag ikke kan læse den højt uden at måtte holde grinepause hele tiden. Især når man når til det med plankeværket.

Mikhail Bulgakov: ‘Mesteren og Margarita’. Ikke at jeg nogensinde kunne have skrevet den selv - jeg har jo ikke levet i Sovjetunionen under Stalin. Og jeg er heller ikke læge. Eller morfininst. Men jeg elsker bogens kombination af ond humor, samfundssatire og helt overlegen fortælleteknik. Og så er det jo fra den det fantastiske citat stammer: “Manuskripter kan ikke brænde.”

Maurice Sendak: ‘Where the Wild Things Are’. En af mine absolutte yndlingsbøger som lille (sammen med Lille Vergil). Den amerikanske tegner og historiefortællers billedbog fra 1963. Historien er på i alt ti sætninger. Den handler om vrede og begynder: “Den aften Max havde sin ulvedragt på og lavede den ene gale streg efter den anden ...” (På dansk hedder den ‘Landet med de onde krabater’ eller ‘Villy Vildyr’).