Abrasax / Mette Finderup

1. Hvad er det, der er så interessant med krimiserier med samme hovedperson? Det ER jo ret usandsynligt, at Mediemanden igen og igen helt tilfældigt står midt i en forbrydelse?

Ja, selvfølgelig er det usandsynligt – men er det ikke lidt ligegyldigt? Sådan har præmissen jo alle dage været for klassiske detektivromaner, uanset om forbrydelserne opklares af en amatør eller en politimand. Som krimilæser æder man simpelthen usandsynligheden og lader sig rive med. Tænk bare på Agatha Christies ubetalelige Miss Marple ... er det ikke besynderligt, hvor mange mord hun snubler over? Og accepterer vi det ikke alligevel? Selv elsker jeg krimier med en tibagevendende hovedperson. Jeg synes, det giver et ekstra lag til historien, at man følger detektiven og hans/hendes private udvikling fra bind til bind. Kender man detektiven i forvejen, kan man springe en masse omsvøb over og gå lige til sagen i hver enkelt ny mordgåde – og så kan man som forfatter bruge privatlivshandlingen som klangbund; man kan med andre ord lade nogle af problemstillingerne i hovedhandlingen give ekko i den private sidehandling.

2. Er du mest inspireret af den britiske mysterie- eller den amerikanske mere hårdkogte genre? Hvad henter du fra hver?

Som læser foretrækker jeg til enhver tid de britiske krimier, hvor persontegning, menneskeholdning og diverse referencer ligger meget mere til mit temperament end det, man finder i de amerikanske af slagsen. De britiske krimier er ofte skrevet med lune og empati. Selv barske forfattere som engelske Mark Billingham og skotske Ian Rankin har humoren med sig, og selv de usleste forbrydere skildres i deres romaner også som troværdige, levende mennesker. Til gengæld har visse af de bedste amerikanere et utroligt spændstigt sprog, der kan inspirere enhver forfatter – og ikke kun i krimigenren. Dashiell Hammett, Raymond Chandler og James Ellroy ... Deres bøger er ren fløde for min hjernes engelske sprogcenter!   

3. Hvad synes du om femikrimibølgen? I hvor høj grad er du selv en del af den?

Det var fedt, da det startede. Da de første krimier med kvindelige opdagere kom på markedet, var jeg helt på. Og jeg lukkede glad øjnene for, at selvhøjtideligheden og privatlivsfnidderet måske af og til tog overhånd. Men efterhånden som markedet er blevet mættet med unge, kvindelige journalist-detektiver med små børn og store ambitioner, er jeg ved at være lidt træt. Det må være muligt at skabe et univers, der hverken er superrealistisk politijournalistik eller følsom kvindelivsdokumentar. I forlængelse af den tankegang opfandt jeg min mandlige privatdetektiv, Dan Sommerdal, som er noget så sjældent som et arrogant røvhul med stærke, kvindelige træk og et nogenlunde velfungerende privatliv. Han vil meget gerne have sig frabedt at være en del af femikrimibølgen, tak!

4. Hvad er det største plothul, du har været liiiiige ved at overse?

Uha, er det klogt at røbe den slags? Okay: I den bog, jeg sidder og skriver på for tiden (Din til døden, udkommer 4. juni) foregår en del af handlingen i Goa. Jeg har været meget grundig i planlægningen og syntes, jeg havde tænkt på alt, da jeg pludselig – to tredjedele inde i bogen – opdagede, at jeg havde startet handlingen på et forkert tidspunkt; midt i det sprødeste, danske forår. Havde jeg fortsat, ville en meget vigtig scene i bogens slutning komme til at udspille sig i Goa - midt i monsuntiden i juni - og det var ikke just DEN stemning, jeg havde haft i tankerne. Derfor måtte jeg bruge to hele dage på at flytte alt, hvad jeg allerede havde skrevet, to måneder bagud, fra maj til marts. Det gør altså en væsentlig forskel for folks påklædning, transportmidler og samtaleemner, kan jeg hilse og sige!

 
5. I hvor høj grad bruger du dine bøger til at få et budskab frem i verden? Og hvis ... hvilke?

Som udgangspunkt slet ikke. Jeg skriver, fordi jeg har en masse gode historier og nogle interessante personer inden i mig – og de vil ud. Men der er jo det ved at skrive bøger, at det er en ret afslørende profession. Læser man noget i avisen, som ophidser en, eller oplever man en uretfærdighed, der får ens blod i kog ... Så kan man ikke holde det skjult. Jeg kan ikke, i hvert fald. I min første bog var det samfundets ansvarsforflygtende holdning til problemer i forbindelse med anonym sæddonatiion, der gjorde mig så arrig, at det nærmest af sig selv blev kernen i plottet; i nummer to bog var det en mere privat historie om et barn, der blev holdt i uvidenhed på trods af al sund fornuft og almindelig anstændighed, som fik mig på banen; i Dybt at Falde fik det danske samfunds ligegyldighed over traffickingofre mig op i det røde felt. I den næste ... Nej, det må I selv finde ud af. Den handler om en ægteskabssvindler og giver hug til både aldersdiskrimination, kristne fanatikere og ... noget tredje, man først skal finde ud af til sidst.

6. Har du nogen sinde haft det skidt, når du har slået nogen i dine bøger ihjel?

Ja. Den unge rengøringskone Lilliana, som bliver myrdet i indledningen til Dybt at Falde ... Det var nødvendigt for bogen, at hun døde, men jeg havde det skrækkeligt med at slå et ungt og helt uskyldigt menneske ihjel. Især, fordi det menneske i forvejen havde været alt for meget igennem. Undskyld, Lilliana. Endnu en gang.

7. Hvor meget researcher du?

Så lidt som muligt. Skriver jeg om et geografisk område, besøger jeg det naturligvis, og vover jeg mig ud i nogle medicinske forklaringer, tjekker jeg dem med en læge, en farmakolog eller en dyrlæge – alt efter karakteren. Der er naturligvis også mennesker med forstand på politiets arbejde, der giver mig gode råd – men det er ikke nødvendigvis politifolk. Jeg skriver om en amatørdetektiv i en fiktiv provinsby, og én af grundene til det er, at jeg vil have lov til at finde på. Lyve, om man vil. Hvis jeg ved alt for meget om nogle detaljer ude i virkeligheden, træder journalisten i mig straks frem og gør krav på, at jeg videregiver en række overflødige oplysninger. Det lægger en voldsom, næsten kvælende dæmper på løgnagtigheden – og resultatet ville blive en mindre fantasifuld historie.   

8. Er der noget af virkeligheden, der er for klam til at du vil bruge det i en af dine bøger?

Afgjort, ja. Når børn og dyr mishandles, myrdes eller voldtages, står jeg som regel af. Det skal være usædvanligt godt skrevet og sobert behandlet, hvis jeg skal være med som læser. Og som forfatter må jeg sige, at det skal være meget, meget afgørende for mit plot, hvis den slags skal finde sted i mine bøger. Jeg vil ikke skrive bøger, som læserne er nødt til at lægge fra sig, fordi de er for ækle.

9. Hvad er det lige, der er med de der hunde, som dine bøger er så fyldt af?

Tjah ... Hunde er en stor del af mit og mange, mange andre menneskers dagligliv, men de er ofte underligt fraværende i bøger for voksne, som om det simpelthen er for useriøst at skrive om. Det er sjovt ... Når Ian Rankin og Peter Robinson skriver side op og side ned med detaljer om alt det musik, deres detektiver uafbrudt har i øregangene, så er der ingen, der brokker sig. Men mine medvirkende hunde (tre i den første bog, én i den næste, to i den nyeste og én i den kommende) bliver nævnt af stort set alle, der interviewer mig. Er de virkelig så provokerende?

10. Hvilke tre bøger ville du ønske, du selv havde skrevet - og hvorfor?

Må jeg virkelig kun nævne tre? Godt så ...
Charles Dickens: Bleak House. En stor, ambitiøs roman om bureaukratiets forbandelser og en kvinde med en dyster hemmelighed. Bogen har et enormt galleri af farverige, groteske, lattervækkende og medynkvækkende personer – og så kan den byde på litteraturhistoriens første rigtige detektiv!
Don DeLillo: Underworld. En mindst lige så stor og mindst lige så indviklet roman, der er blændende konstrueret. Ét fortællespor går fremad fra 1951 til nutiden, et andet den samme vej tilbage. Det handler om USA, om den kolde krig, om familieliv i alle niveauer – og om baseball. Sproget er så smukt, at jeg kan læse visse passager højt for mig selv og næsten græde af fryd.
John Irving: A Prayer for Owen Meany. Irving skriver som en moderne Dickens, med overlegen personskildring og næsten britisk humor. Denne er en af hans mere dystre bøger – om den lillebitte dreng, der vokser op til en lillebitte mand med store, alvorlige tanker og en uhyggelig forudanelse om sin egen rolle i verdenshistorien.
Fælles for de tre romaner er, at de er tykke, har indviklede plots og handler om noget, der berører os alle. De er hver især eksperimenterende i såvel form som narrativ teknik, og så er de formfuldendt konstrueret. Jeg elsker, når man under det blafrende, farvestrålende cirkustelt kan ane det omhyggelige, gennemsolide ingeniørarbejde, der er lagt i skelettet – det, der holder teltdugen, orkestertribunen, trapezerne og linedanserlinen oppe og gør det muligt for forestillingen at folde sig ud.