Blink

Udkommet 20. marts 2009 på Gyldendal. 240 sider. Vejl. pris 199,95 kr. Redigeret af Mette Nejmann og Kaya Hoff.

– hvorfor fortælle en enkelt historie, når man kan fortælle tyve?

 

I 2007-2008 var jeg ude at rejse i et år. Først 3 måneder i San Francisco, hvor jeg fik ideen til Blink. Så 5 måneder i dublin, hvor jeg skrev bogen. Og til sidst 3 måneder i Boston, hvor jeg redigerede den. Jeg lavede meget andet det år – skrev andre bøger og fik mange ideer. Men Blink blev noget særligt, fordi det blev den bog, der var med 'hele vejen'.

Hver gang, jeg laver en ny bog, forsøger jeg at formulere en udfordring til mig selv, for ikke bare at lave 'det jeg plejer'. Med Blink var udfordringen at lave en kærlighedsroman, der viste mange forskellige måder at være ung og forelsket på, og hvor formen var en multiroma som filmene 'Short Cuts' og 'Love Actually', hvor der ikke er én, men mange hovedpersoner, hvis skæbner flettes ind i hinanden i løbet af fortællingen. Resultatet er blevet en ungdomsroman (advarsel: med SEX i), hvor man kan læse de fleste kapitler selvstændigt som noveller, men hvor man alligevel får noget særligt ud af at læse romanen fra ende til ande.

Bogen begynder i Hirtshals, hvor Kasper møder sin gamle klassekammerat Amanda, og de sammen flygter fra hendes fulde og jaloux kæreste, fiskeren Nicklas. Flugten går ned gennem Jylland, hen over Fyn og Sjælland og ender ved Møns Klint. Fordi jeg sad i udlandet og skrev bogen, var jeg nødt til at vælge steder i Danmark, som jeg kendte, for jeg havde ikke mulighed for lige at rejse derhen og tjekke, hvordan, der så ud. De fleste steder, er det 'rigtige' steder, jeg skriver om: Chaplin i Viborg, Stengade i København, og Hitshals Kro findes (min mormor og morfar boede i Hirtshals), og den lejlighed, Signe bor i i Hjørring var i virkeligheden min mors onkels. Men enkelte steder har jeg også fundet på, som kjoleforretningen i Stege.

Da jeg lagde hænderne i kløerne på mine to dygtige redaktører, ville de gerne gøre den mindre. De syntes, der trods alt var FOR mange personer at hitte rede i. Jeg var faktisk ikke helt enig, men jeg ved jo godt, at jeg som forfatter kan blive blind for den slags, fordi jeg selv har arbejdet så meget med min historie, at jeg kan den ud og ind, så jeg besluttede at lytte til deres råd og skære. Det var imidlertid ikke nemt, når nu alle kapitlerne hænger sammen på kryds og tværs.

Der første, der røg var kapitlet om Laura og Pelle. Det strøg jeg faktisk selv, fordi jeg syntes, det var lidt for oplagt.Det næste var historien om parmiddagen. Den kunne pilles ud, uden det gik ud over andre historier, men det gjorde ondt, for det var mit personlige yndlingskapitel i bogen. Dernæst røg personerne Malene og Sofie ud. Det var en ordentlig klump, og jeg er stadig ikke helt sikker på, om det var en rigtig beslutning, men man skal selvfølgelig huske på, at I som læsere ved, hvad I får, og ikke hvad I går glip af ...

Og dog. For nu får I alligevel chancen - altså for at se, hvad I går glip af. Jeg har nemlig lagt alle de afskårede kapitler her, så I kan læse dem. Klik blot på et af nedenstående links. Og hvis du har læst Blink og har en mening om den, må du meget gerne skrive den i hjemmesidens gæstebog.

Du kan læse første kapitel af Blink ved at klikke her

 

Læs også de fraklippede bonuskapitler om:

Parmiddagen hos Nina og Jakob

Da Pelle næsten blev kæreste med Laura

Historien om Sofie, der bare gerne ville være alene

Malene, der havde en fræk aftale med sig selv hver torsdag

Dengang Pernille, Malene og Kira laver en snydeseance med Sofies fars ånd

Da Tobias mødte Sofie og holdt op med at lyve