Coverstory - om et omslag, der skrev sig selv ind i handlingen
Coveret til Dødsgudens Løgne er tegnet af argentineren Poly Bernatene. Jeg var meget, meget glad, da min redaktør foreslog ham, for selvom Danmark har rigtig gode fantasytegnere, var de også ved at være godt brugt, og jeg ville gerne have ‘noget andet’, der ikke var helt så inspireret af den klassiske high fantasy, som jeg synes præger mange danske udgivelser lige nu. Jeg ville gerne have noget mere simpelt og noget, der bragte et enkelt element helt i centrum med noget power i.
Poly havde lavet et enkelt dansk cover før Dødsgudens Løgne, nemlig til Lene Kaaberbøls Skyggeporten, og allerede dengang havde jeg peget misundelig på hans streg. Han kan desværre ikke et ord dansk, og han taler heller ikke engelsk. Det har gjort det til en noget pudsig proces at snakke frem og tilbage om stemning og detaljer. Men heldigvis taler Polys kone engelsk, så al information er gået gennem hende.
Covertegningen var færdig lang tid før bogen, og det var ikke så lidt af et pres at sidde med side 100 på computeren og se Mester Gilius kigge truende ud fra forsiden. “Ja, ja, ja. Jeg skal nok lave en fin bog, der passer til dig. Skal nok ... jeg skal liiige drike en kop te, men så skal jeg nok!”
Bogen på bagsiden (spoiler)
Da vi fik bagsideillustrationerne var der så alligevel et par ting, der så anderledes ud end planlagt, men i stedet for at få Poly til at tegne det hele om, besluttede jeg mig for at ændre historien, så den passede til billedet i stedet for. Jeg fik nemlig nye ideer af at se på den bagside, og i sidste ende kom det til at få stor betydning for plottets udvikling.
I mit oprindelige manuskript var det en sølvstage, Shilla stjal hos Mester Gilius, og der var slet ikke nogen bog med i scenen. Men bogen på gulvet i Polys tegning var så markant, og det endte med at blive den, hun prøvede at gafle i stedet for – især, fordi lysestagerne på Polys tegning var så store, at de umuligt kunne være i Shillas rygsæk.
Nu var jeg i stedet nødt til at overveje, hvad der mon var inden i denne mystiske bog, Poly havde 'foræret' mig, og hvorfor Mester Gilius havde netop dén liggende. Det blev til en illustreret kirkehistorie, og i den endelige udgave er denne bog helt central, fordi det er den, der afslører Mester Gilius’ identitet og sætter hele historien i gang. Samtidig er det langt længere henne i handlingen, mindet om det, Shilla ser i bogen, der får hende til at ændre kurs og for alvor begynde at handle på egen hånd i stedet for bare at følge strømmen og gøre, som alle andre synes. Og mon Mester Gilius også har opdaget et eller andet, så der er flere grunde til, at han befinder sig i De Levendes Land?
Besøg Poly Bernatenes hjemmeside og blog med endnu flere af hans fine tegninger i alle mulige stilarter.