Fredag d. 16. december

Røg i skolekøkkenet

Hvert år er der en dag på skolen i december, hvor man ikke har normal skolegang. I stedet melder man sig på nogle kreative hold, og så er man sammen på tværs af klasserne.

Det er enormt irriterende at være en af de store, fordi lærerne synes, vi skal tage os af de små, og det gider jeg bare ikke. Sidste år havde Kit og jeg meldt os på julepynt, og der endte det med, at Kit sad i flere timer og hjalp små piger fra 5. klasse med at flette stjerner. Jeg syntes, det var dybt uretfærdigt. Hun skulle jo hjælpe mig. Jeg kunne da heller ikke finde ud af det ... der gik to minutter, så havde jeg krøllet min stjerne sammen i en klump og kylet den over i hjørnet! Jeg prøvede i stedet at flette nogle enormt flotte julehjerter, men så snart jeg kom over fem af de der stængler man fletter sammen, stod min hjerne fuldstændig af, og resultatet blev, at jeg i stedet sad og flettede syv meter amatøragtig musetrappe, som blev brugt på det store juletræ til afslutningen, men som min mor nægtede at have på det lille træ derhjemme.

I år overvejede vi længe, om vi skulle melde os på konfektholdet eller kageholdet. Vi var i hvert fald helt sikre på, at vi ikke gad at være på Lucia-holdet, der skulle bruge dagen på at sy kjortler og støbe lys og til sidst gå optog for os andre.

“Det er fordi, du kommer til at gå allerbagerst med dit kiksede sorte hår,” hånede Ditte, der nu ikke længere bruger de mindste kræfter på at skjule, hvor meget hun hader mig. Men det var ikke derfor, at vi ikke ville på Lucia. Kit og jeg var nemlig så snedige, at vi havde tænkt os at melde os på noget, hvor vi kunne producere julegaver. Og jeg tror ikke engang, at min mormor ville blive glad for en brugt Lucia-kjole i min størrelse.

Vi endte med at komme på konfektholdet, og vi begyndte rigtig fint med at male på glas, der skulle bruges til at komme konfekten ned i. Vi havde sat os bagerst i lokalet og så voksne og skumle ud for at holde de små så langt fra livet som muligt, men vi kom alligevel til at hænge på to små drenge fra børnehaveklassen, der ikke havde kunnet finde lokalet, og først kom da alle andre havde sat sig. De to eneste ledige pladser var ved vores bord. Den ene hed August, og den anden hed Emil, og deres hænder var akkurat lige så skidt skruet fast på deres arme, som de er på alle andre små drenge. August lagde ud med at se krævende på mig, som om jeg var en skolelærer, og sige: “Jeg vil have, du skal tegne en elefant. Det er til min bedstemor!” mens han rakte glasset frem mod mig.

Først panikkede jeg en lille smule, for jeg er altså ikke nogen da Vinci ud i elefanttegning, men da jeg så Augusts eget forsøg, kunne jeg trods alt godt se, der var et eller andet, jeg kunne lære ham ... for eksempel at snabelen skal være længere end halen. Og jeg var smart nok til at vise ham det i stedet for at gøre det for ham. Hans bedstemor ville jo blive en milliard gange gladere for en August-elefant med røv i begge ender, end hun ville for en noget mere anatomisk korrekt Emmy-elefant. Jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan med bedstemødre, men måske har det noget med åreforkalkning i hjernen at gøre.

Kit og jeg havde heldigvis også tid til at producere vores egne glas, samtidig med at vi hjalp de små. Vi fik lavet fire hver ... det var det højeste, man måtte ... med guirlander og julehjerter og lys og sager og med fine røde silkebånd om glasset. Det lignede faktisk næsten dem, man kan købe nede i slikbiksen med ‘hjemmelavede’ bolsjer i fra en eller anden stor fabrik. Bortset fra at vores – i hvert fald Kits – var pænere, end dem, man får dernede. Der er en eller anden trend med, at alt skal se så primitivt ud lige nu, at halvdelen af den pynt, de har hos isenkræmmeren i år ligner noget, August og Emil kunne have lavet. Det var rigtig hyggeligt, og jeg kom kun til at tænke en lille smule på ham-jeg-ikke-må-nævne-for-Rakel, da jeg sad og tegnede hjerter, men Kit gav mig en albue i siden på det helt rigtige tidspunkt, og så fik jeg mere end nok at gøre med at koncentrere mig om at få mit glas til at se bare nogenlunde ordentligt ud.

De små fik lov at gnatte noget fesen rød frugtfarve ind i marcipan og lave uformelige nisser af dem. Vi andre måtte prøve at lave lidt vildere ting som karameller og fyldt chokolade. Vi valgte karamellerne. Jeg sad med opskriften og fandt ting frem og dirigerede Kit, der skulle hælde i og røre. Først tog vi en hel masse skåle frem og vejede det hele af: 750 g sukker, 7 1/2 dl fløde, 75 g smør, 6 dl sirup og 6 spsk vaniljesukker. Det var tre gange så meget, som vi havde fået lov til at lave, men vi regnede med, vi kunne passe os selv rimeligt meget hernede ved det bagerste komfur, fordi lærerne havde mere end nok at gøre med at sørge for at alle de små August’er rent faktisk formede nisser af deres marcipan. Der var flere af de små drenge, der allerede nu grinede på en ildevarslende og nærmest sjofel måde.

I bund og grund så det enormt simpelt ud med de karameller. Vi skulle bare begynde med at smelte sukkeret på en meget varm pande, hælde fløden i, når det var lysebrunt og så hælde resten af ingredienserne i bagefter. Kit satte den største pande på det store blus og gav den fuld skrue. Da vi fornemmede varmen stråle ud mod os som fra en kakkelovn i Sibirien, hældte vi sukkeret på og ventede på, at det skulle blive gyldent. Vi ventede utålmodigt i flere minutter.

"Burde der ikke begynde at ske noget?" spurgte jeg Kit, der mumlede noget om, at det nok ikke var så godt at spørge læreren, når vi nu havde brugt en halv sø af den dyre fløde, og i stedet blev vi enige om bare at vente lidt længere. Men der skete stadig ikke noget. Der var ingen tvivl om, at panden var rygende varm, men sukkeret blev alligevel ved med at være jomfrueligt hvidt som nyfalden sne på Kirkebakken. Rundt omkring os begyndte der derimod at dufte rigtig lækkert af vanilje og chokolade. “Måske skal man røre i det?” foreslog jeg, og vi fandt nogle sorte plastikspatler frem fra skuffen. Det virkede ikke umiddelbart, men vi blev alligevel ved. Så gjorde vi da i det mindste et eller andet. Og til sidst skete der endelig noget. Vores sukkermasse begyndte også at dufte. Den duftede bare overhovedet ikke af julehygge og gran og gaver, men lugtede i stedet en lille smule kunstigt og giftigt, mens grå røg begyndte at sive op fra sukkeret. “Står der noget om grim lugt i opskriften?” spurgte jeg Kit. “Næh, men det er sikkert bare en overgang ... vi giver den lige fem minutter til,” svarede hun.

Vi nåede ikke de fem minutter. Røgen tog pludselig voldsomt til, og August og Emil begyndte at hoste over deres marcipan, mens dem ved nabokomfuret råbte, at vi skulle åbne vores vindue. Det var en ret god ide, selvom det var gråt og decemberkoldt udenfor, men inden jeg nåede så langt, gik røgalarmen desværre i gang, og så gik der ikke to sekunder, før der var skrig og skrål fra alle de små, der altid er enormt seriøse, når skolen holder sine to årlige uvarslede brandøvelser. Nu begyndte de pligtskyldigt at stille sig på linje med hinanden i hånden to og to henne ved døren for at slippe ud i sikkerhed i skolegården ‘under ledelse af en voksen’. Og det VAR altså bare vores karamel, der brændte en smule på.

Husgerningslærerinden Heidi Madsen var henne ved os i tre spring, der kunne have bragt hende med til olympiaden, hvis Dansk Atletikforbund havde været i nærheden. “Hvad er det dog, I laver?” sagde hun og var heldigvis så bestyrtet, at hun slet ikke lagde mærke til den mængde, vores mislykkede eksperiment fyldte i panden. “Vi laver karameller,” mumlede vi. “Men vi kan bare ikke rigtig få sukkeret til at smelte.” Heidi Madsen har undervist i meljævning i over femten år. Hun var ikke mange sekunder om at se på vores sukkerbjerg på panden og ryste febrilsk på hovedet. “Nej, nej, nej. Det er jo salt. Det kan I overhovedet ikke få til at smelte på den måde, om I så kom det i en vulkan,” sagde hun og hev en af paletterne op fra det lille hvide bjerg. Da vi tog den op fra skuffen var den glat og sort og fin. Men nu var den kun halvt så stor. For enden var den smeltet helt sammen til en sort ulækker klat, og det var da den smeltede, at det var begyndt at ryge. Dens makker så præcis ligesådan ud, da Heidi Madsen trak den op af vores mislykkede karamelmasse. “De var helt nye. Se nu der. Og røgen er garanteret giftig. Få alle ud i gården, mens vi lufter ud,” råbte hun over skulderen, og den anden lærer, der normalt mest underviser i engelsk, fik de to rækker af småunger ud i gården sammen med os andre, der gik noget mere uordentligt.

Der stod vi så og frøs et kvarters tid (og der blev selvfølgelig både peget fingre og hvisket godt og grundigt om Kit og mig ... hvor kikset er det lige at være til grin blandt småbørn?), indtil Heidi Madsen mente, det var sikkert at gå ind og fortsætte, hvor vi slap. Eller ... det fik de andre i hvert fald lov til. Kit og jeg måtte nøjes med at kigge på, efter vi havde ryddet op efter vores mislykkede forsøg ud i hjemmelavede julegaver. Der blev med andre ord ingen karameller til os, og vi måtte se i øjnene, vi enten måtte prøve igen hjemme i Kits mors køkken (min mor har lige fået nye gardiner, så hun ville aldrig give mig lov), eller slagte sparegrisen og gå på julegavefangst i Netto.

Mens vi sad og overvejede mulighederne, så August op fra sine marcipansnemænd med et begejstret glimt i øjet. “Jeg synes, det var totalt sejt,” sagde han. “Var det salt, I brugte?” Jeg nikkede og håbede ikke, at den lille rod nu ville fise direkte hjem og brænde et eller andet uskyldigt parcelhuskøkken ned. “Var det med vilje?” Jeg burde selvfølgelig have sagt nej, men jeg trængte så forfærdeligt til, at nogen syntes, jeg var en lille smule sej, så jeg blinkede til ham og nikkede. “Men sig det ikke til nogen. De tror, det var et uheld,” hviskede jeg. Jeg så mig selv stige 300 procent i sejhedsfaktor i den lille bølles øjne. Og som det endegyldige bevis på min nye kultstatus skubbede han en af sine forkølede små snemænd over til mig på tværs af bordet. “Du må godt få den her,” sagde han. “Nu har du jo slet ikke noget konfekt.” Den var en lille smule klam af at være blevet varmet i små fedtede barnefingre alt for længe. Men jeg var alligevel rørt til tårer. Jeg pakkede den forsigtigt ind, og nu står den her på mit værelse på den hylde, min mor altid har drømt om, at jeg skulle have en masse sportspokaler stående på. Et sejhedstrofæ!

Den alternative skoledag sluttede for øvrigt perfekt med at sidde og se på Lucia-optog. Ditte gik allerbagerst uden lys i sit lange, glatte, lyse hår, men med et stramt smil om munden. Det er vores klasselærer Iben, der har haft ansvaret for Lucia-holdet i år, og reglerne er tilsyneladende vendt helt på hovedet, for i stedet for at bruge en af os store (for eksempel Ditte) som Lucia-brud, gik der en pavestolt lillebitte pige med kort rødt strithår og fregner i hele hovedet foran alle de andre med fire lys i en krans om håret. “Hvor er hun sej,” hviskede Kit. “Ja. Hun hedder Astrid. Hun går i min klasse,” sagde August stolt. Han mente på en eller anden måde, at vores eventyr i køkkenet forbandt os for evigt og havde holdt sig i nærheden af Kit og mig.