Darling er Død (2003)
Hjemmelavet, simpelt system for 6 spillere + spil-leder.
Investigation-drama med overnaturlige toner.
Darling er Død blev mit come back som scenarieforfatter på det år, der senere er kaldet ‘Fastaval of Love’, fordi vejret var godt, stemningen fantastisk og alle gamle skel mellem jyder og københavnere endeligt blegnede i én fælles lang påskefest.
Scenariet har sine skønhedsfejl (jeg ville blandt andet afgjort have fundet en anden til at lave illustrationer end mig selv, hvis jeg skulle redesigne det i dag), men det er stadig uden tvivl det af mine scenarier, jeg er gladest for ... og som bliver ved med ikke at ville slippe mig - som en ægte Darling. Der er lagt meget hjerteblod i i hvert fald halvdelen af karaktererne, og det føles godt, at jeg ikke gik på kompromis med min oprindelige ide, selvom scenariet blev et slid at få skrevet. Der er meget gods i scenariet, som man kan gå til fra mange forskellige vinkler.
Først og fremmest lykkedes det mig at undgå investigation-fælden. Spil-personerne fik hele plottet serveret i første scene, og det betød, at de fik plads til at rollespille og til at bruge tiden på at efterforske, om de nu også troede på plottets sandhed. Dernæst lykkedes min ide med at lave to sæt spilpersoner, hvor spillerne fra begyndelsen fik lov at vælge, om de ville spille det ene sæt (good guys) eller det andet (bad guys), hvor det fravalgte sæt blev integreret i scenariet som spilpersonernes direkte modstanedere. Heldigvis valgte de fleste the bad guys, som også klart er det stærkeste af de to sæt. Til gengæld virker the good guys rigtig godt som bipersoner.
Dernæst synes jeg, tanken bag mit system fungerer godt: At man slår for sin frie vilje til at vælge, hvordan man handler i en given situation, men at et mislykket terningeslag betyder, at det, der ligger til ens natur, tager over og bestemmer, hvordan man opfører sig. Tanken er bragt videre til mit scenarie fra 2006: Dragens Dom.
En tredje ting, jeg er glad for, er det bagvedliggende plot. Det er langt ude, men det hænger faktisk sammen og er en ret fin historie med et grundlæggende moralsk dilemma: Kan det at være et ond menneske være en objektiv vurdering? Jeg synes, der generelt er alt for lidt plot i de scenarier, vi laver i dag.
Foromtale fra ’03
Jeg har altid elsket Darling. Jeg har aldrig været i sen g med hende. Jeg har aldrig kysset hende - og knapt nok haft lyst til det. Men jeg har altid elsket hende. På en anden måde, end de piger jeg har delt mit liv med. Og på en måde, der hverken handler om køn eller alder. Måske er det fordi, hun i et kort øjeblik lukkede mig in. Helt ind hvor jeg så hendes sjæl. Den var sort og grum og vred som ind i helvede. Men jeg så den.
Hun har altid lusket rundt et sted i kanten af min bekendtskabskreds. Og jeg har altid vidst, at jeg ville skovle sand i Sahara for hende, hvis hun bad mig om det. Nu er Darling død, og der bliver ikke mere ørkenvandring for hende og jeg. Det eneste, jeg kan gøre for hende er, at vandre langs tråden hun efterlod, og mærke trækket fra den, der haster imod mig fra den anden ende. Hvor helvede endte du, Darling? Og hvorfor kaldte du ikke på mig bare to minutter før? Jeg var jo kommet spænende, for fanden. Gispende efter luft med et hævet baseball-bat.
Der var seks mennesker i verden, der følte sådan for Darling. Det var også det eneste, de havde til fælles - troede de.
----------------
Senere blev scenariet kørt på Orf-con 03.
Darling er Død blev nomineret i alle fem Otto-kategorier på Fastaval 2003. Det vandt Ottoen for Bedste Bipersoner.
Scenariet er også tilgængeligt på R’lyeh.
Download
Samlet i en grafik-let udgave (pdf - 1,7 Mb)
Forside normal version (pdf - 1Mb)
Scenarietekst normal version (pdf - 665 kb)
Illustrationer af bipersoner normal version (pdf - 3,9 Mb)
Handouts normal version (pdf - 2,8 Mb)
Navneskilte normal version (pdf - 838 kb)