Et helt andet syn på næsten alting
Jeg kender mange, der skriver. Jeg kender mange, der har meget på hjerte. Men Dennis Gade Kofod er nok alligevel den eneste af mine venner, der er rigtig kunstner med stort K. Og med alle de op og nedture og store tanker, den slags kan give. Han håber selvfølgelig på at kunne leve af sin kunst en dag, og lur mig, om ikke det er et spørgsmål om tid, før kunststyrelsen giver ham et arbejdslegat af en slags.
Dennis har gået på Forfatterskolen og pt udgivet fire bøger: Anskudte Dyr, Brøndtjætten og Nexø Trawl og billedbogen Frøken Knirk og den store hemmelighed.
Du kan se hans hjemmeside her: www.dennisgadekofod.dk
Jeg stillede ham 10 spørgsmål om det at skrive og skabe tekst:
Hvad er det, der er så fedt ved at skabe tekst?
Jeg bryder mig ikke om ordet fedt! Det fjerner fokus fra det hårde, indadvendte slid, der går forud fro selv skriveprocessen. Jeg nærmest hader ordet skabe, det lyder som noget bibelsk heis; det emmer af hokuspokus. Intet af det når jeg skriver. Det er en intellektuel manøvrer at fortælle historier også når de skrives.
Det til side er det lysten til at lyve mig til udsagn om vores verden, om os mennesker, der driver værket for mig. Alt omkring mig er slået itu; jeg selv et kuldsejlet menneske: Hvor griber jeg fat? i løgnen, de enkle sandheder jeg kan vride ud af mine fortællinger.
Hvad kan du med tekst, som du ikke kan med f.eks. film?
Man kan nemmere dvæle uden det bliver sødsuppe eller æstetisk staffase. Man kan panorer i sproget men blive ved objektet. Man kan udforske detaljer i en hæsblæsende fart. Afstanden mellem mediet (Ord/celluid) og det fortalte er større i teksten(?) end det er i filmen.
Hvilket af dine værker er du stoltest af? Hvorfor?
Jeg kan ikke sable, det jeg laver på så en lummer måde.
Hvordan oplever du kreative kriser?
Jeg har aldrig haft en der ikke drejede sig om mit eget ego, og jeg tvivler på at det er det spørgsmålet går på. Det ikke at tro på inspirationen giver den samme frihed, dom når man endegyldigt, i en alder af tolv, alene i sin sen, bang for at mor og far skal dø, afliver sin forestilling om en gud. Længe leve biologien, det tænkende menneske, og al den dårlig dom, der er skabt(!) af ingen andre end os selv.
Hvordan ved du, det er tid at slå en darling ihjel?
Før jeg begynder at skrive. Men som med andre ting elsker jeg det man ikke må; darlings er ikke altid til for at blive slået ihjel, nogle af dem er rygraden i min originalitet, mit ego.
Hvordan kommer du over deres død?
Jeg tror ikke jeg forstår spørgsmålet. Det er jo en tankeproces. Det gør ikke ondt at tænke.
Hvad håber du på at blive bedre til i den kreative proces?
At sidde stille, bare at sidde. Hvem der kunne blive ved sit tastatur, til døden indhentede en. Alle de bøger der skal skrives, hvor bliver tiden af? hvor er den når man skal bruge den?
Hvad er den bedste form for feedback?
Den uden had. Den der er gennemtænkt. Den der bliver ved teksten og som ikke afspejler læserens eget projekt. Altid feedback (Det ord bryder jeg mig heller ikke om; professionalisme afspejler ikke min ensomhed.)/ tilbagemelding/læsning/kritik på tekstens præmis.
Hvornår er et nyt arbejde klart til at blive vist til andre?
Det ved jeg simpelthen ikke, før jeg har sat det sidste tegn.
Hvordan håndterer du din følsomhed, når en af dine bøger udkommer?
Jeg er holdt op med at forsøge. Jeg giver mig hen til ynken, nerverne og hadet i stedet.