(Pernille og Malene. Odense)
Malenes torsdagsaffære
(For de indviede, der har læst Blink: Malene er veninde med Sofie, der har mistet sin far, og Pernille, der roder rundt med Uffe. Dette kapitel er vel det nærmeste en af personerne i bogen kommer at elske sig selv ... sådan helt bogstaveligt.)
Telefonen ringede, mens Malene var i bad. Det var slet ikke nogen usandsynlig begivenhed, for Malenes telefon ringede i det hele taget ofte, men det var bare så irriterende alligevel, fordi det var torsdag, hvor hun brugte timer på at massere skrubbecreme over hele kroppen, barbere ben og armhuler, vaske hår, give det balsam og hårkur, plukke øjenbryn, fjerne gammel neglelak, file negle og lække ny lak på. Og til sidst det allerbedste: Hun smurte hele kroppen ind i tyk fed hvid creme, som var alt alt for dyrt til hende, men som hun alligevel ikke kunne lade være med at bruge næsten alle de penge, hun tjente ved at gå med reklamer på. Og så var der selvfølgelig selve ritualet med at tænde duftlys i små farvestrålende glas i vindueskarmen, lægge de rene og tørre badehåndklæder i tørretumbleren, så de var ekstra varme og lækre, når hun skulle bruge dem, og fornemmelsen af at gå hen over fliserne med gulvvarme på bare fødder, før hun lod sin cremefarvede velourmorgenkåbe glide ned på gulvet, og hun selv krøb op i badekarret med alt det lækre, varme vand, der denne torsdag aften duftede af roser og lavendel.
Da telefonen ringede havde Malene lige fået sat sig godt i vandet. Det var lidt for varmt i starten, og hun var nødt til at sænke kroppen ned lidt af gangen, for at chokket ikke skulle være for stort. Når hun nu løftede den ene fod ovenud af vandet, var huden helt rød og krebseagtig, men det var bedst sådan, for når man elskede sit badekar så højt, som Malene gjorde, var vandet nødt til at være varmt i starten, så hun ikke blev kold og var nødt til at stå op før tid.
Hun lukkede øjnene og drømte om Kenny. Det var et lidt kikset navn, men det var til gengæld også det eneste ved Kenny, der var kikset. Kenny havde kort, tykt hår, som strittede i alle mulige retninger. Om sommeren var det næsten hvidt, men hen over efteråret og vinteren blev det mørkere og mere gyldent. Han havde mørkeblå øjne med lange, lange mørke vipper om, og hans mund havde smalle læber, og lyste ofte op i en blændende smil. han havde en lille smule skæve tænder, men det var på sådan en ualmindeligt charmerende måde, der fik ham til at minde en lille bitte smule om en ulv. Han havde høje kindben, en lang, lige næse og skinnende smuk hud. Hun havde lagt nøje mærke til ham i flere måneder, og hun kunne ikke mindes, hun nogen sinde havde set en bums i panden af ham. Og så duftede han. Hun havde prøvet at snuse lidt til forskellige herredufte ovre i Matas, men hun havde endnu ikke fundet ud af, hvad det var for en, han brugte. Den duftede af citrus og mørkt træ i en fortryllet skov og en frisk løbetur ved vandet på én gang.
Malene lænede sig tilbage i det varme vand, der gav en sprød lyd og fandt sig til rette om hendes hud. Og hun tænkte på Kenny i bar overkrop, når han efter idræt tog sin svedige trøje af allerede inde i hallen. Lang og stærk og senet og slank. Skulderbladene, der fik huden til at skinne og se endnu mere levende ud, når han strakte sig på vej ud i baderummet. Badet ... Tanken om Kenny i bad. Under bruseren med damp over det hele og lukkede øjne. Hun så ham smøre sæbeskum over hele kroppen. Også ned mellem benene. Og imens fandt Malenes egen hånd ned mellem hendes. Skilte skamlæberne, stak fingeren lidt ind og kildede forsigtigt rundt langs indersiden af hullet. I hendes fantasi var Kenny nu alene i skolens brusebad. Og hun kom intetanende ind i omklædningsrummet, fordi hun skulle hente sin brors sportstaske, som han havde glemt. Hun fangede Kennys blik. Han var helt varm og våd derhenne under bruseren.
“Åh undskyld,” sagde hun i sin fantasi. Og Kenny så forlegen ud, men smilede så til hende. Med det der store, brede, altopslugende smil.
Malene lod lansomt fingeren glide op langs indersiden af skamlæben hen over sin klitoris. Alt andet forsvandt. Skolen, lektier, jobbet som reklamebud – ja selv en del af hende selv. Hun var kun duften af roser, det varme vand, tanken om den smukke nøgne dreng, der smilede til hende og den varme sitrende længsel efter mere mellem hendes ben.
“Kenny,” hviskede hun.
Og så ringede telefonen. Malene glippede forvirret med øjnene. Hun havde glemt at sætte den på lydløs. Hun lænede sig irriteret ud over kanten på karret og så på displayet. Det var Pernille. Pernille vidste ellers godt, at torsdag var Malenes wellnessaften i badeværelset, og at hun først ville forstyrres efter 9. Ligesom forældrene vidste, at de torsdag var nødt til at bruge gæstetoilettet, fordi Malene havde booket det store badeværelse. Hun rejste sig ærgerlig op fra det varme vand og stod ud. Telefonen holdt op med at ringe. I stedet løb en besked ind med et lille “Hej,” Det var Pernilles stemme, de havde fået optaget og lagt ind som beskedtone. Malene tog sin badekåbe på og svøbte et håndklæde om håret. Et af dem, hendes mor vaskede med lidt for meget skyllemiddel for at de skulle være helt rigtige superbløde. Så satte hun sig på den lille stol, hun ellers lagde sit brugte tøj på og ringede tilbage til Pernille.
“Hej. Undskyld jeg ringede på en torsdag,” sagde Pernille med det samme. “Jeg ville bare lægge en besked. Jeg troede, du var på lydløs.”
“Ja, men det glemte jeg,” sagde Malene ærgerlig.
“Har du hørt min besked?”
“Nej. Er der sket noget.”
“Ja. Min storebror har lige haft besøg af en af sine venner. Ham der hedder Lasse. Du ved, ham med det halvlange krøllede hår, der altid kniber øjnene sammen, når han spiller fodbold.”
“Mmm.” Malene havde styr på 90 procent af drengene på den skole de gik på. I hvert fald dem på deres egen årgang og over. Det var ret ligegyldigt med de yngre.
“Nå, men ved du hvad ... Allan,” ... det var Pernilles storebror ... “han kom ind og fortalte, at Lasse havde sagt, at han syntes, at Sofie var helt vild sød og havde spurgt, om hun ikke godt nok gik i min klasse.”
“Det er løgn!” Malene glemte sin bitterhed over at blive afbrudt. Det VAR spændende nyheder, Pernille ringede om.
“Jeg troede bare, drenge snakkede om fodbold og undertøjsmodeller.”
“Det er fordi, du ikke selv har nogen storebror,” sagde Stine. “Men de snakker nok alligevel MEST om undertøjsmodeller og fodbold. Og computerspil.”
“Men hvad sagde han så. Lasse? Vil han ringe til hende eller noget.”
“Nej, det er jo det. Han syntes jo bare, at hun er sød. Men han ringer sikkert ikke.”
“Vi må gøre noget.”
“Ja, ikke også. Det var også det, jeg tænkte. Det ville bare være så godt for Sofie at der kom nogen og fik hende ud af hulen.”
“Præcis,” sagde Malene og trak benene op under sig på stolen.
“Men hvad tror du, hun ville sige, hvis Lasse ringede og inviterede hende i biffen?”
“Hun ville vel sige nej. Og hun ville sige, at det var rigtig sødt af ham, men at det var hun bare slet ikke parat til,” sukkede Pernille.
“Han er ellers meget sød, er han ikke?”
“Jo han er. Han ville være rigtig god til hende. Han ville tage masser af hensyn. Han ved jo godt, hvad der er sket. Det ved alle jo.”
“Ja. Måske er det netop det, der er problemet,” sagde Malene. “Måske pakker vi hende bare så meget ind i vat, at hun er blevet endnu mere skrøbelig af det. Måske trænger hun allermest til, der bare kommer en, der ikke ved noget om, at hendes far lige er død af kræft, og siger: “Kom her Baby. Nu skal vi ud og ture hele natten.”
“Jeg kan godt forstå, hvad du mener. Men så længe, der ikke kommer en eller anden fremmed superhelt ridende ind i byen, kan det være, vi må nøjes med Lasse Olsen.”
“Ja ... men det er sgu da også fedt. Det er i hvert fald en begyndelse. Så skal vi bare have ham til at tage sig sammen til at ringe til hende ...”
“... og hende til at sige ja,” gjorde Pernille sætningen færdig. “Jeg tror godt, jeg kan klare den med Lasse. Det får vi bare Allan til at sørge for. “Men det er værre med Sofie.”
“Hun går aldrig med til det,” sukkede Malene. “Men det må da for pokker snart holde op. Selvfølgelig savner hun sin far ... men hendes far ville da ikke have, at hun bare sad og græd inde på sit værelse.”
“Min mor siger, det tager mindst et år at sørge,” sagde Stine.
“Men hun må også godt sørge,” protesterede Malene. “Hun skal bare prøve at leve en lille bitte smule imens.”
“Hendes far skrev et brev til hende før han døde, som hun fik på sin fødselsdag,” sagde Stine.
“Åhr hvad. Det vidste jeg ikke. Har hun fortalt dig, hvad der stod i det?”
“Nej. Bare at det var mærkeligt, og at det var ligesom om, han var der, selvom han var død. Som om han stod lige ved siden af og talte til hende. Det er bare så synd for hende. Tænk, hvis det var ens egne forældre, der var døde. Det tænker jeg somme tider på, når jeg bliver træt af at hun ser så ked ud af det. Hvis min far kom en dag og sagde, at han havde kræft og skulle dø, så ville jeg altså også blive rigtig ked af det ... meget længe.”
“Selvfølgelig ville du det. Men din mor ville til gengæld synes, det var en fest.”
“MALENE.”
“Ja undskyld. Men det er jo heller ikke os, det handler om. Det er Sofie. Hvad kan vi gøre?”
“Hvis vi bare på en eller anden måde kunne få hende til at forstå, at hendes far dybest set ville ønske, hun gik ud og spiste en burger med Lasse ...”
“Mmm. Malene pillede lidt løs hud af sin ene storetå. Hun trængte til at give sine fødder noget pimpsten og et tykt lag af den særlige fodcreme, hun havde fået af sin faster.
“Jeg tror ikke på det,” sagde hun så og sukkede. “Det er for tidligt Pernille. Med mindre, vi kan få Sofies fars ånd til at komme og sige til hende i drømme, at hun skal gå på date med Lasse. Ellers siger hun aldrig ja.”
De var begge tavse. Så lyste Pernilles stemme op.
“Jeg har en kusine ovre i København, der kan sådan noget med tarotkort og ånden i glasset og den slags. Hende kan vi måske få til at hjælpe os. Du ved, hende Kira, jeg har fortalt dig om.”
“Hende den sære?”
“Nja ... hun er skide sød. Hun er bare lidt alternativ.”
“Men Pernille. Vil du så mane Sofies fars ånd frem? Tror du Sofie går med til det? Og hvad med Sofies mor?”
“Nej, det tror jeg ikke, jeg tør,” sagde Pernille. “Vi legede engang ånden i glasset, hvor glasset gik i stykker. Men vi lader bare som om. Kira skal bare få det til at virke, som om vi snakker med Sofies far. Og så får vi Kira til at sige, at Bjarne synes, det er på tide, Sofie går i biffen, og at Lasse er en flink ung mand.”
“Men tror du, Sofie går med til det?”
“Ja! Sofie vil gå med til hvad som helst, hvis det kan give hende chancen for at snakke med Bjarne igen,” sagde Pernille.
“Men ... men det er jo snyd. Vi narrer hende jo,” sagde Malene.
“Ja, på en måde, men på en måde så alligevel ikke. Det er jo under alle omstændigheder noget vi gør, fordi det er godt for Sofie, og fordi vi rigtig godt kan lide hende,” sagde Pernille. “Og hvis vi ikke gør noget, så sker der bare ingenting. Det kan godt være de siger, det tager et år at sørge igennem, men jeg tør vædde på, at Sofie sagtens kunne bruge tre gange så lang tid, hvis hun fik lov til det.”
“Ja ... det er jo det.”
“Jeg snakker bare med Allan og sørger for at Lasse virkelig mener det. Og så ringer jeg til Kira. Hun vil elske det,” sagde Malene.
“Ok ... Hej.”
Malene lagde telefonen ved spejlet og gik over til badet. Hun stak hånden ned i vandet, men det var desværre ikke længere helt så varmt og godt, som hun gerne ville have det.
“Pokkers,” sagde hun til sig selv og tændte for den varme hane. “Nu står Kenny der og venter forgæves under bruseren. Så må jeg jo begynde forfra.”