Fraklip - Shilla spørger Fru Mahlin om hjælp til at finde sin familie
“Øhm ... kender du min mor?” spurgte jeg.
“Nåhr, du har slet ikke mødt nogen, du kendte endnu?” sagde damen, efter hun havde rystet på hovedet af min beskrivelse.
“Men ved du hvad? Kan du se den bod derovre?” Hun bukkede sig forover og pegede over på en lys baldakin.
“Der sidder Fru Mahlin. Hun holder styr på alle de nye. Hun kender sikkert din familie. Det koster godt nok at få besked, men jeg kan se, du har en taske med dig.”
‘Koster’ havde hun sagt. Den bemærkning noterere jeg lige: Ingen mad, men søvn, og ting kostede noget. Gad vide, hvad man betalte med i Dødsriget ... og gad vide hvad straffen var, hvis jeg blev nødt til at stjæle – og så blev fanget ...?
“Var der mere, stump?”
“Næh ...” Jeg sagde farvel og skyndte mig ned til den bod, sivmåttedamen havde udpeget. Hun havde reageret på, at jeg stirrede på hendes åbne mud, mens hun talte, men jeg var nødt til at se, om de døde trak vejret, eller om det var en anden fælde, jeg kunne falde i, hvis jeg ville have lov at være her uden at vække for megen opsigt. Det så det heldigvis ud til, at de gjorde.
Fru Mahlin var en mager gammel dame med en meget stor næse, der så ud, som om den sad på det helt forkerte menneske. Hun sad ved et bord af groft træ og skrev med små bitte bogstaver med en fjerpen i en bog, der til gengæld var så tyk og stor, at hun så ud til at skulle bruge hjælp til at flytte den nogen steder hen. Hendes øjne var små og plirrende som en dues, og hun skulle ligesom indstille dem fra en anden afstand, da jeg rømmede mig foran hende, og hun så op fra bogen og til mig.
“Jeg leder efter min mor ... jeg er lige kommet,” sagde jeg.
“Nå er du det? Javel ja. Jamen velkommen,. Ja, du har da i det mindste fået tøj på kroppen, så helt ny er du vel ikke,” sagde hun og smilede stort til mig uden mange tænder, mens hun så lidt for grådigt på min taske. Man fik åbenbart ikke sine tænder tilbage, når man kom i Dødsriget. ‘Husk at passe på dine tænder Shilla’, sagde jeg til mig selv. Det havde min mor også altid sagt, og hun havde tvunget mig til at rense dem hver aften med en lille kvist hjorterod ... det gav pludselig meget mere mening. De skulle jo holde en evighed.
“Hvad koster det at finde min mor?” spurgte jeg.
Fru Mahlin så på mig med hovedet på skrå.
“Ja, det er jo ikke billigt ... ikke fordi at jeg er grisk, men jeg skal betale afgift af alt, hvad jeg tjener til præsterne ... hvad har du i rygsækken?” spurgte hun.
Jeg havde ikke lyst til at vise hende, hvad der var i rygsækken. Jeg kendte godt hendes slags. De havde kun én pris for deres tjenester, og det var ‘så meget som muligt til mig’. Hun plirrede mod mig, mens jeg holdt rygsækken beskyttende i min favn.
“Jamen du behøver måske slet ikke min hjælp? Måske kan du finde din Mor helt alene,” sagde hun og vendte tilbage til sin bog, mens hun alligevel blev ved med at holde øje med mig ud af den ene øjenkrog.
Selvfølgelig havde jeg brug for hendes hjælp. Jeg ville ikke vente i ugevis med at finde Mor. Jeg ville finde hende nu. Men jeg havde ikke lyst til at Fru Mahlin skulle tage den smukke rosenkæde af sølv, der lå i sin fine lille udskarede trææske dybt nede i tasken.
“Jo, det var ikke det, jeg mente,” sagde jeg og gjorde mig klar, mens jeg åbnede rygsækken og satte den op på hendes bord.
“Se, jeg har en gammel trøje, og lidt reb, og ...” jeg tog tingene op af tasken en efter en og viste hende. Fru Mahlln mistede tålmodigheden og rev tasken til sig.
“Lad mig selv se, hvad jeg kan bruge. Det går hurtigere,” sagde hun, og begyndte at rode i mine ting. Jeg lod hende gøre det. Selvom jeg på ingen måde er dygtig nok til at kunne kalde mig lommetyv, havde jeg behændigt nået at liste æsken op i min hånd, mens jeg viste frem, og hun havde kun øje for tasken.
“Jeg skal jo helt ned i bunder og se, kan du nok forstå,” sagde hun og smilede med sine grimme tænder.
“Sikke en masse mad, du har med. Det får du da ikke brug for. Det der tørrede kød lugter jo ikke engang af noget,” sagde hun skuffet, da hun hev min madpakke op på bordet. Jeg svarede ikke, men var selvfølgleig lettet over, at hun ikke havde valgt noget af maden for sin tjeneste, men hvorfor skulle hun da også det? “Den her. Den vil jeg gerne have,” sagde hun og holdt min llille lygte frem. “Så kan jeg finde vej hjem om aftnenen, når fuglene er ude. Har du set fuglene? De store sorte. ‘Dødsgudens duer’ kalder vi dem hernede.”
Jeg nikkede, men jeg havde ikke lyst til at fortælle om mine oplevelser oppe i slugten. Jeg syntes bare Fru Mahlin skulle slå op i sin bog og finde min mor. Men den gamle dame var blevet helt venlig, efter hun havde taget min lygte, og hun var slet ikke færdig med at fortælle:
“Det er nogen bæster, det kan jeg godt fortælle dig. De holder egentlig til oppe i bjergene, hvor de vogter porten til De Leendes Land, men om natten ser vi dem somme tider jage her over byen, og så er det ellers bare med at holde sig inden døre. Og stakkels dem, der ikke kan finde ly ... de har en svaghed for dødt kød.” Hun nikkede og nød at se mit ansigtsudtryk.
“Ja, der er grund til at være bekymret. Og det er jo ikke hver nat, præsterne lige synes, de har tid til at passe på os. Så er det, at de kommer ...”
“Så må jeg hellere finde min mor i en fart,” sagde jeg. “Vil du slå op, om du kan finde hende?”
“Jajaja ... de unge har så travlt så travlt. Sådan er det altid. Men du har tiden for dig hernede. Det vil du snart finde ud af. Og hvem er din familie så?” Jeg nævnede min mor og mine bedsteforældre, og Fru Mahlin fugtede sin lange tynde pegefinger med tungen og begyndte med en helt forbløffende fart at bladre frem og tilbage i den store bog, mens hun lagde tørrede blade ind som bogmærker forskellige steder. Endelig så hun op igen.
“Ja, de er her alle tre,” sagde hun og smilede. Det gjorde jeg også. Både udenpå og indeni. Faktisk boblede det hele, og jeg var tæt på at boble over af glæde, så tårene ville rulle ned over mine kinder af bare forventning. Men jeg bed mig i kinden og lod. Jeg vidste aldrig, om man stadig kunne græde af glæde i Dødsriget.
“Vil du besøge dem nu, eller vil du først fortælle mig din Dødshistorie?” spurgte Fru Mahlin så.
“Jeg vil altså helst se dem lige med det samme,” sagde jeg, og hørte, hvordan min stemme knækkede en lille bitte smule.
“Det kan jeg godt forstå. Men så må du love mig at komme tilbage og fortælle mig det hele senere.” Jeg så nok lidt spørgende ud, for hun fortsatte:
“Ja, jeg skal jo have din dødshistorie, og jeg skal vide, hvor du bor. Ellers kan andre, der kommer herned og ender foran min lille bod jo ikke finde dig. Og det ville da være synd for både dem og dig, ikke sandt. Og desuden siger præsterne, at du skal gøre det. Det er det samme som loven.”
Jeg nikkede. Men der var jo ikke andre, der kunne komme og spørge. De var alle sammen her. Der var ikke nogen lillebror, eller storesøster, der var ladt tilbage i De Levendes Land. Kun mig. Og måske far, hvis han altså ikke var død på slagmarken. Så jeg nikkede til Fru Mahlin og lovede at vende tilbage. Hun nikkede også.
“Hør, Henrim,” hun prajede en voksen mand, der i det samme gik forbi og hilste på hende. “Vil du ikke vise den unge dame her ned til hendes familie. Hun er lige kommet.”
“Jo, selvfølgelig,” sagde han. “Så kan du også lige sætte hende ind i det mest nødvendige,” sagde Fru Mahlin.
“Og husk så at komme igen. Se. Nu HAR jeg lavet en side til din historie.” Hun pegede på en helt blank side i bogen, hvor mit navn stod skrevet øverst med en lille tynd streg under. Det lovede jeg hende. Og så skyndte jeg mig efter Henrim, der var gået i forvejen og ventede lidt længere nede ad gaden.
Henrim var heldigvis flink. Og undervejs forklarede han, at det var rigtig nok, at man stadig havde brug for søvn. Og at mange også havde brug for at arbejde.
“Vi kommer jo nøgne ind i denne verden, så vi starter helt forfra. Man må arbejde sig frem for at få tøj på kroppen, og senere vil man jo også godt have tag over hovedet, og når man har tag over hovedet, vil man også gerne have lidt møbler og måske et sæt ekstra tøj eller have det gamle repareret. Og det er alt sammen dyrt, for der er jo slet, slet ikke så mange varer her, som der er i De Levendes Land,” sagde han.
Jeg spurgte ham, hvorfor det var nødvendigt med et hus, når vejret var så godt, og han smilede og sagde, at jeg var heldig, jeg var ankommet netop nu:
“Det er sommer nu. Og det er mildt og lunt. Men det regner også nogle dage i Dødsriget, og så er her bidende koldt. Og det bliver også vinter. Med sne og frost. De døde, der ankommer nøgne på sådan en vinterdag, de får travlt med at arbejde sig til et sted et bo, kan du tro. For selvom det ikke blæser, og selvom vi døde ikke mærker kulden slet så meget som de levende, så er vinteren stadig en rigtig kold fornøjelse. Du er også heldig, fordi du har familie, der venter på dig, som allerede har et hus, du kan være i.”
“Hvad gør de da ellers? De døde? Dem der ikke har familie her? ” Jeg så grimme billeder for mig af frysende, nøgne mennesker, der krøb sammen under markedsboderne om natten, mens de frygtede for de sorte fugle.
“Præsterne leverer gerne det første stykke tøj, hvis du ankommer om vinteren. Til gengæld skal du så gøre nogle tjeneste for templet,” svarede han.
“Templet ... er det den store sorte bygning?” spurgte jeg.
“Ja,” og Henrim gættede mine tanker: “Og ja, det er også der, Dødsguden bor. Hans del kaldes bare Paladset.”
“Har du set ham?” For et kort øjeblik glemte jeg helt alt andet. Tænk sig at bo så tæt op af en gud. At han var virkelig og boede et sted – præcis ligesom almindelige dødelige ... og døde.
“Kun kort og på afstand. Men man kan komme i audiens hos ham, hvis man gerne vil møde ham. Jeg kender flere, der er skrevet op til det. Men de siger, han egentlig mest bare ligner sine præster. Han blander sig bare ikke så meget i vores liv, som de gør,” svarede Henrim, og drejede ned mellem en ny række boder og greb så pludselig fat i min skulder. Heldigvis uden på tøjet, så han ikke mærkede min varme hud.
“Hov, til siden Shilla,” Han trak mig ind i skyggen, så et mindre optog kunne komme forbi. Det var en bærestol. Fire solide mænd i smukke blå kapper bar stolen, der var dækket af et højrødt klæde med guldbroderier. Stolen var i sort træ med udskæringer. Der var flere af slagsen derhjemme, hvor de aller rigeste lod sig transportere på den måde i stedet for at blande sig med pøbelen, men det virkede meget mere voldsomt her. Det var som en eksplosion af farver og rigdom blandt de simple boder og alle de almindelige mennesker i falmet sommertøj.
“Er de fra templet?” hviskede jeg, da jeg så, at folk generelt trak sig til side for stolen, og mændende tog deres hatte af og bukkede, da den sejlede forbi.
“Nej. Temlet benytter sorte stole eller også går præsterne,” sagde Henrim. “Det der er en baronesse.”
“Men hvordan er hun blevet så rig? Har hun boet her meget længe?” spurgte jeg, og forestillede mig baronessens familie arbejde i generationer og langsomt samle sig mere og mere rigdom.
“Nej. Hun kom for et par år siden,” sagde Henrim, og hans stemme lød pludselig fladere. “Det er ikke alle, der kommer nøgne hertil, Shilla. Det kan du ligeså godt vænne dig til. De gamle ord om, at du ikke kan tage din rigdom med dig, eller at Dødsriget er lige for alle, det gælder ikke helt i virkeligheden.”
“Åh ...” Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle svare. Men jeg var skuffet. Jeg havde altid fået at vide, at hvis bare jeg var en god pige, så ville der stå et pænt lille hus og vente på mig på den anden side, og nu fik jeg at vide at jeg dels skulle arbejde for at få det, men at der samtidig var andre, der kom lettere til deres.
“Ja ... jeg ved, hvad du tænker. Men vreden lægger sig, når du vænner dig til det,” sagde Henrim.
“Men ... gør Dødsguden ikke noget ved den slags?”
“Nej. Åbenbart ikke.”
“Hvorfor ikke?”
“Han er jo ikke noget menneske. Han tænker sikkert ikke ligesom os. Måske synes han slet ikke, at den slags betyder noget.”
“Nå nej...”
Da optoget var kommet forbi, gik verden videre som før, og Henrim fortalte mig om, hvordan nogle ‘levede’ af deres håndværk, mens andre levede af at underholde andre. Der var ikke nogen egentlige penge, så man byttede sig frem til det, man havde brug for. Og når der en enkelt gang i mellem dukkede et par mønter op fra De Levendes Land, blev de hurtigt smeltet om og byttet videre som skeer, kroge eller smykker.
Han fortalte, at der udenom byen var enkelte marker og lidt skov, som templet lånte ud på årsbasis til særligt udvalgte mænd og kvinder, og især træ var i høj kurs, fordi man både kunne bygge af det og skære det ud til alle mulige ting. Jeg tænkte på kniven som jeg desværre havde givet til Niro. Og på de andre småting i min taske. Uden at vide det, havde jeg taget en sand skat med mig til Dødsriget. Alle tingene var meget mere værd for mig her, end de var i De Levendes Land. Jeg tænkte også på min far, der kunne skære i træ som ingen anden. Bare han havde været her. Så havde alting sikkert været nemt for mine Mor ... gad vide, hvad hun levede af.
“Her skal du se,” Henrim pegede ned af en lille jordstampet gade med små huse på begge side. Jeg tror, din familie bor nede i huset med det flade tag.”
Jeg mærkede straks suget, for nu var jeg så tæt på. Jeg var glad og enormt nervøs på en gang. Jeg havde lyst til at tage den vildtfremmede Henrim i hånden af bare spænding, men i stedet takkede jeg ham og sagde, at jeg nok skulle klare mig selv herfra.
“Vi ses, Shilla. Og velkommen. Vend tilbage, hvis de ikke er der alligevel. Og pas godt på dit tøj og din rygsæk. Det er ikke alle i Dødsriget, der er lige så flinke som Fru Mahlin, og nogle vil gerne gøre meget for at narre dine ting fra dig, inden kulden kommer.”
Og så stod jeg endelig foran min families hus. Det var meget lille.