De første to kapitler af Emmy 6 - Nu med udvoksning

Lørdag d. 21. januar
“Vil Emmy på otte venligst komme til informationen?”

I går var ‘Store Udflugtsdag til Ikea’ for mig og min familie, men desværre også for cirka otte millioner andre mennesker, hvilket er ret imponerende. Jeg troede slet ikke, vi var så mange i Danmark! Min undskyldning var, at jeg har fået et helt nyt værelse i julegave, som vi skulle ud at købe møbler til, men jeg kan ikke tro, at alle de andre var der af samme grund.

Mor og jeg har brugt et par uger på at male mit nye værelse, og imens har jeg sovet på gæsteværelset blandt stofrester og afdøde hobbyprojekter, og jeg har lavet lektier ved stuebordet. Man skulle måske ikke tro, det kunne tage så lang tid at male et rum på 14 kvadratmeter, men mor er irriterende grundig, når hun går i gang med den slags. Det tog hende for eksempel en hel dag bare at sætte malertape op, og hun var så langsom med kantpenslen, at jeg var bange for, at hun ville blive gråhåret og dø af alderdom, før vi blev færdige. Det ville være ret slemt, både fordi jeg til den tid formentlig ville være flyttet hjemmefra og derfor ikke have så meget glæde af mit nye værelse, og fordi jeg ville være nødt til at male det hele færdigt selv, hvis hun faldt om, og det har jeg slet ikke tålmodighed til. Jeg har selv malet de store flader med malerrulle, men kun de to første gange. Mor insisterede på at give det den sidste gang selv, “så det blev ordentligt”. Jeg kunne overhovedet ikke se forskel, men der var der ingen tvivl om, at min mor kunne, da hun endelig stod og nikkede tilfreds over sit værk … iført billig engangsheldragt af gennemsigtig plastik og gummistøvler.

Mit værelse er blevet sådan en rigtig lækker lys mellemting mellem fløde- og sandfarvet. Romantic desert, kaldte de den i butikken, og karmene, loftet og døren er blevet shinet op med knækket hvid (efter min mor havde slebet overfladen og vasket den … tre gange … med grundrens). Kit er grøn af misundelse. Da hun foreslog sine forældre, at hun også skulle have et nyt værelse, rystede de nemlig bare på hovedet, og sagde, at der ikke var råd, men at hun kunne få et par andre plakater og et nyt sengetæppe, for så ville værelset alligevel virke helt nyt. Kit var absolut ikke enig.

Som den gode veninde hun er, lægger hun overhovedet ikke skjul på sin misundelse, og jeg føler mig bare endnu mere heldig over at høre på hendes brok. Og da min mor sagde, hun ville have, Matematik-Mogens med på turen til Ikea “fordi, vi har brug for en mand, der kan bære”, sagde jeg, at jeg havde brug for “en Kit, der kunne hjælpe med at vælge skrivebord”, og så fik jeg lov at tage hende med.

Vi tog af sted så tidligt, at det stadig var mørkt, da vi kørte, og jeg nåede ikke engang at få morgenmad. Min mor var nemlig fast besluttet på, at vi skulle være fremme ved Ikea, allerede når de åbnede.

“Der kommer sikkert andre end os, når der er udsalg, så det er med at være der fra starten. Vi kan altid få lidt formiddagskaffe i cafeteriet bagefter,” sagde hun, da hun jog os ud til bilen og begyndte at trille mod Århus.
Mens Mogens fik sig en ekstra skraber på forsædet, sad Kit og jeg på bagsædet og diskuterede de sidste vigtige detaljer og satte kryds i mit Ikea-katalog, der var på tykkelse med en telefonbog over samtlige mennesker i Danmark og Sverige til sammen. Vi havde allerede sat krydser nok til at fylde hele huset, for det var godt at være forberedt, og der var stadig vigtige valg at tage. Som for eksempel om den Olga-stol, jeg gerne ville have, ville være flyderagtig nok at sidde i, og om man kunne få den med gyldent betræk eller blev nødt til at nøjes med den mormor-blå farve.

Mor havde i den grad ret i, at der var andre kunder end os. Og jeg skulle hilse og sige, at der også var andre, der havde tænkt, at det ville være smart at være der fra åbningstid. Der var en kø af hidsige bilister helt ude på hovedvejen, og der stod allerede mængder af folk og ventede på, at glasdørene skulle gå op til de hellige haller. De var alle sammen bevæbnede med indkøbsvogne, der var så store, at man uden problemer kunne transportere elefanter rundt i dem. Mor cirklede sin lille blå bil tre gange rundt på parkeringspladsen, mens hun blev ved med at mumle, at det da måtte være muligt at finde en plads, der lå bare lidt tættere på indgangen, så vi ikke skulle gå så langt. Men for hver gang, vi rundede hovedindgangen, blev der selvfølgelig bare mere og mere fyldt op, så vi endte med at parkere helt nede ved hovedvejen og skulle gå en halv maraton for at komme ind.

Ikea var kæmpestort og superfedt med vildt lækre møbler over det hele. Der var 1000 ting, som jeg gerne ville have, når jeg altså kunne komme til at se dem for alle de mennesker, der myldrede rundt. Der var rigtig mange af dem, der havde små børn med i vognene, og ungerne ragede alt muligt ned på gulvet, mens deres far og mor diskuterede, om de skulle have et tv-bord i rumskibskrom, eller om de kunne nøjes med det billige i bøg. Jeg var lige ved at få en pakke sengebeslag ned over tæerne på den konto, og ungens forældre lagde ikke engang mærke til, at jeg lavede vrede øjne og prøvede at signalere, at jeg ville sagsøge dem, hvis de ikke sagde undskyld.

Alle gik rundt og skrev numre op på alt det, de bagefter skulle ned på lageret og hente, og ind i mellem stødte vi på nogle ansatte i gule T-shirts, der så lidt for stressede ud i betragtning af, at de først lige havde lukket kunderne ind. De sagde kun ting som. “Nej, vi har desværre ikke flere Agnes-Petra-stole,” og “Nej, du kan ikke købe den færdigsamlede reol. Den er en del af udstillingen,” og jeg er ret sikker på, man kunne se, hvor lang tid de havde været ansat ved at måle dybden på den rynke, de alle sammen havde mellem øjnene.

“Åhr se, der er Olga-stolen. Den er endnu federe end i kataloget,” hvinede Kit og hev af sted med mig. “Og man kan også få den med sandfarvede blomster. Det er meget federe end det blå. Det passer jo præcis til dit nye værelse.” Hun havde afgjort ret, og stolen var kun 100 kroner dyrere med det blomstrede betræk. Jeg satte mig godt til rette i den, og så allerede i ånden, hvordan jeg rigtig skulle sidde og hygge mig og læse blade … øh, lave lektier, mener jeg naturligvis!

“Men hvis du vil have den med de sandfarvede blomster, så kan den først leveres senere, fordi de ikke har betrækket på lager,” sagde Mor og så nærsynet på det lille bitte skilt, der hang på ryglænet. “Kan du ikke lige smutte over og spørge en af ekspedienterne, hvor lang leveringstiden er. Det kan jo godt være, du hellere vil have den gyldne, hvis du skal vente flere måneder på blomsterne.”

Jeg stillede mig over i den autoriserede kø til Ikea-hjælp, men det blev hurtigt tydeligt, at det var en rigtig dårlig ide. Forrest i køen stod der nemlig en opkørt dame, der havde en masse overvejelser om et nyt køkken, hun ville købe og ikke kunne forstå, hun skulle gå over i køkkenafdelingen og få hjælp. Min mor fabler også om et nyt køkken, så jeg var godt klar over, hvor lang tid, damen ville kunne bruge på sine spørgsmål, så derfor søgte jeg hen mod sengeafdelingen, hvor jeg kunne se, der gik nogle mere fritgående ekspedienter. Jeg skar nådesløst ind foran en familiefar med et barn på armen, og fik fat i en ekspedient, der efter lidt roden rundt på sin computer, kunne fortælle mig, at der ville gå seks uger, før jeg kunne få den blomstrede stol. Seks uger ... det er jo om uendelig tid. Om seks uger har jeg både været i praktik og er blevet supersej til at løbe (Kit og jeg starter om et par dage) og har været til min fars og Lailas bryllup. Det gik slet ikke. Jeg kunne pludselig sagtens nøjes med det blå betræk!

På vej tilbage fik jeg øje på en rigtig skøn himmelseng fra kataloget, som hed Sulejma. Og den var tjekket – slet ikke sådan en My Little Pony-himmelseng med lyserøde flæser, men helt stilren med stålramme. Jeg satte mig lidt på den, men måtte ærgerligt erkende, at den nok var lidt for stor til mit tøsekammer med skråvæg, og at jeg nok hellere skulle satse på en smal boksmadras, som jeg kunne ligge og fede mig på i de lange weekender. Jeg gik en lille omvej over og prøvede madrasserne. Der var en helt masse forskellige, og jeg var selvfølgelig nødt til at smide mig ordentligt på dem alle sammen for at tjekke dem ud. Der stod et par vrantne koner og så ud, som om de var rigtig trætte af, at jeg lige nøjagtig er blevet så gammel, at jeg ikke længere er en en-pige-i-den-alder-hvor-alle-sure-voksne-har-ret-til-at-sætte-hende-på-plads. Det fik mig bare til at smide mig en lille smule hårdere ned på ‘Zar’-madrassen, så min krop hoppede, og deres mund blev ekstra stram.
Jeg havde næsten besluttet mig for en model ‘Rigoletto’, men jeg ville godt lige have Kit med på råd, så jeg skyndte mig tilbage til de andre for at hente hende. Men med alle de genveje, jeg havde skudt i min kombinerede ekspedient- og sengejagt, var jeg deværre blevet pænt retningsforstyrret, og jeg overså fuldstændigt pilene i gulvet og forvildede mig længere og længere ind i Ikeajunglen i stedet for tilbage til mor, Mogens og Kit.

Da jeg var kommet igennem afdelingen for badeværelser og fik øje på skrivebordene gik det efterhånden op for mig, at jeg var gået forkert, og så prøvede jeg at skyde genvej gennem reolsektionen. Så fik jeg øje på pilene og prøvede at følge dem, og kort efter var jeg endelig tilbage ... ved badeværelserne. Jeg banede mig langsomt vej gennem menneskehavet, hvor de fleste af de små børn i indkøbsvognene var begyndt at skrige, og pludselig stod jeg blandt børnemøbler i alle umulige hidsige farver, hvor jeg ikke havde været tidligere, og så gik den skrækkelige sandhed op for mig: Jeg var faret vild i Ikea.

Hvor pinligt er dét lige? Jeg har overlevet utallige ture til både Bilka og storcentre gennem min opvækst. Min mor har med panik i blikket drejet flere gange rundt om sig selv gang på gang i 14 år, og jeg er ikke blevet væk for alvor en eneste gang. Men nu – så snart jeg er blevet gammel nok til at klare mig selv, går jeg vild i en sølle, overdimensioneret sofabutik. Jeg sank sammen på en rød plastikbarnestol af bare græmmelse. Ikke alene over min manglende stedsans, men også fordi, jeg havde ladet Kit stå alene tilbage med Matematik-Mogens og min mor. Hvis bare vi havde været to, havde det i det mindste været en lille smule sjovt at fare vild, men nu stod hun i stedet tilbage ved stolen Olga og var tvangsindlagt til høflig samtale med min mor, mens hun uden tvivl undrede sig over, hvor jeg blev af.

Kort efter rejste mig fra barnestolen og gjorde endnu et forsøg på at finde de andre. Forgæves. Tre rundture plus et kort besøg i ‘opbevaring og entrémøbler’ senere, havde jeg stadig ikke fundet dem, og da jeg endelig kom tilbage til afdelingen med lænestole, var Kit og Mor og Mogens selvfølgelig for længst gået videre. Jeg sank tungt ned i Olga og prøvede at ignorere den familie, der stod i nærheden, og som tydeligvis gerne ville tæt på stolen. Jeg var så træt som et alderdomshjem efter en hel nat med opslidende bankospil, og jeg blev bare siddende og gloede ud i luften. Cirka fem år senere var det, at det lød over højtaleren: “Vi bringer en efterlysning. Det drejer sig om Emmy Leander Nielsen, der er blevet væk fra sin mor. Vil Emmy Leander Nielsen være venlig at gå til cafeteriaet, hvor der ventes!”

For pokker da. Hvor pinligt var det lige at blive efterlyst over højtaleren, fordi jeg var blevet væk fra min mor som et otteårigt barn? Det var simpelthen så flovt, at jeg blev nødt til at blive siddende et par minutter længere, for at de mange mennesker omkring mig ikke skulle opdage, at det var mig, der var blevet kaldt på. Så rejste jeg mig enormt diskret og slentrede så naturligt som muligt hen til en ekspedient og spurgte efter cafeteriaet.

“Bare følg pilene,” sagde hun smilende ... og jeg var meget, meget tæt på at rive hovedet af hende, for det havde jeg jo ligesom prøvet uden held den seneste times tid. Heldigvis pegede hun også.

Mor og Mogens og Kit sad og spiste kødboller ved et vinduesbord, da jeg nåede cafeteriet. Kit vinkede manisk, da hun fik øje på mig, og Mor rystede på hovedet og skulle lige til at skælde ud. Jeg orkede det bare ikke.

“Jeg fór vild. Jeg har gået og gået hele tiden, og da jeg endelig fandt tilbage, var I væk,” klagede jeg. “Og min mobil ligger nede i bilen, så jeg kunne ikke ringe til jer. Og nu er jeg simpelthen så træt.”

“Ja, selvfølgelig var vi væk. Vi kunne jo ikke blive ved med at sidde der og vente. Der var gået over en time,” sagde min mor. Men hun lod heldigvis være med at skælde ud. “Er du sulten?” spurgte hun i stedet. Om jeg var? Jeg kunne have spist et helt bagerudsalg, hvis jeg havde fået tilbuddet.

Vi vendte tilbage til møbelkampen, efter frokost, og det lykkedes faktisk at få det hele: En boksmadras (jeg valgte til sidst en, der hedder Odin), Olga-stolen med blåt betræk, en lille hvid reol, der kan hænge på væggen, en lille kommode til strømper og undertøj, et nyt skrivebord, der hedder noget i retning af Vicki-Malene, et simpelt sofabord i bøg og en rigtig kontorstol med hjul under! Jeg fik også nogle småæsker til at gemme ting i, og mor købte stof til at sy nye gardiner. Det er meget mønstret på sådan en lidt orientalsk måde.

Alle møblerne lå i flade kasser på lageret, men boksmadrassen kunne selvfølgelig ikke være i min mors lille bil, så vi bestilte budfirmaet i Ikea til at køre det hele hjem for os, og da vi endelig sneglede os ud fra parkeringspladsen, var klokken næsten tre om eftermiddagen!

 

Søndag d. 22. januar
Et puslespil med alt for mange brikker

Jeg var ret opsat på at komme i gang med at sætte alle møblerne plads, så snart vi kom hjem, men bilen fra Ikea kom først to timer, efter vi selv var kommet hjem. Den time brugte jeg på at svare fraværende på Kits spørgsmål, mens jeg tænkte på Olga og Odin og alle de andre fine ting, jeg snart skulle flytte sammen med. Da bilen endelig kom, hørte jeg den allerede, da den drejede om hjørnet, på samme måde som min farmors lille hysse hund kan høre postbuddet på tre kilometers afstand, og på nøjagtig samme måde som den, sad jeg oppe i vinduet med tungen ud af halsen og så den ene kasse efter den anden blive båret op ad indkørslen. Til mig, til mig, til mig!

Kit og jeg åbnede først for kommoden, der lå som et puslespil i sin flade kasse, og vi begyndte med at undersøge, hvad der var op og ned på den vedlagte vejledning, mens Mor og Mogens lavede aftensmad. Vi opgav dog ret hurtigt, for der var nogle symboler, vi ikke forstod, så i stedet gik vi i gang med skrivebordet. Men da havde fået bredt det hele ud på gulvet, fandt vi ud af, at der manglede en vigtig skrue, som var en af de første, vi skulle bruge. I stedet åbnede vi så for kassen med reolen. Den kom vi faktisk rigtig godt i gang med, men skruerne gik så stramt, at jeg måtte opgive at få dem i med skruetrækkeren, for jeg havde slet ikke armkræfter nok. Kit kunne lige give den første skrue den en halv omgang mere end mig, men så kunne hun heller ikke mere.

“Vi bliver nok nødt til at bede Mogens om at hjælpe. Han har sådan en boremaskine, som man også kan skrue skruer i med,” sagde jeg og åbnede i stedet optimistisk for pakken med sofabordet ...

Min mor var ved at besvime ved synet, da hun kom ind for at sige, at maden var færdig. Jeg fattede ikke lige i begyndelsen, hvad hun hidsede sig sådan op over, men da hun helt stiv pegede rundt i mit kommende værelse, og jeg så det hele med hendes øjne, forstod jeg det måske alligevel. Der var papkasser og flamingo, tyndt pap og samlevejledninger overalt. Men ud over det, var der også løsdele til fem-seks forskellige møbler, der lå i tilfældige bunker rundt omkring, og der lå cirka 538 skruer spredt ud over alle mine 14 kvadratmeter.

“Nu har I vel styr på, hvad der hører til hvad, piger?” mumlede hun skrækslagen, mens hun bed sig i læben.

“Øh ... nogenlunde,” sagde vi i kor ... hvilket egentlig betyder ‘nej, overhovedet ikke’, og det vidste min mor også godt.

“Åh gud,” sukkede hun. “Det kan jeg altså slet ikke overskue lige nu. Det må blive på den anden side af aftensmaden.”

Efter vi havde spist hakkedrenge med ovnfritter og bernaisesauce tog Mogens hjem og hentede sin værktøjskasse, mens Mor tog kommandoen over ‘kaoscentralen’, som hun i dagens anledning omdøbte mit værelse. Først blev vi beordret til at stampe alt pappet sammen og bære det ud i garagen, hvor vi også gemmer aviser og den slags, der skal til genbrug. Det tog pænt lang tid, for nogle af kasserne var kæmpestore og så solide, at vi begge to måtte hoppe på dem for at få dem gjort bare nogenlunde flade. Kit fik den store kasse, som Olga-stolen var kommet i, med hjem til sin lillesøster. Hun ville tegne på den med tusch og skære huller i til døre og vinduer, så det blev et indendørs legehus.

Da vi kom tilbage havde mor samlet samlevejledningerne i en stak, og nu tog hun dem en af gangen og bjæffede ordrer til os andre: “Vi skal bruge en masonitplade til reolen,” sagde hun.

“Det er den her,” sagde Kit, men det var straks sværere at finde de rigtige skruer. Vi gjorde vores bedste og rodede hele bunken igennem, og bagefter satte Mor os også til at sortere alle de andre skruer, så de lå i små bunker og passede til samlevejledningerne. Da vi var færdige manglede vi kun fire skruer til kommoden og så selve samlevejledningen til skrivebordet.

“Kan vi ikke bare samle det alligevel? Det kan da ikke være så svært. Det er jo bare en bordplade og fire ben og et pas skuffer,” sukkede jeg og sank ned langs den ene væg. Det havde efterhånden været en ret lang dag, og jeg var endnu ikke blevet et eneste færdigsamlet møbel rigere. Men mor så hen over brillekanten, som om det var mig, der helt personligt havde slugt de fire skruer og samlevejledningen og sagde: “Er du da rigtig klog, barn? Det er fra Ikea. Det går aldrig uden samlevejledning. Gå ud i garagen og find det den. Den må ligge mellem papstykkerne.”

Kit og jeg måtte vendte tilbage til garagen, men vi havde ikke held med os. “Måske var den slet ikke med,” sagde Kit, da vi havde rykket frem og tilbage på kasserne et par gange uden held. “De må jo pakke tusindvis af kasser hver dag. De må da glemme den vejledning en gang imellem.”

Vi blev enige om, at det i hvert fald var en udmærket undskyldning at bruge overfor Mor, men vi vidste også begge to, at vi havde siddet med papiret til skrivebordet og prøvet at tyde, hvad der var op og ned.
Matematik-Mogens tog det heldigvis noget mere roligt, da han fik at vide, vi havde mistet en samlevejledning.

“Så må jeg jo bevise, at rigtige mænd ikke behøver sådan en smule seddel,” grinede han. “Jeg har heldigvis den semiprofessionelle-grønne-skruemaskine-fra-Black-&-Decker - OG certifikat til at bruge den.”

Min mor lå på knæ ovre ved vinduet med enden i vejret og var ved at skrue ben på Odin-sengen, da han sagde det. Hun kiggede sig over skulderen og sagde bare “Hrmpfff” som kommentar til hans kæphøje bemærkning.

Inden Kit gik hjem, og vi holdt fyraften, nåede vi at samle sengen, reolen til væggen, Olga og det lille bord, som min varme kakao frem over skal stå på. Så pakkede vi mit nye varmtrøde tæppe ud, der passede perfekt til væggene, og jeg satte lidt af mit yndlingsnips op, så det hele blev lidt mere mig. Men jeg sov alligevel på gæsteværelset, for jeg vil først overnatte på mit nye værelse, når det er helt færdigt. Og selvfølgelig måtte Mogens give op overfor skrivebordet. Han skulle aldrig have sagt det der med den rigtige mand.

 

I dag, søndag fik vi så endelig samlet det sidste. Matematik-Mogens måtte efter tre timer med i-skruning og ud-skruning bide i det sure æble og indrømme, at han simpelthen ikke kunne finde ud af at samle skrivebordet uden samlevejledningen. Han tog ikke sit nederlag specielt pænt. Faktisk kylede han sin grønne-og-semiprofessionelle-skruemaskine-fra-Black-&-Decker så hårdt ned i værktøjskassen, at det stod ud med hamre og tommestokke til alle sider.

“Såsguforhelvededaogsåtagedetforpuledelort,” hvæsede han. “Det er jo som at få en hest til at passe ned i en ølflaske!”

“Ja, det ER da også mærkeligt, den ikke var med,” mumlede jeg og kiggede ned på mine pludseligt enormt interessante tæer.

“Ja ... det er jo nok også et problem, at det kun er rigtige mænd, der kan finde ud af den slags. Var det ikke sådan, du sagde, Skat?” smilede min mor skadefro, for mens Mogens havde makket forgæves med skrivebordet, havde hun samlet kommoden med håndkraft. “Kender vi i det mindste ikke sådan en, altså en rigtig mand?” spurgte hun med en stemme, der fik mig til at tænke på bolsjer … de syrlige gule af slagsen, min Mormor altid har stående.

“Hvad med Olsen?” spurgte jeg. Olsen bor nede for enden af vejen. Han er egentlig elektriker, men han er også sådan en, der har brugt de seneste ti år på at forvandle en gammel skrammelvilla til et fedt hus med udestue og kviste og en kæmpe træterasse, som alle de andre er dødmisundelige på, og han har næsten lavet det hele selv.

“Ja ... Olsen er en god ide. Går du ikke lige over og spørger ham, Mogens. Så hænger Emmy og jeg reolen op imens,” sagde Mor.

Mogens gik skummende ned til Olsen, og Mor blinkede til mig. “Gå lige ud og se efter, om vi har et par øl på køl,” sagde hun. “Jeg tror, det er bedst for husfreden, at vi får tanket Mogens lidt op oven på den her historie.”
Olsen kom med det samme. Han havde til lejligheden passende opsmøgede skjorteærmer og en lille værktøjskasse under armen. Den var fyldt med skruer og rawlplugs i alle mulige størrelser, og han tog et hurtigt overblik over Ikea-skruerne til mit skrivebord og sagde: “Jeg tror bare, vi tager nogle nye. Der har jo været skruet så meget i dem her, at skruehovederne er helt ødelagt. Dem får vi aldrig i.” Mor og jeg var meget dygtige. Vi lod være med at fnise, og da Olsen havde været på mit nye værelse i 10 minutter, stod skrivebordet klar.

“Så, Emmy. Det var det. Skal vi ikke lige stramme skruerne på de andre møbler lidt efter, når vi alligevel er i gang,” sagde han. “Og du har vel også et par lamper, der skal sættes op?”

“Jo, men det kan jeg nu godt ordne selv, det skal du ikke tænke på, Olsen,” sagde Mor – nu var det ikke kun Mogens, hvis håndværkerstolthed blev såret.

“Det er ikke noget at snakke om. Det er jo det, jeg gør til hverdag.” Olsen overhørte fuldstændig tonen i hendes stemme og satte med en fart som Byggemand Bobs lillebror på speed både min nye sengelampe og loftslampen op. Den i loftet er min gamle, som jeg har valgt at beholde, men Mor havde selvfølgelig taget den ned, da hun malede det hele. Efter lamperne tjekkede han også skruerne på alt det andet og tog ekstra godt fat i den reol, mor lige havde hængt op.

“Jo, den er god nok. Det er jo vigtigt, at vi er sikre på, den holder, når du skal sove nedenunder den, Emmy. Det nytter jo ikke noget, hvis du får Bibelen i hovedet om natten,” sagde han og gav den et sidste vrid. “Det var godt, I ikke hængte den op på væggen ind mod stuen. Det er jo det rene gips.” Jeg vil vædde på, at Mor ikke havde skænket den slags en tanke, men hun så ud, som om hun havde fuldstændig styr på det hele og nikkede medvidende og sagde “Det er jo det ...” på de håndværkermæssigt korrekte tidspunkter.

Jeg troede aldrig, de ville gå, men endelig sagde mor, at det da lige var det helt rigtige søndagsvejr til en kold forårsøl, hvis man bare tog et tæppe med ud, og så kunne jeg endelig for alvor flytte ind i mit nye værelse. Jeg slæbte bøger ind og satte dem i orden på min nye reol (alfabetisk. Min dansklærer ville have været stolt ... nej, ved nærmere eftertanke ville Iben sikkert være ligeglad), jeg lagde tøj på plads i skabet og i den nye kommode og satte mere nips frem (men ingen plakater. Jeg vil have et par rigtige billeder op med rammer, så væggene ikke bliver grimme af tape).

Det var helt fantastisk at sidde på min nye seng og ringe til Kit og invitere hende på indflyttercola, da jeg var nogenlunde færdig. Ud over billederne mangler jeg kun gardinerne, men indtil mor får syet de nye, må jeg bare undvære, for jeg nægter simpelthen at hænge de gamle op igen. Det er heldigvis mørkt om morgenen, så det gør ikke så meget.

Kit havde en rigtig indflyttergave med. Det var en stor grøn plante, og den var som skabt til mig. “Min mor siger, den kun skal have vand en gang om ugen, og at den skal have meget lys,” sagde hun nemlig. Planten fik plads i vindueskarmen og begyndte straks at sprede hygge. Kit siger, det er sådan en, der kravler, og at den bliver enormt flot, når den bliver endnu større. Hun er selvfølgelig stadig dødmisundelig, og det kan jeg godt forstå, for mit nye værelse er perfekt, perfekt, perfekt ... måske liiige med undtagelse af, at jeg godt kunne bruge et lille fjernsyn. Men der satte mor grænsen.

“Der skal også være noget at ønske sig til din fødselsdag,” sagde hun. Men der er bare så lang tid til.