Stedbørnene
Det er ikke alle mine scenarier, der ligger til download. To af dem er desværre gået tabt. Begge var dybt problematiske på hver deres måde og absolut ikke værker, jeg er specielt stolt af, men derfor er det nu alligevel ærgerligt, at de er væk.
Slotte i sandet (1992)
Basic Roleplay for 6 spillere og spil-leder. Skrevet til
Fastaval ’92
I ’92 var jeg indvolveret i to scenarier til Fastaval: Festival des Totes sammen med Thomas Munkholt, og så Slotte i Sandet. Det havde jeg slet ikke tid til. Jeg forsøgte at bakke ud af Slotte i Sandet, men fik at vide at ‘det gjorde man ikke’, og jeg var flinkeskolet nok til at blot at sukke og lave noget makværk i stedet for at holde på mit.
Scenariet fik ikke en god modtagelse. Pudsigt nok ikke fordi man kunne se, det var hurtigt skrevet, men fordi spillerne anno ’92 hadede min grundide ... som jeg egentlig stadig synes er ok.
Jeg havde begået den dødssynd at lade en af spillerne være superseje Blaise. En anden var superseje Garvin, og de fire sidste var dansepiger, der havde flest skillpoint i at fnise og se godt ud. I dag tror jeg godt, man kunne slippe af sted med så stor en uligevægtig kampstyrke spilpersonerne imellem. Nutidens spillere er mere gearede til at se det sjove i at skulle spille op til dem, der er stærke og være med til at forme sceneriet i kraft af en fjollet karakter, men det gik ikke den gang. Nøj, hvor fik jeg prygl.
Jeg har for nylig fundet noterne til Slotte i Sandet. Måske sætter jeg mig en eller anden weekend og skriver dem ind ... bare for den arkæologiske interesses skyld.
Foromtale fra ‘92
“Jeg må have revance!”
“Nej, Deres Højhed! Nu har jeg vundet alle Deres tændstikker, og jeg giver ikke kredit!”
En ordveksling mellem en smuk kvinde og en spillelysten og småforelsket sheik. Han er en moderne og fremsynet mand, der har sendt sit harem på sekretærskole. Hun er ingen ringere end Modesty Blaise!
Blaise, Garvin og nogle fælles bekendte indviteres ned til det idylliske sheikdømme Shibarahn, hvor der dog er det lille men, at sheikens bror vil være sheik i stedet for sheiken.
Scenariet er bygget over en af de gode, gamle Modesty Blaise-fortællinger.
-------------------
Den fede Grosserer på Rungstedlund (1998)
Fusions-scenarie for 6 spillere og spil-leder. Skrevet til Claustrum Con ’98
Jeg havde ikke skrevet scenarie i fire år, og ‘Grossereren’ blev et grimt come back. Jeg var lige flyttet til København og boede i en hæslig, overbetalt lejlighed i Valby, som jeg havde rigtig svært ved at falde til i. Jeg savnede Århus og vennerne, og samtidigt med at jeg havde mit første ‘rigtige’ job, kastede jeg mig ud i et investigationscenarie, der fuldstændig tog magten fra mig. Det voksede og voksede, der kom flere og flere handouts, og selve plottet virkede søgt. I den sidste ende blev det kørt af to hold, hvilket vil sige, at det kun er mig og 13 andre, der har en anelse om, hvad scenariet handler om. Der eksisterer ingen samlet papirkopi. Kun enkelte noter på min computer, som jeg måske tør lukke op og kigge på en eller anden dag.
Set i bakspejlet var det store problem for ‘Grossereren’, at jeg ville lave ægte investigation - altså et scenarie, hvor spillerne selv skulle finde sporene og sætte dem sammen. Det gav alle de klassiske problemer, man får i den slags situationer: Scenariet blev for langt, og det tog 100 år at køre det. Spillerne havde svært ved at adskille deres spil-persons reflektioner med deres egne, fordi de skulle tænke sig til plottet, og al fedteriet frem og tilbage med handouts gjorde, at selve rollespillet kom i anden række.
Der kom til at gå fem år, før jeg igen turde kaste mig ud i at skrive scenarie. I ni år fra 1994 til 2003 var det eneste, jeg lavede ‘Den fede Grosserer på Rungstedlund’. Det er meget, meget sørgerligt ... men navnet er godt ...
Foromtale fra ‘98
Helvedes gode er folkene i hans brød. Et solidt arbejdende lille team, der klarer de fleste opgaver i løbet af max. en uge. Ole Lyhne kanter den gamle skrammelkasse af en Mercedes ind på Laudrup Vej og skodder smøgen, før Lone kommer ud fra opgangen. Lone har været en del af bureauet siden 2008. Kort efter at regeringen offentliggjorde selvbeskyttelsesakten, og det pludseligt blev muligt for almindelige mennesker at leve som detektiver og dusørjægere.
“Nå Ole, skal vi så se at få lettet røven og komme ud til det dødssyge sted,” griner hun, da hun kanter sig ind på bagsædet. Han smiler skævt i bakspejlet af hendes vittighed og sætter bilen i gear. Opgaven venter på aids-sanatoriet i Rungstedlund. Derude sidder handelsmagnaten Hans-Henrik Søborg og venter på, at hans immunsystem bryder sammen. Men ifølge hans arvinger er Den fede Grosserer måske ikke nær så syg, som hans læge har fortalt ham ...