Som det er med de fleste ting, der træder frem af mørket og bliver synlige,
tror man tit, at det netop er sket pludseligt. Men det er det næsten
aldrig. Det kræver oftest et langt tilløb at skrive romaner - eller at
lave noget andet, hvor man skal tage en dyb indånding. Jeg begyndte at
skrive bøger for ni år siden, men det var der bare ikke nogen, som dengang
tog sig af. Og ideen om "en stjerne" vil jeg også gerne meget hastigt mane
i jorden. Jeg har haft arbejde indenfor filmproduktion og journalistik på
de tidspunkter, hvor mit liv var nået dertil. Og nu er jeg altså her. Jeg
har haft mange forskellige slags liv. Og det bliver jeg forhåbentlig ved
med.

 
2. Der er en imponerende aggressivitet, der driver gennem både plot
og personer i Darling Jim. Hvad synes du selv, det giver romanen, og er det
en tone, du tror, du kommer til at udforske yderligere i eventuelt
kommende bøger?

"Aggressivitet" kan tolkes på forskellige måder, og da du ikke giver mig
nogle eksempler, er det lidt svært at svare på. Men da det i netop denne
fortælling jo drejer sig om livets stærkeste følelser - kærlighed,
jalousi, had, hævn, tilgivelse blandt flere andre - så synes jeg,
rollerne i bogen fortjener, at man beskriver dem med så meget nerve som
muligt. Jeg vil have, man kan mærke hele følelsesregistret, mens det sker
for hver enkelt person. Og, ja, handlingen presses fremad af flere ting,
blandt andet de voksende, boblende følelser søstrene imellem. Der er
aggression til stede, javist. Men også gensidig respekt og loyalitet til
døden. Jeg tror, blandingsforholdet var særligt for DARLING JIM. Men i min
næste bog, der udkommer til september, vil jeg garanteret heller ikke
sløre min egen indstilling til figurernes følelser. De fortjener, at jeg
behandler dem med respekt. For de bliver ved med at give mig så meget til
gengæld.

3. Du har været en del i Irland i forbindelse med filmoptagelser.
Hvilken intention havde du, med Irlands rolle i Darling Jim, da du
begyndte at skrive bogen? Var det også den rolle, landet endte med at få?

Ja, Irland har altid betydet utrolig meget i mit liv, fordi det har så
mange kvaliteter, der umiddelbart tiltaler mig: en lang, voldsom historie
med uendelig variationer; et folkefærd, der virker ligetil, men som er
langt mere kompliceret, når man får sat sig ned; og en skønhed, der står i
direkte modsætning til mange af de ghettoer både i Dublin og oppe i
Belfast, som jeg har vandret rundt i. Det var hele tiden meningen, at
Irland skulle indtage en "usynlig rolle" i Darling Jims persongalleri. Det
ville have været helt umuligt at henlægge fortællingen til et andet land.
Irlands besynderlige, dragende blanding af oldgammel, indarbejdet
tradtionsbundenhed og moderne åbenhed findes ingen andre steder på netop
den måde. Og hvor ville man ellers begynde at tro på, at der virkelig
findes ulve og prinser med knuste ben i de dybe skove? Nej, vel?


4. Et enkelt spørgsmål knyttet til plottet: Hvorfor er det lige,
søstrene ikke bare rotter sig sammen og nakker tanten, så snart de kommer
ind i huset i Malahide? Det er jo tydeligt, der er ugler i mosen?

Ja, det er tydeligt for enhver - og bestemt også for søstrene. Men for det
første er det lige så tydeligt, at tanke Moira har beviser nok til at
sende dem alle tre i spjældet for mord. Jeg skriver derudover, at søstrene
venter, til de kan se deres snit - tanten har jo åbenbart også den ene fod
i graven. Så hvorfor risikere atter et mord til ingen nytte? Deres problem
er bare, at de venter for længe. Samtidig er det også en meget irsk ting
at have respekt for de "overordnede" familiemedlemmer på en meget anden
måde, end vi kender det i Danmark. Det begreb har fået mange irere, jeg
kender, til at tøve med bare at fortælle deres forældre, at de har fået en
ny kæreste. Moralbegreber og respekt ser anderledes ud der. Atter en grund
til at bogen kun kunne begynde på Irlands små gader og fortove.

5. Har Darling Jim i dine øjne en hovedperson. Hvis ... hvem?
Overvejede du, om Jim selv skulle låne din stemme eller ej og have et
afsnit? Lige nu defineres han jo udelukkende gennem andres øjne.

Jeg synes, du som læser skal bestemme, hvem hovedpersonen er. Hvis jeg
efterfølgende begynder at vægte det den ene eller den anden vej, er det
synd. Den slags er læserens ejendom. Jeg har aldrig overvejet, at Jim
skulle lyde som mig selv, da han jo er en narcissistisk, sociopatisk
lystmorder. Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener med "have et
afsnit." Mener du, at han skulle have en del af bogen, hvor vi er inde i
hovedet på ham, også? Det ville ødelægge alt. For hele humlen ved
mennesker, der drager andre ind til sig er jo netop, at vi aldrig får at
vide alt, hvad der egentlig sker inde i deres hjerter. Deri består
mysteriet. Og det er det, jeg har anvendt søstrene Walsh, deres tante
Moira, stakkels Bronagh fra ordensmagten, Prinsen uden ben, Niall og endda
arme Desmond til at afspeje. Og selv da ved vi stadig ikke helt, hvad der
fik Jim til at handle, som han gjorde. Nøjagtig som man heller aldrig
finder ud af det med virkelighedens psykopater. Vi kan endevende dem i
århundreder og får aldrig det klare svar, vi synes, vi fortjener. Det er
derfor, det er spændende at skrive om. Det er derfor, det er så
taknemmeligt et stofområde.


6. Hvad er i dine øjne henholdsvist det sværeste og den største
styrke ved at skrive plot-drevne fortællinger?

Nu går jeg ud fra, at du synes, jeg er een, der skriver plot-drevne
fortællinger, og det er helt okay. Bare det ikke også er et "mærkat," der
begrænser, for jeg er ikke begejstret for at blive puttet ned i kasser.
Jeg synes sagtens, man kan strække genrerne, så de ikke længere kun er det
ene eller det andet. Et plot kan ikke trække vejret på siden uden
levendegjorte figurer, der er med i det. Men okay:

Det sværeste ved at holde et plot - eller, lad os kalde det et
handlingsforløb, eller lyder det så filmagtigt - på skinnerne, handler om
at kunne beskrive figurerne, så de både virker autentiske, og som nogen,
vi har lyst til at interessere os for. På samme tid skal de virkemidler,
der driver handlingen fremad - det være sig en udefrakommende trussel,
vigtig information eller en nøglebeskrivelse - indflettes, så det ikke
virker tilstræbt. De to ting skal køre lige godt, og hele tiden. Det er
som at holde et tog på skinnerne. Selv, når der ingen skinner er. Så vidt
det sværeste. Og når det lykkes, er det sværeste også de handlingsbaserede
historiers styrke. Der findes ingen præcis opskrift. Det begynder ikke med
"plottet," nu jeg tænker over det, det kommer senere. Det begynder altid
med en følelse, der skal undfanges dybt inden i figurerne selv. Først da
kan den givne figur give sig ud på en rejse, jeg som skribent tør invitere
læseren med som passager på. Uden tante Moiras kærlighed til Jim - og Jims
dæmoni - var der ingen handling, der kunne indeholde noget som helst.

7. Jeg forstår, du skriver dine bøger på engelsk og derefter på
dansk. Hvilke glæder og frustrationer er der ved det? Hvilken udgave er du
selv gladest for? Og hvad er den engelske udgaves skæbne egentlig pt?

Glæden er, at jeg kan skrive allerførst på det sprog, der i dagligdagen
falder mig nemmest, altså engelsk. Jeg har jo trods alt boet i USA i 20
år. Da jeg gik rundt i Irland og lavede masser af optegnelser til Darling
Jim, gik folks ord lige ind i øret og ned på notesblokken, uden jeg var nødt
til at oversætte først. Der er egentlig ingen frustrationer forbundet med
det, må jeg indrømme. Når jeg siden genvrider samme historie på dansk,
træder der helt nye vinkler frem af en historie, jeg troede, jeg kendte
godt. Og det er altid spændende. De nordamerikanske rettigheder til
Darling Jim er lige blevet erhvervet af newyorker-forlager Henry Holt &
Company, som udgiver den som hovedbog i juni 2009. Og det jeg bare så glad
og taknemmelig for.

8. Har du et bud på, hvorfor der er så forholdsvis få af de dygtige
danske mandlige forfattere, der skriver store plotdrevne fortællinger (men
ofte foretrækker snævre fortællinger, baseret på persondrama og deres
barndomserindringer)?

Det er et fint spørgsmål, men samtidig et, hvor jeg inviteres til at
causere over andre, der skriver, eller endda begynder at kritisere folk,
jeg slet ikke kender. Den debat vil jeg af princip undlade at gå ind i.
Det er svært nok at lave noget, der fungerer, uden at jeg skal gøre mig
til smagsdommer over det.

 
9. Hvis der kom en mand med rigtig mange penge og ville lave Darling
Jim til en film, hvem ser du så får dig i hovedrollerne og som
ønskeinstruktør?

Hmm ... for det første ville jeg have, den skulle foregå i Irland, ude i
West Cork, i Castletownbere. Helst med unge, ukendte irske
skuespillerinder som søstrene, derpå måske den vidunderlige Fiona Walsh
eller Kristin Scott-Thomas som tante Moira og Cillian Murphy som Jim. Han
kommer faktisk fra West Cork, og var genial i Ken Loachs film "The Wind
That Shakes The Barley." Danske filmpublikummer kender ham måske som den
unge, uhyggelige Dr. Crane med fugleskræmselsmasken i "Batman Begins."
Meget fascinerende og anderledes skuespiller, som er fyldt med
hemmeligheder. Jeg ville gerne overtale een af mine gamle venner til at
instruere den. Han bor også dernede på egnen om sommeren med sin familie.
Men jeg tror, det vil vare lidt, inden vi når så langt. Foreløbig skal
Darling Jim ud i USA som bog, og det er alt nok for mig i et godt, langt
stykke tid. Og West Cork går jo ingen steder...


10. Og til sidst det spørgsmål, alle får: Hvilke tre bøger, ville du
ønske, det var dig, der havde skrevet, og hvorfor?

Rudyard Kiplings "Manden, der ville være konge" er uovertruffen på så
mange niveauer: Som eventyrfortælling, som samtidskritik, som
spændingsfortælling, og som lehrstück om europæere, der altid søger ud
imod de fjerne horisonter. Den er ganske tynd og hurtigt overstået. Men
aldrig glemt. Historien om de to plattenslagere Peachy og Danny, der blev
konger af Kafiristan, er fyldt med overraskelser og har et sprog så
stramt som et par cowboybukser efter en julefrokost. Både smukt og
vanvittig uhyggeligt beskrevet. En af mine absolutte yndlingsbøger, som
ingen kommer op på siden af, hverken i forrige eller næste århundrede.

Timothy Garton Ash har skrevet en bog så fængslende, at jeg læste den i
eet hug: "The File" - eller "Aktmappen" - er frysende enkel. Og tilmed
sand. Da Ash var studerende i det hedengangne DDR, boede han i Østberlin.
Mange år senere fik han indsigt i sin aktmappe, da Muren faldt. Der læste
han, at snart sagt alle dem, han kendte derovre, dengang havde arbejdet for
Stasi og udspioneret ham. Nu kan han ikke stole på bare den mindste
følelse, han havde derovre. For den opstod på falske præmisser. Bogen
handler om, hvordan forfatteren finder frem til de personer, han mener,
har stukket ham. Ash begår en stilistisk og journalistisk genistreg, der
er svær at stikke.

"Low Life" af belgieren Luc Sante er en nænsom og præcis fortælling om
det New York, der fandtes omkring 1850’erne - det Dickenske, mørke, dystre
New York, som samtidig også var myternes og legendernes New York. Sante
tager os med gennem de små gyder, op ad trapperne i luderhotellerne, og
ned i opiumshulerne, så man kan mærke røgen svie i øjnene. En hovedbog om
den by, jeg elsker så højt. Og så er den endda ikke spor sentimental,
hvilket er det mest utrolige. Den føles, som om Sante har taget
fotografier af fortiden, som han viser os, lige inden de bliver til støv.