Du har ret til at fejle
Alle der er bare nogenlunde tæt på Alex ved, at hun kan noget med ord. Noget helt, helt særligt. De kommer ud mellem sidebenene i en bemærkning om en kvinde, hun har talt med i bussen, i en bisætning i en mail om søvnmangel eller en ironisk oneliner på messengeren. Hun kan se og beskrive ting, så de er ramt lige på kornet, men med ord, der ligger os andre fjernt som Saturn. Alex' talent er så tydeligt, at folk bemærker det, og hun må leve med, at de gør det. Det KAN bare ikke være nemt, når man samtidig presser sig selv, som hun gør. Derfor 10 spørgsmål til Alex om at forvalte sit talent.
Hvis du vil se Alex' hjemmeside, er den her: http://www.moggop.dk
Hvad er faren, når ens talent bliver taget for givet af andre?
Et kringlet spørgsmål at svare på. Jeg synes som udgangspunkt der kanvære flere negative ting eller farer forbundet med talent. Man kan for eksempel være ret ensom i alt sin talentfuldhed. "Du er jo også så dygtig" eller "Nøøøj, hvor er du dygtig!" er noget, der på en eller anden måde formår at lægge en ubehagelig afstand mellem mig og afsenderen. Der er et eller andet afskærende i det. Eller noget selvudslettende og intimideret, en grim tone af "jeg kan aldrig blive lige så sej som dig, så jeg må hellere træde mig selv under fode lige nu". Det er virkelig trælst.
Der er også en fare i, at det antages at jeg selvfølgelig kan klare ting, fordi jeg har talent. "Det kan da ikke være svært med de talenter du har" eller "Du er jo så dygtig - det finder du da ud af ... ". Og det gør jeg jo ikke altid. Faktisk tværtimod.
Der er også den fare at ens selvtillid bliver blæst op, så man ender i opdyrket selvfedme. At man tager det for givet, at folk vil falde på halen over én. Eller at man begynder selv at tage det for givet og bliver doven, eller grådig.
Jeg skrev for nyligt en tale om dovenskab og det at have evnen til altid lige at kunne skrabe sig over målstregen uden den store anstrengelse. Og pointen var at talent stortrives med dovenskab - man kommer nemt til at hvile på sine laurbær eller blive selvfed, fordi talentet redder ens røv gang på gang.
Hvordan lever man med et produkt, (som Arken) som ens omgangskreds bliver ved med at rose en for, mens man selv synes, man er langt videre i sin kreative udvikling?
Det er svært. Det er en mærkelig forkælet situation, at få uopfodret ros og respekt - og så ikke rigtig ville tage imod det. Jeg har brugt så meget tid på at bokse med mine reaktioner - prøvet at sige pænt tak, eller være glad og positiv omkring det. Men jeg synes det er svært. Jeg har lyst til at ruske folk. Jeg bliver agressiv over at blive fastholdt i noget, jeg synes jeg har forladt. Heldigvis synes jeg, at det sjældent sker. Arken er vist et særtilfælde.
Hvad ER det, der skal til for at have talent for at fortælle historier? Hvad er det, man skal kunne?
Jeg mener, at man skal kunne lave billeder i andre folks hoveder, og at man skal have timing. Der er en eller anden udefinerbar gnist, en slags inspiration der springer, når folk bliver fanget af en historie, og jeg tror man skal have fornemmelsen for hvornår og hvordan gnisten springer.Der er et helt rigtigt og mange forkerte eller dårlige tidspunkter at fortælle en historie på, og jeg kan mærke det i kroppen. Jeg kan se, hvordan det spreder sig på min tilhørers ansigt, at der er et flow mellem os. Det er ligesom at vide, hvornår man kan krydse en stærkt befærdet vej. Der er et hul i bilstrømmen, ligesom der er det helt rigtige øjeblik og den helt rigtige måde at starte en given historie.
I hvor høj grad mener du, talent er medfødt, og hvor meget kan læres?
Først troede jeg, at talent var noget man var født med, og at jeg tilhørte en særlig heldig og udvalgt skare. Så gik jeg over i den anden grøft, fordi jeg syntes det var for pinligt at være elitær, og mente, at det var noget alle kunne optræne givet tid. Men ret beset tror jeg, sandheden ligger i midten. Jeg tror på medfødt talent, og på at nogle mennesker har fået en større pakke med fra start. Men talent kan og skal trænes. Det er også hårdt arbejde. Jeg tror også der ligger meget talent derude, som aldrig blev til noget, fordi folk ikke kunne eller ville eller ikke fik lov.
Hvordan undgår du, at andres forventninger kvæler din lyst til at lege med tekst og historier? Hvordan påvirker andres forventning dig?
Jeg er altid bange for at skrive noget, fordi jeg har defineret mig selv som forfatter/fortæller. Jeg synes jeg er på, hvis jeg skriver en indkøbsseddel eller et fødselsdagskort. Jeg kan jo dét der med at skrive ...
Efter lang tids overvejen er jeg kommet frem til, at det må handle omat holde på sin ret til at være grim. At insistere på at det er helt fint at lave fejl og træde ved siden af. Og så i øvrigt komme ned på jorden, og erkende, at man ikke altid leverer varen. At der er dårlige dage, dårlige idéer, blindspor og ting, der bare ikke virkede. Og at
det er helt legalt og OK.
Og det er nok noget af det sværeste, jeg kan forestille mig. Jeg er flammende perfektionist.
Hvilket talent ville du ønske du havde - som måske kunne støtte dit talent for at skrive historier?
At sælge mig selv. At være langt mere skamløs. Jeg er helt ustyrligt dårligt til at sælge mig selv. Med tiden har jeg opdaget, at mange af de andre kreative dyr på savannen har præcist det samme problem, og at det somme tider har været rene lykketræf eller tilfældigheder, at de fik et gennembrud eller overhovedet fik en kreativt orienteretkarriere. Og det er en stor trøst og inspiration.
Hvordan kan kreativitet gøre verden til et bedre sted?
Jamen, kreativitet er menneskets absolut bedste værktøj til at overleve med. Kreativitet har og vil redde vores kollektive bagdele fra meget. Kreativitet åbner nye døre, finder nye veje, vælter barrierer, finder nyt land. Den giver overskud. Den skaber lys. Den giver liv og inspiration. Den holder følelsessystemet i træning, skaber åndehuller og husker os på, hvem og hvor vi er.
Bør kreative mennesker bruge deres kræfter på at redde verden eller er det nok 'bare' at skrive sjove historier?
Jeg havde en periode, hvor jeg havde dårlig samvittighed over ikke at have et "rigtigt" job, eller ikke at have taget til Afrika for at grave brønde og redde sultende børn. Men så bemærkede en god ven, at det dog ville være det argeste spild af det, jeg kan. Og han havde ret.
At skrive eller fortælle historier er lige så godt som at grave brønde. Jeg tror på, at man kan ændre verden gennem historier, på godt og på ondt. Der er ikke noget stærkere end historier, hvis de får lov at komme ordentligt i spil. Virkeligheden dannes og har hjemme i vores hoveder, og historier har root access til alle. Jeg har aldrig mødt et
menneske, der ikke ville høre en historie, hvis den blev fortalt rigtigt for dem. Historier er essensen af mening, inspiration, erfaring, drømme, viden.