Fraklip - Rondo og Sirobion opsøger Shilla før maningen
Jeg vågnede, da min bedstemor hentede mig tilbage fra en søvn så dyb, at jeg hverken havde hørt hende, Mor eller Bedstefar stå op. Hendes kolde hånd strøg blidt min kind.
“Du må hellere vågne nu, Shilla-skat. Der er gæster,” hviskede hun. Jeg satte mig brat op i sengen, fordi tankerne om Vendor og alle fangerne i fængslet kom væltende ind over mig med det samme. Et øjeblik blandede Bedstemors ord sig med mine drømme, og jeg så alle de langhårede, nøgne forbrydere stå i en lang række uden for vores hus.
“Er det meget sent?”
“Nej, det er ikke så slemt. Det er stadig formiddag. Du har bare haft brug for lidt ekstra søvn. Tag lidt vand i hovedet og skynd dig at spise et æble. Så holder jeg dem hen så længe,” sagde Bedstemor.
“Hvem er det?” Jeg så mig søvndrukkent om. Bedstemor og jeg var alene i huset. Det kunne ikke være mange timers søvn, Bedstefar havde fået.
“Det er bare et par præster. De siger, de har nogle ganske få rutinespørgsmål, fordi du lige er ankommet.”
Jeg var lysvågen. Et par præster! Pludselig var det ikke kun fængslet og mødet med den usympatiske Vendor, der rumsterede i mit hoved. Jeg kom også i tanker om de to præster, som snakkede om, at de skulle ‘have fat i hende den levende pige.”
“Hvordan ser de ud? Har den ene af dem fede fingre?”
“Det lagde jeg ikke mærke til. Jeg troede bare, det var tilfældige præster. Men det er det måske ikke.” Hun lagde hånden på min arm: “Er du i problemer Shilla?”
“Nej, nej, det tror jeg ikke,” skyndte jeg mig at sige. “Jeg tænkte bare, det kunne være nogen af dem, jeg havde mødt, da Bedstefar og jeg var oppe ved Paladset.”
Det bankede utålmodigt på døren.
“Ja, øjeblik Mestre. Hun er lige straks klar,” svarede Bedstemor, og jeg sprang ud af sengen og i mit tøj. Hun havde lagt et æble frem på bordet, men det måtte vente. Jeg kunne alligevel ikke spise noget, fordi min mave var helt snørret sammen.
Mine bange anelser viste sig at være rigtige. Selvfølgelig var det Rondo og Sirobion, der ventede. Ingen af dem var nær så høje som Mester Gilius, men de fyldte alligevel vores lille hus godt ud, da de stod side om side i deres brede sorte kapper og Rondo sagde: “Vi vil være alene med dit barnebarn. Vent udenfor.”
De satte sig, før jeg nåede at tilbyde dem en stol. Jeg havde ikke lyst til at sidde ned sammen med dem, så jeg blev stående. De bad mig heller ikke om det.
“Vi kommer for at høre om den opgave, som du fortalte, du var havde fået af en præst ved navn Gilius,” sagde Rondo uden hverken omsvøb eller antydningen af venlighed i stemmen.
“Øhm,” var mit umiddelbare svar, mens jeg prøvede at vinde tid.
“Ja. Vi vil gerne vide lidt mere om den, så vi måske kan hjælpe dig,” sagde Sirobion. Der var heller ikke meget venlighed at spore i hans stemme, men han havde i det mindste et noget mere høfligt ordforråd end sin ven.
“Jeg tror, der er noget, I har misforstået,” prøvede jeg. Hvad skulle jeg ellers sige? Jeg var tæt på at finde Spinellen, men hvis jeg fortalte dem om Vendor, og hvis de pressede Vendor nok til, at han fortalte, at den allerede var på Paladsets grund hos fængselspræsten, ville de meget nemmere og hurtigere kunne få fat i den, end jeg selv kunne.
“Du kom til os, fordi du var sendt af Mester Gilius. Hvordan får vi fat på ham. Hvor er han henne?” spurgte Rondo.
“Mester Gilius? Nej, der tror jeg altså, at I har hørt forkert. Jeg må have sagt Mester Kilius. Det er det, han hedder.”
Rondo rejste sig.
“Jeg har ikke tid til at høre på dine ynkelige forsøg på løgnehistorier,” sagde han.
“Skal jeg forstå det sådan, at du ikke vil samarbejde?”
“Nej, nej. Det vil jeg vældig gerne. Jeg tror bare, I har misforstået ...” sagde jeg. Men min stemme sank, mens jeg talte med ham og slutningen af sætningen kom aldrig over mine læber. Rondo hørte alligevel ikke efter. Er det dine ting? Han pegede hen på min rygsæk, der stod langs den rå mur henne ved min og Mors seng.
Jeg nikkede. Nu rejste Sirobion sig også og gik hen og åbnede den.
“Men ...” min meget lille protest havde naturligvis ingen virkning på de høje herrer.
Sirobion hældte uden videre alle mine ejendele ud på bordet. Tog hver enkelt del op og vejede den hurtigt hånden. Lukkede øjnene, nikkede for sig selv et par gange. Til sidst tog han også fat i den halskæde, jeg har fået af min mor, men som jeg ikke tør gå med, fordi jeg er så glad for den.
“Vi tager den her,” sagde han. Lige så naturligt, som da Mester Gilius i sin tid sagde, at han ville tage mit hus. Det var ikke engang til mig, han sagde, han ville have min halskæde, men til Rondo.
“Tag hellere det hele,” sagde han. “Så er vi sikre.” Sirobion nikkede, og smed med et kort kast min halskæde ned i sækken uden så meget som at komme den tilbage i æsken med roserne på, som min far har skåret. Den smed han bagefter og lukkede sækken.
Og så gik de høje herrer deres vej igen. De forlod mig uden farvel. Uden nikken til farvel eller i det mindste et nedladende eller fornærmende ord gik de med alle mine ting. Besøget havde varet kortere, end det ville have taget mig at sluge æblet. “Hvad ville de?” Min Bedstemor var inde hos mig, så snart, Rondo og Sirobion havde slynget kapperne om næste hjørne.
“Det ved jeg faktisk ikke.”
Det virkede så uvirkeligt. Jeg havde troet, at jeg skulle gennem et længere forhør, og at det ville blive virkelig hårdt, for jeg havde jo selv hørt dem snakke om, at de ville have informationer ud af mig. Men det havde slet ikke været svært. Og det var ikke fordi, jeg var så dum, at jeg regnede med at de bare købte min historie om den mystiske Mester Kilius. Men alligevel havde de bare givet op og var gået. Og hvad i alverden skulle de med mine ting?
“Det kan være, de troede, der var nogen af Mester Gilius’ ting i den, som de kunne bruge til noget,” foreslog Bedstemor, da jeg senere på dagen fortalte historien endnu engang for dem alle tre. Jeg havde haft en rigtig skidt eftermiddag. Jeg var sulten, og jeg var ked af det, fordi de dumme præster havde taget det eneste, jeg virkelig holdt af. Og jeg var bange for at gå ud, fordi byen vrimlede med tempeltjenere, der gik fra hus til hus og spurgte hvem som helst, hvad de havde lavet i går aftes, og om de kunne bevise det. Rygtet gik at flere var blevet taget med til Paladset til forhør. Men både Mor og Bedstefar kom heldigvis hjem uden at være blevet passet op.
“Ja. Det giver meget god mening, at de så var mest interesseret i halskæden. Der var vist ikke meget andet i den rygsæk, der var tilnærmelsesvist kostbart nok til at kunne have tilhørt en dødspræst,” sagde min mor med tårer i øjnene.
“Hvor er de dog ubetænksomme. Den betyder så lidt for dem ... men for Shilla og for os andre...” Hun greb min bedstemors hånd. Bedstemor havde også tårer i øjnene.
“Så så. Det er jo heldigvis bare en ting. Det ville være meget værre, hvis de havde gjort Shilla noget. Det skal vi huske,” sagde hun og kiggede væk. Men jeg havde rigtig dårlig samvitighed og ønskede, de bare havde givet mig en lussing i stedet for. Min Bedstemor havde fået halskæden af sin Mor. Den havde været i vores familie i generationer, hvor den var blevet værdsat og passet på. Og nu var den væk for altid, og det var min skyld.