Fraklip
Jeg møder mange, der tror, man er færdig med at skrive en bog, når det sidste punktum er sat. Eller at rigtige forfattere har et eller andet særligt talent, der gør, de bare kan sætte mirakler på papir, så snart de sætter sig ved tasterne. Men sådan er virkeligheden ikke - i hvert fald ikke for mig. Det er derimod hårdt arbejde, og jeg ser teksten igennem mange gange.
Når jeg er færdig med første gennemskrivning, læser jeg hele bogen igennem med friske øjne. Noget skal skrives helt om, noget skal forbindes på andre måder, og noget skal 'bare' gennemskrives for at hænge ordentlig sammen med resten af det, jeg har lavet. Derefter lader jeg min redaktør og evt. andre tekststærke venner læse bogen. Når jeg får deres kommentarer ind, begynder hele processen igen. Først overvejer jeg, hvilke af kommentarerne, jeg er enig i, og så går jeg i gang fra en ende af. Noget skal måske bare finpudses, mens andre kapitler skal skrives om mange, mange gange, før de er 'i skabet'.
Jeg har her valgt fire steder fra Dødsgudens Løgne, der er endt med aldrig at komme med i trykken. De blev sorteret fra undervejs. Så kan du selv se, hvor ubehjælpsom sådan en første gennemskrivning kan være.
Da Argos hed Krahka ... og kunne tale
Du godeste. Det virker SÅ mærkeligt, at gense dette stykke tekst. Det blev meget tidligt luget fra, og det har intet at gøre med den færdige bog. Det er skrevet på et tidspunkt, hvor jeg endnu ikke anede, hvad jeg skulle bruge de sorte fugle til. Jeg tænkte, de måske kunne være en slags hjælpere, når Shilla senere kom til Dødsriget. Derfor blev Mester Gilius' fugle en lidt sær blanding af en papegøje og en forvokset krage. Først senere begyndte jeg at se en sammenhæng mellem magien, Dødsriget, spøgelserne og de sorte fugle. Men det er et fint eksempel på, hvordan en historie kan blive bedre af at man ændrer nogle helt basale ting og 'slår sine darlings ihjel'
Du kan læse et oprindeligt afsnit, hvor Shilla møder Krahka her
Fru Mahlin - damen, der blev skrevet ud
I min oprindelige udgave spurgte Shilla ikke vagten oppe i bjergene om hjælp til at finde vej til familien. I stedet endte hun i en bod på torvet hos en dame, der levede af at give den slags oplysninger videre. Hun var ret emsig med sine oplysinger og tog sig godt betalt. Jeg forsøgte at skrive dette afsnit om flere gange, men det blev ved med at virke forkert. Til sidst indså jeg, at jeg enten var nødt til at skære scenen med fru Mahlin helt væk eller give hende meget mere plads i historien, så hun ikke virkede så påklistret.
Jeg valgte at skære, og det er en vigtig lektie. Når man skriver lange bøger, der i forvejen har et lidt indviklet plot, hjælper det, at gøre alt andet så simpelt som muligt. Der var slet ingen grund til, at fru Mahlin skulle stå der på torvet og være vrissen, når Shilla bare kunne spørge vagten i stedet for. Samtidig kunne Shilla så give smykket til præsten i passet, og på den måde sparede jeg også et helt afsnit med Rondo og Sirobion.
Men du kan møde fru Mahlin ved at klikke her og læse afsnittet om hende.
Rondo og Sirobion besøger Shilla - det tog bare for lang tid
I en af mine tidlige udgaver af bogen, gik Shilla op til præsterne og stod i kø ved templet sammen med sin bedstefar for at finde ud af, hvor Vendor var, og hun kom til at give sin adresse til præsterne. Derfor kunne Rondo og Sirobion senere finde hende uden problemer, og de kom så til hende og hentede hendes rygsæk, så de kunne få ting til at mane hende med.
Men i en senere gennemskrivning fik jeg Niro placeret som templetjener i Modtagelsen, og pludselig havde jeg fjernet præsternes mulighed for at finde hende. Det blev dog heller ikke nødvendigt i den endelige version, hvor Shilla allerede havde afleveret sit smykke til vagten ved indgangen. Derfor kunne jeg pludselig helt skære hele afsnittet med præsterne væk. det var rigtig fint, for bogen var ellers ved at blive lidt for stille, og nu kune jeg så indføre lidt mere action i stedet for.
Du kan læse det slettede afsnit med Rondo og Sirobion her. 
Vi skal bruge Bedstefar ... Mor må på arbejde
“Hun har det for let,” sagde min redaktør bekymret, da han læste mit første bud på en færdig roman. Han har som regel ret, når han siger den slags, og så måtte jeg i gang med at skrue bissen på for Shilla og hendes familie. Efter at have rystet plottet lidt op og ned, besluttede jeg, at Bedstefar måtte lade livet ... selvom han var død i forvejen. Det var en ændring, der først blev besluttet en uge, inden manuskriptet blev afleveret til korrektur og opsætning.
Inden da var det Shillas Mor, der var taget med Shilla hen til Dødsguden, og det var for at komme i rigtig audiens. Efter at Shilla havde sluppet Vendor ud af fænglset, nåede hun både komme hen og sige ordentlig farvel til sin mor og derefter have en lidt længere jagt på Vendor. Det måtte skrives om. Mor måtte i stedet gå på arbejde, og Bedstefar kom med, så han kunne stå og vente på Vendor og kniven fra De Levendes Land.
Du kan læse kapitlet, som det så ud inden, her